Tag-arkiv: corvina

Corvina – også kendt som Corvina Veronese eller Cruina – er en rød italiensk druesort, som vi primært findes i Veneto, hvor den er en af druerne, som anvendes til Bardolino og Valpolicella vinene, herunder også produktionen af Amarone og Recioto.

Corvina stammer med al sandsynlighed fra Verona og bruges som regel blandet med andre druer for at give en god vin, men den udgør som regel størstedelen og anses som den afgørende spiller. Der er i dag omkring 7.495 hektar Corvina i Italien … og 19 hektar i Argentina.

Corvina sætter knop sent og modner ret sent. Den giver høje udbytter, som må begrænses, hvis vinen skal have koncentration. Skallerne er tykke, hvilket beskytter den mod råd. Denne egenskab gør den også velegnet til tørring, som netop er praksis ved produktionen af Amarone og Recioto.

Corvina har ikke så dyb farve, men god struktur. Druen giver vine, som er lette og saftige med kirsebærduft og blommesmag. I de mere koncentrerede udgaver, som eksempelvis Amarone, udvikler den smag af sveske, mandel og søde krydderier.

2018 Società Agricola il Sasso, Amarone Classico della Valpolicella Bio, Veneto, Italien

2018 Società Agricola il Sasso, Amarone Classico della Valpolicella Bio, Veneto, ItalienDen 3. og mørkeste røde af Società Agricola il Sassos røde Valpolicella vine var selvfølgelig deres Amarone Classico della Valpolicella Bio 2018.

Som de to foregående vine, så er denne 2018 Amarone Classico della Valpolicella Bio lavet på 45% Corvina, 35% Corvinone og 20% Rondinella. Men efter høst er druerne så tørret i 4 måneder inden delvis afstilkning og så en gæring og maceration over hele 2 måneder. Derefter er vinen så lagret i 3 år år husets helt specielle runde, keramiske lerkrukker … altså helt uden brud af egefade.

I glasset er det nok også den mest lyse Amarone, som jeg har set og samtidig er vi så langt væk fra den forfærdelige rosinvandsamarone, som man ofte kan støde på. Man kan i næsen dog godt dufte, at den er lavet på tørrede druer, for frugten har mere tæthed, lidt mørkere bær, sorte kirsebær … men vi er fortsat i den superlette og luftige afdeling. Derudover er vinen blomsterrig med tørrede rosenblade, tørrede tranebær og en læk lille sødme.

Smagsmæssigt er det en kongevin … let, intens og igen med en storblomstret kjole på. Der er lys og moden frugt, tranebær, ribs, hindbær og kirsebær, virker næsten helt juraagtig med en blød, lys og nærmest juicy fornemmelse, således de ellers strækindjagende 16% alkohol slet ikke kan smages. Det er en Amarone, som flyder pulserende gennem kroppen som fortyndet blod i årene. Den har også en tør, tranebærbitterhed og igen lidt sødme. Dette er nok en af de bedste – og letteste – Amaroner, som jeg har smagt.

Der er i øvrigt kun lavet 400 flasker af vinen … denne har nummer 282 og med det i mente, så er prisen på 316 helt crazy og måske årets bedste vinkøb.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 316 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2018 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Superiore Bio, Veneto, Italien

2018 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Superiore Bio, Veneto, ItalienNæste vin fra Società Agricola il Sasso … en 2018 Valpolicella Classico Superiore Bio kommer godt nok i en normalfarvet rødvinsflaske, men indholdet er fortsat til den lysere side … næste grad af rød.

Som med forrige Valpolicella Classico Bio er denne Classico Superiore lavet på 45% Corvina, 35% Corvinone, 20% Rondinella med delvis afstilkning samt en efterfølgende gæring sammen med det den fritløbende saft fra produktionen af Stefano Bellamolis Valpolicella Classico. Denne superiore gærer og macererer 1 måned, hvorefter den lagrer 12 måneder på ståltanke inden aftapning på flaske og yderligere lagring i 6 måneder.

Duftmæssigt er det absolut en let Valpolicella Classico Superiore, men nu med mere bundtræk og dybde end den forrige roséfarvede Valpolicella Classico. Der er mere rødvin over tingene her med lette røde bær, lyse kirsebær, brombær og blommer. Samtidig er der vildt mange blomster, der springer ud i næsen. Det suppleres af lidt blæk, røg, muldjord og let søde krydderier.

