Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, Sydafrika

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, SydafrikaNæste og sidste Klein Constantia CV2 vin på Houlbergs Vinblog er den røde CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot.

Vinen er fremstillet af 77% Cabernet Sauvignon og 23% Merlot  fra Western Cape området i Sydafrika. Den er gæret på ståltanke, hvor den også har været lagret med egetræsstave i 12 måneder, hvilket så er efterfulgt af yderligere 12 måneder på franske egetræsfade inden endelig aftapning på flaske og frigivelse.

Der er først lidt en duft af brændt gummi … bare en lille bitte smule eller er det bare mig? Måske. Derudover godt med blomster, men vinen virker faktisk langt mere let end forventet. Der er kirsebær og solbær, chokoladesødme, kakao og grønne vinblade, altså den duft man oplever, når man går igennem en vinmark. God næse.

Smagen lever dog ikke op til duften … lidt syrlig og bitter, så vinen gør lidt modstand overfor jeres vinblogger. Der er masser af mørk frugt, syre og tanniner, meget ren frugt, men jeg blev aldrig rigtig venner med denne vin.

Importør er AMKA, men forhandles hos Kvickly Odder samt hos Megavine.dk, hvor vejledende udsalgspris er 129 kr., men på tilbud i uge 34 og 35 til 59,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaLad os nuppe et par vine fra det sydafrikanske Klein Constantias supplerende brand, som de kalder CV2. Vi starter med en hvid CV2 Special Selection Sauvignon Blanc.

Det er en vin, som er lavet med overskudsdruer og som en billigere vin end hos det normale sortiment hos Klein Constatia. Denne er ikke 100% Sauvignon Blanc, men et blend af 86% Sauvignon Blanc, 13% Semillon og 1% Nouvelle druer, der er dyrket i Western Cape området i Sydafrika. Den er både gæret og lagret udelukkende på ståltanke for at bibeholde så meget frugt og friskhed som muligt.

Næsen er lidt landlig og egentlig ganske spændende med pærer, bananmos, hyben, estragon, kogte kartofler, kommen, kikærter og virker lidt parfumeret … anderledes, men bestemt godkendt.

I munden er det meget ren frugt, fin rank smag, fin syre, lidt jern og balance. Det smager ganske fint, klart bedste i CV2 serien og bedre end tilbudsprisen. Klart 4 fede houlbergske fingre.

Importør er AMKA, men forhandles hos Kvickly Odder samt hos Megavine.dk, hvor vejledende udsalgspris er 109 kr., men på tilbud i uge 34 og 35 til 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Suavia, Acinatium Recioto di Soave, Veneto, Italien

2013 Suavia, Acinatium Recioto di Soave, Veneto, ItalienVi slutter lige besøget hos Suavia i den søde afdeling med husets 2013 Acinatium Recioto di Soave, der selvfølgelig er lavet på 100% tørrede Garganega druer.

Men i modsætning til de fleste andre vinhuse, som både høster Suavia druerne tidligere og omvendt tørrer druerne længere. Druerne bliver nemlig høstet i den første del af september og tærer derefter 6 måneder i store kasser … og først derefter presses druerne efter 30% af vægten er forsvundet.

Den alkoholiske gæring sker på egefade alene med druernes naturlige gærceller og gæringen sker ved 14-16 grader og varer 25-30 dage. Der sker ingen malolaktisk gæring, men vinen lagrer i stedet 24 måneder sur lie i egefadene. Derefter overføres vinen til ståltanke, hvor den lagrer yderligere 12 måneder inden let filtrering og aftapning på flaske … og så yderligere 12 måneders lagring.

Den tidlige høst kan næsten fornemmes i næsen, hvor syrligheden klart fornemmes … klart ikke så candysød som fx Pieropans Recioto. Men samtidig har vinen en fantastisk dybde, masser af intensitet med nødder, blomster, tørrede abrikoser og nektariner.

Jeg elsker sgu hvordan, at de får masser af sødme og så alligevel masser af syre frem … spiller fantastisk sammen.

