Vi fortsætter med de mørke og mere maskuline af de burgundiske vine, for den næste er nemlig en 2019 Gevrey-Chambertin Vielles Vignes, der kommer fra vinhuset Domaine Gallois.
Domaine Gallois eller mere præcis Domaine Dominique Gallois er en familieejet vingård, der har eksisteret i 4 generationer. Der blev oprindelig grundlagt i 1901, hvor Guillaume Bizot byggede gården med de dybe kældre på adressen Rue Maréchal de Lattre de Tassigny i Gevrey-Chambertin.
Guillaume Bizot havde mange parceller på vinmarker så langt som til Volnay, men på grund af arveforholdene i Frankrig, så blev domænet efter hans død delt, hvor hans datter Charlotte Gallois arvede 2,5 hektar vinstokke i Gevrey-Chambertin.
Det blev dog praktisk hendes søn Jean Gallois, der i næsten 40 år administrerede vingården, hvor produktionen primært blev solgt til en række vinproducenter.
I dag drives vingården af Jeans søn Dominique Gallois, som i begyndelsen var et forholdsvist ubeskrevet vinblad i Bourgogne. Inden han i 1989 overtog driften fra sin far, så drev han faktisk sin egen lille restaurant i se 6 år.
Men Dominique moderniserede domænet, udvidede det og anvendte nye vinificeringsmetoder og allerede fra start begyndte han at flaske og sælge vinene under familiens navn. Siden 1989 har han så opbygget et godt ry … både fra professionelle og fra forbrugere.
Samlet har Dominique 4 hektar vinmarker på mange parceller, der spænder fra Village over Premier Cru til en enkelt Grand Cru med stokke der er plantet i 1919 på den verdensberømte mark Charmes-Chambertin. Disse mere end hundrede år gamle stokke ligger lige på den anden side af vejen til den navnkundige mark Le Chambertin.
Dominique har en filosofi om at respektere naturen, terroiret og druerne så meget som muligt ved at minimere brugen af kemikalier og ved at bruge naturlig gødning … traditionel vinfremstilling med minimal indgriben.
I kælderen bliver de høstede druer håndsorteret inden vinen gæres på de naturligt forekommende gærceller og temperaturstyring er stort set den eneste udefra kommende styring af den proces.
Vinene modnes på egefade, hvoraf nogle er nye, om end i en forsigtig mængde. Stilen på vinene hører til i den kraftfulde og intense ende og med balancen og personlighed på plads.
Denne Gevrey-Chambertin Vielles Vignes er lavet med Pinot Noir druer fra hele 10 forskellige parceller, bl.a. på markerne En Songe, En Jouise, En Billard, En Dérée, Croix des Champs, Sylvie, La Justice og Charreux, and 2 langt fra deres vingård.
Gennemsnitsalderen på vinstokkene her er over 50 år, hvilket giver denne vin en smule mere dybde og koncentration af frugt. Ellers er den lavet som beskrevet ovenover … altså alene med druerne egne gærceller og lagring 18 måneder på brugte barriques.
Duftmæssigt er det bestemt en mørk og maskulin Bourgogne … er endda lidt kødfuld med aromaer af tørret kød, røg, koks, tørv, gamle jernbanesveller, ædeltræsolie, våde fade, egetræ, tør engelsk lakrids og en frugt, der mest er kirsebær, brombær og jordbær sammen med grønne urter samt god dybde og intensitet.
Smagsmæssigt er det en silkeblød, cremet og lækker Pinot Noir … klart med en frugt af brombær, jordbær og hindbær, veldefineret og med jord, skovbund, en småbitter syre, der er ren, stringent, frisk på en nærmest vibrerende og syrlig måde. Det er ikke en pleaser, men har både karakter og en alvorlig, overbevisende smag. 93 point.
Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 369 kr.