Vi bliver da i Rhône, men mere klassisk, for her er det Cairanne La Jean de Verde 2019 fra det franske vinhus Domaine Alary, der ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue i Rhône.
Jeg skrev om vinhuset, da jeg for knap et år siden smagte husets La Gerbaude Côtes du Rhône, så det gør jeg ikke denne gang.
I stedet kigger vi nærmere på denne Cairanne La Jean de Verde, som er familien Alarys topcuvée frembragt fra mere end 60 år gamle og ekstremt lavtydende vinstokke fra en lille, højtbeliggende mark på 1,5 hektar, som er købte af en vis monsieur Jean de Verde tilbage i 1850. Det er primært Grenache – 90% – tilsat 5% Carignan og 5% Mourvèdre.
Som det er tilfældet med Alarys andre vine, dyrkes den efter biodynamiske principper med en traditionel vinifikation. Her udføres daglig pigeage under den 15-20 dage lange gæring. Efter assemblagen er vinen lagret 12 måneder foudres. Vinen fik i årgang 2016 hele 96 point i Wine Advocate.
Nåååå for lækker næse … røget kød, flæsk, sorte oliven, lakridsrod, tør engelsk lakrids, mørk frugt, sorte kirsebær, blåbær, hindbær og alt med en vis balsamisk syre.
I munden runger vinen og spiller på alle tangenter. Det er knastørt, intenst med tør engelsk lakrids, bittersort te, masser af udtørrende tanniner og rå garvesyre, granitagtig mineralitet … dybt, tørt og så alligevel er der også en svag lille frugtsødme, som dog ligger dybt, næsten umærkeligt, men giver dog lidt modspil til alt de tørre og mere rå elementer. 93 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.
Vinanmeldelse 5,5/7