2018 Weingut Haack, Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett, Nahe, TysklandNu skruer vi op for sødmen. Jeg er nemlig kommet til Weingut Haacks Prädikatsweine og den første af dem er denne 2018 Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett.

Vinmarken Laubenheimer Vogelsang ligger ved den lille by Laubenheim 1 kilometer sydøst for Dorsheim … og den skal ikke forveksles med den anden lille by Laubenheim i Rheinhessen. Men Vogelsang marken er nu heller ikke en særlig kendt mark, men har altså leveret druerne til denne Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett.

Druerne er høstet ved håndkraft og har derefter ligget i en kold udblødning inden presning og er så efterfølgende spontangæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode. Vinen har omkring 60 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Igen er der fint med smuk petroleum i næsen … lidt dybere, mere rund og forsigtig end hos foregående vin. Der skal virkelig svinges med glasset for at lokke aromaerne frem, for vinen er i starten lidt karrig med at afgive sin identitet. Men efter lidt tid vågner den lige så forsigtig op med pærer og nogle eksotiske frugter, fersken, melon, lidt honning og let sødme. Det emmer mere fra glasset end hos de første vine fra Haack.

Smagsmæssigt er den skruet meget godt sammen. Det er selvfølgelig en vis Kabinett sødme, men der er også nogen friskhed med fersken, grønne pærer, hyld, let lemon, honning og en syre, der er fint integreret med sødmen. Det er endda noget lidt luftigt over vinen, som indtil nu er klart bedste fra Haack. Det er samtidig et godt køb og en vin, som en sommeraften vil fornøje de fleste.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Haack, Burg Layer Riesling, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Burg Layer Riesling, Nahe, TysklandMed denne 2019 Burg Layer Riesling er vi rykket et niveau op hos Weingut Haack, for vinen er en af hans Ortsweine … niveauet lige over basisvinene.

Her kommer alle druerne fra marker tæt ved vingården i Burg Layen … alle er høstet manuelt ved håndkraft og ligger i en kold udblødning inden presning og så efterfølgende spontangæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode. Vinen har 3,9 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Næsen fyldes omgående med herlig petroleumsdufte, men på en blid og nænsom facon. Der kommer lidt olieret smørfedme, tropisk frugt med fersken, papaya og pærer. Der er intet, som stikker ud og vender forkert, selvom dybden måske ikke er vild, så er det alligevel meget fint, rundt og pakket fint ind.

Smagen har mere kant … en grovfin og krydret syre, masser af citroner og sure, grønne æbler. Syren er samtidig småvild, bitter og ætser brutalt din mundhule med skøn intensitet. Det er klart til den rustikke side, men frisk, sur og spændstig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Haack, Grauer Burgunder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Grauer Burgunder, Nahe, TysklandDen sidste Gutswein – altså basisvin – fra Weingut Haack blev denne Grauer Burgunder, som jeg smagte i en årgang 2019.

Den er lavet på fuldstændig samme måde som foregående Weisser Burgunder og det er altså i store rustfrie ståltanke og lagring sur lie både i ståltankene og på egetræsfade for at give mere struktur til vinen. Hvor lang tid fremgår dog ikke, men vinen har 1,4 gram restsüße aka restsukker pr. liter og dermed overraskende mindre end de foregående vine.

I næsen er der tale om en ganske rund vin, hvor frugten er fersken, pærer, æbler, kvæde og svag citron samt lidt hvide blomster. Duften er lidt til den neutrale side, men der fanges også lidt sødme og sandeltræ.

Smagen passer fint til duften … rund, blød og absolut til den saftige side med modne ferskner, grønne æbler og bitter lemon. Det er bare letløbende, fyldigt og ukompliceret.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Haack, Weisser Burgunder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Weisser Burgunder, Nahe, TysklandNæste Gutswein i rækken fra det lille familedrevne Weingut Haack var denne 2019 Weisser Burgunder og som de forrige med skruelåg lige til hurtig åbning hverdag eller fest.

