2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, PortugalJeg fortsatte med endnu en vin fra den portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira og denne gang med en af hans allerbedste vine … en Beyra Grande Reserva i årgang 2021.

Det er en vin, som jeg har smagt i de seneste årgange … bl.a. i årgangene 2017, 2018, 2019 og sidst 2020. Det er en vin, der er lavet på 80% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 10% Mencía.

Druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke på husets vinmarker på et lille plateau i 750 meters højde i et helt lille område, som er en del af Douro International Natural Park ved Vermiosa i Beira Interior.

Ved den manuelle høst sker første selektering af druerne allerede ude i marken, men efter ankomst til vineriet, så afstilkes og knuses druerne med det samme inden gæringen og delvis maceration ved 22-26 grader i cementtanke over 7 dage. Efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på ekstra finkornede, amerikanske barriques.

I glasset er det en virkelig mørk fætter … kulsort og har en moden mørk aroma med en lille sød dybde med sød tobak, garvet læder, tør engelsk lakrids, sød finsk lakrids samt lakridskonfekt, vanilje og fed gammel balsamicoeddike. Frugten er kandiserede sorte kirsebær, brombær samt solbær … og alt er så flot sammenhængende, dybt samt intens som en maggiterning. Det dufter sgu eminent fremragende på en mørk og fed måde.

Sådan smager fætteren sgu også … dyb, intens med mørk frugt af sorte kirsebær, brombær, solbær, der leveres cremet, fløjlsblødt og flødeagtigt. Der er dog en vis kølig kompleksitet, for dels er den ret mineralsk med sten  jern, og rust, men samtidig er tanninerne tørre, stramme og næsten mundudtørrende … dog mindre end 2020’eren, men samlet giver et noget bid i det cremede, mørke lækkerhed, så dermed absolut 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Rui Roboredo Madeira, Altos da Beira Vinhos de Altitude, Beira Interior, Portugal

2022 Rui Roboredo Madeira, Altos da Beira Vinhos de Altitude, Beira Interior, PortugalRui Roboredo Madeira er efterhånden godt kendt her på vinbloggen og nu smager jeg atter en vin fra den dygtige vinmager … hans 2022 Altos da Beira Vinhos de Altitude.

Vinen er lavet på et blend af 70% Tempranillo og 30% Touriga Nacional, som Rui håndhøster fra granit og skiferskråninger i 700 meters højde i højlandet Beira Interoir lidt syd for Douro-floden.

Dér er der en god kombinationen af varme dage, kølige nætter og næringsfattig klippejord. Vinen er lavet med gæring i ståltanke ved 22-26 grader og 7 dages udblødning af drueskallerne inden en lagring på ståltankene 12 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en ganske frugtrig vin … det er mørk frugt, som alligevel virker luftig og har noter af blæk, læder og en form for lidt støvet mineralitet .. granitskærver og flintesten som suppleres med krydderier og en frugt af brombær, blåbær og sorte kirsebær.

Smagen er overraskende rank og frisk … også tør, rustik, med en noget skarp smag, hvor man finder lakrids, krydderier og en mørl frugt af tranebær, brombær og blåbær med en lille bitterhed. Den har et virkeligt stramt syrebid med nogle citroner, mens tanninerne er totalt vilde, tørre og sætter sig brutalt på fortænder og øverste del af munden … crazy. Den er knap så omgængelig som 2021’eren, men har virkelig et frisk, skarp og syrligt bid. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 84,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, Italien

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, ItalienDenne Lugana Marogne fra Zeni eller helt korrekt Cantina F.lli Zeni har jeg smagt før … og synes endda, at det er en af deres mest lækre vine … men jeg har jo også et svag punkt for Lugana vine.

Da jeg smagte 2021’eren, skrev jeg også om vinhuset, som jeg besøgte på en sommerferie i 2015, så derfor skriver jeg nu ikke om huset, men kigger alene på denne Lugana Marogne.

Det er en vin. som er lavet på  Turbiana aka Trebbiano di Lugana, som kommer fra marker i bunden af Gardasøen, men jeg kan ikke se, om de ligger i Veneto eller/og Lombardiet.

Vinen er lavet ved, at druerne først ligger i kølig maceration med skindet i en kortere periode, hvorefter de er presset, gæret ved kontrolleret temperatur og så lagret i ståltanke sur lie 6-10 måneder.

Venlig duft .., rund og indbydende med melon, fersken, pærer, mandler, honning, let mjød og en gul Københavnerstang med lidt ananas, røg, fennikel, lidt lakridskonfekt, sødme og de klassiske salte mineraler … men samlet blød, vamset og lækker.

I munden fortsat det bløde og søde … klart en anelse sødere end 2021’eren, men den har fortsat bløde pærer, melon, abrikos, fersken, men derudover også noget lemon og grape. Vinen er cremet, blid og ultra behagelig på grænsen til fed læskende … næsten med olieret fedme, lidt hvid peber og saltet eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Bodegas Caudalia, Umea Garnacha Blanc, Navarra, Spanien

2022 Bodegas Caudalia, Umea Garnacha Blanc, Navarra, SpanienSå skal vi igen tilbage til Bodegas Caudalía i Baja Montaña zonen ved de to kommuner Lerga og San Martín de Unx i Navarra i det nordlige Spanien. Denne gang er det med deres 2022 Umea Garnacha Blanc.

Jeg har før smagt både den røde Umea Garnacha årgang 2022 og rosévinen Umea Rosé i en årgang 2021.

Denne Umea Garnacha Blanc er også – som dem røde og roséen – lavet på Grenache, men ikke rød Grenache eller Grenache Gris, men det hvide sort Grenache Blanc, som kommer fra marker omkring landsbyen San Martín de Unx i Navarra-zonen Baja Montaña.

Vinen er efter presningen lavet på ståltanke … og efter endt fermentering også lagret på ståltanke, dog er 20% lagret på 500 liter egetræsfade for at tilføre kompleksitet.

Hold da op … duftmæssigt er det sgu helt trutti-frutti, virkelig pænt læskende saftdryppende eksotisk frugt med mango, ananas, papaya, abrikos, fersken, saft fra dåsepærer suppleret med en snas vanilje og samtidig luftig, frugtsød og tiltrækkende som en skål med røde og gule vingummibamser.

I munden kommer der dog – heldigvis – noget syre frem mellem det cremede og den tropisk bløde frugt. Dermed er der både mango, lidt ananas, syltet lemon og citroner, hvilket giver vinen et frisk bid, men fortsat med venlighed, behagesyge og alligevel med en form for kalket mineralitet. 90 point og et sødt kram.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 64,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Rodríguez Sanzo, Las Tierras El Pego, Toro, Spanien

2019 Rodríguez Sanzo, Las Tierras El Pego, Toro, SpanienNu skal vi da igen til Spanien … til vinmageren Javier Rodríguez, der driver vinhuset Rodríguez Sanzo aka Bodegas Rodríguez y Sanzo og derfra smager jeg nu en 2019 Las Tierras El Pego.

Javier Rodríguez kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har også omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Hans vingård ligger helt præcis i udkanten af byen Valladolid, som ligger Ribera del Duiro omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Javier Rodriguez har studeret ved UC Davis i Californien og hans ekspertise indenfor jordbundsanalyse førte til  forskningsprojekter samt konsulentarbejde for bl.a. Bordeaux slotte som Olivier og Lafite-Rothschild.

Selve vinhuset Rodríguez Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal. Det er således siden starten blevet en pæn stor affære, har kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Udover familiens egne marker i Ribera del Duero har Javier Rodríguez købt nogle marker med op til 60 år gamle buskvine få kilometer fra grænsen til Ribera del Duero, nær landsbyen El Pego og det er derfra, at denne 2019 Las Tierras El Pego kommer.

Det er selvfølgelig 100% Tempranillo, som Javier Rodríguez høster fra 45-60 år gamle buskvine markerne i 720 meters højde og lavet i rustfrie ståltanke for en del af druerne … resten i franske egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på 2-3 år gamle franske og amerikanske barriquefade.

Duften er mørk og tæt … muskuløs og stærk med blåbær, brombær, tør engelsk lakrids, saltlakrids og tørre krydderier. Det er en tør vin, hvor der også kommer noget røg, mynte og eukalyptus, men man så til gengæld nærmest ikke kan fornemme aftrykket fra fadene.

Smagen er faktisk lækker … godt balanceret mellem denne tørre, tætte og sorte frugt samt en vis frugtsødme. Det giver en vin med en kompakt og intens smag, noget stærk peber, tør engelsk lakrids samt en sort bitterhed fra monsterstærk espresso og skånselløse stride tanniner … virkelig maskulin som bodybuilding på steroider. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Tenute Neirano, Barbaresco, Piemonte, Italien

2019 Tenute Neirano, Barbaresco, Piemonte, ItalienTenute Neirano ligger i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato og laver primært vine fra området, som fx Barolo og Barbera d’Asti. Jeg har før smagt flere vine fra huset, men nu smager jeg så deres 2019 Barbaresco.

Tenute Neirano er grundlagt i 1982 af Giacomo Sperone sammen med sønnerne Paolo og Antonio. De kommer alle fra en familie, der også har lavet vin igennem mange generationer, for allerede tilbage i 1880 grundlagde Bernardino Martini vinhuset Bernardino Martini & Figli i Turin.

Det blev derefter overtaget af sønnen Ferdinando Martini, men efterfølgende i 1941 af 3. generation i form af svigersønnen Giacomo Sperone.

Giacomos far Antonio Sperone var også selv i vinbranchen og han havde bl.a. arbejdet med familiens firma produktion af Vermouth vin i Turin, så man kan sige, at Giacomo nærmest er opvokset med vin … og senere også giftede sig ind i en vinfamilie.

Det var således Giacomo, der i 1960 grundlagde Vermouth firmaet Giacomo Sperone S.p.A. i Cusano Milanino og fortsat de traditioner, som var startet i 1911, hvor bedstefar Antonio Sperone Sr. startede med produktionen af Vermouth, og som var fortsat af Giacomos far Antonio. Sådan er det egentligt fortsat, for i løbet af 1970’erne kom sønnerne Paolo og Antonio Sperone også med i driften af firmaet.

Men i 1982 startede Giacomo og sønnerne så også Tenute Neirano i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato med produktion af både vine som Barolo, Barbaresco og mange andre vine.

Derudover har den foretagsomme Giacomo skam også startet en stor produktion af italiensk lemonade under mærket Caravella limoncello og orangecello.

På Tenute Neirano har Sperone familien i alt 25 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorter som Moscato, Barbera, Dolcetto, Pinot Nero, Cabernet Sauvignon,  Brachetto og Nebbiolo, men opkøber også druer fra andre vinavlere.

Det er Antonio Sperone, som står for produktionen med hjælp fra bror Paolo, men også næste generation i form af Antonois to børn Francesca og Andrea deltager i driften.

De laver samlet ikke mindre end 11 forskellige mousserende vine, 6 hvidvine og 11 rødvine, men det omfatter så også vine med opkøbte druer fra andre områder i Italien … både Abruzzo, Sicilien og Puglia, hvilket er lidt atypisk for en Piemonte producent.

Denne Barbaresco er også eneste Barbaresco vin, som Tenute Neirano laver, men omvendt laver de også kun én Barolo, så her kommer Nebbiolo druerne fra forskellige marker i Barbaresco området.