I munden har vinen også lette gener … her med mere spark, kant og bid. Den har en ren, stringent, lys, fin og energisk  smag, hvor frugten bare er så frisk med en livlig syre. Det er bid i frugten, ribs, rønnebær og måske endda også lidt granatæbler. Tanninerne er klart mindre tydelige, men jeg elsker sgu denne lette side af Valpolicella.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 148 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Bio, Veneto, Italien

2020 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Bio, Veneto, ItalienPå Località Montericco i de smukke bakker nord for Verona driver Stefano Bellamoli et lille autonomt vinhus kaldet Società Agricola il Sasso. Han laver kun 3 vine og dem smager Houlberg alle … startende med denne Valpolicella Classico Bio.

Sjovt nok kommer Bellamolis Valpolicella Classico Bio i en helt klar vinflaske og virker farvemæssigt næsten som en rosé … spændende.

Stefano Bellamoli startede sit vinhus Società Agricola il Sasso i 2008, hvor han købte 10 hektar udyrket jord i et bakkeområde syd for Negrar. Vinmarkerne ligger i 300 meters højde og Stefano gik i gang med at plantet  Corvina, Corvinone og Rondinella druer.

Stefano Bellamoli er selv født i og opvokset i Valpantena, men er egentlig uddannet i industrielt design i Milano og arbejder faktisk i dag også som professionel fotograf. Han har tidligere arbejdet med at fotografere vinhuse … måske er interessen for vin opstået der.

Allerede fra starten arbejdede Bellamoli økologisk og arbejdede med målrettet at øge biodiversiteten i markerne og forbedre jordens vitalitet. Stefano har også plantet vilde planter i markerne og brugen af grøn gødning har skabt et frugtbart miljø.

I kælderen arbejder Stefano også så naturligt som muligt. Han anvender slet ikke egefade, men gærer vinene i rustfrie ståltanke og lagrer dem også i tankene og store lerfade. I vinifikationen afstilkes alle druer gærer ved tilsætning af en pied-de-cuve fra en lille høst 1-2 uger inden selve høsten. Ved aftapning på flaske sker der ingen filtrering og der tilføjes også minimalt svovl.

De 3 vine … Valpolicella Classico, Valpolicella Classico Superiore og Amarone della Valpolicella Classico laves efter Stefanos fortolkning af Valpolicella via 3 grader af rød … fra denne næsten roséfarvede vin til den mørke Amarone.

Valpolicella Classico Bio 2020 er lavet på 45% Corvina, 35% Corvinone og 20% Rondinella. Efter den manuelle høst er druerne delvis afstilket og druerne let knust. Derefter er gæring sket med en spontangæret pied-de-cuve og vinen får så lov at gære helt ud. Der anvendes derefter kun saften fra presset, da den fritløbende saft bruges til husets Valpolicella Classico Superiore.

Derefter er vinen så blot lagret på ståltanke frem til foråret, hvor vinen så tappes på flaske uden filtrering, kemikalier og kun med en smule svovl.

Hvor er il Sassos Valpolicella Classico Bio også helt vildt lys i vinglasset. Vi snakker et niveau, som er transparent og næsten på roséniveau. Stefano Bellamoli kalder den også for en ny fortolkning af Valpolicella Classico. Sådan har jeg sgu heller aldrig før set en Valpolicella Classico.

Det dufter heller ikke af klassisk Valpolicella Classico, for den har en frisk, let og blomsterrig næse … helt juicy med en energisk nerve. Det er lyse jordbær, hindbær og rabarber suppleret ganske mildt med et drys krydderier, små Nebbiolo gener med læder og lidt violer. Hold da hel kæft !!!

I munden er det samme lyserøde smag … stilmæssigt minder det mere om Jura end Valpolicella. Vinen er slank, spinkel og med lyse, lette og småbitre bær, lette, småfine og tørre tanniner, hvid peber samt en forførende syre. Det smager sgu da totalt overraskende, freaking fabelagtigt godt … til prisen rent tyveri.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Ferragù laver rigtig god Valpolicella Superiore, faktisk en rigtig julevin. Jeg har tidligere smagt den i flere årgange og senest i årgang 2016 … men nu snupper jeg den i årgang 2017.

Ferragù ligger ved byen Sorcè di Sopra i det nordlige Cellore di Illasi omkring 7-8 kilometer nord for Soave i Valpolicella. Det er et familieforetagende, som drives af Carlo Ferragù og hans brødre Ornello og Angelo. Men derudover hjælper sønner og børnebørn Milena, Nicola og Alessia også til på vingården.

