2020 Weingut J. Neus, Villa Neus Blanc, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut J. Neus, Villa Neus Blanc, Rheinhessen, TysklandVinmageren Lewis Schmitt på Weingut J. Neus har fået tvillinger, et par velskabte, små søde babyer … én hvid og én rød, nemlig de to vine med navnet Villa Neus med efternavnene Blanc og Rouge. Vi starter med den lille hvide baby i tylskørt.

Nu kunne man måske få en mistanke om, at Villa Neus Blanc var en bastard, en uægte unge eller et gadekryds, men den er skam næsten fuldstændig ren, for den er lavet på 85% Weißburgunder samt 15% Chardonnay, der alene vinificeres i ståltake med spontangæring og lagres også på de rustfrie ståltanke. Vinen har 2,9 gram restsukker pr. liter.

Selve vinhuset kender I vel allerede … ellers er der god grund til at dyrke det lidt mere og det kan I fx gøre ved at læse mit blogindlæg Mr Rubys online vinsmagning med Lewis Schmitt fra Weingut J. Neus … hvor jeg mødte vinmageren online.

Først kommer der lidt duft af brunet smør med et antrit til nogle eksotiske frugter, men på en afdæmpet facon, hvor man blot lige kan fornemme lidt mango og fersken inden grønne æbler og grape tager kontrollen. Det gør de med et lille skævt smil, hvor der også er hvide blomster, en anelse røg og en lille mineralsk nerve.

I munden har vinen en vis fylde, hvor syren hurtigt overtager med både citron og specielt masser af grape, men på en lidt varm, saftig og småbitter facon. Det er ikke voldsom kompliceret, men har dog denne mineralske, lidt røgede og bitre kant, som giver vinen en fin karakter og gør babyen elskelig … men det er babyer jo.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarros Crianza er nok husets bedste køb og en vin, som altid tager kegler i en smagning. Jeg har da efterhånden også anmeldt vinen cirka 6-7 gange tidligere her på Houlbergs Vinblog i forskellige årgange. Og hvorfor så ikke også lige nuppe Crianza’en i en ældre årgang 2011?

Vinen er i årgang 2011 lavet på 90% Tempranillo, 3% Merlot og 7% Cabernet Sauvignon, som for 80% vedkommende kommer fra gamle vinstokke på marken La Maquinilla i La Planta området beliggende 911 meter over havet.

Efter høst afstilkes druerne og ligger i en kold maceration inden gæringen i rustfrie ståltanke ved temperaturer op til 26 grader og så lagrer vinen derefter 16 måneder på egefade, 50% franske og 50% amerikansk egefade.

Duftmæssigt er det intens, blød og mørk frugt, solbær, tyk gæret epo-fed med masser af fad, brændte fade med både kanel, vanilje, sød tobak, mintchokolade, sød lakridskonfekt og så alligevel med en æterisk skarphed, for under de søde lag og krydderierne ligger der en friskhed med ren og fin frugtsyre.

I forhold til 2018’eren – som er seneste årgang af crianzaen jeg har smagt fra Arzuaga – er denne mere moden i smagen, hvorfor syren er mere afdæmpet og de runde, bløde smage bare endnu rundere og dermed bliver det virkelig comfortwine af  bedste skuffe. Vinen er vild blød, rund og cremet og fortsat med tydelige noter fra fadene, vanilje og mørk chokolade.

Forhandles af Jysk Vin, men 2011’eren kan ikke længere købes, men det kan vinen i årgang 2018, hvor 1 flaske koster 239 kr., mens tilbudsprisen pt er på 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb