Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2022 Domaine Mosse, Bangarang Nouveau, Loire, Frankrig

2022 Domaine Mosse, Bangarang Nouveau, Loire, FrankrigEndnu et glas … en lækker roséagtig vin kaldet Bangarang Nouveau, som kommer fra Domaine Mosse i Saint Aubin de Luigné og jeg smager vinen i årgang 2022.

Domaine Mosse er grundlagt i 1999 af Agnès og René Mosse, men i dag drives vinhuset af de to sømmer Sylvestre og Joseph.

Familien har samlet 15 hektar vinmarker, der er spredt over de 3 kommuner Saint Lambert du Lattay, Beaulieu sur Layon og Savennières.

Markerne er siden 1999 dyrket økologisk og de har på markerne sorterne Chenin, Côt, Cabernet Franc, Grolleau Gris, Grolleau Noir, Pineau d’Aunis, Sauvignon Blanc og Gamay, som danner baggrund for omkring 15 forskellige vine.

Én af disse vine er så denne populære Bangarang Nouveau, som hører til blandt de friske og unge rødvine … faktisk tæt på en rosé, men er blevet populær, da forbrugerne indser, at rødvine ikke behøver at være massive for at være fornøjelige.

I denne årgang 2022 er den lavet på 50% Pineau d’Aunis, 30% Grolleau Gris og 20% Sauvignon Blanc, der alle kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke på vinmarker nær landsbyerne Faye d’Anjou, Bonnezeaux og Beaulieu sur Layon og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Grolleau druerne er først afstilket og har derefter macereret i en uge for at udtrække lidt farve, hvorefter saften er overført til tanke til gæring. De to andre druesorter blev presset direkte, inden de blev overført til ståltankene. Gæringen er sket spontant og efter endt fermentering er vinen slet ikke lagret … blot aftappet på flaske … deraf også navnet Nouveau.

Vinen har sjovt nok sit navn Bangarang efter filmen Hook af Stephen Spielberg. hvor Bangarang var de fortabte drenges kampråb og blev udødeliggjort, da Robin Williams – som Peter Pan – brugte det til at ringe for at få hjælp. Filmen Hook var Joseph og Sylvestre Mosses favorit, da de var børn og sjovt nok er loknummeret på vinen også Hook4.

I glasset er det en let, vild og totalt lyserød vin, der næsten ligner en orangevin. Duften er også vild, let, landlig og animalsk … har gærede noter, blomster, blomstervand, syrlighed og samtidig lidt sødme. Der er en frugt af grønne jordbær, moreller, sød appelsinskal … luftig, fin, elegant og meget feminin i udtrykket.

Smagen er også let og har sådan en fin balance mellem lyserøde, friske, søde bær og lidt mjød med lidt honningsødme. Det er saftigt, læskende med lidt grillet lemon … lidt spinkel, rank, ren, vandholdig og klar … alligevel med kant som rødvin med denne gode og friske syre. Det smager rasende godt og er en lille charmetrold. 94 point.

Importør er Pétillant, men vinen skulle vistnok være udsolgt.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Domaine de la Grosse Pierre, Fleurie Bel-Air, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de la Grosse Pierre, Fleurie Bel-Air, Bourgogne, FrankrigNæste vin på S’vinbar blev lidt beaujolais … en Fleurie Bel-Air i årgang 2022 fra Domaine de la Grosse Pierre, der ligger list øst for byen Chiroubles.

Det er et vinhus. der er grundlagt i 1960’erne af Georges Passot, mens driften i 1979 blev overdraget til næste generation i form af Véronique og Alain Passot.

Men siden 2018 har det været deres datter Pauline Passot, der som 3. generation nu har overtaget driften.

Det var egentlig ikke planen, at Pauline skulle overtage den fædrene vingård, for hun studerede erhvervsøkonomi og arbejdede samtidig på en vinbar i Dublin. Derefter rejste hun tilbage til Frankrig og fik der arbejde som sommelier i Restaurant Pierre Orsi i Lyon.

