2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, Frankrig

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, FrankrigSelvfølgelig skulle jeg derefter smage en rigtig Pouilly-Fumé på ren Sauvignon Blanc fra Patrice Moreux og den var som forrige også fra seneste årgang 2022.

Denne vin er lavet med Sauvignon Blanc druer fra flere forskelige parceller omkring Les Loges og Saint-Andelain og fra vinstokke, der er omkring 30 år gamle og står i en undergrund med kalksten. Der pløjes kun mellem stokkene og der anvendes alene organisk gødning.

Druerne presses og der sker spontan gæring med den naturlige gær fra druerne. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer en periode sur lie … altså med bærmen. Der laves årligt 50.000 flasker af vinen.

Det er ikke en Sauvignon Blanc der er vildt grøn og særegen … for druens klassiske duftnoter virker mere afdæmpet og kontrolleret, så der meest kommer disse kalkede mineraler, saltvand flintesten, lidt nytårskrudt og en frugt med stikkelsbær, kiwi, hyld, citroner samt tørre papkasser … alt i god harmoni og ret tiltrækkende.

Smagen er tør, syrlig frisk og grøn, men som i duften egentlig også med en lille lyddæmper på pistolen, så det bliver mere afdæmpet og kontrolleret. Vi er dog fortsat i den rene, stringent og ret mineralske univers, hvor syren er sprød og spændstig, har grønne æbler, lemon og citroner … syrlig, slank, stram og frisk. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Patrice Moreux, Pouilly-sur-Loire, Loire, Frankrig 

2022 Patrice Moreux, Pouilly-sur-Loire, Loire, Frankrig Patrice Moreux  holder til i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire og laver masser af sprøde, friske hvidvine … mest Pouilly-Fumé og Sancerre, men her smager vi hans 2022 Pouilly-sur-Loire.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux.

I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover at fortsætte driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Patrice Moreux har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der en lang række Pouilly-Fumé, Sancerre og Provence vine og faktisk er ganske udbredt i Loire.

Denne Pouilly-sur-Loire er ikke – som man måske skulle tro – lavet på Sauvignon Blanc, men i stedet på 100% Chasselas … ja den druesort, som man i Tyskland også kalder Gutedel, som kommer fra nogle af husets kalkstensholdige marker, som drives efter biodynamiske principper.

Vinen er lavet ved, at druerne først er presset nænsomt i en pneumatisk luftpresse efterfulgt af spontangæring med druernes egne gærceller på ståltanke med temperaturstyring. Der har vinen også været lagret sur lie i en periode inden flaskning.

I næsen er det også en lidt blødere vin … frugten er nærmest lidt småtropisk med fersken, melon, mango, melede æbler samt nogle blomster med en lidt varm følelse eller fornemmelse. Derudover er der også lidt kalk eller kridt, som giver en form for blød mineralitet.

Smagen er ren og klar … kalket og jernholdig mineralitet med en frugt af sødbitter lemon, aperol spritz, citroner, hyldeblomst og så alligevel også afrundet, så det aldrig kommer tæt på at være skinger, men giver blot en frisk vin med afrundede hjørner og dette kalkede og lidt jernholdige bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento Moulino Quemado, Madrid, Spanien

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento Moulino Quemado, Madrid, SpanienVi skal igen tilbage til de 4 aber på vinhuset Bodega 4 Monos Viticultores og denne gang er det med deres 2020  Danza del Viento Moulino Quemado.

Her kommer Grenache druerne fra over 75 år gamle vinstokke på vinmarker ved San Martín de Valdeiglesias i 750 meters højde.

Druerne er ikke afstilket, men vinen er lavet på de hele klaser og er spontangæret alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket over 21-40 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret på 12  måneder på franske egetræsfade i forskellige størrelse og er sluttelig aftappet med en let klaring og uden filtrering. Der er også kun lavet sølle 1.248 flasker af vinen.

Vinen har mange lighedspunkter med La Isilla, men der er mere lakrids- og hindbærbolsjesmag over Moulino Quemado, men det er igen en meget frugtrig vin, hvor der er godt med blomstermark samt nogle krydderier … fortsat med den lyse, fine og lette fortolkning af Grenache. Det er hindbær, tranebær, tyttebær, moreller, jordbær og igen noget jod, let vaskepulver og frisk pløjet jord … men med denne feminine og bondske finesse … der er som om, at der kommer lidt små fadnoter med burgundisk elegance.

I munden fortsætter den lette elegance … blot lige med denne lyse, krydrede note, hvor der også kommer lidt stærk peber frem, som så giver bid, syrlighed og spice … men samtidig virker vinen slank, pænt mager og spinkel i sit udtryk med moreller, tranebær, skovjordbær, ribs, rabarber og de får følgeskab af lemon samt citroner, som giver vinen denne lyse og friske smag. Det er syrligt, læskende, saftigt og danser yndefuldt henover tungen, så 95 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 350 kr., mens den kan fås til 280 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7