Hvis den forrige hvide Domaine de Bellene var imponerende, så er denne Beaune Blanc 1er Cru Les Perrières 2019 monstrøs. En vild lækker vin.
Nicolas Potels parcel på 1er Cru marken Les Perrières er kun på beskedne 0,2242 hektar og den ligger i 409 meters højde med vinstokke plantet i 2013.
Samlet er Les Perrieres marken er blot 3.2 hektar stor og ligger i den nordlige ende af Beaune og grænser op til Savigny-les-Beaune. Her er der en håndfuld af producenter som dyrker Pinot Noir til at producere rødvine, men ikke Nicolas Potel.
Les Perrieres er en af de nyere vine i hans portefølje og på bare 5 år er det lykkedes ham at skabe en hvidvin i verdensklasse, et sted hvor alle andre mente, at Pinot Noir var mest optimalt.
Vinen er lavet som den forrige … altså med spontangæring alene med de naturlige gærceller og det er sket i store demi-muids efter en lang og skånsom presning på 6 til 8 timer. Efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring og så en lagring 11måneder på demi-muids, hvoraf 50% er nye fade. Der er kun lavet 770 flasker.
I næsen er det bestemt ikke en fadfed, opulent eller på nogen måder tung Chardonnay, for vinen har faktisk en let, luftig og frisk side, men på en kraftfuld måde. I frugt, substans og udtryk virker den ultradyb og tyk. Der er kæmpe intensitet med tørret abrikos, ananas, pære og et touch fad, røg, vanilje og let sødme .. men altså fortsat pænt frisk, elegant og svævende.
Smagen er dyb, fed og lækker … det er SÅ cremet og næsten flydende lakridskonfekt, Der er tropisk frugt, abrikos, dåsepærer, grillet lemon tilsat ristede noter og med tonstyk blødhed på en fin, frisk måde. Syren er måske ikke så vild, men tilstrækkelig til at give de federe elementer modspil og give noget friskhed. 97 point.
Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 819,95 kr., mens prisen er 749,95 kr. ved køb af 6 flasker.