Derefter rejste hun ud i den store verden … besøgte bl.a. til New Zealand og Chile, men endte med at rejse tilbage for så at studere ønologi i Beaune inden hun vendte hjem til Chiroubles. Der startede hun i 2016 med at lave sin egen vin  … en Domaine Pauline Passot, Grille-Midi Chiroubles.

I 2018 overtog hun så driften af familiens vingård, der i alt har 9 hektar vinmarker, hvor de meste ligger i Chiroubles, men familien har også 0,8 hektar i Morgon samt 0,5 hektar i Fleurie.

Denne 2022 Fleurie Bel-Air er lavet med Gamay druer fra den østvendte skråning Bel-Air i Fleurie. Marken har 60 år gamle stokke plantet i en jordbund af rosa granit. Vinen er lavet med spontan gæring i betontanke med 10-12 dages maceration og efter endt fermentering er vinen også lagret 11 måneder i betontankene.

Lækker duft … bondsk, landlig med fed og mørk jord, jod, blod, tør grafit, tulipanstilke og en frugt med sorte kirsebær, ribs, granatæbler og grønne urter, mørk chokolade og sød lakrids.

I munden er det en cremet, mørk og fed beaujolaisvin … egentlig ganske ulig Fleurie, for der kommer fond, oksefond, meget saftig med grafitagtige elementer, sorte kirsebær, jordbær og kandiseret lemon … livlig, energisk og frodig med denne læskende måde, så dermed 92 point.

Importør er Terroiristen, hvor en vin koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Viña Zorzal Wines, Golerga, Navarra, Spanien

2021 Viña Zorzal Wines, Golerga, Navarra, SpanienPå en fritorsdag i Aarhus besøgte jeg efter Thistledown den altid fremragende S’vinbar. Jeg havde lidt tid i overskud, så hvorfor ikke lige smage lidt vine … og første var en 2021 Golerga fra Viña Zorzal Wines, der ligger i udkanten af byen Corella i Navarra.

Historien om vinhuset startede i 1989, hvor Antonio Sanz efter et helt liv med vin opfyldte sin drøm om at producere sine egne vine i Navarra og købte marker og en ejendom i Corella.

I 2007 fik han dog hjælp af sine 3 sønner Iñaki, Xabier og Mikel Sanz, som startede med at lave vine på Garnacha aka Grenache, Graciano samt Viura og derfor  grundlagde Viña Zorzal Wines.

De fik hjælp af deres gode ven Rafael Reverte, som hjalp med at gøre brødrenes drøm til virkelighed. Det var ham, der viste dem, hvad der fandtes lige under deres næse … gamle og forladte vinmarker nær vingården indenfor Fiteros grænser tæt ved ​​Ebro-floden og ved starten af de iberiske bjerge.

Samlet har Viña Zorzal Wines i alt 52 hektar vinmarker, hvoraf 25 hektar er gamle marker med Garnacha bush vinstokke.

Og på S’vinbar smagte jeg altså Viña Zorzal Wines’ 2021 Golerga, der er lavet på ren Grenache, der kommer fra marker i den historiske Lerga-kommune, hvor mange ellers har opgivet at dyrke Garnacha.

Markerne ligger i 600 meters højde, er forblæste og kølige, så Sanz brødrene kalder stedet for de nok køligste sted for Grenache i hele verden. Druerne høstes derfor meget sent, spontangæres i cement, og lagres i både cement og brugte franske 500 liters egetræsfade.

I glasset er vinen pænt mørk … mørkere end forventet, men jeg havde nok forventet samme lyse lethed, som man finder hos Sierra de Gredos vinene. Denne er både mørkere, mere kødfuld, men har en lækker aroma med blomster, grøntsagsfond, brombær, blod, jod, aske … mørk og maskulin, men på en moderne æterisk måde.

Smagen er heller ikke så let … har faktisk lidt rhônekarakter over sig, mens frugten er kirsebær, brombær, solbær og ganske tannisk med sorte og bitre te-blade, peber og mørk sjæl … klart mere krasbørstig end forventet og har en klippefast, stenet mineralitet. 91 point.

Importøren er Atomwine, hvor en flaske koster 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Edmeades, Mendocino County Zinfandel, Californien, USA

2022 Edmeades, Mendocino County Zinfandel, Californien, USAEn 2008 Mendocino County Zinfandel fra huset Edmeades var reelt årsagen til, at jeg startede min vinblog. Nu smager jeg så vinen igen i en langt nyere årgang 2022.

Min to gode venner Paul og Steffen havde nemlig vinen med til vores vinsmagninger 3 gange i streg … endda alle gangene i samme årgang 2008. Derfor skulle vi ha’ et sted, hvor vi kunne se de smagte vine, og det blev altså til første grundsten til denne ydmyge vinblog.

Jeg har dog også senere smagt vinen, bl.a. i årgang 2012 og da jeg anmeldte den, der skrev jeg også lidt om vingården, historien med mere … så derfor kigger jeg denne gang alene kun på vinen.

Mendocino County Zinfandel er husets entry-level vin, da der er tilsat en smule  Petite Sirah og Syrah til Zinfandel, der alle kommer fra en lille gruppe avlere, som vinhuset har arbejdet sammen med i mange år.

 Processen fra gæring til aftapning foregår med minimal indblanding og efterfølgende lagres vinen 14 måneder på en kombination af franske og amerikanske fade, hvoraf omkring 20% er nye egefade, mens aftapningen foregår uden klaring og filtrering.

Duftmæssigt er der allerede fra start skrald på … der er mørk chokolade med højt kakaoindhold, lidt mynte og eukalyptus, grønne blade, kaktuspiller, blåbær, svesker, sorte kirsebær, blommer, lakrids, krydderurter, timian, nelliker, kanel og bagepulver.

I munden kommer der en smule amerikanersødme frem, men det er heldigvis ingen oversød eller overfed vin. Faktisk er smagen i stedet  renere og mere klar end forventet. Det er dog en frodig vin med en frugt af brombær, solbær og blommer, urter, salvie samt en tilbagelænet, varm og peberstærk syre … med lidt sødme samt saftig frugt, så sammenlagt 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Kabinett, Mosel, TysklandMed næste vin fra Weingut Clüsserath-Eifel bliver vi på den stejle vinmark Trittenheimer Apotheke, for vinen er nemlig en 2020 Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Kabinett.

De gamle vinstokke betyder her, at de er over 70 år gamle, men ellers er vinen lavet som den forrige … altså med spontan gæring i rustfrie ståltanke, hvor den efter endt fermentering også er lagret. Så har den en alkoholprocent på 9,5% og et niveau for restsukker på omkring 25 gram pr. liter.

Duftmæssigt minder det om forrige vin fra Clüsserath-Eifel … meget inderligt, måske lidt mere tæt og kompakt, men også her med noget petroleum og linolie, men blot på en mere olieret eller smørret måde suppleret med lidt nødder, kastanjer og en fin frugt af æbler, fersken, abrikos, citroner, lemon og kandiseret grapefrugt og noget blomsterpollen.

I munden er vinen både fed, fyldig, syrlig og sød på én gang … der er både gule æbler, masser af æblemost, hyld, søde abrikoser og grillet lemon. Der kommer også lidt sød mjød eller honning, en ret maskulin og tæt, mørk syre, som giver vinen krop og personlighed.  93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett, Mosel, TysklandWeingut Clüsserath-Eifel er en mozelwinzer, der ligger helt ned mod floden i byen Trittenheim ved et af Mosels mange sving, men der er derfra, at jeg nu smager en 2020 Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett.

Clüsserath-Eifel er en meget lille vingård, men familien har været vinbønder i mange, mange år … ja faktisk siden 1745. Dengang var det særligt de stejle marker Trittenheimer Apotheke og Altärchen, der var omdrejningspunkt for vinproduktionen.

