Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDenne Langhe Nebbiolo fra Azienda Agricola Silvio Grasso har jeg smagt før og været totalt forelsket i. Og nu er jeg det igen.

Vi har fat i Silvio Grassos basis Langhe Nebbiolo, der vistnok ikke lavet på 100% Nebbiolo – men kun 95% – da der er tilsat 5% Barbera samt Merlot. Og druerne kommer fra  Monticello d’Alba området i La Morra.

Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Sidst jeg smagte vinen var det i årgang 2015 og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset. Så det gør jeg ikke nu, men skynder mig i stedet at få vinen i glasset og læner mig frydefulgt tilbage i stolen.

I glasset er vinen igen lys og transparent, hvilket får mine håbefulde forventninger til at stige et par etager. Og hvor dufter det altså bare pissegodt … pardon my french. Op af glasset strømmer nemlig en lys, fin og vanedannende aroma med violer, roser, mentol, timian, syrlige kirsebær, lyse blommer, ribs … sådan let våde og gæret. Der kommer også et let fadpræg, hvor både røg, lidt svag vanilje, karamel og tørre mandler vil lege med. Og uha hvor de leger.

Smagsmæssigt har vinen en lidt svag sød side med lidt karamel, kirsebærlikør, jordbær og egentlig meget frugtrig smag. Med luft i munden mærker du vitterlig et markant tanniske Nebbiolo bid, men syren bliver dog aldrig helt vild og tør, for den lille kække, søde side gør helheden venlig, måske endda nærmest saftig og læskende. Det er monsterlækker Langhe Nebbiolo, der vil kunne slå mange fine Barolo’er omkuld. Det bliver 5 kæmpe hjerteformede fingre med amorspil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 104 kr., hvilket må siges at komme i kategorien røverkøb.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Château la Fleur Haut Carras, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2018 Château la Fleur Haut Carras, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigChâteau la Fleur Haut Carras ligger mellem Saint-Sauveur og Pauillac på Medoc halvøen og er et af de talrige, mere ukendte vinslotte i Bordeaux. Men derfra smager jeg nu vinslottets vin i en årgang 2016.

Vinslottet ejes og drives af Albert Tiffon, som kommer fra en familie af vinproducenter i Bordeaux, men da han ikke kunne overtage sine forældres ejendom, så grundlagde han i 1982 i stedet Château la Fleur Haut Carras.

I dag har Albert Tiffon 8 hektar i Haut Médoc og frem for alt 4 hektar i Pauillac. Specielt de 4 hektar Pauillac ligger helt fantastisk og i dag ville det være umuligt for ham at købe sådanne marker, da de store naboer som Mouton, Latour, Lynch-Bages og Pichon Comtesse de Lalande opkøber alt, så det betyder vilde priser.

Albert Tiffon modtager ofte opkald med spørgsmålet, om han er villig til at sælge sine 4 hektar, som formentlig i dag har en værdig på omkring  2 millioner euro pr. hektar. Men Mouton Rothschild vin fra Pauillac kan jo også sælges til 300 € pr. flaske i modsætning til Alberts 20 €.

Denne 2018 Château la Fleur Haut Carras Haut-Médoc er lavet på et blend af 50% Cabernet Sauvignon, 45% Merlot og 5% Cabernet Franc. Druerne kommer dog ikke fra hans Pauillac marker, men fra de 8 hektar grusholdige marker i Saint-Sauveur.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke med 30 dages maceration, der giver godt med udtræk af farve, smag og tannin. Derefter er 60% af vinen modnet 11 måneder på franske barriques, heraf 35% helt nye fade, mens resten blot modnes i ståltankene.

Duften rammer næsen med en vis modenhed, lidt kælder, lidt muldjord og en trøffelagtig sødme, hvor fagpræget er pænt tydeligt med cedertræ, masser af skovbund, tobak og søde krydderier. Men så vågner frugten op, blommeagtig og mægtig. Der er solbær, sorte kirsebær kombineret med grafit, mynte og så et lille dekadent slag fra grønne blade, en let kølighed og blæk.