Oprindelig solgte familien deres druer til det lokale kooperativ Cantine Soave, men et væddemål satte Carlo Ferragù igang som selvstændig vinproducent. Han påstod, at han kunne fremstille en Amarone, der var lige så god som Dal Forno, så i 1997 begyndte Carlo og brødrene at eksperimentere med deres første Amarone.

Og indenfor en kort årrække var deres vine at finde i eksklusive restauranter og vinbutikker … herunder hos prestigefyldte steder som Harrods, det store britiske stormagasin, hvor Amarone vinene fra Ferragùs udgør en del af varehusets bedste vinsortiment.

Carlo Ferragu er også en mand, der ikke går på kompromisser. Han havde jo på forhånd  bestemt, at hans vine skal være det bedste af det bedste fra dag 1.

Familien har 8 hektar vinmarker og ligesom sin berømte nabo Dal Forno 2 kilometer længere mod nord, så fremstiller Carlo Ferragu 4 vine. Det er således en lille producent, der kun fremstiller 4.300 flasker Amarone og 20-25.000 flasker af denne Valpolicella Superiore … og selvfølgelig en Passito.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på druesorterne Corvina, Corvinone, Croatina, Oseleta og Rondinella, som kommer fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er tørret i 30 dage inden afstilkning og knusning, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i amerikanske barriques og efter aftapning på flaske lagret yderligere 6 måneder. Den trækker en højoktan alkoholprocent på 15,5%.

Boom … lige i fjæset med elegant kølig power suppleret med fed fadpræg. Frugten er tyk, mørk og fed med blommer, solbær, svesker, engelsk og finsk lakrids, sødbrændte fade, vanilje, lidt mentol, tobak samt grønne urter og en vild, uterlig og ustyrlig, syrlig nerve.

I munden er det en kraftig og voldsom tør vin … og som med 2016’eren er der også peber samt alkohol, så det er vitterlig en vin, som storskriger på mad og kan nemt hapse en juleand i en mundfuld. Tanninerne er også knastørre, frugten er fortsat blommer, kirsebær, solbær, men mere frisk og bitter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Accordini Igino, Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin, Veneto, Italien

2011 Accordini Igino, Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin, Veneto, ItalienSelvom denne 2011 Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin fra Accordini Igino klart vandt flere hjerter denne aften – og helt bestemt Keepers – så ramte den aldrig mit iskolde, teflonbelagte hjerte.

Måske den bare blev for tung, klodset og for meget lige ovenpå den fine Nebbiolo, hvilket også gav den svære arbejdsforhold.

Accordini Igino er da ellers et rigtigt godt Veneto hus, som jeg også selv har besøgt tilbage i 2015, hvilket du kan læse mere om i min anmeldelse af vinen Golfina Lugana.

Det var dengang sammen med Falken, som faktisk besøgte igen denne sommer. De er siden 2015 flyttet til nye og moderne lokaler og Falken har også sendt mig dette foto fra besøget.

Det viser vinmageren himself … Guido Accordini, som, driver vinhuset sammen med datteren Ilaria.

Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin er husets topvin og kommer i en flaske med en etiket af rød velour, som skal fortælle, at vinen er blød og cremet som netop velour.

Den er lavet på et mix af Corvinone, Corvina, Rondinella og Oseleta druer, der alle udvælges og plukkes i hånden, hvorefter de er tørret i samlet 5 måneder, hvorefter de gæres i rustfri stålkar ved konstant temperatur. Derefter presses druerne ikke, så man anvender kun den fritløbende saft, som lagres 24 måneder på franske egefade, hvorefter den overføres til ståltanke indtil aftapning. Vinen har opnået 95 point fra Luca Maroni.

I næsen er det tale om en mørk og tung fætter … tør, urtet med våde fade og masser af sødme, sød kanel og fede fadnoter i det hele taget. Det dufter lidt af blommejuice med lidt eukalyptus, lakridspiber, en del vanilje og er samtidig faktisk ret krydret, nærmest med våde og vamsede krydderier.

Det er smagsmæssigt også en vin, som næsten skal spises med kniv og gaffel, for det er en fed, tung og kraftig vin … eller i hvert fald skal serveres til en stor peberbøf eller noget i det retning. Den er ganske vist cremet og blød, men det er samtidig med peber samt nogle tørre og bitre elementer, hvor jeg har svært ved at finde en balance. Der kommer igen masser af blommer, masser af alkohol og sødme.