Smagen er i samme boldgade med et utroligt samspil mellem intens sødme og en ren, klar syre. Det er saltede og ristede nødder, tørret abrikos, akaciehonning og søde krydderier. Det er en fed, cremet og bare lækker dessertvin med en smuk og forførrende syre. Like it a lot.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske på 37,5 cl koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Suavia, Le Rive, Veneto, Italien

2016 Suavia, Le Rive, Veneto, ItalienDet vinøse højdepunkt ved den lille smagning hos Azienda Agricola Suavia blev klart denne Le Rive, som er en 100% Garganega vin, som jeg ikke tidligere havde smagt, men som Jan havde smagt før og endda fortsat har liggende i sit vinkøleskab.

Druerne kommer fra marken Le Rive, som ligger på skråningerne lige udenfor Fittà by og høstes forholdsvis sent. Normalt høstes druerne i slutningen af september, men til Le Rive vinen høstes de en måned senere, altså sidst i oktober måned.

Høsten sker manuelt og derefter presses de hele klaser med overmodne druer, hvorefter 30% af vinen gærer i egefade, mens de resterende 70% gærer i rustfrie ståltanke omkring 20 dage ved 15-18 grader.

Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring af vinen i egefadene. Så lagrer de to dele i 15 måneder sur lie … fortsat på henholdsvis egefade og i ståltanke.

Først derefter blendes vinen og lagrer så yderligere 15 måneder I rustfrie ståltanke, hvorefter aftapning på flaske så sker. Og så lagrer vinen endnu 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

Og hvor dufter Le Rive da herligt … røget, har nogle ristede elementer, meget intens og dyb næse, ganske aromatisk med ananas, abrikos, citron, tørret appelsin, lidt sødme, akaciehonning, bivoks, fennikel, urter, vanilje, tobak og mineraler. Det er virkelig en kompleks og lækker næse, som bare giver og giver … en vin, som opfordrer til fordybelse.

I munden er vinen rund, fed og cremet. Der er lidt sødme – salte mineraler – tørret abrikos og virkelig fyldig, saftig og intens. Der er en friskhed og sprødhed over vinen, men fedmen og aftrykket fra egefadene har dog en tendens til at overdøve syren, men vinen har en fantastisk længde i eftersmagen med pæn mineralitet  … og jeg er sgu fan.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Suavia, Soave Classico, Veneto, Italien

2018 Suavia, Soave Classico, Veneto, ItalienSmagningen hos den søde Alessandra Tessari på Azienda Agricola Suavia startede med deres basisvin eller entrylevel vin, om du vil, nemlig deres Soave Classico.

Vinen er – ifølge søsterens hjemmeside – lavet på på 95% Garganega og 5% Trebbiano di Soave, der er høstet fra slutningen af september. På etiketten står der imidlertid, at det er 100% Garganega.

Druerne til denne vin kommer fra 3 vinmarker i Fittà, Castellaro og Tremenalto. Alle druer høstes manuelt fra mere end 35 år gamle vinstokke. Alle druer afstilkes og presses ganske nænsomt, inden gæringen i ståltanke. Vinen ligger i fire måneder med bundfaldet og der foretages ingen malolaktisk gæring.

Næsen et let, luftig med lidt fersken, mandler, pærer, æbler og klart mere fyldig end fx Pieropan. Næsen er lidt diskret, forsigtig og sagte, men på en rar, tæt og svagt varm facon.

Smagsmæssigt har vinen en fin syre og virker rund, cremet, behagelig, saftig og alligevel med lidt mineralsk nerve. En absolut inderlig, lækker Soave basisvin fra Suavia.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Kellerei St. Michael-Eppan, Gewürztraminer, Alto-Adige, Italien

2018 Kellerei St. Michael-Eppan, Gewürztraminer, Alto-Adige, ItalienOg vi fortsætter i Sydtyrol, nemlig i den lille by Appiano, hvor vi finder kooperativet Cantina San Michele eller på tysk St. Michael-Eppan, som står bag denne Gewürztraminer.

Kooperativet er grundlagt i 1907 af 27 driftige vinbønder i St. Michael, Berg, St.Pauls, Missian og Unterrain. De mødtes på kroen i Eppan, hvor de beklagede deres nød over de ringe priser for salg af deres druer, men til sidst besluttede at gå sammen i et kooperativ, som skulle anvende deres druer til en samlet produktion af vine.

I dag er der 340 vinavlere som medlemmer af Kellerei St. Michael-Eppan og de har samlet omkring 380 hektar vinmarker, som danner baggrunden for kooperativet og en produktionen af en lang række vine.

