2022 Domaine les Roches Bleues, La Baraquée Côte de Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine les Roches Bleues, La Baraquée Côte de Brouilly, Bourgogne, FrankrigBeaujolais vin nummer 2 fra Domaine les Roches Bleues blev så denne La Baraquée Côte de Brouilly og ligeledes som den første også i en årgang 2022.

La Baraquée er lavet på  Gamay druer fra – Vieilles Vignes – altså gamle vinstokke på marken La Poyebade i området ved Conroy og her igen med pink granit som undergrund i marken.

Druerne er håndplukkede og vinen er spontangæret i ståltank alene med druernes naturlige gærceller med den klassiske Macération Carbonique. Efter endt fermentering har vinen efterfølgende lagret på brugte egefade i 8 måneder inden ufiltrereret flaskning og samtidig er der slet ikke tilsat svovl.

Duftmæssigt virker La Baraquée Côte de Brouilly mørkere, mere tæt og intensiv end foregående, men vinene fra Côte de Brouilly har også – sammen med Morgon – ry for at have mere bundbræk end de mere bløde Brouilly vine. Det må vi se, om også er tilfældet med de andre vine fra Domaine les Roches Bleues.

Vi har fortsat i næsen den samme bondske og landlige note af kandiserede kirsebær, jordbær og nok også lidt mørkere bær, en snas banan og så ellers pænt med blomster og så noget kul, grafit, tryksværte og en mere udtalt tørhed.

I munden er det dog en læskende, saftig beaujolaisvin, som virker temmelig fin, tør og frugtrig. Igen er der godt med røde samt syrlige kirsebær, hindbær og tranebær … og her virker tanninerne lidt mere markante, mens syren også er lidt mere tør, bidsk og tannisk. Det giver sgu bid, friskhed tonsvis af drikkeglæde … 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine les Roches Bleues, La Croquante Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine les Roches Bleues, La Croquante Brouilly, Bourgogne, FrankrigJeg startede smagningen af Domaine les Roches Bleues vinene med denne Brouilly vin, som de kalder La Croquante, der vel mest kan oversættes til noget i stil med “den sprøde” og det er da også i en frisk årgang 2022.

La Croquante Brouilly er husets entry-level vin, hvor Gamay druerne kommer fra 25-60 år gamle vinstokke på plots med pink granit som undergrund.

Druerne er håndplukkede og vinen er spontangæret i ståltank med den klassiske Beaujolais carbonisk maceration, og har efterfølgende lagret på stål i 6-8 måneder inden ufiltrereret flaskning.

Sikke da dejlig aroma … virker lidt afdæmpet i stilen, meget stille og cool, har lyse kirsebær, jordbær og ribs … virkelig god frugt og så lige denne nærmest blomstrede note med tulipanstilke, blomstervand i vasen suppleret af en lidt nøddet note af salte peanuts … og alt på nærmest landlig, bondsk, saftig, lys og let facon.

I munden er det bestemt også en bondsk vin med denne tætte kirsebæragtige saftighed. Det er læskende saftigt, drønlækkert og alligevel med grov hverdagscharme, hvor duften mest er kirsebær, hindbær og tranebær med en lille tannisk kernefrugt bitterhed, men tanninerne bliver aldrig vilde … mere saftige med masser af frugt og så denne lille saftige lemonagtige bitterhed, som samtidig gør vinen ret frisk og sprød. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

Houlberg smager … en håndfuld fine vine fra Domaine les Roches Bleues

Beaujolais vinhuset med det pudsige navn “de blå klipper” aka Domaine les Roches Bleues – er Vignoble en Agriculture Biologique – og ligger på adressen Route du Mont Brouilly et par kilometer nord for byen Odenas.

Mont Brouilly er vel knapt et bjerg, men nok nærmere en stor bakkeknold, men den er af vulkansk oprindelse og gamle historier fortæller, at  bakken blev dannet af resterne, da fortidens kæmper gravede ud til det, der skulle blive til Saône floden.

Det skulle også være ganske vist, at Brouilly har fået sit navn fra en vis Brulius, der ifølge legenden var en overraskende elsket løjtnant i Julius Cæsars hær af kejserlige romerske legioner.

Men der er lige dér i skyggen af Mont Brouilly, at vi finder Domaine les Roches Bleues … artisans-vignerons gennem 3 generationer, som laver både Brouilly og Côte de Brouilly vine.

Côte de Brouilly er jo – sammen med Brouilly – den sydligste af de 10 Beaujolais Crus … og dækker blot sølle 330 hektar vinmarker, så det er samtidig den mindste  Beaujolais Crus målt i både areal og mængden af producerede vine.

Vinmarkerne er fordelt ved de 6 kommuner Odenas, Quincié, Saint- Lager, Cercié, Charentay og Saint-Étienne-la-Varenne, der ligger i op til 400 meters højde omkring Mont Brouilly, der på toppen indtages af det gamle  Notre-Dame du Raisin Chapelle, der blev bygget i 1955 og dedikeret til la Vierge de Fourvière … jomfruen fra Fourviè.