Smagen er lettere end forventet … virker frisk og frugten mere syrlig og lys end forventet. Tanninerne er pænt tørre og trækker en lille og svag bitterhed med ind i smagsbilledet. Smagen er tør og suppleres af lidt engelsk lakrids, kul og tjære, men alt bliver sådan lige pænt i overfladen, men selv uden vild dybde, så er det en harmonisk og en velkomponeret Bordeaux vin, så vi ligger lige i spændingsfeltet mellem 4,5 og 5 houlbergske tomler eller 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 179,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, TysklandFra ægteparret Anna-Karina og Stefan fra Weingut Raddeck lige ovenfor Nierstein smager jeg nu endnu en vin og denne gang er det deres 2018 Riesling Alte Reben.

Vinen er produceret fra druer på vinstokke, der er 35 år gamle og står på den stejleste del af  Roter Hang. Druerne er høstet ved håndkraft og vinen er spontangæret på 500 liters egefade og er også lagret der 12 måneder på gærresterne. Efter aftapning modnes den endnu et år på flasken inden frigivelse.

Fin næse … stenet, mineralsk med et anstrøg petroleum, lidt røget spegepølse, appelsin, violer, småsure æbler, fersken, citroner, røg og klare egenoter. Der giver en lidt sjov, tiltrækkende note, hvor både de lidt terpentinske elementer blandes med egetræ.

I munden har vinen en dyb, intens smag … grillede citroner, lemon, modne samt syrlige æbler og et godt bid. Der er lidt cremet elegance fra fadene og eftersmagen er også sindssyg lang. I eftersmagen er der pænt med lemon bitterhed.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Roboredo Madeira, CARM Reserva, Douro, Portugal

2017 Roboredo Madeira, CARM Reserva, Douro, PortugalCasa Agrícola Roboredo Madeira aka CARM drives af familien Roboredo Madeira og laver vin, olivenolie og mandler. Her smager vi vinen CARM Reserva 2017.

Familien har drevet deres kombinerede landbrug siden det 17. århundrede og altid omkring Douro floden.

Familia Roboredo Madeira har i dag 60 hektar med mandler, 220 hektar olivenlunde og 200 hektar vinmarker, der ligger omkring den lille by Almendra i den bedste del af det øvre Douro, hvor vinhuset også holder til.

Siden 1966 har Celso Maderia stået i spidsen for vinhuset og det var også ham, der i 1995 gik over til økologisk drift. I dag er det dog den næste generation i form af Filipe Roboredo Madeira og António Magalhães Ribeiro, der står for driften og vinproduktionen,

Familiens vine og olivenolier roses … bl.a. blev huset i 2010 belønnet med en flot 9. plads i Wine Spectators Top 100 for deres Reserva 2007 og deres olivenolier er meget berømte i Portugal og ligeså vigtige for familien som vinproduktionen.

Vinene laves under flere brands, bl.a. CARM, Vinha da Urze, Bispado, Almendra og Marquês d’Almeida. Denne Reserva 2017 er lavet på 50% Touriga Nacional, 25% Touriga Franca, 20% Tinta Roriz og 5% Tinta Francisca. Vinen er vinificeret i husets kælder på Quinta das Marvalhas i Almendra.

Druerne er 100% afstilket, hvorefter du lige knuses og køles hurtigt ned. Først derefter starter en kold premaceration i 12-24 timer før gæringen ved 22 grader i rustfrie ståltanke over 8 dage. Efter gæring er vinen så lagret 18 måneder på 500 liter egefade … 70% franske og 30% amerikanske.

Næsen har små prikkede blomster på … dejlig indbydende, lidt vild, frisk og funky med både brombær, sorte kirsebær samt et klar præg fra fadene med vanilje og chokoladekiks. Det virker ikke kompleks, men har en dejlig umiddelbarhed, som er forfriskende og ganske charmerende.

Smagsmæssigt er der igen en vis sødme, men her er det meget passende, for vinen har en dejlig smag, rund, venlig, vild, lækker og med god balance med faste og venlige tanniner suppleret med de mellem- og mørkerøde bær.

CARM forhandles af Portugisisk Vinkælder, men denne er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Reynolds Wine Growers, Julian Reynolds Reserva, Alentejo, Portugal

2015 Reynolds Wine Growers, Julian Reynolds Reserva, Alentejo, PortugalVinhuset Reynolds Wine Growers ligger i den østlige del af Portugal tæt ved den lille by Figueira de Cima i Alentejo regionen. Derfra smager jeg en 2015 Julian Reynolds Reserva.

