Tag-arkiv: Bourgogne

2019 Domaine Marc-Antonin Blain, Côte de Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Marc-Antonin Blain, Côte de Brouilly, Bourgogne, FrankrigDen næste beaujolaisvin fra den unge Marc-Antonin Blain blev så denne grønne 2020 Côte de Brouilly og atter er det fra over 50 år gamle Gamay vinstokke.

Vinmarkerne ligger på den vestlige side af en gammel vulkan og er meget rig på dekomposeret granit.

Vinen laves 100% på Gamay og vinificeres først i ståltanke for derefter at afrundes med 6 måneders fadlagring på store 1.200 liter foudres.

Igen er det både i glasset og i duften en utrolig lys Beaujolais … lidt mere animalsk og landlig end foregående og der kommer også nogle af de arketypiske noter frem med en snert grøn peber, men ellers er det atter lyse og umodne kirsebær suppleret med hindbær, jordbær og ribs, en snas mere sødme … lidt vanilje måske? … men også lidt fennikel og bagepulver.

I munden er det samme historie … har en ren, syrlig frugtsyre og frisk, lys frugt. Der er umodne kirsebær, moreller, hindbær samt ribs, meget burgundisk, frisk og Pinot Noir’sk. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 204,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Marc-Antonin Blain, Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Marc-Antonin Blain, Brouilly, Bourgogne, FrankrigDomaine Marc-Antonin Blain har egentlig sine vinøse rødder i Chassagne-Montrachet via det gamle familieejede Domaine Blain-Gagnard. Men siden 2014 har Lucie og Marc-Antonin Blain også lavet vin i Beaujolais med inspiration fra det klassiske Bourgogne. Nu smager jeg  så 4 vine fra huset og starter med en 2020 Brouilly.

Det var i 2014, at de 2 søskende Lucie og Marc-Antonin Blain så købte 14 hektar vinmarker beplantet med gamle vinstokke på skråningerne af Mont Brouilly i Beaujolais.

De er begge vokset op med vin på det gamle og traditionsrige Domaine Blain-Gagnard i Chassagne-Montrachet og Marc-Antonin er da selv uddannet vinmager fra Beaune. Han er selv barnebarn af Jacques Gagnard, som også er en historisk skikkelse i Chasagne-Montrachet,

Efter at have afsluttet sine ønologiske studier og fået erfaring i Australien, så kom Marc-Antonin tilbage til Bourgogne og der lavede Marc-Antonin tilfældigvis en årgang vin i  Fleurie i Beaujolais.

Det blev afgørende for dette projekt med køb af vinmarker i Brouily og Côte de Brouilly. Marc-Antonin laver vinene, mens Lucie tager sig af  kommunikation, markedsføring og daglig drift af virksomheden.

Vinene er vinificeret i Chassagne-Montrachet på det gamle vinhus, men kommer alle fra Brouilly og Côte de Brouilly … et område, der er mere og mere omtalt. Man taler om en genfødsel af området,  for der er mange unge, talentfulde vinmagere, der er skaber en decideret kvalitetsrevolutionen i Brouilly i Beaujolais.

Denne Brouilly er lavet med druer fra egne marker, nemlig 10% fra husets egne marker beliggende ved bunden af Mont Brouilly og 90% fra en parcel med 50 år gamle vinstokke fra Domaine de Briante. De er alle høstet i hånden og transporteres til Chassagne-Montrachet med kølebil, hvor de er 100% afstilket og fermenteret med naturlig gær i et opretstående trækar i 20 dage. Vinen lagres derefter i et betonæg i otte måneder.

Det er ikke en bondsk Beaujolais vin, men dufter faktisk meget let, lys og ren … klart mere burgundisk i stilen med kirsebær suppleret med lidt jordbær og hindbær, røg, mulle skovbund, champignon, æter, mynte og bagepulver.

