2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia, Valle de Curicó, Chile

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia, Valle de Curicó, ChileI regnbuefarverne drøner vi videre til Viña Valdiviesos vin med den grønne etiket … deres 2018 Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia.

Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2016, men i den nyere årgang 2018 er vinen lavet på samme blend med 60% Malbec, 17% Cabernet Sauvignon, 16% Carmenere og 7% Cabernet Franc fra vinmarken La Primavera.

Vinen er lavet ved, at druerne først er høstet, sorteret og afstilket, hvorefter gæring og maceration sker i åbne kar i 21 dage med en temperatur ved 28-32 grader. Derefter er vinen lagret 18 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt er det en mørk, fed og dyb vin … har masser af blæk, cedertræ og i det hele taget godt med fadpræg, en frugt med solbær, sorte kirsebær, blommer, lidt friske stikkelsbær, sød tobak, vanilje, karamel, lidt grønne blade, svag eukalyptus … meget luftig og venlig i udtrykket.

I munden er vinen både saftig, frisk og lysere end forventet. Det smager som højrebredsbordeaux med friske solbær, brombær, en lille candyfloss-sødme, kaffe, mærkbare tanniner, men er ellers den pæne pige i klassen, hvor alt sidder, hvor det skal … pænt og elegant, mens eftersmagen er voldsom lang og imponerende.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7