Næste vin er på en drue, som både kræver varme og tid. Det er Monastrell eller måske mere kendt som Mourvèdre. Det er nemlig vinen 2019 Amalinda Monastrell fra Bodegas Alceño.
Vinhuset holder til i en ældre fabriksbygning i byen Jumilla i appellationen af samme navn i regionen Murcia og er grundlagt tilbage i 1870 af den ihærdige vinhandler Roque Martinez og dengang med to partnere.
I dag ejes vinhuset af 4. generation i form af Pedro Luis Martinez … gården har da også navnet Bodegas Pedro Luis Martinez, selvom vinene fortsat markedsføres som Bodegas Alceño.
Selvom gården i 1870 var den første af sin slags i Jumilla til at handle vin, så var det imidlertid først i år 2000 under Pedro Luis Martinez, at Bodegas Alceño selv begyndte at lave og tappe deres egne vine.
Fra projektets start er der investeret meget i moderne teknik, for at kunne lave så god vin som muligt, og i dag produceres der omkring 500.000 flasker årligt fordelt på 9 forskellige vine. Ambitionen er at lave vine med en moderne, ren profil.
Huset ejer samlet omkring 400 hektar jord, hvoraf 336 hektar er Monastrell, 10 hektar Syrah, 20 hektar Tempranillo, 14 hektar Macabeo og endelig 20 hektar Airén.
Pedro Luis Martinez laver vinene sammen med vinmageren Juan Miguel Benítez, som kan tillægges meget af æren for den fremgang, som vinene fra huset har fået. Her smager vi netop én af deres vine, en 2019 Amalinda Monastrell fra marker i 400-900 meters højde.
Alle markerne drives økologisk og efter høst og en gæring samt maceration i ståltanke, så har vinen derefter lagret 3-4 måneder på amerikanske fade.
Duftmæssigt er der godt med våde fade, kanel, nelliker, peber, krydderier, let vanilje, kaffegrums samt en frugt med blåbær, sorte kirsebær og brombær. Virker meget tør og solvarm.
I munden er der også et skarpt og varmt peberbid, som dog får følgeskab af en okay frisk frugt, der ganske vist er mørk og kraftfuld, mest blåbær og brombær, nogle sødkrydrede noter, tobak, beskedne taninniner inden alt slutter i en tør og krydret eftersmag. Dermed bliver det 88 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.