Vingården var egentlig opstået, da Alois Clüsserath og Clemens Eifel slog pjalterne sammen, hvorefter familien Clüsserath-Eifel herefter drev vingården i 7. generationer frem til 2019, hvor Gerhard Eifel så solgte den til den nuværende ejer Stefan Lergenmüller.

Stefan har således sammen med hustruen Dr. Karin Lergenmüller overtaget den lille vingård med kun 4 hektar vinmarker, der jo bl.a. omfatter parceller på vinmarker som Trittenheimer Apotheke og Altärchen, Neumagener Rosengärtchen samt Klüsserather Bruderschaft … nogle  med over 100 år gamle vinstokke.

Vinstokkene er primært Riesling, men der findes også en smule Müller-Thurgau og jeg starter med at smage Stefans Trittenheimer Apotheke Riesling Bergwingert Kabinett i årgang 2020.

Druerne til vinen kommer fra den øverste del af Trittenheimer Apotheke, hvor klimaet er køligt og som skabt til at skabe Kabinett med restsødme og høj syre.  Vinen er lavet i ståltanke med spontan gæring alene med druernes egne gærceller og vinen har 19,9 gram restsukker pr. liter.

Sådan … har en vild lækker duft … og selvom det er en Kabinett, så mærker du ikke i duften nogen udtalt sødme, men i stedet har vinen denne lette og inderlige duft af fersken, æbler og lemon, en snas petroleum, der lige prikker og begejstrer inden der kommer en blød mineralitet og lidt blomster.

I munden kan man dog godt smage, at det ikke er helt tørt,  for restsukkeret giver noget fylde og en svag sødme, der faktisk passer fint til en frugt af grillede citroner og bagt sødbitter lemon, fersken, æbler og æblesaft … meget saftig, liflig, lidt smørret eller olieret og alligevel med en letsaltet mineralitet. Virkelig godt, så 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Beurton & Fils, La Quille, Champagne, Frankrig

2016 Beurton & Fils, La Quille, Champagne, FrankrigMan drikker champagne ved store lejligheder eller når, man skal fejre noget. Både og !!!

Man kan drikke champagner til alle stunder og når man ikke lige har store lejligheder forude eller livet kun er kedeligt, så må jeres flittige blogger bare drikke en flaske selv … som fx denne 2016 La Quille. fra Beurton et Fils.

Champagnehuset ligger på Rue du Sorbier i Cuchery på den højre side af Marne floden i Vallée de la Marne lidt nordvest for Epernay og det stammer reelt tilbage til 1893, hvor familien Beurton startede med at dyrke druer. Det var dog reelt først i 1974, at huset startede med at flaske og sælge deres champagner.

Det skete, da Gérard Beurton fra Cuchery og Marinette Vincent fra Baslieux-sous-Châtillon slog pjalterne sammen og samtidig dannede Champagne Beurton & Fils. Marinette var – som Gérard – fra en familie af vinavlere og vandt til vinproduktion.

Gérard og Marinettes ægteskab gjorde samtidig, at de lagde de to familiers vinmarker sammen og startede dermed en ny, spændende æra for Champagne Beurton & Fils.

Marinette førte tilsyn med arbejdet i vinmarkerne, mens Gérard fokuserede på stod for produktion, markedsføring og økonomi. De udvidede også løbende markerne, således huset i dag har 13 hektar vinmarker i Cuchery, Baslieux-sous-Châtillon, Belval, Damery og Châtillon-sur-Marne … fordelt på over 100 parceller.

I dag er det dog Gérard  og Marinettes søn Benjamin, der som den 6. generation driver champagnehuset sammen med sin hustru Katy. Benjamin overtog tøjlerne i 2005 og styrer marker og produktion, mens Katy så tager sig af administration, salg og markedsføring.