Vinmarkerne på skråningerne består af både granit samt en hård skifer, som har en karakteristisk mørkeblå og grønlig nuance som er kaldt pierre bleue og den tilskrives æren for vinenes fylde og store finesse bl.a. grundet tiltrækningen af solens varme i løbet af dagen og dernæst at holde varmen til vinstokkene om natten.

Domaine les Roches Bleues

Vinhuset drives af den talentfulde unge vinmager Jonathan Buisson, der som 27 årig kom hjem fra Paris og siden har revolutioneret den gamle familieejede vingård.

Domaine les Roches Bleues er oprindelig grundlagt i 1967, hvor Annie og Louis Bassy købte en mark på 4 hektar med vinstokke på skråningerne af Mont Brouilly med det ønske om at bygge deres egen ejendom der.

De startede deres egen produktion, hvor vinene blot blev solgt lokalt. Men i 1993 blev overtaget af næste generation i form af Christiane og Dominique Lacondemine, som begge også havde en stor passion og respekt for jorden, hvorfor de satte dyrkning af sunde druer i højsædet.

Christiane havde selv undervist i både Frankrig og USA, så hun startede med at eksportere huset vine til udlandet … først en smule til Storbritannien … så USA, Canada, Japan, Nordeuropa og Afrika.

Siden 2019 har det dog været 3. generation i form af Chloé og hendes kæreste – Christiane og Dominiques svigersøn – Jonathan Buisson, der har overtaget driften.

Jonathan læste egentlig først økonomi i Paris, men kom tilbage til Beaujolais for at lære at lave vin, hvilket bl.a. blev yderligere styrket med et ophold i Davayé, førend han i 2018 tog over fra  sine svigerforældre  på skråningerne af Brouilly.

Siden hans overtagelse har han intensiveret det økologisk landbrug  med omlægning til certificeret økologisk drift i 2023, selvom gården faktisk har praktiseret dette i mange år.

Stilen er naturlig og Jonathan forsøger at lade de forskellige plots tale for sig selv … uanset hvor højt markerne ligger eller om de har en undergrund med pink granit eller blå vulkansten.

Jonathan har nu også startet foreningen Les Vigneronnes du Vivant en Beaujolais, som er en sammenslutning af unge vinbønder, der alle sætter den levende natur omkring dem i centrum i vinproduktionen. Som han selv siger, så skal man arbejde med jorden i stedet for at bekæmpe den.

Samlet har familien i dag 10 hektar vinmarker, som ligger indenfor de 2 appellationer Côte de Brouilly og  Brouilly. Markerne er rige på de berømte blå sten på Mont Brouilly … og det er selvfølgelig også derfor, at vinhuset hedder Domaine les Roches Bleues … altså domæne de blå klipper.

Det er selvfølgelig Gamay, som er hoveddruen hos Domaine les Roches Bleues … ja faktisk dyrker man kun denne druesort, men den er jo også totalt indbegrebet af Beaujolais.

Vinene

Fra den danske importør Hands on Wines har jeg smagt 6 vine fra Domaine les Roches Bleues … og det er faktisk næsten alle de vine, som huset laver, for udover disse 6 rødvine, så laver de rosévinen l’Amuse Bouche … men den er skam også lavet på Gamau druen.

Dermed har jeg smagte disse vine:

Lidt blandet Gamay … og under de to appellationer Côte de Brouilly og Brouilly … lækker bondsk vin og her fra en producent, der virker så hyggelig, visionær og moderne .. men lavet efter nogle af de klassiske, gamle dyder.

De 3 første er med nogle meget charmerende etiketter, mens de sidste og dyreste har nogle mere kedelig og seriøse etiketter, men tag ikke fejl … indholdet fejler sgu ikke noget … tværtimod,

Konklusion

For sikke et felt … og sikke kvalitet i deres sortiment – men teorien om, at Brouilly vinene skulle være mere bløde end Côte de Brouilly, som skulle være en snas mere mørke, tætte og intensive – fandt jeg ikke rigtigt var tilfældet.

Til gengæld synes jeg, at Domaine les Roches Bleues vinene var virkelig elegante, hvilket særligt kom frem i de sidste to Brulhié og l’Héronde med klare burgundiske referencer, men alle vinene har deres små forskelligheder på denne charmerende, bondske og ganske elegante måde.

Det er faktisk enestående. at smage et helt sortiment fra én producent, hvor samtlige vine er på så flot et niveau og samtidig hænger virkelig godt sammen … fra den billigste La Croquante, der har vildt flot niveau for en hverdagsvin til topvinen l’Héronde med kompleksitet og ynde.

Dertil skal man lægge, at priserne samtidig er meget, meget fornuftige og her ligger mellem 149 til 239 kr. Det er sjældent at finde så dejlige vine til disse priser … så Big Thumbs Up.