2021 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G, Baden, Tyskland

2021 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G, Baden, TysklandNæste Weingut Wöhrle vin var også et gammel kending, for det var nemlig husets Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G og selvom der i denne årgang 2021 ikke står 1G foran på etiketten, så er det fortsat en vin fra Erste Lage marker.

Vinen er faktisk lavet på lige dele tyske kloner og franske Dijon kloner fra Weingut Wöhrles parcel på den 43 hektar store VDP Erste Lage Lahrer Kronenbühl mark.

På Lahrer Kronenbühl dyrker Markus både Spätburgunder, Riesling, Chardonnay, Rieslaner samt Grauburgunder og Weißburgunder … alt fuldstændig økologisk.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er derefter gæret i åbne gæringskar og har dernæst tilbragt 12 måneder på ældre træfade … og 1/3 del af fadene udskiftes hvert år.

I næsen er der også her animalsk mødding … en fed landlig mødding suppleret med hestestald og endda lidt nytårskrudt, men eller er det kirsebær, jordbær, ribs, figenpålæg,  urter, lakridskonfekt, vanilje og kanel, nelliker, nødder, lidt muskatnød samt mælkechokolade.

Smagsmæssigt er det drømmeland … ultrablød og mundsmeltende, men det er samtidig med en næsten skarp og vibrerende syre, men al frugten er lys, stram og herlig syrlig med ribs, hindbær og lidt grønne jordbær. Det smager sindssygt godt, har samtidig nogle meget tørre taninner, lidt peber og en jernholdig mineralitet. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, Tyskland

2021 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, TysklandDerefter var der mere vin fra Weingut Wöhrle og det var hans fine 2021 Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, der også er en vin, som jeg har smagt før.

Ja faktisk har jeg smagt vinen i årgang 20162018, 2019 og 2020, så det er også en vin, som jeg kender, holder rigtigt meget af og med Spätburgunder druer af den tyske klon Geisenheim 2013 fra nogle af husets egne sydvendte marker ved Lahr.

Den er lavet med en kølig pre-maceration, hvor først mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har så tilbragt 12 måneder på ældre træfade.

Man dufter omgående, at vi er gået et niveau op … ganske landlig og animalsk duft, sød hestestald og så hurtigt lidt fadnoter af ristet træ, eg, vanilje, kanel, kaffebønner, røg, nelliker, blomster, violer og har et meget rent og let udtryk.

I smagen er der godt med nerve og syre … har denne lette og lyse frugt af tranebær, ribs, rabarber og noget lemon, der giver bitterhed og tørhed som fra sorte te-blade, har lidt peber og samtidig sparker tanninerne også mere … men gud hvor er det godt, men denne lyse, syrlige nerve og samtidig saftige smag. Mums. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2021 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandEfter det spændende Par les Deux projekt, så var de næste Spätburgunder vine fra Weingut Wöhrle og den første i rækken var så hans basis Spätburgunder i netop årgang 2021.

Det er en vin, som jeg før har smagt … både i årgang 2016, 2017, 2018, 2019 og 2020 … og den er lavet med druer fra nogle af husets egne marker … på tyske kloner af Pinot Noir, primært Freiburger, høstet fra markerne omkring byen Lahr.

Vinen har først fået 10 dages pre-maceration inden gæring og efter endt gæring har den lagret 10 måneder på store gamle træfade.

Det er lidt en krydret næse … let og sødlig krydret, rustik, landlig, bondsk og animalsk med sød hestestald, mødding samt en frugt fra kirsebær, hindbær, granatæbler og ribs, noget lakrids, blæk og så lidt ristede elementer fra fadene, der også bidrager med vanilje og mælkechokolade.

Smagen er langt bedre end jeg huskede den … virkelig blød og rund i frugten af syrlige kirsebær, tranebær og ribs, men fortsat krydret og tæt i smagene. Der kommer denne lidt jernagtig note med peber, jern, jod samt let salte mineraler med et dejlig frisk og levende syreniveau. 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Par les Deux, Pinot Noir Ilbesheim Kalkfels, Pfalz, Tyskland

2021 Par les Deux, Pinot Noir Ilbesheim Kalkfels, Pfalz, TysklandPå det store Spätburgunder bord fortsatte jeg så hos den dygtige Johannes Jülg, for Par les Deux er et helt nyt projekt, hvor han sammen med vennen Peter Klein laver vine fra nogle af de bedste marker i Pflaz og denne vin er en 2021 Pinot Noir Ilbesheim Kalkfels

Projektet startede med, at Johannes Jülg og Peter Klein fik mulighed for at investere i – det de selv kalder – de bedste marker i Pfalz, beliggende ved byen Ilbesheim i det sydligste Pfalz.

Helt nøjagtigt ligger vinmarkerne på bakkekammen Kleiner Kalmit og dér er der store kalkforekomster i undergrunden  og dem har de to herrer sat sig for at udnytte. De vil i fremtiden udbyde vine på både Pinot Noir og Chardonnay herfra.

Den vigtigste parcel ligger på Große Lage marken Ilbesheimer Kalmit og derfra kommer projektets første vin, som man har kaldt Kalkfells … men den er helt frisk fra fad og endnu ikke udgivet, men lavet på den tyske Pinot Noir klon Geisenheim 20-13

Vinen er lavet med 100% afstilkning af druerne, en 14 dages gæring og maceration efterfulgt af et skånsomt pres og 16 måneders lagring på barriques, heraf 25% er nye fade og resten brugt før … den er aftappet helt ufiltreret.

WAUW for en duft … vild lækker, syrlig og kølig stil med ribs, jordbær, moreller, noget sødbitter lemon og samtidig fornemmes aftrykket fra fadene også lidt mere end de foregående smagte vine fra Twardowski. Men denne har lidt er samme lethed, syrlighed og har samtidig nogle klare grønne urter.

Sådan smager vinen også … har mere krop og pondus end Twardowski, men har en virkelig ren, jernholdig og stringent frugt med rabarber, ribs og syrlige kirsebær, lidt peber eller faktisk pænt med peber og så en syre, hvor der kommer godt med lemon, der så bidrager med friskhed, let bitterhed og denne luftige, lette og helt æteriske fine elegance. 96 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7