Katy har tidligere arbejdet for nogle af de mest prestigefyldte champagnehuse og hun har en stor del af æren for husets vækst på eksportmarkedet.

Efter Benjamins overtagelse, som er markdriften omlagt til miljøvenlige metoder inspireret af principperne for økologisk drift og er også i dag certificeret High Environmental Value level 3 samt Sustainable Viniculture in Champagne.

Benjamin bestræber sig på at få de særlige kendetegn ved sine vinmarker frem, der hovedsageligt er plantet med druesorten Pinot Meunier, der er berømt for sin kraft og rustikke stil.

Deres champagner er opdelt i 3 serier … Blends, Vintages og Single- Vineyard … og derudover en stærk alkohol Ratafia. Men La Quille er deres top champage, der alene laves i særlige gode årgange … og jeg har da også tidligere smagt den i årgang 2012.

Den er også i denne årgang 2016 lavet på 40% Pinot Noir, 40% Chardonnay og 20% Meunier. Den har gæret i rustfrie ståltanke, gennemgår malolaktisk gæring og er så lagret helt traditionelt på flaske til andengæring … og det er i hele 7 år frem til januar 2023 , hvor den så degorgeret og tilført dossage på 6 gram pr. liter.

Uha … dejlig inderlighed … minder om 2012’eren, for den har lidt samme aroma med mulle kælder, en kalket eller kridtet mineralitet, godt med nødder, hasselnødder, mandler, marcipan og har denne lidt modne og dekadent duft. Frugten er måske nok moden, men også ret spændstig og spændende med abrikos, fersken, pærer, syltet grape, lemon og kandiseret citron.

Smagen er også modent, men bruset aka moussen er ret frisk, intens samt brusende. Den har et fast og syrligt bid med masser af citroner, lemon, grape og dermed også noget bitterhed. Den virker klart mere syrlig end 2012’eren og har således mindre sødme, hvilket giver godt med friskhed, syre og tørhed. Der kommer også grønne urter, der så giver kant og bidrager til den ranke smag. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Gagliole, Rubiolo Chianti Classico, Toscana, Italien

2022 Gagliole, Rubiolo Chianti Classico, Toscana, ItalienVinhuset Gagliole ligger for enden af en bakketop og en allé med snorlige rækker af cypresser nær Castellina in Chianti.  Det er derfra, at jeg nu smager en 2022 Rubiolo Chianti Classico.

Antico Podere Gagliole er er gammel vingård, der er nævnt for første gang i år 994 i et lokalt skrifte, hvor kongens søn giver ejendommen i gave til sin højtelskede hustru.

I dag drives ejendommen i smuk toscansk stil med en enestående udsigt af 3. generation af Bär familien i form af Monika og Thomas Bär-Bettschart, som samlet har 10 hektar nær vinhuset, men også i Panzano, hvor de også har bygget et nyt og topmoderne vineri.

Monika og Thomas kalder selv Gagliole for et sted, hvor drømme og ambitioner flyder frit … hvor man hver årgang stræber efter at gøre det bedre end sidst.

Denne indstilling har også smittet af på et stort fokus på biodiversitet og økologi, hvilket har medført økologisk certificering og et hav af farverige roser og markblomster i vinmarkene.

Den nænsomme behandling af vinmarkerne fortsætter i produktionen. Efter manuel indhøstning og sortering af druerne presses de og mosten tages videre til næste skridt i produktionen.

Druerne fra de ældste stokke gærer og lagrer i nogle særlige fade ved navn Culte, hvilket er små franske fade af særlig høj kvalitet og mosten fra yngre stokke gæres og lagres i en kombination af andre franske fade og stål.

Gagliole er ikke gået ubemærket hen blandt verdens prominente vinanmeldere, som alle understreger Gaglioles høje kvalitetsniveau – som fx Monica Larners fra The Wine Advocate.

Denne Rubiolo er lavet på ren Sangiovese druer, der kommer fra vinmarker i Castellina og Panzano. Panzano markerne er domineret af ler og store sten, mens vinmarkerne i Castelline har en lidt løsere jordbund med god dræring.