Vinen er lavet på ståltanke med gæring og maceraton, løbende overpumpninger for at udtrække farve, smag og struktur. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I glasset virker det som en blid Nebbiolo … men har da nogle af de klassiske dufte af tørrede rosenblade, violer, læder, en lysere frugt af kirsebær, moreller, tranebær, ribs, en smule fennikel, lakrids, mentol og umiskendelig Nebbiolo med lidt Campari bitterhed, cedertræ … meget ren i stilen med jernholdig mineralitet.

Smagen er også blødere, men også en kende sødere, end normale Nebbiolo vine, men vinen er også meget tør, ren og stringent med en slank syrlig frugt med ribs, tranebærjuice, rabarber, lemon og nogle bitre, tørre og finkornede tanniner, der er med til at give et syrligt samt slankt tanninsk bid med denne lille venlige sødme. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Josep Foraster, Julieta Trepat, Conca de Barberà, Spanien

2022 Josep Foraster, Julieta Trepat, Conca de Barberà, SpanienDa jeg sidste år hos Jan smagte en 2019 Julieta Trepat fra Josep Foraster, så blev jeg omgående så imponeret … så meget, at jeg nu har købt vinen i en nyere årgang 2022.

Det er en spansk vin fra den lille appellation Conca de Barberà, der ligger i Katalonien og i byen Montblanc … men alt det fortalte jeg jo om i min anmeldelse af 2019’eren … mens denne er ikke helt på samme niveau, men dog fortsat en vildt spændende og lækker vin.

Julieta Trepat er opkaldt efter Ricard Sebastià Forasters mor og lavet på Trepat druen, som er meget dyrket i Conca de Barberà og kaldes et nordspansk alternativ til Pinot Noir. Vinen er lavet med gæring og maceration på beton og efter endt fermentering er vinen skam også lagret 7 måneder i store betonæg.

I næsen er det virkelig animalsk, landlig og godt med både mødding, nytårskrudt og så masser af tulipaner, banan, lidt malerspand og en lidt beaujolaisagtig bondskhed. Det er sgu saftigt dryppende landligt med frugt af kirsebær, jordbær og lidt grønne stilke, nogle Carletti skumbananer, kardemomme og skovbund. Det er en vin, der helt skinker af øko bio og landlig møj.

Smagsmæssigt er det også en landlig saftbandit … let og frisk med masser af saftige bløde kirsebær, jordbær og igen en beaujolaisagtig og læskende lethed. Den er ikke – som 2019’eren – så burgundisk let, men er nok nærmere rustik og bondsk, men den lette elegance kan bestemt fornemmes. 93 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento la Isilla, Madrid, Spanien

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento la Isilla, Madrid, SpanienMed tirsdagsvinklubben på jobbet skal vi igen smage vin fra Sierra de Gredos området. Det er med denne Danza del Viento la Isilla i årgang 2020 fra et hus, som jeg er stødt på før … Bodega 4 Monos Viticultores.

4 Monos betyder de 4 aber og vinhuset er da også grundlagt i 2010 af de 4 vinvenner Javier García, Laura García, David Velasco og David Moreno.

Vi er i det hypede område Sierra de Gredos cirka 100 kilometer vest for Madrid og det var der, at 4-banden mødtes … faktisk på en vandretur i Gredos-bjergene.

Javier García havde tidligere været ansvarlig vinmager på Bodegas Jiménez-Landi … et vinhus, som jeg forleden stødte på, da jeg smagte deres 2016 Piélago … igen med en forbindelse til det ikoniske vinhus Comando G, der er bannerfører i Sierra de Gredos.

Javier Garcia er faktisk bror til den legendariske Fernando Garcia, der er manden bag Commando G og Bodega 4 Monos laver også vin i superligaen. 4 Monos er også i dag en af de meget fremadstormende topejendomme i Sierra de Gredos.

