2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia, Valle de Curicó, Chile

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia, Valle de Curicó, ChileI regnbuefarverne drøner vi videre til Viña Valdiviesos vin med den grønne etiket … deres 2018 Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia.

Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2016, men i den nyere årgang 2018 er vinen lavet på samme blend med 60% Malbec, 17% Cabernet Sauvignon, 16% Carmenere og 7% Cabernet Franc fra vinmarken La Primavera.

Vinen er lavet ved, at druerne først er høstet, sorteret og afstilket, hvorefter gæring og maceration sker i åbne kar i 21 dage med en temperatur ved 28-32 grader. Derefter er vinen lagret 18 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt er det en mørk, fed og dyb vin … har masser af blæk, cedertræ og i det hele taget godt med fadpræg, en frugt med solbær, sorte kirsebær, blommer, lidt friske stikkelsbær, sød tobak, vanilje, karamel, lidt grønne blade, svag eukalyptus … meget luftig og venlig i udtrykket.

I munden er vinen både saftig, frisk og lysere end forventet. Det smager som højrebredsbordeaux med friske solbær, brombær, en lille candyfloss-sødme, kaffe, mærkbare tanniner, men er ellers den pæne pige i klassen, hvor alt sidder, hvor det skal … pænt og elegant, mens eftersmagen er voldsom lang og imponerende.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Apalta, Colchagua, Chile

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Apalta, Colchagua, ChileMed næste vine går vi helt farveamok, for det er nemlig 4 vine fra det chilenske vinhus Viña Valdivieso i farverne blå, grøn, gul, grøn og vi starter med den blå Caballo Loco Grand Cru Apalta.

Viña Valdivieso er grundlagt i 1879 af Alberto Valdivieso, som grundlagde en vingård ved byen Lontué i Curicó Valley – omkring 200 kilometer syd for Santiago – med produktion af mousserende vine. Alberto var dermed en af de første producenter af boblevand i Chile, men langt senere i løbet af 1980’erne begyndte huset også at producere almindelig vine.

Familien Valdivieso ejede selv kun vinhuset frem til 1950, hvor det blev købt af familien Mitjans, som siden 1910 havde skabt en stor og blomstrende forretning på at lave likør. De beholdte dog Valdiveiso navnet og har lige siden overtagelsen løbende udvidet og moderniseret Viña Valdivieso.

Det var også Mitjan familien, som stod bag beslutningen i 1980’erne om at udvide produktionen til ikke kun at omfatte mousserende vine, men også almindelige bordvine uden bobler.

De har også sikret, at produktionen sker optimalt med ansættelse af dygtige vinmagere. Siden 2001 har det været Brett Jackson fra New Zealand som ansvarlige vinmager med assistance fra et hold af dygtige vinmagere,

Mitjan familien har ekspanderet så meget, at Valdivieso i dag er Chiles absolut største producent af mousserende vin. Sammenlagt produceres der i Chile årligt 18 millioner flaske boblevin i Chile og heraf står Valdivieso for 40%, svarende til 7,2 millioner flasker.

En lille del laves efter den klassiske champagnemetode, men de fleste produceres i tanke efter den billige charmat metode … men derudover laver vinhuset altså også masser af almindelig vin.

I dag har Viña Valdivieso flere tusinde hektar vinmarker, men jeg kan ikke se præcis hvor mange. Men derudover opkøber Valdivieso også druer fra andre vinavlere rundt om i hele Chile, for vinene kommer fra stort set alle vinområder i landet.

Valdivieso producerer deres vine to steder i Chile. De mousserende vine produceres i det kæmpestore vineri  Bodega Centenaria Donde i Santiago med en kapacitet på 6,5 millioner liter vin årligt, mens de almindelige bordvine fremstilles på et anlæg i Lontué omkring 200 kilometer syd for Santiago, hvor der kan produceres 11 millioner liter vin årligt. Det er også der, at deres topvine Caballo Loco fremstilles.

Caballo Loco betyder Crazy Horse, altså skør hest og refererer til vinhusets ejer, som siges at være en hyperaktiv mand, der altid har gang i nye idéer og derfor har fået øgenavnet Caballo Loco.

Det er huset ikon vine, som fremstilles af de bedste druer og som enkeltmarksvine fra forskellige områder i Chile og de er lavet siden 1994. Den første – den blå –  Caballo Loco Grand Cru Apalta er lavet på 55% Carménère og 45% Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer fra vinmarker i Apalta i Colchagua Valley, en dal kendt for sine varme temperaturer og næsten ingen nedbør. Vinen er lavet med gæring i åbne ståltanke ved 24-28 grader over 21 dage, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på nye franske 225 liters barriques.

I næsen en ganske kødfuld vin, masser af sorte oliven, flæsk, soya, solbær, brombær, blæk, cigarkasser, tyk engelsk lakrids, lakridsrod, lidt grønne blade og sjovt nok er fadpræget mindre end i 2017’eren, frugten lettere, mindre opulent og samtidig mere tør. Det betyder også, at vinen fremstår mere urtet.

Igen er smagen er køligere og langt mere slank end forventet med bitterhed, knuste kirsebærsten, syrlige kirsebær, hindbær, umodne brombær, lidt vaniljesødme, bløde og runde tanniner, velbehag og sammenlagt bestemt en rund, fin og flot Chile vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7