Vinhuset har en lang og spændende historie, som er startet i 1820, hvor den engelske sømand Thomas Reynolds ankom til Portugal tiltrukket af potentialet indenfor vinhandel. Så han bosatte sig selvfølgelig i Porto med sine to sønner Thomas og Robert, hvorefter familien solgte en række portugisiske produkter til deres landsmænd i London.

I 1838 blev de involveret i korkindustrien og oprettede en fabrik til fremstilling af korkpropper i Alburquerque i Spanien, hvor de boede i 11 år … og det blev en rentabel forretning, så snart åbnede de nye korkfabrikker i Portugal og Spanien.

Familien vendte tilbage til Portugal i 1850 og flyttede til Estremoz, hvor de boede i kort tid … men både Thomas og sønnen med samme navn havde udlængsel og rejste i stedet den 130 dage lange rejse til New Zealand med en stor flok merino-får og vendte aldrig tilbage.

Men Robert Reynolds blev tilbage i Estremoz for at tage sig af forretningen, men den udvidede han dog snart med køb af nyt jord til produktion af vin … en passion, som han havde fået en særlig lidenskab for.

Der gik heller ikke længe førend familien flyttede til Alentejo og siden har familien drevet Reynolds Wine Growers. I dag er det så Roberts oldebarn Julian Reynolds, der driver vingården. Han har omkring 40 hektar vinmarker på en lille bakketop og med stokke med Trincadeira, Aragonez, Alfrocheiro, Arinto og Alicante Bouschet.

Her smager vi husets 2015 Julian Reynolds Reserva, der er lavet på 40% Alicante Bouschet, 40% Trincadeira og 20% Syrah, som alle er fra marken Herdade da Figueira de Cima. Druerne håndhøstes og gærer efterfølgende på store træfade. Lagringen foregår på franske 225 liters egetræsfade og strækker sig over 24 måneder. Herefter lagrer vinen minimum 12 måneder på flaske.

Vinen har en dejlig duft, god syrlighed, en del lakrids, vingummi, solcreme, kokos, nogen lethed, blomster, jordbær, kirsebær, læder, sødbrændte fade, kakao og chokolade.

Smagen er også ganske fin, har også en del sødme, men slet ikke så meget som foregående, men er i stedet bare meget saftig med denne dejlige lethed, som jeg vitterlig synes ret godt om.

Set hos Bækkelund Vine, hvor en flaske (2011) koster 144,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Anselmo Mendes Vinhos, Alvarinho Contacto, Minho, Portugal

2020 Anselmo Mendes Vinhos, Alvarinho Contacto, Minho, PortugalAnselmo Mendes startede sit vinhus Anselmo Mendes Vinhos i 1998 og er anerkendt i både sit hjemland og i udlandet for sine vine på specielt Alvarinho. Her smager vi netop én af slagsen, nemlig vinen Alvarinho Contacto 2020.

Anselmo Mendes startede allerede i 1987 med at studere fermentering og lagring af vine på egefade. Det fik ham så 10 år senere at købe en vingård ved Melgaço og året efter i 1998 frigav hans så sin første vin, som var et resultatet af de mange års studier omkring specielt omkring lagring af vine på druen Alvarinho på egefade.

Allerede året efter startede han også forsøg med fermentering af Alvarinho druen med skindet og har lige siden fået masser af gode anerkendelser for sine innovative og samtidig traditionelle vine på den hvide drue. I dag er Anselmo Mendes den producent, som har flest marker med Alvarinho i både Monção og Melgaço området i Minho.

Det er over 130 hektar vinmarker beliggende i 3 områder … Monção og Melgaço nær vingården samt i Lima og endelig i  Douro ved Baião i Minho aka Vino Verde vinregionen.

Denne  Alvarinho Contacto er fra marker i Monção og Melgaço, der efter høsten er afstilket 100% inden en kort udblødning/maceration på skindet. Så er druerne presset og har hvilet køligt inden langsom og kølig gæring ved 14-18 grader efterfulgt af 3 månedernes lagring sur lie med regelmæssig bâtonnage.

Det er også en vin med langt mere karakter end foregående … mere grøn, mineralsk, parfumeret og aromatisk. Der er stikkelsbær, hyld, grape, æbler … meget mineralsk og slank.

Sådan smager vinen også … høj på syre, lemon, grape og citroner med et vildt langt syrebid. Den er stenet, klar, stringent med en lille saftighed i æblerne.

