2013 Tenimenti Angelini, I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2013 Tenimenti Angelini, I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienTenimenti Angelini gruppen har også heddet Bertani Domains, men hedder i dag Angelini Wines & Estates og har vinhuse flere steder i Italien, men de står bl.a. bag denne 2013 I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva.

I dag omfatter Angelini Wines & Estates vinhuse som Val di Suga, Tenuta Trerose, San Leonino i  Toscana, Cantina Puiatti i Friuli, Fazi Battaglia i Marche og endelig Gav G.B. Bertani i Valpolicella i Veneto.

Derudover står Angelini Industries også bag en række vine under navnet Angelini Wines & Estates, men firmaet har også spredt deres investeringer på en lang række andre områder

Angelini Industries er en multinational industrikoncern grundlagt i Ancona i 1919 af Francesco Angelini. I dag repræsenterer Angelini Industries en solid og diversificeret industriel virkelighed, der beskæftiger cirka 5.800 ansatte og opererer i 21 lande rundt om i verden med en omsætning på over 2 milliarder euro, genereret inden for sundheds-, industriel teknologi- og forbrugsgoder.

Denne I Palazzi Brunello di Montalcino Riserva fremgår dog ikke af Tenimenti Angelinis hjemmeside og faktisk slet ikke fra nogen af de ejede vinhuse og der er begrænsede oplysninger om vinen, men hvis man kigger på den almindelig I Palazzi Brunello di Montalcino, så er den lavet ren Sangiovese Grosso fra marker i 280-300 meters højde.

Gæring er traditionel og efter endt fermentering er vinen lagret i 36 måneder … efterfulgt af 12 måneders flaske lagring hvilket er langt  mere end påkrævet … men Riservaen er formentlig lagret længere.

Duftmæssigt er der våde fade, cedertræ, lakrids, læder, tobak, vanilje, mynte, ristede svampe og skovbund. Frugten er nok mest kirsebær og blommer suppleret med lidt frisk lemon … men jeg ville nok ikke blindt gætte på, at dette er Brunello, for næsen virker ikke så dyb og kompleks.

Smagen er tør, let syrlig … der er noget jernagtig mineralitet, nogle let bitre sorte te-blade og igen frugt af kirsebær, blomme, hindbær og så har den nogle tørre tanniner, der er stramme, giver godt med bid og alligevel giver et hint om vinens ophav. Det er meget rent, har god balance og struktur. 93 point.

Kan ikke finde mange oplysninger om vinen, som på ShareWine er solgt til 199 kr., hvilket passer med andre oplysninger. Det kan også ses, at den har været solgt i Meny til 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine Clos Frantin, Vosne-Romanée, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Clos Frantin, Vosne-Romanée, Bourgogne, FrankrigMed aftenens første rødvin, der også var burgundisk, kom vi atter et niveau op, for nu har vi fat i Maison Albert Bichot, der ejer 6 højt respekterede domæner og et af disse er Domaine Clos Frantin, hvorfra vi smagte en 2017 Vosne-Romanée.

Albert Bichot ejer både Long-Depaquiti Chablis, Château Gris og dette Domaine Clos Frantin i Nuits-Saint-Georges, Domaine du Pavillon i Pommard, Domaine Adélie i Mercurey samt Domaine de Rochegrès i  Moulin-à-Vent og sammenlagt er det 100,5 hektar vinmarker.

Maison Albert Bichot blev grundlagt af Bernard Bichot i 1831 i den lille by Monthélie. I begyndelsen var det oprindelig kun med handel med vine, men Bernard Bichots efterkommere ændre dette og de begyndte at producere egne vine.

I 1912 flyttede huset til Beaune, hvor det stadig har sin base i dag og ledes af 6. generation i form af Albéric Bichot, der har været en drivkraft i husets udvikling og succes.

Huset samarbejder også med eksterne vinavlere, som de køber druer fra for at udvide deres sortiment og sikre adgang til druer fra forskellige terroirs. Dette samarbejde gør det muligt for Maison Albert Bichot at tilbyde et bredt udvalg af vine, der afspejler Bourgognes mangfoldige vinregioner.