De har ansat vinmageren Hans Terzer til at stå spidsen for produktionen og han blev i 1997 af Gambero Rosso udråbt som en af verdenens 10 bedste vinmagere. Kooperativet er da også kendt som et af de bedste kooperativer i Alto-Adige.

Denne Gewürztraminer kommer fra kooperativets Classic Line serie … en serie af hverdagsvine, som er lavet udelukkende i ståltanke og med det mål, at afspejle områdets terroir til en fornuftig pris.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker og fra vinstokke fra 10-30 år og et høstudbytte på 65 hektoliter pr. hektar. Vinen har 5 gram restsukker pr. liter.

Næsen er meget blomsterrig, parfumeret med sæbe, pærer, melon, frisk svejset jern, svag kanel og nelliker. Det dufter rigtigt godt … pirrer hele tiden næsen på en rigtig rar måde.

Smagen er fin og frisk, men cremet og næsten olieret. Der er sten, jern, lidt muskat og samlet set er vinen meget blid, næsten lidt tilbageholdende rent smagsmæssigt.

Ingen importør, men prisen i hjemlandet ligger på 11,60€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Tiefenbrunner Schlosskellerei Turmhof, Merus Sauvignon Blanc, Alto Adige, Italien

2017 Tiefenbrunner Schlosskellerei Turmhof, Merus Sauvignon Blanc, Alto Adige, ItalienPå alpehotellet Den Hvide Hest i Sydtyrol synger overtjeneren Leopold Ulrich Joachim Brandmeyer i form af Dirch Passer ja-ja-ja nu kommer jeg.

Med denne Merus Sauvignon Blanc er vi oss’ landet i Sydtyrol, dog ikke I Østrig, men på den italienske side hos vinhuset Tiefenbrunner Schlosskellerei Turmhof, der ligger på Cortaccia sulla Strada del Vino i den lille by Niclara syd for Bolzano.

Meget passende fik jeg vinen serveret af en tjener, men uden den klassiske sang og et højt Dirch Passer humør. Men Schlosskellerei Turmhof er ellers et klassisk gammelt tyrolsk vinslot, som vil være den perfekt scene for et munter lystspil.

Vinhuset drives af Sabine og Christof Tiefenbrunner, som er 5. generation. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1848, og det gør dermed vinhuset til et af de ældste vinhuse I Sydtyrol. Det var dog Herbert Tiefenbrunner, der startede med at lave egne vine på Turmhof i 1943 før slutningen af anden verdenskrig.

Sønnen Christof overtog driften efter sin far i 2012 og laver sammen med hustruen vin fra deres 25 hektar marker i Entiklar, Kurtatsch og Margreid i 250 til 1.000 meters højde. Men derudover opkøber de også druerne fra 45 hektar tilhørende andre vinavlere I området.

Deres bedste mark er en 3 hektar stor parcel på Fennberg bjerget i 1.000 meters højde. Der dyrker de Müller-Thurgau, hvilket gør marken til den højeste beliggende Müller-Thurgau mark i hele Europa. Druerne fra marken anvendes til husets prisvindende vin Feldmarschall vin Fenner.

Her smager vi husets Merus Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra marker omkring Cortaccia, Penone og Niclara i 290-500 meters højde og høstet med et udbytte på 65-75 hektoliter pr. hektar.

Vinen er gæret ved 20 grader i rustfrie ståltanke, hvilket så er efterfulgt af en 4 måneders lagring sur lie i store betontanke. Vinen har 2 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 35.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt byder næsen på hyldeblomst, melon, stikkelsbær, hø, græs, mynte, salvie, peberrod lidt grøn champagnebrus-is. Det dufter faktisk ganske godt, frisk og ligetil. I munden er det en blød og venlig vin med lidt jern, en rank ryg med okay syre og lidt citrus.

Ingen dansk forhandler er fundet, men i hjemlandet koster vinen 11,90€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken, Franken, TysklandMed 37 graders varme ved Lago di Gardo, så skriger kroppen næsten efter lidt kold vino, så hatten røg hurtigt af en af de vine, som jeg havde medbragt fra vores vinøse pitstop i Sommerhausen, nemlig denne 2017 Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken fra Weingut Schloss Sommerhausen.