I munden er det lidt samme historie og atter en Beaujolais med en utrolig lys, ren og meget stringent side, meget lys og frisk frugt med lyse og nærmest umodne kirsebær, hindbær, ribs … slank som bare pokker med en lidt kantet og camparibitter syre, ren frugtsyre og tanniner, der lige markerer, mens ellers er lyssaftige. 91 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 194,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Domaine Clotaire Michal, Beaujolais Villages Libation, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Clotaire Michal, Beaujolais Villages Libation, Bourgogne, FrankrigSikke en vin … WAUW. Vinen jeg snakker om er denne smukke og letlevende Beaujolais Villages Libation 2016 fra det lille vinhus Domaine Clotaire Michal.

Vinhuset er grundlagt af den unge, vilde ildsjæl og vinmager Clotaire Michal, som har sit lille vinhus på sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais.

Før etablering af vinhuset brugte han 13 år hos nogle af de ypperste vinproducenter rundt om i Frankrig. Han færdiggjorde fx sin læretid til vinmager hos Clos Marie i Languedoc, hvorefter han i perioden fra 2007 til 2012 arbejdede for Cornas legenden Thierry Allemand.

Efter arbejdstid hos Allemand lavede Clotaire Michal endda sin egen Saint Joseph fra lejede marker, men dette stoppede han dog med for at finde et sted til sit eget vinhus.

I hans søgen efter gode marker til at starte sit eget vinhus, faldt valget på nogle unikke, sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais. Her fandt han unikke marker med meget gamle stokke og hans vine kommer fra samlet 4,5 hektar vinmarker med stokke på henholdsvis 40-80 år og 100 år gamle vinstokke.

Han har ikke valgt at købe marker i berømte appellationer som Morgon og Fleurie, for han mener, at man sagtens kan finde marker på mindst samme niveau andre steder. Clotaire siger selv; Hvis man ved, hvor man skal kigge, kan man få lige så godt terroir og endnu ældre vinstokke udenfor de kendte cru’er. Så jeg behøver ikke kendte marker, men bare gode marker for at lave den vin, jeg vil lave.

Alt, hvad Clotaire foretager sig, tager afsæt i et 100% økologisk og biodynamisk vinbrug, men er dog ikke certificeret endnu. Tilgangen er kun brug af håndplukkede druer, gæring af hele klaser, kun brug af vildgær, under 30 miligram svovl pr. liter, som tilsættes ved gæring, ingen chaptalisering samt ingen opvarmning for at koncentrere farven.

Lagringen sker på gamle fade og på tanke, mens presningen af druerne sker på en antik gammel vertikal presse, for så at få den reneste og fineste vin … kort sagt – en old-school-approach, hvor inspirationen fra Thierry Allemand tydeligt ses.

Vinene er alt det, du normalt ikke regner med i en Beaujolais … her finder du ingen bananer og saftige frugtbomber med psykedelisk lilla farve, men nærmere vine med et klassisk burgundisk udtryk med masser af balanceret, intens og meget ren frugt.

Denne Libation 2016 er første årgang af vinen, der også fremover kun skal laves i de bedste årgange. Det er en vin, som opholder sig over 3 år i kældrene inden frigivelse og der er i 2026 kun lavet et enkelt fad.

Druerne udbløder i 13 dage og gærer omkring 30 dage med druens egne gærceller uden tilsætning af svovl. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på fad og 12 måneder på tank inden den aftappes på flaske uklaret og ufiltreret. Derefter ligger flasken så yderligre 12 måneder inden frigivelse.

WAUW … grumset og med den lækreste duft, stald, ganske landlig, tør og bondsk, men også luftig med et klassisk snit, lædersåler, tørt træ, nytårskrudt, lyse kirsebær, kanel, vanilje, røg og sødbrændte fade. Man bliver omgående glad i hovedet.

I munden … hvor det godt … og klart ikke så bondsk, men er dejlig slank, veldrejet, fin og velskabt med  et utrolig og saftigt burgundisk snit, læskende og har frugt af kirsebær, hindbær, jordbær. Man får også sødme, mens syren er fin, spændstig og næsten lemonagtig, men samtidig stor intensitet. Man bliver happy, happy og happy, hvorved jeg overøser vinen med 97 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Jean Gagnerot, Viré Clessé, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean Gagnerot, Viré Clessé, Bourgogne, FrankrigNår vi nu er ved mere ukendte appellationer i Bourgogne, så smager jeg da bare lige en Jean Gagnerot vin mere og det er en 2016 Viré Clessé fra den store appellation Viré Clessé.

