2022 Ocampo Viños, Vijariego Negro, Kanariske Øer, Spanien

2022 Ocampo Viños, Vijariego Negro, Kanariske Øer, SpanienDet er kun en måned siden, at jeg smagte hvidvinen Listán Blanco fra projektet Ocampo Viños på Tenerife. Nu smager jeg atter en vin derfra og det er den røde Vijariego Negro.

Vijariego Negro er en druesort, som jeg aldrig tidligere er stødt på, så lad os først lige se lidt nærmere på den.

Det er en forholdsvis ukendt rød druesort, der findes på Spaniens Kanariske Øer. Den dyrkes så i små mængder på øerne El Hierro og Tenerife … er tilladt i vinene fra Ycoden-Daute-Isora, Abona og Valle de la Orotava.

Vijariego Negro findes også i en hvid variant kaldet Vijariego Blanco, men den røde variant er det mest udbredte og har mellemstore klynger af fyldige, saftige bær.

Det er en relativt hårdfør og højtydende druesort med et tykt skind, hvilket er med til at give den beskyttelse i de varmeste vinmarker.

Vijariego Negro anvendes også ofte sammen med andre druesorter på De Kanariske Øer og særligt blandes den med Listán Negro, hvor den bidrager med sin medium kropsvægt og typisk en smag af figner, brombær og i varme årgange nogle gange lidt kødagtige noter.

Druen findes også under synonymer som Bujariego Negro, Verijadiego Negro, Vigiriego Negro og Vijiriego Negro.

Denne 2022 Vijariego Negro fra Ocampo Viños er lavet ved, at druerne efter manuel høst så er spontangæret i betonkar med en efterfølgende malolaktisk gæring på en kombination af brugte 1.500 liters foudres og 500 liters egefade, før vinen slutteligt lagrer 9 måneder sur lie på fadene.

I næsen er vinen ganske grøn og urtet … der er garriques, lavendel, blæk og middelhavskrydderier, nelliker, grønne stilke og frugt med både jordbær, stikkelsbær, syrlige lyse kirsebær og våde fade samt pænt med blomster.

Smagsmæssigt er det en krydret og balsamisk vin … der er også blomster samt en lys og temmelig streng frugt, syrlige kirsebær, ribs og rabarber, godt med lemon bitterhed og citronsyre, har et ganske køligt udtryk og en krydret kant. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i koster 275 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Colle Santa Mustiola, Poggio ai Chiari, Toscana, Italien

2012 Colle Santa Mustiola, Poggio ai Chiari, Toscana, ItalienDerefter stod den på den 100% Sangiovese baserede vin Poggio ai Chiari fra det gamle vinhus Azienda Agricola Colle Santa Mustiola, der ligger ved den oldgamle katakombe Santa Mustiola og de ret berømte etruskiske grave i Chiusi i Toscana.

Vinhuset drives af Fabio Cenni, der overtog familiens vingård i 1980’erne og studerede alle e gamle Sangiovese vinstokke, der alle stammede fra hans bedstefars tid. Han opdagede, at han på de i alt 6 hektar vinmarker havde ikke mindre end 28 forskellige former fra Sangiovese-kloner inklusive 4 kloner på præ-phylloxera stokke.

Han bevarede omhyggeligt de kloner, han havde identificeret, ved at genplante dem støttet af sit lange venskab med Luigi Veronelli og så blev Sangiovese Fabios vedvarende store lidenskab.

Efter flere års agronomiske studier har Fabio ikke kun lært at lave Sangiovese vine med enestående elegance og karakter, men er i dag også en af eksperterne i at dyrke denne drue.

For at opnå elegance og finesse i sine Sangiovese vine, så lagrer Fabio sine vine i 5-7 år i nogle underjordiske kældre, der tidligere har været en tidligere etruskisk grav or mere end 2.000 år siden og nogle endda opdaget af Fabio selv.

Denne Poggio ai Chiari er en vin, der netop også er lavet med druer fra de 28 forskellige Sangiovese vinstokke. Den er lavet med gæring i rustfrie ståltanke med druernes egne gærceller ved 25-28 grader over 40 dage … og der er også sket spontan malolaktisk gæring

Derefter er vinen lagret ikke mindre end 78 måneder en kombination af franske og slavonske 20-30 hektoliter egefade inden aftapning på flaske og så yderligere 24 måneders lagring … og tæller vi dette sammen, så er vinen samlet set lagret 8,5 år.

I næsen kan man allerede fra start mærke, at den har godt med fadpræg, men derudover kommer der svampe, champignon, kanel, godt med kanel faktisk, vanilje, muskatnød, timian, læder, kastanjer samt cedertræ og en frugt med mest kirsebær og så den stramme italienske syre … men alderen kan man faktisk slet ikke fornemme.

Smagen er tør … og tanninerne er ligeledes tørre og sparkende, har godt med garvesyre, men alligevel en pæn og silkeagtig blødhed og noget bitterhed, der også giver et velment spark bagi. Syreniveauet er også rigtigt fint og der kommer nogle lemonagtige elementer, der giver friskhed, kant samt en let og lys syre. 94 point.

Forhandles herhjemme af TasteBuddy, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Bodega Chacra, Sin Azufre Pinot Noir, Patagonien, Argentina

Den næste vin fra Gert E havde vi svært ved at spotte … men det er også en argentinsk 2019 Sin Azufre Pinot Noir fra vinhuset Bodega Chacra.

Vinhuset ligger i Mainqué i Río Negro regionen i Patagonien og er grundlagt i 2004 af vinmager Piero Incisa della Rocchetta, der nærmest er født ind i branchen som  barnebarn til Mario Incisa della Rochetta … skaberen af legendariske Sassicaia.

Piero Incisa della Rocchetta faldt pladask for det ørkenagtige område i Patagonien, da han i 2000 besøgte den berejste danske vinmager Hans Vinding-Diers.

Siden sin debut i 2004 har Bodega Chacra markeret sig som værende et af bedste og mest innovative vinhuse i Argentina, bl.a. på grund af husets biodynamiske druedyrkning, sine oldgamle upodede vinstokke og produktion af usvolvede vine.

Bodega Chacra har samlet 24 hektar vinmarker, hvor der også er plads til blomsterhaver, poppeltræer, geder, grise, får og selvfølgelig vingårdens hårdtarbejdende bier.

Med respekt for miljøet ved at følge biodynamiske og organiske principper stræber Piero efter at lave vine, som er gennemsigtige, rene, delikate og blomstrede med en stærk mineralitet. Han har et samarbejde med kultproducenten Jena-Marc Roulot fra Meursault i Bourgogne og hans Chardonnay og Pinot Noir vine kan bide skeer med nogle af verdens allerbedste og endda fået 100 point.

Gamle vinstokke helt tilbage fra 1932 står upodede og uberørte af den berygtede phylloxera vinlus, som slet ikke kan leve i Patagoniens ørkenlignende klima … og de gamle vinstokke giver naturligt et lavt udbytte af ekstremt koncentrerede druer af meget høj kvalitet.

En udpræget sans for detaljen præger Chacras arbejde i kælderen, hvor vinene skabes ved hård selektering, gæring med vildgær og ved lavere temperaturer end man normalt gærer Chardonnay og Pinot Noir ved i fx. Bourgogne.

Marios grænseløse eksperimenter kommer særligt til udtryk ved lagringen af vinen, som sker i uendelige kombinationer af nye fade, brugte fade, amfora, cementtanke og keramiske krukker.

Denne 2019 Sin Azufre Pinot Noir er lavet med økologiske og biodynamiske druer høstet fra vinmarken Cincuenta y Cinco og efter høsten er vinen spontangæret i 600 liter fade efter 3-5 dages maceration. Selve gæringen varer normalt 15-21 dage,

Efter endt fermentering er vinen først lagret 11 måneder med 46% i betontanke og 54% på franske, brugte barriques og så en ufiltreret aftapning på flaske uden det mindste svovl … deraf også navnet Sin Azufre, som netop betyder svovlfri.

Duften er næsten burgundisk … meget lys, luftig og let, der er blomsterpollen og har et finkornet, sandet udtryk med en meget saftig note. Der er kirsebær og ribs, har en smule beaujolaisagtig karakter, skovbund, violer, læder, friske grønne urter, mynteblade samt klare mineralske noter.

I munden er det også en meget og saftig vin, hvor der igen kommer kirsebær og ribs frem, noget lemon og sorte teblade bitterhed, lidt peber, et stramt tanninbid. Igen er der nogle ting, som minder en om Beaujolais, men bare på en lettere måde … er også saftig læskende, virker endnu ganske ungdommelig. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7