Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2004 Château Phélan Ségur, Saint-Estèphe, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Phélan Ségur, Saint-Estèphe, Bordeaux, FrankrigVi stormer videre med anmeldelserne af Cru Bourgeois vinene, og næste vin er fra det smukke og imponerende vinslot Château Phélan Ségur, som ligger i Saint-Estèphe og producerer nogle af de bedste vine i området.

Phelan Segur grænser op til de to berømte Cru Classé slotte Château Montrose 2. Cru og Château Calon Ségur 3. Cru. Château Phélan Ségur har altid været kendt for at lave kraftige vine med en bemærkelsesværdig fylde og smidighed, der fint lever op til betegnelsen Cru Bourgeois.

Hovedbygning fra det 19. århundrede er majestætisk og ejendommen er med sine 90 hektar større end de fleste i området.

Siden 1985 har vinslottet været ejet af Xavier Gardinier, og han driver i dag fortsat slottet, godt hjulpet godt på vej af hans sønner Thierry, Stéphane og Laurent. Der er siden overtagelse sket et enormt restaureringsarbejde for at bringe ejendommen tilbage sin fordums glans.

Bygningerne er totalt renoveret i samme ånd som stifterne i sin tid ønskede. Slottets vinkælder er udstyret ud fra et ønske om, at gøre det muligt for terroir’et at udtrykke sig i al sin kompleksitet. Med brug af den nyeste teknologi har  Gardinier bragt den tidligere lidt ligegyldige vin op på et helt andet niveau.

Vinen her er en ægte Saint-Estèphe og 51% af vinen er produceret på Merlot, mens Cabernet Sauvignon udgør 47%. De resterende druesorter er Cabernet Franc og Petit Verdot. Vinstokkenes gennemsnitsalder er 35 år og vinen lagres på egetræsfade i 14 til 18 måneder. Årlig produktion er 168.000 flasker.

Duftmæssigt er der lakrids, bræk eller sure sokker, hvilket måske kan lyde lidt ulækkert, men egentligt er ganske interessant. Der er skovbær, cigarkasse, røg og lidt blyant.

Smagsmæssigt en meget forfinet og elegant vin med fornem balance. Der er megen tørhed, og vinen sidder “lidt grumset” på fortænderne med nogle modne tanniner. Rigtig dejlig vin, og nok aftenens bedste.

Købt til 230 kr. hos Fleggaard.

Vinanmeldelse 5/7   

2008 Château Gloria, Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Gloria, Saint-Julien, Bordeaux, FrankrigVidere til næste vin fra Château Gloria.

Château Gloria er en relativt ny ejendom, som blev grundlagt da Henri Martin købte de første 6 hektar i 1942.

I dag er slottet på 48 hektar sammenstykket af parceller fra blandt andet Grand Cru Classé-slottene Beychevelle, Léoville-Poyferré, Gruaud-Larose, Léoville-Barton, Ducru-Beaucaillou, Lagrange og fra Duhart-Milons Saint-Julien besiddelser.

Domaines Henri Marin består i dag af Château Saint-Pierre, Château Gloria, Château Bel-Air, Château Haut-Bey-Chevelle Gloria samt Château Peymartin.

Henri Martin, som er tidligere borgmester i Saint-Julien, kan nu efter at have overladt driften til svigersønnen Jean-Louis Triaud, se tilbage på etableringen af en moderne Saint-Julie-ejendom.

Château Gloria er beplantet med 65% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 5% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot, hvilket også er sammensætningen i vinen. Den årlige produktion er på 20.000 kasser.

Duftmæssigt en mørk og tæt fætter, der er mørke bær, tobak, blæk og læder … næsten helt oversøisk. I smagen også meget tæt i frugten, der er brombær, ristet toast, blæk, bly samt søde tanniner, som fylder hele munden og hænger på tænderne. En vin med masser af power.

Købt i Metro til 261 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Château La Tour de Bessan, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2009 Château La Tour de Bessan, Margaux, Bordeaux, FrankrigCru Bourgeios vin nr. 4 fra Randers Vinlaughs store smagning er denne 2009 Château La Tour de Bessan, Margaux.