Den ligger i Mâconnais underregionen og et sted, hvor man kun må dyrke Chardonnay … men også en appellation, hvor der endda ikke findes en eneste Premier Cru eller Grand Cru mark.

Denne vin er lavet ved, at druerne efter ankomst til vineriet først er presset skånsomt i en pneumatisk presse, hvorefter mosten gærer på temperaturregulerede ståltanke omkring 16-20 grader. Efter endt gæring lagrer vinen i 8-16 måneder sur lie på ståltanke med systematiske omrøringer inden aftapning.

Det er duftmæssigt en fin, ren, sart og feminin duft … et niveau over foregående Mâcon-Charnay, for udover den hvide frugt af fersken, pære og honningmelon, så er der også lidt karamel, smør, nødder samt en smuk inderlighed. Det bliver let og ubekymret med en selvsikker elegance.

I munden er det lidt samme billede, for letheden er fin, syre ganske habil om end lidt tilbageholende. Det er både pærer, melon og saftig fersken, en hvid og let syre, der viser lette dansetrin. Der er poleret, saftigt, let og smager bare fortrinligt. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Jean Gagnerot, Mâcon-Charnay, Bourgogne, Frankrig

2019 Jean Gagnerot, Mâcon-Charnay, Bourgogne, FrankrigKlos op ad Pouilly-Fuissé finder vi den lidt ukendte appellation Mâcon-Charnay, der næsten udelukkende laver hvidvine og det er netop sådan en, som jeg nu smager … en 2019 Mâcon-Charnay fra Jean Gagnerot.

Der findes kun 59 hektar vinmarker i Mâcon-Charnay, så det er også en appellation, der er nem at overse … og ud af de 59 hektar er der faktisk kun 4 hektar rød Pinot Noir.

Jean Gagnerot er vi før stødt på og er et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group, der er så god til at finde vine fra vinkældre rundt omkring. Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin.

Denne vin er lavet ved, at druerne efter ankomst til vineriet først er presset skånsomt i en pneumatisk presse, hvorefter mosten gærer på temperaturregulerede ståltanke omkring 16 grader. Efter endt gæring lagrer vinen i 10 måneder sur lie inden aftapning.

Duftmæssigt er det en blid, hvid bourgogne, hvor frugten mest er melon, fersken, mirabeller og pærer. Der er nærmest intet fadpræg, så i stedet fremstår vinen ren, hvid, blød og næsten selvudslettende, men lad dig ikke snyde … det er fint, sart og rart.

I munden er det lidt samme historie, hvor syren måske nok er lidt mere rustik og frugten lidt skarpere med modne æbler, grøn pære og noget citrus, hvor det mest er citroner, lemon og tonicvand. Den har denne svage og lette bitterhed, frisk i frugten, men ellers blid og medgørlig med en kridtagtig mineralitet. 90 point,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, FrankrigFor lidt over et år siden fløj  denne Apache Broully 2020 fra Domaine Aux Ardents direkte ind i mit hjerte … og nu tester jeg vinen i en ny årgang 2021.

Frank Johansen fra den danske importør Blancs.dk har fortalt, at vinen i årgang 2021 er meget anderledes end 2020’eren. Den er drejet i en langt mere naturlig retning og har lavere tilsætning af svovl med kun beskedne 1 gram pr. hektoliter.

Men lad os først igen kigge nærmere på Domaine Aux Ardents, der er en mikroproducent, som ligger ved Odenas under AOC Brouilly appellationen i Beaujolais.

Det lille vinhus drives af Thomas og Mylène Juban, som startede i 2018 med at lave vin, da de købte en lille mark på 1,38 hektar ved siden af deres hus. De havde dog aldrig lavet vin før og de vidste heller intet om styringen af en vingård og der var slet ingen i hele deres familie, som havde været vinbønder.

Med ungdommens uskyldige iver kastede de sig alligevel over vinproduktionen, konverterede marken til økologisk drift, købte to bistader samt en håndfuld høns til gå og hakke rundt i markerne, så i 2019 kunne de starte med at lave deres første vin … samt er par kilo honning.