Forhandles herhjemme af Buus Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Fratelli Giuliari, Corte Crosare Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2017 Fratelli Giuliari, Corte Crosare Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienMed næste vin skiftede vi totalt spor, for det var nemlig en fuldfed og kraftig Corte Crosare Amarone della Valpolicella fra vinhuset Fratelli Giuliari.

Azienda Agricola Fratelli Giuliari aka. F.lli Giuliari holder til i et gammelt palæ fra det 17. århundrede i byen Illasi omkring 15 kilometer øst for Verona.

Giuliari er en gammel Verona–familien, hvis rødder går helt tilbage til den fjortende århundrede, hvor gamle dokumenter viser, at familien producerede olivenolie.

En af de gamle forfædre i familien … Bartolomeo Giuliari – som levede mellem 1761 og 1842 – var en højtstående administrator i den venetianske regering og en anden Giovan Baptist Carlo Giuliari var nogle år senere en kendt munk og billedhugger.

Det var imidlertid én af familiens senere efterkommere, nemlig Luigi Giuliari der i starten af det tyvende århundrede købte den gamle historiske vingård i Illasi af Grev Paolo Trezza og reelt der grundlagte vinhuset. Siden har familien dyrket vin, men startede dog først i 1980 med at sælge vinene i eget navn.

I dag er det Luigis børnebørn, nemlig brødrene Tizian og Carlo Giuliari, som driver Azienda Agricola Fratelli Giuliari sammen med sønnerne Juri og Andrea. De driver i alt små 5 hektar vinmarker og laver en række forskellige vine, som laves af ønologen Giuseppe Bassanelli.

Denne Corte Crosare Amarone della Valpolicella er en af husets absolutte topvine og lavet på et klassisk blend på druerne Corvina, Rondinella og Molinara. Druerne er tørret i cirka seks måneder før presning og gæring. Den færdige vin har lagret 24 måneder på store egetræsfade.

I næsen lidt tør lakrids, engelsk lakrids, mørk, striks og fyldig vin, som har duft af både mentol, skocreme, blomster, en tør syre, lidt nelliker, blommer, sorte kirsebær og svesker, men slet ingen rosiner, for vinen har en syrlig aroma … om end stærk, krydderier, let kanel, let flæsket, tobak og mørk chokolade.

Smagsmæssigt er det et stort diesellokomotiv, masser af trækkraft, fed og mægtig frugt, proppet med tyk sødme, lakridspiber, godt med mørke bær, solbær, blommer og sorte kirsebær, kanel, kakao og jern, valnødder, chokolade, vanilje … bastant, kraftig, men de 16% alkohol virker rigtigt godt integreret.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 429 kr., mens prisen er 375 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, Italien

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, ItalienVi sluttede selvfølgelig helt behørigt smagningen af Veneto vinene med en sød reciotovin fra Franchini, nemlig deres Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche 2018.

Igen igen er det en vin på de typiske Veneto druer Corvina, Molinara, Rondinella,  Oseleta, Croatina, Spigamonte, Negrara samt Tuchetta. De er som husets amaronevine tørret fra høsten i september fra til januar, hvor de har mistet 40% af deres oprindelige vægt.

Efter afstilkning er druerne knust og så er fermentering samt maceration sket i rustfrie ståltanke over 20 dage ved kontrolleret temperatur. Herefter stoppes gæring for at bevare sødmen og så er vinen lagret 10 måneder i ståltanke og 6 måneder på flaske. Vinen har således en alkoholprocent på 12,5%.

Duftmæssigt virker vinen ved første snif ikke som en oversød dessertvin, men har dog en fed aroma af morbær, jordbær samt brombærmarmelade, en stak skumfiduser, ikke vildt tung, måske endda lidt blomstret. I munden kommer sødmen dog mere frem og alligevel med nogen frugtfriskhed.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er245 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2013 Franchini, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Costa d’Angelo, Veneto, Italien

2013 Franchini, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Costa d'Angelo, Veneto, ItalienDenne Amarone della Valpolicella Classico Riserva Costa d’Angelo er topvinen hos Franchini og til den italienske smagning smagte vi vinen i årgang 2013.

Vinen er stort set produceret som den foregående Amarone, altså på Corvina, Corvinone, Rondinella,  Oseleta, Croatina, Spigamonte, Negrara samt Tuchetta.