Der er ikke mange oplysninger om vinen, men Andrup Vin har oplyst, at vinen er lavet i store rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering har lagret sur lie både i ståltankene og på egetræsfade for at give mere struktur til vinen. Hvor lang tid fremgår dog slet ikke. Den har i øvrigt 7,2 gram restsüße aka restsukker pr. liter

Duftmæssigt har vinen en smule fylde og fedme, pærer, blommer, ananas og virker samtidig lidt tør og støvet i udtrykket med en smule landlighed, hyld, safran, nødder … meget rar og fin duft.

I munden har vinen en fin syre og surhed og så fornemmer man også en vis fylde, men den er slet ikke så sød, som de to foregående Haack vine. I stedet er der grape, sure æbler, umodne pærer, bitterhed og syre i god kombination … læskende og virkelig interessant.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Haack, Riesling, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Riesling, Nahe, TysklandNæste Weingut Haack vin er deres Gutsriesling … en 2018 Riesling af deres basisvine, som jeg samlet smager 4 forskellige af.

Druerne kommer fra forskellige af husets marker og gennemgår efter høst blød presning, hvilket så efterfølges af fermentering i rustfrie ståltanke ved kølige temperaturer. Efter gæringen har vine så lagret i tankene en kortere periode. Vinen har en restsødme aka restsüße på 8,8 gram pr. liter, som dermed er den således ingenlunde ultratør.

Duften er meget klassisk med en smule petroleum, lidt grønne krydderurter, stearinlys, intensiteten ikke helt vild og med næsen godt nede i glasset bliver de terpentinske også lidt skingre. Frugten er grønne æbler, svag lemon og der kommer også lidt tørhed, blomster og saltede mineraler.

I munden er vinen en tak sødere end forventet, men den tipper imidlertid ikke over, for der er også både lemon, grape samt en lidt kantet syre. Der er sødme, syre, bitterhed og rustik kant.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Haack, Cuvée Ole, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Cuvée Ole, Nahe, TysklandFørst vin i glasset fra Weingut Haack blev denne Cuvée Ole, der også er eneste af de 11 vine, som er lavet på et blend af flere druer … og her er det nemlig på Kerner, Riesling og Scheurebe.

Lasse Haack har lavet vinen på rustfrie ståltanke med kølig gæring efter presningen og så lagret sur lie i ståltankene inden aftapningen på flaske. Vinen har et pænt sødmeniveau på 13.6 gram restsukker pr. liter.

Duften er jeg sgu lidt overrasket over … masser af petroleum, olievædet tvist og dieselolie, men derudover også lidt eksotiske frugter med fersken, melon, abrikos samt en sød, fyldig og næsten olieret fedme og nogle lidt sæbeagtige, småblomstrede elementer i forening med lidt småkager, vaniljekranse og ubagt dej. Meget aromatisk næse.

Smagsmæssigt er det en sød sag … masser af saftig tropisk frugter med specielt abrikos, fersken, godt med lemon og grillet grape. Det er fyldigt, pænt sødt med denne lidt bitre noter fra både lemon og grapefrugterne … meget svulstig og saftig. Dermed bliver det en rigtig sommerbasker og så er det jo fint, at den er på 1 liter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

Houlberg tester 11 tyske vine fra Weingut Haack

Falder alt i hak eller hakker Houlberg i det, når han tester 11 forskellige vine fra Weingut Haack? Jeg er i hvert fald gået i gang med at smage en røvfuld vine fra det lille vinhus, som det ældre ægtepar Michael og Anette Haack købte i 2015.

Michael og Anette var kommet i 60’erne og egentlig moden til pension. De havde netop lagt et godt langt arbejdsliv bag dem som henholdsvis farmaceut samt pensionerede arkitekt/byplanlægger, da de omlagde deres dagligdag totalt og sagde; pension? Det bliver i hvert fald ikke med os! De ville ikke være pensionister.

