2019 Columbia Crest, Sportfisher Vineyard Cabernet Sauvignon Reserve, Washington State, USA

2019 Columbia Crest, Sportfisher Vineyard Cabernet Sauvignon Reserve, Washington State, USAPaul sluttede aftenens vinprogram med denne californiske 2019 Sportfisher Vineyard Cabernet Sauvignon Reserve fra vinhuset Columbia Crest, der ligger tæt ved byen Paterson i Washington State næsten ved grænsen til Oregon.

Columbia Crest ejes af det legendariske firma Château St. Michelle Estates, som allerede i 1978 startede med at tilplantet de første af husets vinmarker.

Den officielle start på vinhuset skete dog først i 1982, hvor et splinternyt og underjordisk vineri stod færdig, og markerne for første gang var klar til at blive høstet. Samtidig ansatte man vinmageren Doug Gore til at forestå produktionen.

Selve Château St. Michelle Estates er én af de ældste vingårde i Washington State. Det blev oprindelig grundlagt i 1954 som American Wine Company via en fusion mellem National Wine Company og Pomerelle Wine Company.

Vinhuset lå på en ejendom, som engang havde tilhørt rigmanden Frederick Stimson, som havde tjent sine penge i skovindustrien og han brugte den gamle vingård som jagthytte.

Senere ændrede American Wine Company navn til Stimson Lane og har bl.a. været ejet af US Tobacco og blev i 2009 overtaget af Altria, tidligere kendt som Philip Morris Companies Inc. Det er ligeledes en af verdens største tobak-koncerner og ejer udover mærker som Marlboro, Benson & Hedges også et stort firma som Kraft Foods.

Siden 2021 har Château St. Michelle Estates dog – og dermed Columbia Crest – dog været ejet af store den private kapitalfond Sycamore Partners og fonden købte det – efter sigende – for 1,2 milliard US dollars,

Château St. Michelle Estates ejer fortsat en lang række af de helt store vinhuse, faktisk ikke mindre end 19 vinhuse, og står for over halvdelen af den totale vinproduktion i Washington State.

Blandt deres ejede vinhuse er navne som Chateau Ste. Michelle, Columbia Crest, Two Wines, Snoqualmie Vineyards, Red Diamond, Solare, Stag’s Leap Wine Cellars,  Villa Mt. Eden m.fl.

Derudover er Château St. Michelle Estates også med som partner i yderligere 18 vinhuse, bl.a. det legendariske vinhus Antinori samt huse som Eroica, Torres … både i Spanien og Chile, Villa Maria i New Zealand, Prunotto i Barolo og mange flere. Ganske, ganske imponerende.

Columbia Crest blev hurtigt en af perlerne i koncernens mange vinhuse. Allerede efter få år begyndte vinhuset at høste store anerkendelser.

I 1990 satte Robert Parker Columbia Crest på hans top 24 liste over de bedste producenter i USA. Columbia Crest har endda som første vinhus nogensinde fået 3 vine på Wine Spectators top 100 liste.

Fra starten i 1982  var det Doug Gore, som var ansvarlig vinmager, men den rolle har efterfølgende været tildelt Ray Einberger, som før har været på Mouton Rothschild og Opus One.

Siden 2021 har vinmageren på Columbia Crest imidlertid været Will Wiles, men det er ikke ham, som står bag 2019 Sportfisher Vineyard Cabernet Sauvignon Reserve, for det er den kvindelige vinmager Ashley Borou.

Columbia Crest ejer samlet omkring 1.000 hektar vinmarker og producerer årligt tæt på 10 millioner flasker vin, så det er en af Washington States store producenter sammen med Château St. Michelle Estates.

Vinen er opdelt i 3 serier, Reserve, H3 og Grand Estates og denne Sportfisher Vineyard Cabernet Sauvignon Reserve er jo selvfølgelig fra Reserve serien.

Den er lavet på 100% Cabernet Sauvignon fra den lille vinmark Sportfisher Vineyard, der ligger i Cold Creek distriktet i Columbia Valley. Vinstokkene vokser på klippeholdig undergrund og har småsten, silt og muld ved overfladen.

Den perfekte dræning i dybden og de store temperaturforskelle mellem dag og nat giver en længere, stabil modning af druerne, og sikrer god aroma, sprødhed og syreindhold i vinen. Vine fra marken er kendte for deres stor kompleksitet og charme.