Kombinationen giver både flot syre og stor koncentration og selve produktionen sker i Gaglioles splinternye vineri i Panzano, hvor man har omfavnet kombinationen af teknologi og tradition på bedste vis.

Efter håndsortering af de afstilkede druer, gæres mosten i ståltanke og lagres efterfølgende på en kombination af 50% små franske fade og 50% cementtanke efterfulgt af 3 måneders lagring på flaske før frigivelsen af vinen.

Duftmæssigt har vinen denne dejlig kombination af det syrlige, som en Chianti Classico ofte byder på, og så en landlig, animalsk og mere umamiagtig duft. Det betyder, at der er tobak, rå champignon, violer, lakrids og lidt vanilje, mens frugten er kirsebær, jordbær og ribs.

Sådan er smagen egentlig også … man får både Sangiovese druens lidt støvede udtryk og så en frugt, der rummer lidt frugtsødme … via kirsebær, svesker og hindbær. Det giver en tosidet kompleksitet med tørhed bid samt en venlig og imødekommende smag. Der kommer en smule balsamico, Campari bitterhed, tørre tanniner og virker bare saftig med et fint bid. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Thistledown Wine Company, Suilven Chardonnay, Adelaide Hills, Australien

2021 Thistledown Wine Company, Suilven Chardonnay, Adelaide Hills, AustralienEfter vi havde smagt de røde vine fra Giles på Thistledown Wine Company, så var de hvide kommet frem, så vi sluttede den fine smagning med denne flotte 2021 Suilven Chardonnay.

Druerne til vinen kommer fra subregionen Picadilly i Adelaide Hills og er opkaldt efter bjerget Suilven.

Efter høsten er druerne presset og får kort bundfældning inden den spontane gæring, der er sket på en kombination af franske hogsheads egefade samt betonæg.

Efter endt fermentering er vinen også lagret 10 måneder på både de franske hogsheads egefade samt betonæg før aftapning, der sket med let klaring og filtrering.

I næsen er det en fed – om end ikke overfed – vin, har en fin fadpræget smørfedme, er let sødkrydret, brunet smør, vanilje og virker samtidig rank i stilen. Der er grøntsagsfond, nødder, en frugt af pærer, grønne pærer, fersken og ananas, en lidt kridtet og kalket mineraltet … meget elegant.

Smagen er bare så ren, balanceret, proper og steril, men det er heldigvis med lidt fedt på sidebenene. Det smager vildt godt og ret kompleks, ren, fin og klar. 95 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 699,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Thistledown Wine Company, Bachelor’s Block Shiraz, Barossa Valley, Australien

2017 Thistledown Wine Company, Bachelor's Block Shiraz, Barossa Valley, AustralienDen anden Shiraz – og Thistledown Wine Company smagningens sidste rødvin – var så denne 2017 Bachelor’s Block Shiraz.

Det er en enkeltmarksvin fra marken Bachelor’s Block, der ligger i Ebenezer underregionen i Barossa Valley.

Efter høsten får druerne først en kølig pre-maceration inden spontangæring i nogle åbne gæringskar med punch-downs 2 gange dagligt,

Efter endt gæring sker der efter maceration over 6 dage inden presning og så lagring på 300 liter franske hogsheads.

Nu blev det pludseligt mere interessant, for i næsen kommer der en dyb aroma med blæk, tryksværte, mørk tørret kød, flæsk og ganske lidt eukalyptus, men til gengæld ganske kødfuld med bacon, våde fade, cedertræ og lakrids, mens frugten er solbær og blåbær

I smagen er der sgu skrald på … mørk, feed og fyldig frugt med en røget påvirkning. Der er fed oksefond, der næsten skal indtages med kniv og gaffel, lakrids … sød finsk og tør engelsk … solbær, blåbær og kraftige tanniner og stort bid. 94 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7