2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, PortugalJeg har smagt Beyra vine fra Rui Roboredo Madeira en del gange, bl.a. hans Beyra Reserva og Beyra Grande Reserva. Denne Beyra Superiore har jeg også smagt tidligere … men dengang var det i en årgang 2013. Her smager jeg den i årgang 2019.

Derudover er jeg også absolut vild med Rui Roboredo Madeira fabelagtige Quinta da Pedra Escrita, som jeg har smagt og skrevet om et par gange. Derfor tænker jeg også, at det nok ikke er nødvendigt, at jeg skriver om vinhuset igen.

I stedet kigger vi nærmere på denne Beyra Superiore, der i denne årgang er lavet på 80% Tinta Roriz aka Tempranillo, 10% Jaen aka Mencia og endelig 10% Touriga Nacional. Druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke på granit- og skiferholdige marker i 700 meters højde i Beira Interior.

Rui Roboredo Madeira gærer alle fire druesorter sammen for at opnå harmonisk kompleksitet og det sker ved 22-26 grader med 7 dages udblødning af drueskallerne, hvor druerne er afstilkede inden gæringen. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på nye egetræsfade, heraf 1/3 franske og 2/3 amerikanske.

Det dufter sgu meget godt … fyldig vin med skrald på. Der er mange ligheder med 2013’eren, både solbær, brombær, mint, både engelsk og finsk lakrids, lakridskonfekt endda, eg, masser af tung fadpræg med vanilje, kanel, lidt natron samt stor tæthed.

I munden er det også en kraftfuld, fyldig og blød vin med masser af solbær, brombær, en blød syre … i det hele taget meget blød, men det er samtidig med en vis friskhed i frugten, nogle tørre om end bløde tanniner, som sætter sig i munden. Man kan næsten fornemme, at ens tænder bliver sorte eller i det mindste blålige, men det smager faktisk meget lækkert med en lille sød og krydret note … men efter min vurdering bedre end 2013’eren, så 4,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7