2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, PortugalJeg har smagt Beyra vine fra Rui Roboredo Madeira en del gange, bl.a. hans Beyra Reserva og Beyra Grande Reserva. Denne Beyra Superiore har jeg også smagt tidligere … men dengang var det i en årgang 2013. Her smager jeg den i årgang 2019.

Derudover er jeg også absolut vild med Rui Roboredo Madeira fabelagtige Quinta da Pedra Escrita, som jeg har smagt og skrevet om et par gange. Derfor tænker jeg også, at det nok ikke er nødvendigt, at jeg skriver om vinhuset igen.

I stedet kigger vi nærmere på denne Beyra Superiore, der i denne årgang er lavet på 80% Tinta Roriz aka Tempranillo, 10% Jaen aka Mencia og endelig 10% Touriga Nacional. Druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke på granit- og skiferholdige marker i 700 meters højde i Beira Interior.

Rui Roboredo Madeira gærer alle fire druesorter sammen for at opnå harmonisk kompleksitet og det sker ved 22-26 grader med 7 dages udblødning af drueskallerne, hvor druerne er afstilkede inden gæringen. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på nye egetræsfade, heraf 1/3 franske og 2/3 amerikanske.

Det dufter sgu meget godt … fyldig vin med skrald på. Der er mange ligheder med 2013’eren, både solbær, brombær, mint, både engelsk og finsk lakrids, lakridskonfekt endda, eg, masser af tung fadpræg med vanilje, kanel, lidt natron samt stor tæthed.

I munden er det også en kraftfuld, fyldig og blød vin med masser af solbær, brombær, en blød syre … i det hele taget meget blød, men det er samtidig med en vis friskhed i frugten, nogle tørre om end bløde tanniner, som sætter sig i munden. Man kan næsten fornemme, at ens tænder bliver sorte eller i det mindste blålige, men det smager faktisk meget lækkert med en lille sød og krydret note … men efter min vurdering bedre end 2013’eren, så 4,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Vignobles & Compagnie, Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S, Rhône, Frankrig

2018 Vignobles & Compagnie, Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S, Rhône, FrankrigFra kooperativet Vignobles & Compagnie smager vi som næste vin en 2018 Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S … en helt klassisk Costières de Nimes vin.

Vignobles & Compagnie er et kooperativ beliggende ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône. Det er grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN, som var en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet.

Han var i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og havde sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du Rhône regionen.

Efter sammenslutningen byggede det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil, tegnet af arkiteten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årsproduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Kooperativet laver særskilte vine sammen med nogle af de største tilknyttede medlemmer i et slags partnerskab og et af disse er netop vinhuset Château des Sources, der drives af Espinas familien.

De har ejet slottet siden 1800-tallet og deres forfader Emile Im Thurn var med til at genoplive vingården efter den store phylloxera  katastrofe. I dag har familien valgt at lægge produktionen af slottets vine ud til Vignobles & Compagnie … selvom den unge Zoé Espinas måske engang vil stå på egne ben.

Vi smager her en af vinene fra Château des Sources, og den er normalt lavet på 60% Grenache, 30% Syrah og 10% Mourvèdre fra vinslottets 55 hektar vinmarker. I denne årgang skulle blendet dog være 75% Syrah, 15% Grenache, 5% Mourvèdre og 5% Marselan.

Der er ikke meget om produktionen, men den skulle være helt klassisk og så med 6 måneders lagring på barriquefade, heraf 20% helt nye fade.

Dejlig tør rhônevin med alle de klassiske noter … krydret med både mørk frugt, engelsk lakrids, lakridsrod, god tørhed, flæsk, peber og sorte oliven, blomstersæbe, let fad, vanilje og lidt sødme.

Smagen er meget blød, kraftig og cremet … blommer, søde kirsebær, vældig saftig og alligevel med en både svag bitterhed, sødme, kaffe, kaffelikør, lakridskonfekt, peber og lakridsale elementer. Vinen er kraftigfuld, intens … fyldig og rund … masser af lækre, intense og dybe rhônekvaliteter.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen pt kun er 69,95 kr. på tilbud ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, Frankrig

2018 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, FrankrigDomaine Guy Farge er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog, men det er vist lidt over 8 år siden, hvor jeg smagte en hvid Saint Joseph Vania. Men nu smager jeg en rød Saint Joseph Terroir de Granit fra vinhuset.

Domaine Guy Farge ligger i byen Saint Jean de Muzols 10-15 kilometer nord for Valence og har været vinbønder i 3 generationer … indtil 2006 alene som leverandør til det lokale kooperativ La Cave Coopérative de Tain l’Hermitage.

Men i 2006 besluttede Guy Farge sig, efter at have afsluttet sine studier i ønologi, for at vinificere egne vin og sælge dem i eget navn, og det blev til en serie på tre forskellige røde Saint-Joseph vine, én rød Cornas, en hvid Saint-Joseph samt en Vins de Pays d ‘Ardèche i rød, rosé og hvid.

Guy Farge ejer omkring 18 hektar, men alene de 11 hektar er vinmarker, hvoraf en stor del ligger på stejle terrasser, som må passes manuelt og med brug af heste, som hjælper Guy med at vende jorden i rækkerne og dermed luge og lufte jorden.

Denne Saint Joseph Terroir de Granit er selvfølgelig lavet på 100% Syrah fra udvalgte granitholdige marker i den sydlige og klassiske del af Saint Joseph. Mosten spontangærer med 100% inklusion af hele
drueklaser, mens 30 dages skindkontakt giver et skånsomt udtræk af farve, smag og tannin.

Vinen modner efterfølgende 12 måneder på et mix af 5 år gamle 400 liters tonneaux egefade samt 3.000 liters foudres.

Nu snakker vi … masser af landlig, svedig og øko mødding, flæsket bacon, røget kød,. mælkede noter, drikkeyoghurt og totalt eksplosiv i både frugt og øvrige noter. Der er brombær, boysenbær, enebær, en håndfuld sorte oliven, peber samt knuste sten. Det dufter – pardon my french – røvlækkert.

I munden er vinen en vinøs schweizerkniv … både svulstig saftighed, stenet rankhed, venlighed og graciøs elegance. Tilsæt derudover lidt peber i gryden sammen med tørre tanniner, lakrids, mørk chokolade, en håndfuld tør jord, et vildt greb og behagelig knytnæve lige i solar plexus, sindssyg flot eftersmag … kanonvin. Jeg elsker den, så dermed 5,5 Thumps Up herfra. Nam.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7