Dermed laver de også vildt mange forskellige vine … lidt over 200 forskellige og det resulterer i et salg på 1,2 million flasker årligt og dermed er Bichot én af de største Bourgogne-eksportører.

Her smager vi en 2017 Vosne-Romanée, der er lavet med gæring i termoregulerede, koniske egetræskar over 18-21 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 14-16 måneder på barriques, heraf 25-35% nye fade.

I næsen har vinen et modent udtryk … lidt nøddet med lyse, lette bær med en mørkere Vosne fuge i panden, mest jordbær, hindbær og kirsebær, der bare vælter op af glasset suppleret med våde fade, tørt træ, cedertræ, fennikel, lakrids og alt meget afdæmpet og diskret.

Smagen er ikke dyb og koncentreret som normalt ved Vosne, men lysere, glidende let, ufattelig blød og smelter vitterlig i munden, så du udstøder et sagte suk af velbehag. Det er modne jordbær, sorte kirsebær og knust hindbær … en smule syre, friserede tanniner, lidt krydderier og samlet generøs med aromatisk finish. … 95 point.

En flaske i årgang 2018 er set hos SuperBrugsen til 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Compagnie Vinicole de Bourgogne, Jules Descombins Chassagne-Montrachet Blanc, Bourgogne, Frankrig

2016 Compagnie Vinicole de Bourgogne, Jules Descombins Chassagne-Montrachet Blanc, Bourgogne, FrankrigEfter Krug Grande Cuvée og Dom Pérignon kan det være svært at finde en hvidvin på samme niveau, men Brix forsøgte dog alligevel med en hvid 2016 Jules Descombins  Chassagne-Montrachet fra Compagnie Vinicole de Bourgogne.

Vinene under Jules Decombins navnet er således reelt lavet af det store vinfirma Compagnie Vinicole de Bourgogne, der er en del af Picard Vins & Spiritueux, der netop holder til i Chassagne-Montrachet.

Picard Vins & Spiritueux er grundlagt i 1951 af Louis-Félix Picard, som et lille vinproduktions- og distributionsselskab i byen Chagny i Bourgogne, men er i dag en større koncern, der holder til den store og kendte ejendom Château de Chassagne-Montrachet, som de købte i 1998.

I dag har firmaet 140 hektar vinmarker mellem den sydlige del af Côte de Beaune og hver af landsbyerne i Côte Chalonnaise. Det har især været Louis-Félix’s søn Michel Picard, som i dag står i spidsen for foretagenet, der har foretaget udvidelserne.

Det er også Michel, som har udvidet driften udover Bourgogne … således har han i 1994 købt Maison Foucher nær Sancerre i Loire, i 2001 også Les Grandes Serres i Châteauneuf-du-Pape og i 2003 også J. Denuzière i Condrieu i det nordlige Rhône.

Picard Vins & Spiritueux ejer også – som navnet også siger – en række destillerier og disse investeringer er også øget under Michel Picards ledelse. I dag ejer man bl.a. Girard-destilleriet i Jonquières i Provence, destilleri Klein-Wanner i Alsace, single malt producenten Tullibardine i Skotland, cognac firmaet Louis Royer og mange flere.

Nå, men Compagnie Vinicole de Bourgogne aka Picard Vins & Spiritueux laver altså burgundiske vine under flere navne, bl.a. under navnet Jules Descombins og ofte billigere vine, men fortsat med en høj kvalitet.

Her smagte vi så én af disse vine en ældre hvid 2016 Jules Descombins  Chassagne-Montrachet, men der er ret begrænsede oplysninger om produktionen af vinen, men ifølge Vin Med Mere, så skulle den været lagret på egefade i to måneder. Det lyder sgu ikke af meget !!!

Niveaumæssigt nåede vi dog heller ikke de 2 foregående boblevine, for i næsen er der godt med fond og tørret frugt. Det kan skam være godt nok, men de fylder pænt. Der er kyllingefond, tørret abrikos, fersken og man mærke et let fad med en smule vanilje. Det kommer også lidt skocreme, nødder, smør, røg, bål og vinen virker dejlig blød, men duften er altså bestemt også godkendt.