Ved siden af sit job som mekaniker er Thomas Juban blevet en af Beaujolas’ bølge af nye, talentfulde vinbønder, som laver sine vine næsten som naturvin uden for megen indgriben i produktionen og ingen eller meget lidt tilsætning af svovl ved aftapning.

Det gælder også i markerne, hvor jorden bearbejdes meget lidt og får grøngødning med svovl- og kobberbaserede behandlinger … men mest gødning baseret på afkog af planter.

Apache Broully 2021 er kun 3. årgang, som Thomas Juban har lavet af vinen. Det er 100% Gamay fra hans lille mark. Vinen er lavet på betonkar med en forholdsvis lang gæring og maceration, hvilket er efterfulgt af 7 måneders lagring med halvdelen i betonkar og den anden halvdel i burgundiske 228 liter barriques.

WAUW … de 4 karakteristiske rotorblade på Boeing AH-64 Apache kamp helikopteren roterer sgu fortsat, men som fortalt anderledes, men det er på ingen måder dårligt. Det er landligt, bondsk og måske knap så lyst og let, men vor roterende lufttransportfartøj skal jo også først lige lette. Der er lidt mus, bio bio kant, en halv malerspand og lidt acetone, men også en rigtig beaujolaisfrugt med mest kirsebær, friske jordbær, ribs, surmælk og virker nærmest saftdryppende saftig og har et fadpræg, der er mindre end i 2020’eren, men da fortsat giver sødme med lakridskonfekt, vanilje og mandler.

I munden har vinen den typiske beaujolaisbondskhed, men akkurat som sidste gang bare så smooth, blød og læskende. Smagen er også mørkere end i 2020’eren og knap så burgundisk, men mere klassisk Beaujolais, med en blød frugt af kirsebær, brombær, tranebær samt en lidt sødbitter lemonagtig nerve, en blid syre og igen er der bare lift-off med en maksimal vægt på 6,8 tons og det klarer Apache snildt, så 95 point.

Forhandles af Blancs.dk, hvor du kan købe en sixpack til beskedne 1.200 kr. inklusive forsendelse … og det er sgu billigt. Du kan bare skrive til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Parigot & Richard, Crémant de Bourgogne La Sentinelle Extra Brut, Bourgogne, Frankrig

2016 Parigot & Richard, Crémant de Bourgogne La Sentinelle Extra Brut, Bourgogne, FrankrigFor næsten præcis ét år siden smagte jeg en 2017 Crémant de Bourgogne Cuvée Origines Brut fra Parigot & Richard i Savigny-lès-Beaune. Nu smager jeg så søstervinen 2016 Crémant de Bourgogne La Sentinelle Extra Brut.

Vinen er egentlig en Non Vintage, men da degorgering er sket i marts 2020 efter hele 36 måneders lagring, så vinen må derfor være fra 2016 årgangen.

Vinen er lavet på et blend af 80% Chardonnay og 20% Aligoté, som der først er lavet en grundvin af. Herefter er så flasket og lagret med andengæring i 36 måneder inden degorgering 24/3 2020 med kun 4 gram dosage pr. liter og dermed bliver det en extra brut vin.

Lidt aggressiv på boblerne i næsen og har samme fine vildhed og sammenligning med ægte champagne, for der er masser af gær, vild ren frugt af stikkelsbær, syrlig æblemost, hyben, ristet rugbrød, meget tør lethed og meget svagt lidt karamel.

Selvom boblerne også smagsmæssigt er godt brusende i starten, så aftager bruset forholdsvis hurtigt og afslører en frisk, småbitter og syrlig vin, hvor der er godt med lemon, citroner og hyben suppleret med lidt grønne og umodne æbler med masser af syre. Det er ikke sådan ultra tørt, for man fornemmer en lille sødme, som giver god balance og lidt venlighed. Som sidst vil jeg sige, at det lige så godt kunne være champagne og smager fremragende. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2021 Fanny Sabre, Cuvée Anatole Blanc, Bourgogne, Frankrig

2021 Fanny Sabre, Cuvée Anatole Blanc, Bourgogne, FrankrigForretten med en mikrobid af stor taskekrabbe blev suppleret af denne 2021 Cuvée Anatole Blanc på Aligoté fra vinhuset Fanny Sabre, som ligger i Pommard.