Grundlæggende er vinene naturlige, de spontangæres, lagrer på brugte fade og flaskes ufiltreret og med minimalt svovl og laves med druer fra gamle bush vinstokke plantet i sand-, granit- og skiferholdige marker i 600-1.200 meters højde.

Denne Danza del Viento  la Isilla er en top enkeltmarksvin, som er lavet på ren Grenache fra  over 90 år gamle vinstokke på den sand og granitholdige 1 hektar lille mark La Isilla i 800 meters højde ved landsbyen Cadalso de los Vidrios.

På marken står der også lidt samplantet Cariñena aka Carignan, sm således også indgår i vinen. Druerne er ikke afstilket, men er lavet på hele klaser, der er spontangæret alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket over 21-40 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret på 12  måneder på franske egetræsfade i forskellige størrelse og er sluttelig aftappet med en let klaring og uden filtrering. Der er også kun lavet sølle 930 flasker af vinen.

Duften er sart … ja sart er nok det mest passende ord, for i næsen er vinen virkelig sart, fin, luftig og temmelig frugtrig med både hindbær, moreller og lyse skovjordbær. Derudover er der blomsterpollen, jod, blod, let vaskepulver og således ganske parfumeret på en let med en næsten feminin bondsk finesse.

Vinen har også smagsmæssigt denne fine, sarte og raffinerede fornemmelse, virker utrolig elegant, frisk og man kan næsten også smage blomsterstilke sammen med en lys frugt med søde jordbær, moreller, rabarber og søde ribs. Alt er i så smuk og graciøs balance, luftig, overjordisk og følsom, at man bare imponeres. Denne sarte og fine struktur er ret himmelsk, hvor selv tanninerne så er til at snakke med og blot bidrager med lidt sødlig bitterhed, der blot understøtter en pænt frisk, læskende saftig og præcis syre. Det er sgu klassevin, 96 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 399 kr., mens den kan fås til 339,15 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Comando G, Villanueva, Madrid, Spanien

2022 Comando G, Villanueva, Madrid, SpanienRetur til Sierra di Gredos og de vildt talentfulde Fernando García og Dani Landi på deres banebrydende vinhus Comando G … og denne gang er det med deres vin Villanueva i en ny årgang 2022.

Det er en nyere vin hos stjerneproducenterne … og den er selvfølgelig lavet på ren Grenache fra 60 år gamle vinstokke på granitholdige marker ved landsbyen Villanueva.

Vinen er lavet helt uden afstilkning … de hele klaser er gæret spontant i store egekar med druernes egne gærceller over 50 dage, men en lille del er presset og der er mosten gæret uden skindet. Der er ikke tilsat svovl under fremstillingen.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i 10 måneder på 20 hektoliter foudres samt demijohns. Derefter er den aftappet uden filtrering eller klaring og kun en ganske lille mængde svovl. Der er kun lavet 2.798 flasker af vinen.

WAUW … sikker en lys, let, subtil, æterisk og  lys duft, der virker svævende, floromvundet og overjordisk med en frisk buket, sarte blomster, blomsterstilke og blomsterflora med en frugt af jordbær, lyse kirsebær, granatæbler, lemondrops, rosenblade, appelsinskal … og samtidig balanceret som pokker pokker. Det dufter tossegodt med små diskrete fadnoter af mælkechokolade, karamel, vanilje, kanelsukker og en anelse timian.

Smagsmæssigt er det også en let, fin og syrlig udgave af Grenache, har masser af animalsk landlighed, stram frugt af ribs, sure kirsebær,  granatæbler og lysegrønne jordbær. Syren er ren, rank og slank med lemon, citroner og tranebærjuice. Vinen har en næsten burgundisk lethed, men bare mere syrlig, hvor tanninerne er fine, sarte og lige sætter sig på fortænderne … syrlig og imponerende. 96 point.

Købt hos Laudrup Vin, hvor en flaske koster 519 kr., mens prisen er 409 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7