I munden er vinen også blød … smelter næsten på tungen, så Thumbs Up for det, men ellers er den ren, clean og klar … og selvfølgelig også lidt moden, men den har jo også 8 år på bagen. Frugten er fersken og pærer … lidt abrikos igen med denne modne og letoxiderede note, men utroligt intens og velsmagende. 94 point.

Forhandles af Vin Med Mere, hvor en flaske kostede 349 kr., men i dag er udsolgt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2015 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigDet er ingen hemmelighed, at Brix elsker Moët & Chandons Cuvée Dom Pérignon, så efter et ophold i det høje luftlag med Krug, så blev vi deroppe med en 2015 Dom Pérignon.

Hovedparten af de Dom Pérignon vine, som jeg har smagt, har jeg faktisk smagt hos Brix. Derfor har jeg også et par gange før skrevet om denne ikoniske champagne … ja faktisk har jeg smagt Dom Pérignon i en del årgange og det er i årgangene 1993, 2000, 2002, 2004, 2005, 2006, 2012 og 2013.

Hele historien bag Dom Pérignon er både lang og spændende …. bestemt værd at læse om. Det kan du så meget passende gøre i mit blogindlæg om 2002’eren.

I årgang 2015 er Dom Pérignon som vanligt lavet på druerne Chardonnay og Pinot Noir … og i denne årgang er det med 51% Pinot Noir og 49% Chardonnay.

Vinen er dog sammensat af mere end 100 forskellige parceller, ganske som den plejer. Primært er er det druer fra Premier Cru og Grand Cru marker, men også marken ved klosteret i Hautvilliers og  degorgeringen er i dette tilfælde sket efter 8 år i kælderen.

I forhold til foregående Krug, så virker Dom Pérignon 2015 mere frisk i duften og der kommer også en noget kraftigere brus, som lige rammer godt op i næsen. Der er også pænt fadpræg, som endda er mere blidt og samtidig virket let parfumeret, bl.a. er der også noget lakridskonfekt, vanilje, cashewnødder og klart en mineralsk islæt af kalkede noter med jern og fennikel, mens frugten mest er lidt bløde pærer, gule blommer, abrikos og svag ananas.

Smagen er så let, fin og feminin … smukt balanceret og igen i denne årgang 2015 viser Dom Pérignon sin kontrollerede styrke. Det er så blødt, brusset er blødt og alligevel på en slank. ren og smuk måde og samtidig ganske saftigt. Boblerne er blide og de fader også hurtigt ud og fremhæver i stedet bare frugten med pærer, gule æbler, let lemon bitterhed. lidt Lemon Schweppes og nogle grillede citroner. Det er præcision som schweiziske urværk … 97 point.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 1.895 kr., mens prisen er 1.795 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

N.V. Krug, Grande Cuvée Champagne 170ème Édition, Champagne, Frankrig

N.V. Krug, Grande Cuvée Champagne 170ème Edition, Champagne, FrankrigMed næste champagne røg vi i en helt anden liga … men det skulle også vise sig at være en eksklusiv Krug champagne i en form af en Non Vintage Grande Cuvée Champagne 170ème Edition.

Når jeg skriver Non Vintage, så skyldes det, at Grande Cuvée Champagne 170ème Edition er sammenstukket af hele 195 vine fra 12 forskellige årgange, der tidsmæssigt spænder tilbage fra 1998 og frem til 2014. Denne er primært lavet med udgangspunkt i årgangen 2014, men 45% af det endelige blend kommer fra Krugs store bibliotek af Reserve vine fra tidligere topår, Samlet snakker vi 51% Pinot Noir, 38% Chardonnay og 11% Pinot Menuier.

Og sådan ser flasken med dens originale indpakning:

Lad os dog som det næste se lidt nærmere på champagnehuset Krug, der ligger på adressen Rue Coquebert i Reims og er grundlagt i 1843 af Joseph Krug, der var en visionær mand med en kompromisløs filosofi om at lave verdens bedste champagne.

