2017 Domaine Clos Frantin, Vosne-Romanée, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Clos Frantin, Vosne-Romanée, Bourgogne, FrankrigMed aftenens første rødvin, der også var burgundisk, kom vi atter et niveau op, for nu har vi fat i Maison Albert Bichot, der ejer 6 højt respekterede domæner og et af disse er Domaine Clos Frantin, hvorfra vi smagte en 2017 Vosne-Romanée.

Albert Bichot ejer både Long-Depaquiti Chablis, Château Gris og dette Domaine Clos Frantin i Nuits-Saint-Georges, Domaine du Pavillon i Pommard, Domaine Adélie i Mercurey samt Domaine de Rochegrès i  Moulin-à-Vent og sammenlagt er det 100,5 hektar vinmarker.

Maison Albert Bichot blev grundlagt af Bernard Bichot i 1831 i den lille by Monthélie. I begyndelsen var det oprindelig kun med handel med vine, men Bernard Bichots efterkommere ændre dette og de begyndte at producere egne vine.

I 1912 flyttede huset til Beaune, hvor det stadig har sin base i dag og ledes af 6. generation i form af Albéric Bichot, der har været en drivkraft i husets udvikling og succes.

Huset samarbejder også med eksterne vinavlere, som de køber druer fra for at udvide deres sortiment og sikre adgang til druer fra forskellige terroirs. Dette samarbejde gør det muligt for Maison Albert Bichot at tilbyde et bredt udvalg af vine, der afspejler Bourgognes mangfoldige vinregioner.

Dermed laver de også vildt mange forskellige vine … lidt over 200 forskellige og det resulterer i et salg på 1,2 million flasker årligt og dermed er Bichot én af de største Bourgogne-eksportører.

Her smager vi en 2017 Vosne-Romanée, der er lavet med gæring i termoregulerede, koniske egetræskar over 18-21 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 14-16 måneder på barriques, heraf 25-35% nye fade.

I næsen har vinen et modent udtryk … lidt nøddet med lyse, lette bær med en mørkere Vosne fuge i panden, mest jordbær, hindbær og kirsebær, der bare vælter op af glasset suppleret med våde fade, tørt træ, cedertræ, fennikel, lakrids og alt meget afdæmpet og diskret.

Smagen er ikke dyb og koncentreret som normalt ved Vosne, men lysere, glidende let, ufattelig blød og smelter vitterlig i munden, så du udstøder et sagte suk af velbehag. Det er modne jordbær, sorte kirsebær og knust hindbær … en smule syre, friserede tanniner, lidt krydderier og samlet generøs med aromatisk finish. … 95 point.

En flaske i årgang 2018 er set hos SuperBrugsen til 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7