Druerne er alle høstet ved håndkraft omkring slutningen af september, hvorefter de er lagt til tørre frem til slutningen af januar, hvorefter de har mistet omkring 40% af deres oprindelige vægt.

Så knuses druerne uden afstilkning, hvorefter gæring og maceration sker over 35-40 dage ved kontrolleret temperatur. Så presses saften ud og vinen lagt til lagring … men nu ikke i 36 måneder, men i stedet i 48 måneder på franske 2,25 og 5 hektoliter fade inden aftapning på flaske og yderligere lagring 6 måneder.

Duftmæssigt igen en sødlig, fed og aromatisk vin, men klart mere luftig i udtrykket, selvom der både er tørret kød, gammelt læder, lidt mælkechokolade, lakridsrod, Mathilde kakaomælk sammen med både kogte blommer, sorte kirsebær og stor intensitet, men også pænt med sødme og endda på grænsen til at være lidt kvalm, mens alkoholen dog virker mere integreret.

I munden er vinen rund, cremet, fed med moden frugt. Det er vinøs kromad med brun og smørfed sovs, mens alkoholen smagsmæssigt bliver mere tydelig end i næsen, men samlet er smagen knap så tung som hos den forrige Amarone, Vinen er et skridt op, men det er sgu en voldsom bandit, som efter min vurdering er for moderne og tung i underkroppen.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 420 kr., mens prisen er365 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2015 Franchini, Amarone della Valpolicella Forlago Passione, Veneto, Italien

2015 Franchini, Amarone della Valpolicella Forlago Passione, Veneto, ItalienVi fortsatte i det højoktanske område lige over 16%, for den næste Franchini vin var nemlig en Amarone della Valpolicella Forlago Passione 2015.

Vinen er lavet på 50% Corvina, 15% Corvinone, 25% Rondinella og 10% øvrige druer … her både Spigamonte, Oseleta, Croatina, Negrara og Tuchetta.

Druerne er alle høstet ved håndkraft omkring slutningen af september, hvorefter de er lagt til tørre frem til slutningen af januar, hvorefter de har mistet omkring 40% af deres oprindelige vægt.

Så knuses druerne uden afstilkning, hvorefter gæring og maceration sker over 35-40 dage ved kontrolleret temperatur. Så presses saften ud og vinen lagt til lagring i 36 måneder på franske fade … både 2,25 og 5 hektoliter inden aftapning på flaske og yderligere lagring 6 måneder på flaske.

Allerede i næsen afsløres det prompte, at der er tale om en kraftig bandit … og den nærmest brænder i næsen med norske brystdråber, tør eg, lakridsrod, brændte kirsebær i cognac, amarenakirsebær og kogte blommer.

Smagsmæssigt ligger vinen i samme boldgade … for det er en bane, hvor bolden er stærk, powersyrligbitter og marmeladeagtig. Der er selvfølgelig godt med mørk frugt og kraft i vinen, men der er på en lidt stærk og kantet måde, så jeg står af … slet ikke mig. Ligger vel sådan mellem 3,5 og 4 Thumps.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 275 kr., mens prisen er 240 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, Italien

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, ItalienMed næste Franchini vin øger vi både power, styrke, the force og volumen endnu engang. Vi er nu på eller over 16% højoktan på speedometeret med vinen Azzardo.

Vinen er et totalt forvirrende mix af druer som Merlot, Cabernet Sauvignon, Corvina, Corvinone, Rondinella, Spigamonte, Oseleta, Croatina, Teroldego, Rebo, Rossignola, Negrara, Sangiovese, Perlara, Tuchetta, Marzemino, Ancelotta samt Syrah … og de kan næsten ikke være i flasken.

Druerne er høstet i slutningen af september … selvfølgelig manuel høst, hvorefter druer tørres og dehydrerer i 1 måned inden gæring over 35-40 dage med hyppig remontage. Derefter er vinen så lagret 12 måneder på franske barriques og så 6 måneder på flaske.

Næsen er mørk og svulstig med masser af blæk, tør eg, tobak, engelsk lakrids og virker nærmest likøragtig. Der er røg, godt med egetræ, men virker dog heldigvis slet ikke så sød som de foregående Franchini vine.

I munden er smagen dog fed, marmeladeagtig … det er som et glas syltetøj med solbær, sorte kirsebær og saftige blommer, men har dog også en lidt mere rå side med knuste sten. Alkoholen er igen stærk, selvom den måske er lidt mere integreret i vinen.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 220 kr., mens prisen er 190 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7