Joseph Krug  stammede egentlig fra Mainz og voksede op med vindyrkning omkring sig. Han blev en dannet mand, der talte 3 sprog og som 24-årig blev han handelsmand og rejste rundt det næste årti til han i 1934 endte i et kreativt, artistisk og spændende miljø i Paris.

Da han startede med at lave champagner var han overbevist om, at kun de bedste druer fra sunde vinstokke kunne bruges. Han smagte druer fra plot til plot, hvorfor terroir var altafgørende og fandt frem til en løsning ved at opbygge en stor reserve af vine, så han kunne skabe samme kvalitet hvert år ved at blende de forskellige plots sammen til en cuvee.

Han kaldte den Champagne no. 1 og Krug Grande Cuvée var født og det blev en revolution. Joseph havde vendt ryggen til de normale og accepterede regler for champagne, men ingen kunne modsige sig den exceptionelle rigdom og elegance.

Krug var dermed det første champagnehus til at lave en prestige cuvée Non Vintage – NV – hvert år. Hans drøm var nu endelig blevet til virkelighed og han kunne lave champagne efter sin egen vision, men det var hårdt arbejde.

Han nedskrev alle erfaringer i rød notesbog, som blev givet videre til sin søn, så erfaringerne kunne gå videre. Han skrev bl.a., at de skulle have 2 champagner, som han kaldte Champagne No. 1 … blendet af flere årgange og Champagne No. 2, som blev hans vintage, der kun skulle laves i de år, det var særligt gunstigt. Siden da er sortimentet blevet udvidet en smule og laver nu 7 forskellige champagner.

I dag er det Oliver Krug, der som 6. generation er direktør for champagnehuset. Sammen med kældermesteren Eric Lebel samt en smagekomité af vinmagere, så smages der hvert forår 3 prøver på den nye frigivelse af Grande Cuvee, som skal være identisk med tidligere udgaver.

Den er blendet af ny vin og reservevin, som Eric over vinteren har sammensat ud fra sine smagsprøver på de ca. 400 vine fra 250 plots, hvoraf 150 er reservevine det har ligget op mod 15 år i Krugs kældre

Lad os smage denne Grande Cuvée Champagne 170ème Edition, der allerede i næsen har en god omgang imødekommende fadnoter med vanilje, lakridskonfekt, wienerbrød, nødder, nougat, fersken, pærer, våde egefade, øllebrød, nogle tørre og liflige elementer med hyben, virkelig æterisk, luftig og nærmest overjordisk.

Uhhh, hvor er smagen blød og rund med pærer, bløde dåsepærer og de blide bobler er på ingen måder aggressive, men masserer bare din mund sammen med lidt æblesaft fra saltede æbler og så eller nødder og mandler … alt er vildt flot balanceret … alt fra boblerne, sødmen, syren og frugten … mundsmeltende og hele tiden med denne lidt mørke sødme … 98 point.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor denne udgave kostede 1.895 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Louis Nicaise, Extra-Brut Millésime, Champagne, Frankrig

2016 Louis Nicaise, Extra-Brut Millésime, Champagne, FrankrigVi startede byggemødet med 3 flasker bobler … og første var fra det kendte champagnehus Louis Nicaise – som vi før har mødt her på vinbloggen – og det var med deres Extra-Brut Millésime 2016.

Louis Nicaise er et familieejet champagnehus, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne Extra-Brut Millésime 2016 er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot fra 35 år gamle vinstokke på marker i Hautvillers og vinen er lavet i ståltanke med spontangæring. Efter endt fermentering har 60% af vinen gennemgået malolaktisk gæring og 10% lagret i store tonneaux egefade inden aftapning på flaske og andengæring.

Herefter har vinen så gæret og lagret i kælderen i mindst 5 år … tidpunkt for degorgering fremgår dog ikke, men der er tilsat dosage på under 5 gram pr. liter.