Det er en Erste Lage vin, da druerne til vinen kommer fra husets bedste mark Steinbach i Sommerhausen. Sommerhauser Steinbach er en stejl skråning med en ideel orientering mod syd og sydvest med en ganske stejl hældning på op til 80%. Med placeringen kan temperaturen om sommeren nå omkring 55 grader i bunden af vinstokkene.

Navnet Steinbach har historisk fået fordi, at der om vinteren løber en lille strøm af vand gennem marken, men om sommeren er det en udtørret flodseng … en Bachbett aka der Steinbach. Undergrunden består fortrinsvis af muslingekalksten, som er med til at holde på temperaturen om natten.

Weingut Schloss Sommerhausen dyrker både Silvaner og Riesling på marken, og denne 2017 Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken er vinificeret alene i rustfrie ståltanke. Men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen i øvrigt.

Og nøj, hvor det dufter godt, intens og mineralsk Riesling næse, svagt lidt petroleum, men ellers kvæde, citrus, meget ren og direkte i frugten. I munden er det grønne, umodne æbler, godt med syre, sure citroner, mundspidsende sur, knastør og mineralsk af Pommern til, selvom Pommern slet ikke ligger i Franken.

Ingen dansk forhandler fundet, men på vingården kostede vinen 12€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Tenuta J. Hofstätter, Joseph Gewürztraminer, Alto Adige, Italien

2018 Tenuta J. Hofstätter, Joseph Gewürztraminer, Alto Adige, ItalienPå den lille italienske Ristorante il Cantinone i Peschiera fik jeg lidt gnocchi alla polpa di granchio og dertil valgte jeg en hvid Joseph Gewürzrtraminer fra det fantastiske vinhus Tenuta J. Hofstätter i Alto Adige … fremragende valg, hvis jeg selv skal sige det.

Tenuta J. Hofstätter aka Weingut J. Hofstätter har jeg skrevet om tidligere – både om husets historie, drift og marker mit weiter, så skal jeg ikke gentage denne gang. I stedet kigger vi nærmere på denne Joseph Gewürzrtraminer, hvor druerne kommer fra forskellige mergelholdige marker.

Markerne ligger i 250 og 800 meters højde og på grund af de alpine vinde, så undgår man en alt for varm og overmoden stil. Druerne høstes med håndkraft, hvorefter de presses nænsomt og får lov at macerere nogle få timer med skallerne.

Vinen fermenterer derefter i temperaturstyrede ståltanke og graderne holdes nede for at få mere frugtighed frem. På trods af det, så trækker vinen en højoktan på 14,5% alkohol.

Næsen er både herlig landlig og samtidig med en vis fedme, men er slet ikke så parfumeret, som man måske ville forvente af en Gewürztraminer, selvom det fortsat er en meget aromatisk og intens aroma. Den virker bare utrolig luftig, elegant med abrikos, blomster, rosenblade og lidt estragon.

I munden er vinen fed og lidt olieret, om end ikke overfed, for den har fortsat en god friskhed. Det er cremet, blødt og smager vildt godt. Nam Nam.

Forhandles af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner, Franken, Tyskland

2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner, Franken, TysklandNæste vin er også fra familien Steinmann, nemlig deres unge Frank & Frei Grüner Silvaner, fra serien Frank & Frei, som samlet består af 5 forskellige vine.

Frank & Frie er dog ikke kun en serie af vine fra Weingut Artur Steinmann, men en serie vine fra samlet 14 forskellige tyske vinproducenter, bl.a. fra huse som Weingut am Stein, Rainer Sauer og Meintzinger, blot for at nævne nogle få. Deres fælles mål er at få vine på Müller-Thurgau – som de kalder det uelskede barn – mere frem i lyset. De markedsfører også deres Frank & Frei vine sammen.

Weingut Artur Steinmann laver dermed selvfølgelig også en Frank & Frei vin på Müller-Thurgau, men altså også denne Frank & Frei Grüner Silvaner, der alene er vinificeret på ståltanke med kort tids lagring i tankene. Vinen indeholder 4,6 gram pr. liter.

Duftmæssigt er der fersken, modne gule æbler, hyld, let sødme … men det stikker måske ikke så dybt. Der er dog en fin aroma med lidt søde krydderier, muskat og tydelig syre. I munden er der lidt hyld, astronaut-is, rund og fin smag, god balance og lidt til den venlige side, lidt stille og diskret.

På vingården kostede vinen 7€ … svarende til 52 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7