Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2018 Domaine Achillée, Pinot Noir Granite, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Pinot Noir Granite, Alsace, FrankrigJeg skulle også fra Domaine Achillée Millésimes Alsace DigiTasting® smagekassen smage lidt Pinot Noir og det blev denne 2018 Pinot Noir Granite.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra 25-30 år gamle stokke fra nogle af husets granitholdige vinmarker.

Den er lavet med hele klaser og spontangæring og maceration i 22 dage. Derefter er vinen lagret 2 år med 40% af vinen på egefade og resten i ståltankene. Først derefter er vinen sammenstukket og den har 1,2 gram restsukker og der er lavet 4.745 flasker.

I næsen har Achillées samme landlighed som de foregående vine, en herlig og elegant frugtsødme med stald, syrlig friskhed, jordbær, kirsebær og måske endda også lidt mørkere bær, mørk chokolade, tørt træ, mandariner og røg.

I munden er vinen utrolig tør … pænt tanninniveau, tranebær, jordbær, lakrids, lidt peber og igen en lidt bitter mørk chokolade, kakaopulver … utrolig lang eftersmag med jordbær og kirsebær.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 38€ … svarende til 283 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine Achillée, Riesling Schieferberg, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Riesling  Schieferberg, Alsace, FrankrigMed næste vin kom der lidt mere struktur på vinen. Det er Domaine Achillées Riesling Schieferberg 2018.

Achillées vinstokke på Schieferberg marken er cirka 40 år gamle og druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Efter ankomst til vineriet er druerne afstilket og presset blidt , hvorefter juicen så har hvilet koldt en periode inden gæringen er sket alene på druernes naturlig gærceller.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke og varer hele 9 måneder ved meget lav temperatur. Derefter er vinen så lagret sur lie i yderligere 22 måneder i ståltankene inden aftapning på flaske og frigivelse. Der er 5,9 gram restsukker pr. liter og der er lavet 3.629 flasker.

Schieferberg er endnu mere blomstret og aromatisk I næsen. Det er blomsterstøv, igen syrlig landlighed med stald, mødding og sved, en lidt moden og lettere oxideret frugt, pærer, kvæde, en svag terpentinsk note og lidt ristede noter og toast.

Smagsmæssigt er der mere dybde, godt med intensitet og modenhed, pærer, fersken, lemon, grillede citroner, timian samt rosmarin. Den er anderledes, men meget spændende.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 31,50€ … svarende til 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Domaine Achillée, Riesling Eveil des Sens, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Achillée, Riesling  Eveil des Sens, Alsace, FrankrigDen første Domaine Achillée vin i Millésimes Alsace DigiTasting® smagekassen var Riesling  Eveil des Sens i årgang 2019.

Druerne til vinen kommer fra forskellige marker i Scherwiller, Dambach of Cantenois. Druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med lang gæring over hele 8 måneder i rustfrie stålkar.

Vinen har 4,8 gram restsukker pr. liter og der er i denne årgang lavet 11.403 flasker.

Landlig næse, syrlig/sød mødding, ganske aromatisk og parfumeret, let tyggegummi, lidt estragon, citroner og blomster. Smagen er fint afdæmpet, men med en god og luftig syrlighed, masser af grønne æbler, citrus, urter og flot balance.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 16,50€ … svarende til 123 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, FrankrigJeg sluttede Millésimes Alsace DigiTasting® fra Domaine Bott-Geyl med Pinot Noir Les Galets Oligocène i årgang 2016.

Les Galets Oligocène har sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra druerne til vinen stammer.

Galets kan nemlig oversættes med sten og Oligocène til Oligocæn og hentyder til en tidsperiode for omkring 23-34 millioner år siden … bare sådan cirka. Da Oligocæn perioden begyndte, så faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket forårsagede at temperaturen faldt og antarktis iskappe dannedes … og det fik selvfølgelig stor betydning for aflejringer i undergrunden.

Anyway … Pinot Noir Les Galets Oligocène er med en kølig premaceration på 5-6 dage inden gæringen, som sker med druernes naturlige gærceller over 12-15 dage med let pigage. Efter presning er vinen lagret på barriques for malolaktisk gæring og har samlet lagret 14-18 måneder.

Nøj det dufter godt … lækker animalsk stald med lyse kirsebær, jordbær, tørrede rosenblade, nødder, røg, tobak, grøntsagsfond, lettere parfumeret, lidt tør jord og meget indbydende. Frugten er lys og moden, vinen i fin balance med lidt mineralske og jernagtige elementer.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så rund … pænt syrlig og lidt småbitter. Der masser af røg, jord, bitre elementer, krydderier, peber og en lidt syrlig eftersmag.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, men prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Gris Grand Cru Sonnenglanz, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Gris Grand Cru Sonnenglanz, Alsace, FrankrigJean-Christophe Bott har knap 1 hektar med 30 år gamle Pinot Gris vinstokke på Grand Cru marken Sonnenglanz oppe bag Beblenheim og det er den vin, der nu som 3. smagsprøve er i glasset.