I næsen adskiller denne champagne sig en smule … er beste,t lidt anderledes end min normale reference, for der er masser af abrikos og grape i næsen. Det suppleres dog af nedfaldsæbler, kvæde, røg og gærede noter … kalklede noter, lidt søde noter af lakridskonfekt og æbleflæskvingummi aka juleflæsk samt lidt ler,

Boblerne eller moussen er frisk, men der kommer også hurtigt en smule sødme, men frugten er abrikos, fersken, pærer og æblemost, men fader forholdsvis hurtigt ud. Det er smagsmæssigt en meget saftet vin med noget citronsyre. 92 point.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7

Byggemøde 12. oktober 2024 … en ekstravagante Brix aften med topvine

Med navne i den eksklusive ende som Krug, Dom Pérignon, Pingus, Alion, Chassagne-Montrachet og Vosne-Romanée holdte Brix alias Ostepoppen vor traditionelle byggemøde og det var endda lang tid siden sidst, idet forrige ordinære møde var 8. juni.

Jeg var selv lidt småskidt … massiv ondt i ryggen, totalt flad og egentlig slet ikke oplagt, men jeg havde en times tid inden kampstart fået et lift, da Brix skulle ind til byen for at hente maden, så derfor fik både Flemming og jeg lige kørelejlighed … og det passede ganske fint.

Dermed havde vi også god tid … og kunne sætte os med et lille glas burgundisk vin … en lille rest fra dagen før. Men der gik ikke længe inden både Falken og Keeper dukkede op … og så var vi parat til endnu en aften med lækre vine.

Vi startede – som altid hos Brix – med bobler … faktisk hele tre af slagsen, mens forretten – eller måske snarere end for-forretten – snart skulle på grillen og det var nemlig friske hummerhaler.

Maden

Hvor smagte de grillede hummerhaler dog ubeskriveligt godt, virkelig lækker og der var mindst 3 halve haler pr. mand og til de eksklusive bobler et match made i heaven.

Jeg har derefter ikke fotos af alle retterne, som Brix havde købt hos Café Blicher, men bare til forret fik vi tun med syltede rødløg, tang og edamamebønner, håndpillede rejer samt kammuslinger og torsk med kapers og karse.

Senere kom der også noget hovedret … flere forskellige slags køb, masser af lækre salater og en sauce, der var fabelagtig. Senere kom der selvfølgelig også lidt ost … vi var jo hos Ostepoppen.

Vinene

Vinmæssigt blev det et vildt felt … eksklusivt, overdådig og dyrt med en perlerække luksusbobler og vine. Alle vinene – samlet 12 flasker – blev selvfølgelig smagt blindt og sådan her så feltet ud:

WAUW for et felt … og lidt et greb i lommen, for det var vine fra de øverste hylder … men ingen klager her og alle så ud til at hygge sig og det er jo også svært andet. Jeg kan også se på se på mine noter og anmeldelser, at vi bevæger os pænt højt.

Konkurrencen

Konkurrencen kan vi hurtigt komme omkring, for jeg kan sgu ikke huske, hvem der vandt. Måske skyldes det, at jeg ikke var på toppen eller måske blot har fortrænget det, men som jeg husker det var det Falken og jeg, som lå i top og Flemming sidst.

Hmmm skal vist til en anden gang skrive det ned eller lave mit referat lige efter byggemødet, men pt. har der været så meget at skrive om og jeg er fortsat langt bagud,

Men sikke en flot aften … og et stort tak til aftenens generøse vært.

2019 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Reserve ★★★, Baden, Tyskland

2019 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Reserve ★★★, Baden, TysklandVinbutikken.dk mener, at jeg som barn – som Obelix (og lad vær’ at sige, at jeg ligner) – nok faldt i Baden Spätburgunder gryden. Jeg har dog ikke fået ekstra kræfter, men knuselsker bare tysk Spätburgunder og nu smager jeg en fin Spätburgunder Reserve ★★★ årgang 2019 fra Weingut Alexander Laible.

Laible er jo en vinhus, som jeg er stødt på mange gange her på Houlbergs Vinblog og vinene med de 3 stjerner er deres topvine og denne Spätburgunder Reserve ★★★ er en af deres absolutte røde topvine.