Fanny Saber havde egentlig ikke planer om at blive vinmager på egen vingård. Hun var i stedet i fuld gang med at læse Jura, da hendes far døde i 2005 og hun i en alder af 25 år måtte tilbage til familiens vingård og overtage driften. I første omgang var det dog med hjælp fra Philippe Pacalet, der trådte til for at hjælpe … og han lærte bl.a. også Fanny med at drive vingården økologisk.

Fanny Sabre har samlet  4,5 hektar vinmarker fordelt på adskillige grunde på de prestigefyldte appellationer Beaune, Savigny-les-Beaune, Meursault, Volnay og Pommard.

Fanny praktiserer stringent arbejde i vingården:, pløjning, græsning, økologiske behandlinger, udbyttekontrol, udskydning, grøn høst, alt sammen for at bevare den sande identitet af hendes jord og terroir.

Det betyder også, at høsten sker med håndkraft og derudover laver hun en nøjagtig vinificering med stor balance. Gæringerne sker kun på druernes naturlige gærceller og med minimumsdosis af svovl, så vinene bevarer deres præcision og ægthed. Rødvinene laves med semi carbonique macération og omrørning er begrænset til det absolutte minimum for at bevare spænding og friskhed.

Denne Cuvée Anatole Blanc laves normalt på Chardonnay, Aligoté, Pinot Blanc, Pinot Auxerrois og Melon de Bourgogne, men denne årgang 2021 er en undtagelsen, hvor den er lavet på 100% Aligoté på grund af forårsfrosten, der ramte det meste af Frankrig.

Vinen er lavet med spontangæring på rustfrie ståltanke med alle druernes egen gærceller, efter en presning og kølig maceration over 4 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret i ståltankene en kort periode og så tappet ufiltreret på flaske.

Der er lidt fylde og en frugt af pærer, stikkelsbær, røg, ristede hasselnødder, svagt lidt lakrids og så nogle grønne noter med græs … virker som en meget grøn bourgognevin.

Det rene, klare og friske udtryk bevares i munden, for vinen er da pænt syrlig, grøn, frisk og pågående. Der er salt, kalkede mineraler, kridt og har frugt med lemon, citroner, citronskal og lidt mynte … måske lidt tynd og vandet i stukturen, men frisk og fin, så dermed smider jeg 91 point efter vinen.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Guy Breton, Morgon Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Guy Breton, Morgon Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigGuy Breton var sammen med Jean Foillard, Jean-Paul Thevenet og Marcel Lapierre en del af Beaujolais kvartetten The Gang of Four, der kan betegnes som begyndelsen på den naturvinsbølge, der i dag har stor indflydelse. Jan havde taget denne 2020 Morgon Vielles Vignes med fra Breton.

Guy Breton er kendt af sine venner som Petit Max, selvom han er alt andet end petit. Han overtog familiens vingård i Villié-Morgon fra sin bedstefar i 1986. Indtil da solgte familien blot deres druer til de store kooperative vingårde, der dominerede regionen og lavede vine uden meget udtryk.

Det skyldes bl.a. stigende brug af importerede gærkulturer og sammen med en udbredt kommercialisering af Beaujolais Nouveau, så forringede det regionens omdømme, hvorved Beaujolais kom til at blive betragtet som endimensionel vin uden udtryk af terroir.

Det var Guy Breton med til at ændre … præcis som de 3 andre lokale vinavlere Marcel Lapierre, Jean-Paul Thévenet og Jean Foillard, som vendte tilbage til gammeldags vinavl og fremstillingspraksis … brug af gamle vinstokke, ingen syntetiske herbicider eller pesticider, sen høst, streng sortering for kun at bruge de sundeste druer næsten ingen brug af svovl samt afvisning af både krystallisation og filtrering.

I dag er Foillard vel nærmest blev et ikon i Beaujolais, hvor han har sølle 3 hektar marker, hvor 80% af markerne ligger i selve Morgon appellationen omkring landsbyen Villié-Morgon. Vinstokken er fra 8 til 80 år og de ældste vinstokke er dedikeret til denne Vieilles Vignes.