Château La Tour de Bessan er ejet af det store vinfirma Vignobles Marie-Laure Lurton. Lurton-familien er den måske mest indflydelsesrige familie i Bordeaux. Den ene søn er administrerende direktør for Château Cheval Blanc og Château d’Yquem, den anden er arkitekten bag den succesfulde udskillelse af Pessac-Léognan, og familien er samlet set er den familie i Bordeaux, der ejer flest vinslotte, her iblandt Château Climens i Sauternes.

Château la Tour de Bessan ledes i dag af Marie Laure, som i 1992 overtog det fra sin far, der oprindeligt købte det i 1972. Slottet består af 25 ha vinmarker, der hovedsageligt er tilplantet med Cabernet Sauvignon.

Jordbunden består primært af grus, tilsat lidt ler, hvilket giver en ualmindelig god dræning, samtidig med at grusets evne til at holde rødderne varme giver vinstokken nærmest optimale vækstvilkår.

Vinen er lavet på 57% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 13% Cabernet Franc.

Duftmæssigt lidt jordslået duft, der er også tobak, lidt bær … men virker også en smule sprittet i næsen. Smagsmæssigt lidt snerpet med lakrids, eg, solbær, fylde og stram tannin. Virker lidt skarp og sprittet.

Købt i Vinspecialisten til 225 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Château Citran, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Citran, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigNå, videre med næste vin, fra Château Citran … et slot med en lang historie.

Château Citran kan nemlig dateres tilbage til omkring højmiddelalderen. Det var oprindeligt sæde for Marquis de Donnissan, som i det 13. århundrede byggede en fæstning, som dog forlængst er blevet erstattet af et langt mere moderne slot, som stammer fra det 18. århundrede. I over 600 år var Château Citran ejet af Donnissan familien, faktisk helt frem til 1832, hvor det blev købt af Clauzel familien. Herfter gik det stødt ned af bakke, og godsets 90 hektar vinmarker blev løbende solgt og vinstokkene forsvandt næsten helt.

I 1945 havde godset alene 4 hektar jord, da Château Citran blev købt af brødrene Edouard og Louis Miailhe. Deres far, Frédéric var mægler og negociant, og hans sønner ville følge i faderens fodspor, og det skete via opkøb af vingårde, bl.a. ved køb af Château Coufran, Château Verdignan og så dette Château Citran. Brødene begyndte at bygge Citran op igen, og slottet var herefter i familiens eje i flere årtier, indtil Louis’ datter i 1987 solgte slottet til en japansk koncern.

I 1997 blev slottet igen solgt, denne gang til Groupe Taillan, ledet af Jacques Merlaut, som i forvejen ejer en række større Bordeaux slotte, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue og Haut-Bages-Liberal. Claire Villars er ansvarlig for vinfremstilling på mange af dem, men på Château Citran er det Céline Villars, der holder tøjlerne. Siden købet i 1997 er der investeret massivt i slottet, og kvaliteten i vinene er samtidig øget markant.

Selve godset er placeret i Avensan, vest for Margaux. Citrans vinmarker er opdelt i to. Ét jordstykke støder op til Margaux appellationen og ligger meget tæt på slottet. Det anden ligger meget tæt på byen Avensan, i hjertet af Haut-Medoc appellation. Den første jordstykke er det mest spektakulære og ligger med en svag hældning ned mod slottet og de træbevoksede arealer. Der er i dag igen 90 hektar vinmarker til slottet, og på 58% af markerne dyrkes der Cabernet Sauvignon og på de resterene 42% dyrkes der Merlot.

Høsten i markerne sker manuelt. Gæring sker på rustfrit stål med temperaturkontrol og en tre-ugers cuvaison. Derefter lagres vinen et år i tønder, hvoraf 40% er udskiftes hvert år. Der laves 2 vine på Château Citran, denne deres 1. vin, som der produceres 25.000 kasser af årligt, og så deres 2. vin, Moulins de Citran, hvor der produceres 16.000 kasser af årligt.

Nå, nok snak, lad os komme til smagsnoterne. Duftmæssigt meget animalsk, uhmmm, grønne blade, tobak, vanilje, eg, tørhed. Smagsmæssigt fin blødhed, lidt krydret, tanninerne fylder godt i munden. Vinen er mere frugtdrevet end den forrige. Der er bærsmag og igen lidt vanilje og eg, men måske ikke så lang eftersmag, men en rigtig dejlig vin.

Købt hos Dansk Vinlager til 110 kr..

Vinanmeldelse 4/7  

2008 Château Malescasse, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Malescasse, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigNæste vin ved Cru Bourgeois smagningen var denne 2008 Château Malescasse Haut-Médoc Cru Bourgeois.

Château Malescasse blev bygget i 1824 i kommunen Lamarque. I 1870 tilhørte det Renouille familien, men i løbet af 1920’erne blev det købt af Dugoujon-Verat de Montagne familien. Slottet skiftede hænder et antal gange før Raymond Philippe, en børsmægler i Paris, solgte det i 1970 til en amerikansk koncern, som igen i 1979 solgte slottet videre.

I dag ejes slottet af franske Alcatel Alsthom, et stort, internationalt, børsnoteret teleselskab, som den dag i dag fortsat ejer og driver vinslottet. Alcatel Alsthom har i øvrigt også tidligere ejet Château Gruaud-Larose.

Imodsætning til første Cru Bourgeois vin, så er der hos Château Malescasse tale om et egentligt slot, hvilket måske også kan ses af etiketten på flasken. Stor, flot og imponerende port samt en arkitektonisk korrekt bygning.

Château Malescasse ligger på nogle af de bedst placerede marker, der findes mellem Margaux og St. Julien Beychevelle, tæt på floden, hvilket giver gode forhold for dyrkning af druer.

Chateau Malescasse fremstilles af druer fra vinstokke, der er over 20 år gamle. Efter vinificeringen kommer vinen på egetræsfade, hvoraf 30% er nye fade. Vinmager er Georges Pauli, som også er ansat vinmager på en række andre Bordeaux slotte.

Druesammensætning i vinen er 55 % Cabernet Sauvignon, 35 % Merlot og 10 % Cabernet Franc. I næsen har jeg noteret mig mere stald, jord … sådan lidt leragtigt, vanilje og modne solbær. Smagsmæssigt mere renhed end første vin, der er mørke bær, lidt svedsker, stor tørhed og en smule “grønt” i eftersmagen med modne tanniner. Fin, fin vin.

Købt til 100 kr. i Dansk Vinlager.

Vinanmeldelse 4/7

2008 Château Donissan, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Donissan, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigNå, lige et hængeparti fra sidste uge, nemlig beskrivelsen af de 10 Cru Bourgeois vine fra Randers Vinlaughs smagning. Har været frygtelig ophængt, men lad os da bare – med lidt forsinkelse – kaste os ud i en beskrivelse af vinene.

Vi starter med en vin fra Château Donissan. Slottet – hvis man kan kalde det et slot – er beliggende i byen Listrac i hjertet af Haut Médoc. Hvis man ser et foto at slottet, så vil man nok nærmere kalde det et simpelt landsted … som samtidig er et godt håndværkertilbud. Men vi er i Bordeaux, og kan de lave vin på stedet, ja så må det jo være et vinslot.

Dette fornemme vinslot er ejet af Marie-Véronique Laporte, og ansat vinmager er ønologen Christophe Coupez, som producerer slottets vine med hjælp fra teknisk chef Didier Bonati.

Slottets vinmarker er i alt 10,5 hektar, ler og kalksten og gennemsnitlig alder på vinstokkene er omkring 25 år. Der dyrkes druesorterne Merlot, Cabernet Sauvignon samt Petit Verdot. Lagring sker i 12 måneder på egetræsfade og der laves årligt 70.000 flasker vin.

I næsen er der lidt jord, solbær, egetræ, toast. Smagen er til den syrlige side, og der mangler lidt balance og elegance. Meget tanninrig, og bider lidt af mig.

Købt hos Dansk Vinlager til 10€.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Brutocao Cellars, Contento Vineyard Primitivo, Californien, USA

2008 Brutocao Cellars, Contento Vineyard Primitivo, Californien, USAOgså torsdag var der vinsmagning, nemlig en Bordeaux Cru Bourgeois smagning, men inden jeg beskriver de 10 vine derfra, så skal I lige have en beskrivelse af fredagsvinen, som var én af vinene fra smagekassen fra Bevco. Vi er i USA … og så endda med et strejf af Italien, nemlig hos vinhuset Brutocao.

Brutocao Cellars holder til på “Bliss Ranch”’ i Mendocino County i byen Hopland. Mendocino County ligger lige nord for Sonoma. Bliss Ranch blev købt i 1943 af Irv Bliss. I de tidlige dage dyrkede Irv korn, druer, figner samt opdrættede får og kvæg. De druer, som Irv producerede blev oprindeligt solgt til store, regionale vine.

I 1970 giftede Ivrs datter Marty sig med den italienske indvandrer Len Brutocao, som kom fra en generation af vinavlere fra Venedig området i Italien. Efter brylluppet overtog parret gården og alle markerne blev samtidig beplantet med vinstokke. I 1980 producerede Martha og Len Brutocao deres første vin og i 1990 blev der bygget et vineri på Bliss Ranch, som der kunne fremstilles en ”Estate Wine”. Med hjælp fra konsulent og vinmager Fred Nickel fik vinene fra Brutocao Cellars pæn succes, og vingården er senere udvidet i både 2003 og 2009.

I dag er det næste generation, som driver vingården, nemlig et fællesskab mellem Lenny, Steve og David Brutocoa, og en ansat vinmager Hoss Milone.

I dag er Brutocao Cellars en større historie med i alt 400 hektar jorder, hvor vinstokkene er fordelt på 4 større parceller;

  • Bliss Vineyard, købt af den gamle Irv Bliss i 1943. Her dyrkes Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc, Zinfandel, Merlot, Sangiovese, Barbera og Dolcetto.
  • Feliz Vineyard, købt i 1994 af Len and Marty Brutocao. Her dyrkes Chardonnay, Sauvignon Blanc, Syrah, Cabernet Sauvignon, Sangiovese, Dolcetto, Barbera, Zinfandel og Pinot Noir.
  • Philo Vineyard i Anderson Valley, og her dyrkes gårdens Brutocao Pinot Noir.
  • Contento Vineyard, hvor der dyrkes Cabernet Sauvignon og Primitivo, og hvor der i øvrigt ligger en gammel, inaktiv guldmine.

Vinen her er fra den sidstnævnte mark, og er lavet på Primitivo druen. Nylige DNA undersøgelser har endelig klargjort, at Zinfandel og Primitivo er en og samme sort. Både italienere og amerikanere holder dog stadig fast i, at der er tale om to forskellige sorter. Årsagen skal selvfølgelig findes i, at Zinfandel er blevet et varemærke for amerikanerne, mens Primitivo er et væremærke i Apulien. Hos Brutocao Cellars dyrker man både Zinfandel og Primitivo, men det skyldes måske sammensmeltningen af en amerikansk og en italiensk familie.

Og der er tale om en rigtig amerikaner, i næsen er der blommer, chokolade, vanilje, lidt tobak og masser af sødme. I munden er vinen mere af samme slags. Det første der slår én er sødmen, som nok er en smule mere “amerikansk” end den ville være her på vores breddegrader i Europa.

Det er en fyldig vin med sødme, chokolade, meget jammy, blommer, overmodne mørke bør og vinen er super fløjlsblød. En rigtig crowdpleaser, og en vin alle vil synes bare er rigtig god. Konen var da også helt solgt. Det italienske islæt er måske svært at få øje på, og min eneste anke er nok, at vinen måske er en smule til den søde side. Men godt smager den sgu.

Fås hos Bevco til 196,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Laurent Miquel, L’Atelier Miguel GSM, Languedoc, Frankrig

2010 Laurent Miquel, L'Atelier Miguel GSM, Languedoc, FrankrigSidste vin tirsdag var denne charmetrold fra Languedoc. Vi er hos Laurent Miquel i byen Cessenon sur Orb, omkring 40 km. nord fra Narbonne. Vi er i det fremadstormende vinområde Languedoc.

Laurent Miquels familie har dyrket vin i Languedoc siden 1791, og Laurent er 8. generation på vingården. Det har givet en unik forståelse for Languedocs terroir, og hvilke vine der kan produceres; en viden som er blevet givet videre fra generation til generation. Laurent Miquel har en solid baggrund med en masters ingeniør uddannelse lige som han er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier. Med en stor portion passion i bagagen har Laurent Miquel viet sit liv til at sikre Languedoc en plads blandt de store klassiske vinområder i Frankrig.

Laurent Miquel råder over godt 160 hektar vinmarker med naturligt lavt ydende vinstokke i den bedste alder. Markerne ligger ved Lagrasse i Corbières og højt oppe i bakkerne i Saint Chinian.