Så i stedet købte de en gammel vingård midt ved Burg Layen i byen Rümmelsheim i Nahe fra Michael Schäfer. I stedet for pensionister ville de være vinbønder! Deres nykøbte hjem og vingård er en smuk, gammel 3-siddet barokejendom fra 1732 med en charmerende og brostensbelagt gårdhave, vinkælder, produktionsanlæg samt 8 hektar tilhørende marker udenfor byen.

Burg Layen fæstningen

Deres vingård ligger faktisk lige overfor Schlossgut Diel og dermed også fæstningen/ruinen Burg Layen fra det 12. århundrede. Diel er vel én af Tysklands bedste vinproducenter og Armin Diel en af de vigtigste figurer i Tysklands vinverden, bl.a. var han også chefredaktør for vinguiden Gault Millau en periode.

I dag drives vinhuset af Schlossgut Diel af Caroline Diel, men Diel familien har siden 1802 ejet Burg Layen ruinen, som har en lang og spændende historie. Tårnet på det gamle slot på borgruinen er lidt et vartegn for Rümmelsheim og kan også ses fra de fleste af Weingut Haacks marker … som I kan se på billedet nedenunder.

Burg Layen ligger på en bakketop på Schlossbühl nær pilgrimskapellet i Rümmelsheim og de første optegnelser af slottet er fra 1169, hvor Burg Layen blev nævnt som værende Castro Leiga i Rimilisheim, som en del af en række ejendomme ejet af Herren von Bolanden. Castro Leiga betyder noget i retning af det faste hus Layen, hvilket senere er blevet til Burg Layen.

I ​​begyndelsen af det 17. århundrede var både slottet og landsbyen ejet af Grev von Eltz, Freiherr von Dalberg og Herr von Weyers. De kaldte sig Ritter vom Stein og dannede en alliance for at beskytte Trollbach dalen imod fjender.

I 1772 blev ridderlandsbyen og slottet en del af prinsen af ​​Bretzenheims ejendom, men efter krigen i kølvandet på den franske revolution kom Rümmelsheim under ​​preussisk styre, mens slottet blev bortauktioneret. Det endte hos baron Heribert Wolfgang von Dalberg … en efterkommer af en af tre tidligere ejere, inden Johann Peter Diel købte slottet med tilhørende vin- og landbrugsmarker i 1802.

Weingut Haack

Michael og Anette Haacks 8 hektar ligger lige udenfor byen og de bedste marker er klart Dorsheimer Pittermännchen og Burg Layer Schlossberg … måske også Laubenheimer Vogelsang … marker som Diel i øvrigt også har parceller på.

Husets parceller ligger på både flade og stejle skråninger. På markerne dyrker parret primært Riesling, men også andre sorter som Kerner, Silvaner, Scheurebe, Grauer og Weisser Burgunder samt Dornfelder.

Men Michael og Anette er imidlertid ikke alene, for de får hjælp af deres søn Lasse Haack, som i øjeblikket studerer vinavl og ønologi i Geisenheim, samt vinmageren Ruben Kretzschmann, der efter afslutning af sine studier fra Geisenheim er blevet ansvarlig for vinproduktionen på vingården.

Det er er perfekt match, for både Ruben og Lasse er unge og har masser af idéer. Lasse kan lære af Ruben og sammen bringer de den nyeste viden om vinavl og markedsføring med ind i huset.  De unge har givet vinhuset en ungdommelig, frisk dynamik og modernitet sammen med ejendommens gamle traditioner.

Det er med andre ord et rigtigt familie vinbrug med lutter søde mennesker, så jeg skrev også til Haack og spurgte efter lidt fotos. Jeg fik et sødt svar fra Annette Haack med de fotos, som I finder her i artiklen samt en hilsen med Beste Grüße in den Norden.

Smagning af vinene

De første vine fra Weingut Haack kom på markedet i 2016, men vingården har siden modtaget meget positive anmeldelser fra flere vinguider samt  magasiner som Eichelmann, Gault & Millau og Vinum.

Weingut Haack laver en del forskellige vine, som er opdelt i kategorierne Gutswein, Ortswein, Lagenwein, Prädikatswein og Rotwein, men derudover laver de også Secco/Sekt samt Edelsüsse Weine. Her i Danmark importeres vinene fra Weingut Haack af Andrup Vin og jeres flittige vinblogger tester nu 11 af vinene;

Gutsweine
Ortsweine
Prädikatsweine
Edelsüsse Weine
Rotweine

Produktionen af vinene er lidt forskellig, for nogle af vinene laves med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, mens der tilsættes kulturgær til andre. Men man forsøger altid at lave vin, der er tro mod det lokale terroir og med frisk frugt.

Jeg har som vanligt ovenover linket til mine anmeldelser af vinene og – helt som jeg plejer – med lidt om de respektive vine med mine smagsnoter og ratings.

Konklusion

Weingut Haack er et bevis på, at der findes vildt mange små og gode vinproducenter i Tyskland … og specielt i Rheinhessen, Pflas og Nahe finder man mange, som leverer lækre vine til fornuftige priser … og i Nahe er Haack én af disse.

Haack er specielt god på hvidvinene og måske endda specielt, når der kommer lidt sødme i vinene. Og hvor er det virkelig interessant at smage hele 11 vine fra en vinproducent, lige fra billigste Gutswein og så op i sortimentet. Det er sgu næsten lige som selv at besøge et vinhus på deres hjemmebane … selvom fremvisning af kælderen selvfølgelig mangler.

Hos Weingut Haack finder man også ud af, at marken bare betyder så meget, for vinene fra både Burg Layer Schlossberg og Dorsheimer Pittermännchen skilte sig – etter min vurdering – klart ud og står bag de bedste af vinene hos Haack, som jo også ligger i et smørhul i Nahe.

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Sauvignon, Loire, Frankrig

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Sauvignon, Loire, FrankrigNår vi nu er ved at smage vin fra vinhuset Ampelidae i Poitiers på Château des Roches i Loire, så napper vi endnu en af deres vine fra Marigny-Neuf serien, nemlig Marigny-Neuf Sauvignon på ren Sauvignon Blanc.

Som med den forrige Marigny-Neuf Pinot Noir kommer druerne også fra vinhusets marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … og er selvfølgelig dyrket fuldstændig økologisk. Det er en af de første vine, som Frédéric Brochet lavede og er fortsat en af husets mest sælgende vine.

Der er dog ikke så mange oplysninger om produktion udover, at vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie – altså på bærmen – 6 måneder i ståltankene og har 0,9 gram restsukker pr. liter. Ampelidae laver årligt 250.000 flasker af vinen.

Det er ikke sådan arketypisk ultragrøn Sauvignon Blanc, for vinen har langt mere tropisk frugt som mango, papaya, gule modne æbler, stikkelsbær, grønne blade, mynte samt svag lemon og citron.

I munden er vinen dog mere grøn med lemon, grape, sure umodne grønne æbler, en let fedme, godt med citronsur og ultrafrisk syre og en lidt kalket og mineralsk side, som gør vinen langt mere stringent, rank og ren end duften indikerede.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigDet er kun et par uger siden, at jeg blev begejstret over denne Marigny-Neuf Pinot Noir fra vinhuset Ampelidae på Château des Roches i årgang 2018 … og hvorfor så ikke smage vinen i den nyere årgang 2019?

I sidste indlæg om 2018’eren skrev jeg lidt om Ampelidae, der blev grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet, men i dag drives af ægteparret Kate og Benjamin Meuli.

Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra vinhusets egne marker ved slottet Manoir of Lavauguyot. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

Som med 2018’eren har vinen en landlig aroma … syrlig med en nærmest biodynamisk kant, ribs, jordbær, lyse kirsebær, blæk, lidt blyanter, røg, appelsin, umodne nødder og er let, lys, luftig, frisk og luftig med en sart skrøbelighed.

Hvor smager det dog også bare godt … lidt som duften, let, syrlig, frisk med masser levende og lys frugt som ribs, hindbær samt lyse kirsebær. Vinen har en lys saftighed, en burgundisk lethed og en tør juraagtig syre. Til prisen er det fortsat lidt af et fund.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Domaine la Sarabande, Misterioso, Languedoc, Frankrig

2016 Domaine la Sarabande, Misterioso, Languedoc, FrankrigDomaine la Sarabande ligger i Faugéres området i Languedoc og drives af ægteparret Isla og Paul Gordon, der stammer fra New Zealand. Vi smager her en GSM vin fra Sarabande, nemlig vinen Misterioso.

Historien om Domaine La Sarabande startede i 2009 hvor Isla og Paul Gordon rejste fra New Zealand til Frankrig og slog sig ned et par kilometer sydøst for byen Cabrerolles i Faugéres området i Languedoc for at lave vin. Dér fandt de alle de ting, som de ønskede sig for at lave vin og startede med at leje et par vinmarker samt et hos med kælder.

I New Zealand havde parret arbejdet i vinindustrien og Isla havde opnået sine færdigheder hos nogle af landet bedste vinavlere bl.a. Jeremy Hyland på det prestigefulde Astrolabe Winery, mens Paul  stammer fra Australien og havde arbejdet med vin der. Efter endt vinuddannelse har han bl.a. arbejdet for vinhuse som Brokenwood, Domaine Chardon og Hardys. Derudover har han været flydende vinmager i Gard og i Spanien, men faktisk også på Isabel Estate i Marlborough på New Zealand.

Parret mødtes dog i Australien, hvor Isla rejste rundt som backpacker og tog jobs undervejs. En dag efterspurgte en lokal vinavlere nogle til at plukke druer … og der meldte Isla sig og mødte sin kommende mand Paul. Og lige siden har Isla dygtiggjort sig som vinmager og er i dag også den bærende kraft på Domaine la Sarabande … men med god støtte fra Paul.

I dag har parret selv købt marker og har 6,5 hektar fordelt på markerne Mont Gras, Lou Sagnas og Les Rabasses. Alle marker drives fuldstændig økologisk.

Derudover er de i 2020 startet med at bygge deres egen vingård med nyt og moderne vineri … en balancegang i arbejdet med vinene og deres to børn Rory og Peter samt hundene Scarba og Sherpa.

Denne Misterioso er Paul og Islas GSM med druer fra de yngste stokke. Den består primært af Grenache suppleret med en smule Syrah og Mourvèdre. I senere årgange er vinen faktisk kun lavet med 80% Grenache og 20% Syrah. Der er dog begrænsede oplysninger om produktionen, så vi springer hovedkulds ind i mine sirlige smagsnoter.

Nøj, hvor den dufter godt … sådan mørk, gæret, flæsket med et lille mejeri smidt med i puljen. Det er totalt animalsk, landlig, bio bio med sorte kirsebær, brombær og solbær, skovbund, våd kompost, tobak, aske, læder, blæk og en tyk, balsamisk syre med urter som timian og lidt salvie. Det er sgu en ret fint aroma, der strømmer ud af glasset.

Smagen er lidt anderledes … mere ren, direkte og frisk end duften, masser af stramme tanniner, bitterhed og mellemrøde bær som ribs, hindbær og brombær, alle en smule umodne, hvilket giver masser af vitalitet, kant og friskhed. Det bliver dermed også lidt surt, men jeg synes faktisk, at det spiller ret godt og ligger omkring 4,5 tomler samt en kæmpepil op.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7