Sonnenglanz skråningen er ret leret, men der er også en del små kalksten som dels holder på varmen og dels bidrager til den mineralitet man ofte finder i vinene. Marken vender mod sydøst og er kendt for et lidt mere tørt mikroklima end de omkring liggende marker, hvilket ifølge Jean-Christophe er godt for Pinot Gris.

Efter høst og en manuel sortering af druerne, så presses vinen meget langsomt, hvorefter vinen lov til at hvile og bundfælde i en 3-4 døgn i den kolde kælder.

Herefter fyldes vinen på et af de store gamle neutrale fade i kælderen hvor gæringen langsomt og på naturlig vis går i gang uden tilsætning af fremmede gærceller. Gæringen fortsætter ved lav temperatur i 4 til 7 måneder afhængig af sukkerindholdet i mosten, temperaturen i kælderen og vinens temperament.

Efter gæringen er afsluttet, så hviler vinen sur lie i yderlige 3-6 måneder inden aftapningen på flaske, der sker uden klaring eller filtrering, men med behersket tilsætning af svovl … og herefter gemmer Jean-Christophe vinen væk i 1 år inden frigivelse.

Duftmæssigt saftige søde pærer … nærmest dåsepærer, honningmelon, ananas, blomsterstøv, citrongræs, sød grape, kvæde, lindetræ, vanilje, mælkechokolade og karamel.

I munden er der godt med sødme … der må være et pænt niveau af restsukker, for det er på højt nektarniveau. Det er søde pærer og honning, lidt alkoholisk bid, men masser af lækkerhed.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske (2011) koster 288 kr., mens prisen er 244,80 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, FrankrigNæste Domaine Bott-Geyl vin var skam også Grand Cru, deres 2017 Riesling Grand Cru Schlossberg.

Grand Cru marken mellem Kientzheim og Kaysersberg er vel nærmest legendariske og med sin størrelse på hele 80 hektar også med en geologisk meget stor forskellighed.

Marken var den første mark i Alsace til at få Grand Cru status, da men i 1975 startede med at klassificere vinmarkerne. På grund af dens størrelse også den måske mest kontroversielle, men marken er kendt for vine som fx vinen Schlossberg Cuvée Sainte Cathérine fra Domaine Weinbach, men også andre producenter laver flotte vine fra netop Schlossberg.

Druerne selvfølgelig er høstet med håndkraft. Derefter er de så presset blidt og alene gradvis i løbet af 6-18 timer, hvorefter de hviler 3-4 dage inden den alkoholiske spontangæring alene på druernes naturlige gærceller. Gæringen varer 3-6 måneder for at opnå størst mulig kompleksitet og intensitet. Der sker slet ingen tilsætning af sukker og vinen lagrer så sur lie i 14 måneder inden aftapning på flaske uden filtrering.

Som med Mandelberg har denne Riesling samme lethed, en lille snas petroleum, sød camillete, saftige røde æbler, pærer, fersken, blomster, karamel, citronskal … så indbydende.

Smagsmæssigt er vinen lidt mere syrlig end søstervinen, lidt flere citroner, bergamotte, lemon og grape, et rigtigt frisk syrebid, men igen er Bott-Geyl god til at dæmpe syren, som vinen fremgår let, fin og smukt balanceret … men klart mere syrerig end Mandelberg.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske (2014) koster 350 kr., mens prisen er 234,50 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Mandelberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Mandelberg, Alsace, FrankrigDen første vin i smagekassen fra Domaine Bott-Geyl var en 2017 Riesling Grand Cru Mandelberg og en satans flot start.

Mandelberg marken ligger mellem byerne Mittelwihr og Beblenheim i 220-270 meters højde og er samlet på 33 hektar, hvoraf Bott-Geyl har 1,5 hektar.

Marken ligger kun 100 meter fra vinhuset og har sit navn efter de mandeltræer, som vokser ved marken og – navnlig i foråret – gør det til et smukt og ekstraordinært sted. Bott-Geyls parcel ligger en stejl syd-sydøstvendt flanke af bakken, hvor eksponeringen for solen er optimal.

Druerne er høstet manuelt og af flere omgange. Nogle gange høstes de så sent, at en del af druerne er angrebet af ædelt råd. I kælderen sorteres klaserne inden de langsomt presses … en proces der hos Bott-Geyl sagtens kan strække sig over 12 timer eller mere.

Herefter får mosten lov til at stå og samle sig nogle dage, hvorefter gæringen starter på naturlig vis alene med druernes naturlige gær og gæringen fortsætter under temperaturkontrol i op til 6 måneder alt afhængig af sukkerindholdet i mosten og temperaturen i kælderen.

Herefter hviler vinen sur lie i 16 måneder eller indtil Jean-Christophe finder, at den er klar til at møde flasken uden klaring eller filtrering.

Bott-Geyl kan altså noget … meget lette, fine og sarte aromaer afslører en meget elegant Riesling, hvor dens feminine side afslører silkefin intensitet med pærer, æbler, blomster, lidt kamillete, sandeltræ, lidt appelsinskal, karamel og så lette og kalket sten.

Smagen er som den skal være med citron og lime … og selvom de fører an, så er det dæmpet, hvorved vinen fremstår elegant, komplet og med fineste balance. Der er lidt hyld, sødme til at bløde tingene op, hvorved det bliver lettere saftigt og sindssyg smagfuld. Det er sgu lige Riesling for mig.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske (2016) koster 375 kr., mens prisen er 251,25 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Domaine Barmès-Buecher, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Barmès-Buecher, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigSidste vin fra Domaine Barmès-Buecher var rød … for det var en 2018 Pinot Noir Vieilles Vignes, som jeg sluttede af med.

Pinot Noir druerne til vinen kommer faktisk fra 60 år gamle vinstokke, som står på Grand Cru marken Hengst.

Jeg har ikke så mange oplysninger om, hvordan vinen er lavet, men den gode Maxime Barmès skulle ha’ lagret den på barriques i 3 måneder for at give den lidt tyngde. Vinen har alene 1,7 gram restsukker og der er alene lavet 1.880 flasker af vinen.

Duftmæssigt lidt sød, vamset og krydret Pinot Noir. Fadet er tydeligt og fylder en kende for meget, men man finder dog lidt frugt med kirsebær, saftige jordbær, tranebær, lidt kanel, grannåle og ristede mandler.

I munden er vinen lettere, finere og langt mere feminin end ventet og fadene forstyrrer her på ingen måde, for vinen smager faktisk lettere burgundisk med kirsebær, hindbær og jordbær, let lakrids, violer, let peber og samlet rigtig fin og interessant.

Herhjemme forhandles vinene af Laudrup Vin, hvor denne koster 249 kr., mens prisen er 187 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Domaine Barmès-Buecher, Pinot Gris Rosenberg, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Barmès-Buecher, Pinot Gris Rosenberg, Alsace, FrankrigFra Domaine Barmès-Buechers Millésimes Alsace DigiTasting® smagekasse skulle jeg også lige smage en Pinot Gris … nemlig en 2018 Pinot Gris Rosenberg.

Bjerget med roser …  Barmès-Buechers parcel på Rosenberg ligger med en eksponering mod øst og nord på marken, som er beliggende ved Wettolsheim på en bjergskråning med kalk, ler og sandsten i undergrunden.

Vinen er egentlig lavet som husets andre hvidvine, hvilket således betyder med forsigtigt pres af druerne over 9-15 timers, hvorefter vinen er spontangæret på druernes naturlige gærceller.

Derpå har vinen lagret en periode sur lie med jævnlig omrøring af de fine gærrester i store, gamle foudres. Vinen er tappet på flaske med en let filtrering samt en lille smule svovl.

Sjovt nok har denne Pinot Gris lige et strejf af petroleum, men ganske lidt. Men så kommer der lidt blide og søde æbler, æblemost, gule og saftige ferskner, grillede citroner, meget omgængelig med fortsat med denne lidt funky aromatiske landlighed suppleret med småsaltede mineraler.

I munden er vinen blød og cremet, men der er sgu godt med syre samt lemon bitterhed-. Der er en forholdsvis tør vin med en delikat lang syre, masser af smag og tæthed, mineraler og dermed bliver det aldrig en sød og ligegyldig Pinot Gris, men én med bid og karakter.

Herhjemme forhandles vinene af Laudrup Vin, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine Barmès-Buecher, Riesling Grand Cru Hengst, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Barmès-Buecher, Riesling Grand Cru Hengst, Alsace, FrankrigVi iler videre til vin nummer to fra Domaine Barmès-Buecher og det blev deres 2018 Riesling Grand Cru Hengst.

Den sydvendte Grand Cru mark  Hengst er byen Wintzenheims stolthed og en af de kendteste Riesling marker i Alsace. Den stejle mark har nogle steder en jordbund er fyldt med mergel, kalksten og vinstokke, som er 40 år gamle.

Efter høst er druerne først presset, hvilket er sket meget forsigtigt med 9-15 timers pres, hvorefter vinen spontangærer på druernes naturlige gærceller. Derpå har vinen lagret 16 måneder sur lie med jævnlig omrøring af de fine gærrester i store, gamle foudres.

Duftmæssigt har Hengst lidt af samme aromaer som Clos Sand, der fornemmes dog lidt petroleum eller vandslange, igen godt med sten og mineraler ovenpå citroner, lemon, grape og fersken. Der er vild meget sten, knust sten, flint og jern i duften … saltet, kalket og virkelig frisk.

I munden igen en syrerig vin, men knap så meget som Clos sand, selvom der er godt med citronsyre, lemon, umodne grønne æbler, urter og mundspidsende friskhed … måske endda suppleret med lidt mere eksotisk og varmere frugt som mango og honingmelon. Det er en rank, slank og smuk vin.

Herhjemme forhandles vinene af Laudrup Vin, hvor denne koster 398 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7