Den “hemmelige ingrediens”, der sætter Laurent Miquels vine i en klasse for sig, er Laurents dybe passion for både marker og vinstokke. Det resulterer i druer af exceptionelt høj kvalitet. Vi forsøger altid at forbedre fra år til år, siger Laurent Miquel, der i øvrigt dyrker sine druer efter “culture raisonée” eller Biodynamiske principper. Laurent har specialiseret sig i at skabe vine på de noble druesorter Syrah og Viognier, der trives ekstraordinært godt i området omkring Saint Chinian.

I beskrivelsen af vinen står der; GSM har taget sit navn efter druesammensætningen, der består af 47 % Grenache, 46 % Syrah og 7 % Mourvedre, alle dyrket på nøje udvalgte parceller, hvor jorden består af kalkholdige ler- og limstens forekomster.

Druerne vinificeres skånsomst efter traditionelle metoder. 45 % af den unge vine lagres i 12 måneder på 2 og 3 år gamle fade af fransk eg. Den sidste del forstår jeg dog ikke helt, hvis vinen er høstet i 2010 … og noget af den har lagret i 3 år … hvordan kan den så være på markedet nu? Nå, skidt også med det, lad os smage vinen.

I næsen er der lidt yoghurt, mejeri, mørke bær, en lidt animalsk duft, stald eller lidt i den retning. Smagsoplevelsen viser en blød og dejlig vin, der er lidt peber, et godt tanninbid, der er lidt “provencekrydderi” vil jeg kalde det uden at kunne specificerer yderligere. En lille smule sødme er der også. Rigtig dejlig vin, og mindst lige så god som brodervinene fra Rhône.

Købt hos Randers Vinhus til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 SenZanome, Bricco San Pietro Barolo, Piemonte, Italien

2007 SenZanome, Bricco San Pietro Barolo, Piemonte, ItalienFørst på måneden smagte vi også denne Barolo fra SenZanome, men der havde vinen desværre prop. Leverandøren var dog kvik, og fik hurtigt leveret en ny flaske … og sikke en forskel. Var vi en smule i tvivl, da vi smagte den første vin, så blev tvivlen dog hurtigt udryddet, for her kunne vi virkelig smage, hvordan vinen rigtigt skulle smage.

Nå, men vinhuset har jeg jo tidligere skrevet om ved anmeldelsen af deres 2008 SenZanome, Bricco San Pietro Barbera D’Alba, så den del springer jeg lige over, og går direkte til anmeldelse af vinen.

Duften er skøn, der er farvehandel, ymer, friske lyserøde frugter, syre, hyben,  og grønne noter. I smagen er der kirsebær, stramme tanniner men også en fabelagtig blødhed. Det er ren fløjl med bid. Dette er en skøn vin, men langtfra bedste Barolo jeg har smagt. Men dog en gang Thumbs Up.

Købt til omkring 285 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Bodegas Torremoron, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien

2011 Bodegas Torremoron, Tempranillo, Ribera del Duero, SpanienTirsdag bød også på et par små smagsprøver af lidt vine, så dem smækker jeg da også lige op på bloggen.

Første vin er denne Tempranillo baserede vin fra Ribera del Duero. Vi er hos et lille kooperativ eller sammenslutning af vinavlere, nemlig hos Bodegas Torremoron i byen Quintanamanvirgo, 50 km. syd for Burgos. Bodegas Torremoron er etableret i 1957 ved sammenlægning af 57 vinmarkerne fra 57 forskellige vinbønder i området. I årenes løb har flere vinbønder tilsluttet sig Bodegas Torremoron. I dag er der ikke mindre end 126 vinbønder tilknyttet Bodegas Torremoron og de samlede vinmarker er på 250 hektar.

I 1990 gennemgik vingården renoveret, udbygget og der blev investeret i det mest moderne udstyr til fremstilling af vin. I dag laver kooperativet vine i 5 “brands”, nemlig denne Torremoron og derudover Tiberio, Tilde, Navayos Duri samt Senderillo.

Under Bodegas Torremoron er denne Tempranillo … også kaldt Tinto Joven deres basisvin, og dermed den billigste hos kooperativet. I udlandet koster vinen også beskedne 5,40€.

Duftmæssigt blommer, kirsebær og blomster. Smagsmæssigt meget fylde, varme, lidt krydderier, solbær, men fortsat også bid fra tanniner, uden at det bliver for meget. En fin frugtrig vin, som egentlig er meget omgængelig

Købt i Randers Vinhus, pris 65 kr.

Vinanmeldelse 4/7