Vinen er lavet på de gamle Spätburgunder kloner Freiburg 52-86, der kommer fra vinstokke, der er plantet tilbage i 1976 og druerne er først sorteret i vinmarken og igen før presning. Gæringen er sket i åbne gæringskar og efter efter fermentering er vinen så lagret 15 måneder i nye 225 liters barriques.

Uhhhh det er duftmæssigt balsam for sjælen og måske er det med gryden korrekt, selvom jeg ikke kan huske det. Duftene er meget så fine, sarte, subtile og afdæmpede med blødt fadpræg af eksotisk træ som mahogni og teaktræ, ristede champignon, bagte kastanjer, lidt karamel, kanel, vanilje, mælkechokolade, lakrids, røg og noget fond. Frugten virker moden og blød … sorte kirsebær, jordbær, blommer, hvilket suppleres med lidt nødder  … så kompleks og det er næsten umuligt at slippe glasset.

I munden flyder vinen langsomt ud og smelter næsten, men du sidder tilbage med masser af fin frugt af jordbær, blommer, kirsebær og endda sødlig solbær, søde krydderier, kanel, kardemomme, noget brunet karamel, let peber og nogle burgundiske træk … man bliver så varm i kroppen … sådan skal en lækker Spätburgunder vin skrues sammen og den modne syre klinger i lang, lang tid i eftersmagen, hvorfor fortjente 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 340 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2023 Weingut Huber, Reichersdorf Ried Spiegeln Chardonnay, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Reichersdorf Ried Spiegeln Chardonnay, Niederösterreich, ØstrigI den lille trio – kan en trio egentlig være lille, for den består vel altid bare af tre? – blev den sidste Weingut Huber vin denne Reichersdorf Ried Spiegeln Chardonnay i årgang 2023.

Det er en enkeltmarksvin fra marken Reichersdorf Spiegeln, der har en østlig eksponering med en smuk udsigt over Donau-floden med en jordbund af et tyndt kalkstenslag, som blev aflejret af den gamle Traisen-flod for over 15 millioner år siden.

Druerne er høstet med håndkraft inden en blid presning over 6 timer, hvorefter gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller i 500 liter franske egefade. Der er vinen også lagret sur lie over 10 måneder inden aftapning og har 4,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det spot-on fadlagret Chardonnay med en smule smørfedme, nødder og en pænt del træ … der er teak og mahogni og så ellers en frugt med pærer, fersken, abrikos, passionsfrugt, mango og ananas … eller med andre ord en tropisk storm, der suppleres af lidt søde krydderurter.

I munden er det også en lækker og sødkrydret vin … masser af frugtsagt og -kraft. Igen kommer der godt med eksotisk frugt frem og det er mest pærer, fersken, abrikos, papaya og ananas … tilsat en smule sødbitter lemon og alt er pakket pænt ind som bløde gaver, der kommer cremet og saftigt. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, ØstrigDen næste vin fra den unge Markus Huber på Weingut Huber i Reichersdorf i Traisental blev så denne Getzersdorfer Engelsberg Riesling 2023.

Den er en vin, hvor Riesling druerne kommer fra de to stejle, kalkholdige og soleksponerede topmarker Berg og Engelreich ved Getzersdorf i Traisental.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten først er udblødet i 4 timer ved lav temperatur inden presning og gæringen, som er sket i store temperaturstyrede ståltanke og derefter er vinen så lagret sur lie 4 måneder inden aftapning på flaske og den har 6,0 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke en syleskarp, pivfrisk Riesling, men en mere fyldig og venligere version af Riesling, der som 2022’eren starter med en lille smule petroleum i næsen, mens frugten er ovre i det mere eksotiske med fersken, pærer, gule æbler, mango, ananas og syltede citroner, men derudover en klar kalket mineralitet.

Sådan er smagen egentlig også … fyldig, lidt olieret og samtidig ganske koncentreret. Igen kommer de tropiske frugter hurtigt frem med saftige æbler, æblesaft, fersken, mango og ananas … er virkelig rigtig saftig og læskende. Syren har også et venligt ansigt, så alle de sure citroner er pakket væk og i stedet får du blødhed, let sødme samt afdæmpet og næsten blødt bid. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger