2022 Josep Foraster, Julieta Trepat, Conca de Barberà, Spanien

2022 Josep Foraster, Julieta Trepat, Conca de Barberà, SpanienDa jeg sidste år hos Jan smagte en 2019 Julieta Trepat fra Josep Foraster, så blev jeg omgående så imponeret … så meget, at jeg nu har købt vinen i en nyere årgang 2022.

Det er en spansk vin fra den lille appellation Conca de Barberà, der ligger i Katalonien og i byen Montblanc … men alt det fortalte jeg jo om i min anmeldelse af 2019’eren … mens denne er ikke helt på samme niveau, men dog fortsat en vildt spændende og lækker vin.

Julieta Trepat er opkaldt efter Ricard Sebastià Forasters mor og lavet på Trepat druen, som er meget dyrket i Conca de Barberà og kaldes et nordspansk alternativ til Pinot Noir. Vinen er lavet med gæring og maceration på beton og efter endt fermentering er vinen skam også lagret 7 måneder i store betonæg.

I næsen er det virkelig animalsk, landlig og godt med både mødding, nytårskrudt og så masser af tulipaner, banan, lidt malerspand og en lidt beaujolaisagtig bondskhed. Det er sgu saftigt dryppende landligt med frugt af kirsebær, jordbær og lidt grønne stilke, nogle Carletti skumbananer, kardemomme og skovbund. Det er en vin, der helt skinker af øko bio og landlig møj.

Smagsmæssigt er det også en landlig saftbandit … let og frisk med masser af saftige bløde kirsebær, jordbær og igen en beaujolaisagtig og læskende lethed. Den er ikke – som 2019’eren – så burgundisk let, men er nok nærmere rustik og bondsk, men den lette elegance kan bestemt fornemmes. 93 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento la Isilla, Madrid, Spanien

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento la Isilla, Madrid, SpanienMed tirsdagsvinklubben på jobbet skal vi igen smage vin fra Sierra de Gredos området. Det er med denne Danza del Viento la Isilla i årgang 2020 fra et hus, som jeg er stødt på før … Bodega 4 Monos Viticultores.

4 Monos betyder de 4 aber og vinhuset er da også grundlagt i 2010 af de 4 vinvenner Javier García, Laura García, David Velasco og David Moreno.

Vi er i det hypede område Sierra de Gredos cirka 100 kilometer vest for Madrid og det var der, at 4-banden mødtes … faktisk på en vandretur i Gredos-bjergene.

Javier García havde tidligere været ansvarlig vinmager på Bodegas Jiménez-Landi … et vinhus, som jeg forleden stødte på, da jeg smagte deres 2016 Piélago … igen med en forbindelse til det ikoniske vinhus Comando G, der er bannerfører i Sierra de Gredos.

Javier Garcia er faktisk bror til den legendariske Fernando Garcia, der er manden bag Commando G og Bodega 4 Monos laver også vin i superligaen. 4 Monos er også i dag en af de meget fremadstormende topejendomme i Sierra de Gredos.

Grundlæggende er vinene naturlige, de spontangæres, lagrer på brugte fade og flaskes ufiltreret og med minimalt svovl og laves med druer fra gamle bush vinstokke plantet i sand-, granit- og skiferholdige marker i 600-1.200 meters højde.

Denne Danza del Viento  la Isilla er en top enkeltmarksvin, som er lavet på ren Grenache fra  over 90 år gamle vinstokke på den sand og granitholdige 1 hektar lille mark La Isilla i 800 meters højde ved landsbyen Cadalso de los Vidrios.

På marken står der også lidt samplantet Cariñena aka Carignan, sm således også indgår i vinen. Druerne er ikke afstilket, men er lavet på hele klaser, der er spontangæret alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket over 21-40 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret på 12  måneder på franske egetræsfade i forskellige størrelse og er sluttelig aftappet med en let klaring og uden filtrering. Der er også kun lavet sølle 930 flasker af vinen.

Duften er sart … ja sart er nok det mest passende ord, for i næsen er vinen virkelig sart, fin, luftig og temmelig frugtrig med både hindbær, moreller og lyse skovjordbær. Derudover er der blomsterpollen, jod, blod, let vaskepulver og således ganske parfumeret på en let med en næsten feminin bondsk finesse.

Vinen har også smagsmæssigt denne fine, sarte og raffinerede fornemmelse, virker utrolig elegant, frisk og man kan næsten også smage blomsterstilke sammen med en lys frugt med søde jordbær, moreller, rabarber og søde ribs. Alt er i så smuk og graciøs balance, luftig, overjordisk og følsom, at man bare imponeres. Denne sarte og fine struktur er ret himmelsk, hvor selv tanninerne så er til at snakke med og blot bidrager med lidt sødlig bitterhed, der blot understøtter en pænt frisk, læskende saftig og præcis syre. Det er sgu klassevin, 96 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 399 kr., mens den kan fås til 339,15 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Comando G, Villanueva, Madrid, Spanien

2022 Comando G, Villanueva, Madrid, SpanienRetur til Sierra di Gredos og de vildt talentfulde Fernando García og Dani Landi på deres banebrydende vinhus Comando G … og denne gang er det med deres vin Villanueva i en ny årgang 2022.

Det er en nyere vin hos stjerneproducenterne … og den er selvfølgelig lavet på ren Grenache fra 60 år gamle vinstokke på granitholdige marker ved landsbyen Villanueva.

Vinen er lavet helt uden afstilkning … de hele klaser er gæret spontant i store egekar med druernes egne gærceller over 50 dage, men en lille del er presset og der er mosten gæret uden skindet. Der er ikke tilsat svovl under fremstillingen.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i 10 måneder på 20 hektoliter foudres samt demijohns. Derefter er den aftappet uden filtrering eller klaring og kun en ganske lille mængde svovl. Der er kun lavet 2.798 flasker af vinen.

WAUW … sikker en lys, let, subtil, æterisk og  lys duft, der virker svævende, floromvundet og overjordisk med en frisk buket, sarte blomster, blomsterstilke og blomsterflora med en frugt af jordbær, lyse kirsebær, granatæbler, lemondrops, rosenblade, appelsinskal … og samtidig balanceret som pokker pokker. Det dufter tossegodt med små diskrete fadnoter af mælkechokolade, karamel, vanilje, kanelsukker og en anelse timian.

Smagsmæssigt er det også en let, fin og syrlig udgave af Grenache, har masser af animalsk landlighed, stram frugt af ribs, sure kirsebær,  granatæbler og lysegrønne jordbær. Syren er ren, rank og slank med lemon, citroner og tranebærjuice. Vinen har en næsten burgundisk lethed, men bare mere syrlig, hvor tanninerne er fine, sarte og lige sætter sig på fortænderne … syrlig og imponerende. 96 point.

Købt hos Laudrup Vin, hvor en flaske koster 519 kr., mens prisen er 409 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7