Efter høsten er druerne afstilket og har så gæret uden knusning i ståltanke. Så er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret 20 måneder på både  nye og brugte franske barriques.

Det er dyb fadlagret Cabernet Sauvignon … der er tørre kød, sorte tobaksblade, solbær, sorte blommer og sorte kirsebær, godt med tør engelsk og sød finsk lakrids, brændte karameller, chokolade, lidt stærk peber og lidt skarpe grønne krydderurter.

I munden er det sgu mundsmeltende … fyldig blød velour og flødekaramel, solbærmarmelade med vaniljesmag, sød lakrids og joggingbukser. Alt er blødt, cremet og sødmefuld, det er blommer, solbær og kandiserede kirsebær … de får følgeskab af chokolade, vaniljesukker, kakao og totalt feel-good. 94 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Tenuta di Argiano, Solengo, Toscana, Italien

2019 Tenuta di Argiano, Solengo, Toscana, ItalienSteffens sidste vin var fra det herhjemme velkendte vinhus Tenuta di Argiano, som Hans Vinding-Diers havde noget at gøre med engang. Nu er er det den ikoniske vin Solengo, som vi smagte i årgang 2019.

Tenuta di Argiano er en af Toscanas store, gamle majestætiske vingårde. Selve slottet er bygget i renæssancestil og blev opført for herrens mange år siden, nemlig i perioden fra 1581-1596 … og der har faktisk siden opførelsen været dyrket vin på slottets marker.

I 1992 overtog grevinde Noémia Marone Cinzano driften og revolutionerede kvaliteten, bl.a. med hjælp fra Sassicaias daværende ønolog Giacomo Tachis.

Sammen forbedrede de kvaliteten i Brunellovinen og skabte også supertoscaneren Solengo, som i dag er en af Italiens ikonvine, men tilbage i 2003 blev Hans Vinding-Diers vinmager på den historiske vingård og blev også kæreste med grevinde Noémia.

Hans Vinding-Diers har jeg skrevet om mange gange … så det skal jeg nok skåne jer for denne gang. Hans og grevinden er ikke længere et par og Tenuta di Argiano ejes heller ikke længere af grevinden, men blev i 2013 solgt til et flok brasilianske forretningsfolk.

Hans Vinding-Diers er heller ikke længere vinmager ved siden af arbejdet på hans egen vingård Bodega Noemía og Bodega Chacra i Patagonia, der ejes af hans ven Piero Incisa della Rochettai … begge beliggende i Patagonien i Argentina.

Tenuta di Argiano har samlet 125 hektar jord, hvoraf 48 hektar er vinmarker med en meget forskelligartet jordbund og det giver nye muligheder for en innovativ vinmager.

Således blev de franske druer til denne vin Solengo plantet af Noémia og Giacomo Tachis, fordi den kølige brise fra Toscanas kystområde ved Maremma kan svale markerne og gøre det muligt at skabe den elegante Supertoscaner.

Argiano er blandt blot 22 italienske vingårde som har fundet gennem nåleøjet hos Robert Parker i dennes bog The World’s Greatest Wine Estates. Argiano har også høstet masser af roser hos Wine Spectator gennem tiden og har fået Gambero Rossos eftertragtede 3 glas flere gange.

Solengo er i denne årgang 2019 lavet på et mix af 50% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 25% Petit Verdot og 5% Sangiovese fra 15 til 22 år gamle vinstokke på marker i 280-310 meters højde.

Hver druesort er vinificeret separat og gæringen er sket i ståltanke med maceration med skindet i 20 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring i cementtanke. Derefter er vinen lagret 18 måneder på små franske egetræsfade, 60% nye og 40% 1-2 år gamle. Det er ønologen Bernardino Sani og vinmageren Roberto Caporossi, som står bag vinen.

Sikke lækker duft … sådan nærmest lidt dekadent og ganske kompleks med masser af indtryk. Der er tobak, eksotisk træ som mahogni og noget teaktræsolie, klassiske Skippers lakridspiber samt tør engelsk lakrids, godt med fadpræg med chokolade, kanel, vanilje, men også lidt hængt kød, muldjord og en frugt, der både har solbær, sorte kirsebær, brombær og ribs … flot og imponerende.

Smagsmæssigt er det en kraftfuld vin, mens nerven fortsat er italiensk, klar og syrlig. Den er samtidig meget frugtrig på en ren og klar måde, hvor der er sure kirsebær, brombær, ribs og en bitterhed som fra sorte te-blade, Campari og tør engelsk lakrids, som også kan have lidt bitterhed, Tanninerne er tørre, markante, men er egentligt godt integreret og de bliver aldrig dominerende, men giver vinen et tørt bid og sikrer lang eftersmag. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor den i årgang 2020 koster 699,95 kr., mens prisen er 579,95 kr. ved køb af 6 flasker. Årgang 2022 sælges på forsalg til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Poderi Aldo Conterno, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2015 Poderi Aldo Conterno, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienMed Jans 2. rødvin var der for alvor dømt gummemasserende tanninbid, for det var nemlig en 2015 Barolo Bussia fra Poderi Aldo Conterno … et de klassiske barolohuse.

Aldo Conterno var søn af Giacomo Conterno, hvis far Giuseppe jo grundlagde det legendariske vinhus i Monforte d’Alba i starten af 1900-tallet og i 1920 startede med at tappe de første Barolo.

Da Aldo sammen med sin storbroder Giovanni Conterno i 1961 overtog driften af deres far, så var det Giovanni, der som ældste søn, stod i spidsen for vinhuset.

Aldo ville dog selv stå for produktion af egne vin, så i 1969 forlod han familiens vingård og grundlagde Poderi Aldo Conterno, bl.a. inspireret af Angelo Gajas, der som modernist  var startet med at lave revolutionerende nye Barolo vine med kortere gæring og lagring på barriques.

Aldo Conterno blev fra starten opfattet som meget moderne, mens vinene fra broderen Giacomo Conterno modsat blev opfattet som ekstremt traditionelle. Aldo Conterno var meget åbensindet og ville ikke lade sig begrænse af tidligere generationers traditioner.

Selvom Poderi Aldo Conterno var inspireret af modernisterne, så fastholde Aldo alligevel nogle af de gamle dyder og regnes ikke som en typisk modernist, for nogle af vine laves traditionelt og andre efter mere moderne metoder.

Imidlertid blev Poderi Aldo Conterno alligevel en af en af de mest berømte producenter i området … selvom han måske ikke helt når broderen Giacomo Conterno. Men Aldos vine hører i dag til blandt de allerstørste vine fra Barolo.

Alle Barolo vinene hos Poderi Aldo Conterno kommer alle fra parceller på den berømte Bussia mark i Monforte d’Alba. Aldo har gennem årene  nedsat udbyttet på markerne gradvist og vinene har nu endnu større koncentration og kompleksitet.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, som alle dyrkes efter økologiske principper, uden at man dog ser det som en nødvendighed at blive certificeret.

Aldo Conterno døde i 2012, så vinhuset drives i dag af hans 3 sønner Franco, Stefano og Giacomo, som er fulgt i fodsporene efter deres far og viderefører familiens tradition. De laver omkring 80.000 flasker årligt.

En af vinene er denne Barolo Bussia … som man vel kan kalde en bassis Barolo Bussia, da Nebbiolo druerne kommer fra forskellige parceller på Bussia i Monforte d’Alba og 15-20 år gamle stokke.

I glasset er det en moden vin med brunorange murstensfarve, mens duften ligeledes afslører en modenhed, hvor der kommer masser af læder, violer, røde rosenblade, tørrede blomster, noget bitterhed fra Campari vermouth eller en Dr. Nielsen bitter, lidt kamfer, hostesaft, lakridskaramel, lidt nødder, ristede hasselnøder, lyse kirsebær, ribs samt tørre krydderier og tør jord. Dufter himmelsk.

Smagen er sgu totalt top Barolo med tannisk vildskab  … vild tør og bitter, men samtidig er vinen let, lys og elegant. Der er lyse bær, ribs, hindbær, granatæbler, virkelig fin, feminint og næsten sart i en bitter ekstase stringent elegance. Tanninerne er lyse, tørre og out-of-this-world vilde, men det klæder bare vinen, da det sker på en moden og lys måde. Det er bid for alle skillinger og bitterhed, så emaljen på dine tænder visner … men damm det er godt. 97 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske i årgang 2017 koster 899 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7