Vinen er lavet med maceration carbonique, hvor farve og aroma trækkes ud i mosten under kulsyretryk, inden alkoholiske gæring. Mosten forvandles til vin uden fremmede gærstammer, næsten uden omrøringer, uden svovl og altid uden kemiske tilsætningsstof, chaptalisering, tilsætning af enzymer, forsuring eller andre input fra den stadigt voksende liste over mulige manipulationer i kælderen.  Efter endt fermentering er vinen på gamle fade.

Det er duftmæssigt en lettere vin med bio bio kant, krudt, svovl, blæk og ellers pænt med lyse kirsebær … har virkelig en utrolig fin, smuk og syrlig lethed, lidt malerspand og en halv banan, blomster, urter, violer og mynte, men altså virkelig luftig i stilen.

I munden er vinen meget rank, let og læskende med denne grønsyrlige kant, lysegrønne jordbær, hindbær, rabarber, tranebær, noget lemonagtig og grape bitterhed. Den er let, men for pokker også så syrligt og samtidig elegant. 95 point.

Forhandles af Vin de Table i København til 210 kr. for en flaske.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Louis Latour, Monthélie 1er Cru Clos des Toisières, Bourgogne, Frankrig

2017 Louis Latour, Monthélie 1er Cru Clos des Toisières, Bourgogne, FrankrigMonthélie er en lille og lidt overset region i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses og der findes faktisk kun 31 hektar 1er Cru marker i området og denne er netop fra én af disse … vinen Monthélie 1er Cru Clos des Toisières fra det store vinhus Louis Latour.

Maison Louis Latour er grundlagt i 1797 af Denis Latour, regnes nok for det førende Bourgognehus i Aloxe-Corton og er kendt for deres konstant høje kvalitet.

Louis Latour er ikke bare et Bourgognehus – Louis Latour er højt respekteret for deres evne til at kombinere århundreders gamle traditioner med innovation – også uden for Bourgogne og er kendt som pionérer i produktionen af fine vine fra bl.a. de sydfranske områder Ardeche og Côrteaux de Verdon.

Latour-familien har været vindyrkere siden det 17. århundrede. Familien har med tiden opbygget et unikt domæne på mere end 48 hektar i Bourgogne med bl.a. Grand Cru marker i både Chambertin og Romanée-Saint-Vivant i Côte de Nuits samt Corton-Charlemagne og Chevalier-Montrachet i Côte de Beaune.

Alle druer fra Louis Latours vinmarker i Bourgogne vinificeres og lagres på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Dette vineri var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour. Her laver huset hvert år omkring 130 forskellige Bourgogne vine.

Her har man skabt et særligt produktions anlæg med et jernbane- og elevatorsystem, der bl.a. sikre mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer.

Det er også dér i Aloxe-Corton, at vinhuset har deres juvel … 33 hektar vinmarker, som ligger med udsigt til det smukke Château Corton Grancey.

I dag ledes foretagendet af 11. generation af Latour familien, nemlig Louis-Fabrice Latour som den administrerende direktør, mens selve produktionen er lagt i hænderne på Boris Champy, som selv kommer fra en vinfamilie i Champagne og derudover har arbejdet i Bordeaux.

Denne Monthélie 1er Cru Clos des Toisières er lavet fra 30 år gamle Pinot Noir vinstokke på 1er Cru marken Clos des Toisièrese og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Fermentering er sket helt traditionelt i åbne egekar og efter endt gæring er vinen så lagret 10-12 måneder på barriques fra husets egne bødkere.

Nøj … masser af mødding, landlig sved på pande – og under armene – hestepærer og endda samtidig en smule oxideret. Det er modne og gamle kirsebær, kirsebærsten, violer samt grønne urter og men får omgående en stram burgundisk kant.

Smagen er til gengæld meget saftig, men samtidig også mineralsk samt stenet. Frugten er smagsmæssigt mere klar, ren, strunk samt oprejst, men virker faktisk endnu en smule lukket. Det er virkelig en fransk femme fatale, der selvsikkert og erotisk selvbevidst forsøger at forføre dig, men bliver en anelse for kæphøj. 92 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 518 kr., mens prisen er 405 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7