Forhandles af Portugisisk Vinkælder, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, Italien

2008 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, ItalienSocietà Agriocola Lunadoro – også kaldet Nobile Lunadoro – ligger tæt på den lille landsby Gabbiano mellem Val di Chiana dalen og Trasimeno søen cirka 15 kilometer nordøst for selve Montepulciano by … og det er derfra, at jeg nu smager to af deres Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione … og starter med 2008’eren.

Vingården har samlet 40 hektar jord, men heraf er alene 12 hektar vinmarker beliggende i 332 meters højde med en undergrund med masser af her … bl.a. påvirket af Trasimeno søen. Omkring 10 hektar af vinmarker er tilplantet med Sangiovese og de restende 2 med Merlot, Petit Verdot og lokale druer.

Vingården ledes af Adriano Annovi, mens ønologen Maurizio Saettini står for produktionen og agronomen Egidio Finazzer for driften af vinmarkerne. Men de 3 herrer ejer dog ikke vingården, for Nobile Lunadoro er nemlig ejet af den store vinkoncern Schenk, som vi jo er stødt på her på Houlbergs Vinblog tidligere.

Schenk eller Gruppo Schenk eller der Schenk Gruppe er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange lande og laver vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Den schweiziske koncern er grundlagt tibage i 1893 af Arnold Schenk, som med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land, bl.a. ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen selskaberne, Schenk Italia i Bozen i det nordlige Italien og Bodegas Murviedro i Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et bredt produktsortiment.I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges. I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto og Bacio della Luna i Toscana samt franske vinhuse som fx Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Schenk er således et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra et utal af lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Schenk har dog først købt Società Agriocola Lunadoro i 2016, men vinhuset er nu også et forholdsvis ungt hus … de tidligere ejere købte nemlig ejendommen i starten af 2000 og lavede de første vine et par år senere i 2004.

Dengang hed vinhuset Azienda Agricola La Bandita e Lunadoro og var grundlagt af Dario Cappelli og Gigliola Cardinali. De havde bl.a. også stået bag en fuldstændig renovering af vinkælderen i 2006 for implementering af moderne teknologi.

Men nu er det så Schenk gruppen, der driver Società Agriocola Lunadoro og dets marker. Målet for Schenk er i første omgang at tredoble produktionen til 80.000 flasker årligt … og indtil videre er det fordelt på 4 forskellige vine, hvor denne Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione er topvinen.

Vinen er fremstillet på 85% Sangiovese – eller Prugnolo Gentile, som de også kalder den lokalt – suppleret med lige dele Merlot, Canaiolo og Mammolo. Vinifikationen sker i temperaturstyrede rustfri tanke,  ståltank, hvorefter vinen modner 24 måneder på et mix af store franske tonneaux-fade og små franske barriques efterfulgt af minimum 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen moden brunlig, men jo slet ikke unaturligt for Sangiovese med alder, men konen vrænger næse. Men det er der slet ingen grund til, for vinen dufter ret godt, selvom det bestemt er en  moden aroma med blommer, modne kirsebær … Amarena kirsebær, sød tobak, læder, tørrede champignon og trøfler – og dermed næsten nok til en god risotto – gammel og fed balsamico, kaktuspiller, ristede noter samt en snert lakridskonfekt.

Smagsmæssigt er det også en moden vin … blød, rund med blommer, kirsebær, saftig, flot og har bløde, polerede tanniner, en fin lethed og en fin nerve. Man kan godt forstå, at Brunello nogle gange ryster i flasken, når kusinen Vino Nobile di Montalcino kommer på bordet, hvor den som her er fint afstemt, moden og yderst drikbar, så 5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, Argentina

2017 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, ArgentinaVi starter smagningen af de 3 Abremundos vine helt straight med denne 2017 Octava Bassa, som er makkerparrets store og populære sællert.

Octava Bassa er lavet på 100% Malbec med druer fra 2,5 hektar marker med buskvine i 1.000 meters højde ved Chacayes samt Altamira i Valle de Uco.

Vinen er lavet i små 225 liters barriques placeret på små hjul, som får fadene til at rotere under gæringen. Det er en metode, som Marcello har taget med sig fra hans arbejde på topslotte i Pomerol og Saint-Émilion.

Der sker først en kold maceration i 10-15 dage og efter fermentering med rotation er vinen også lagret i franske barriques 12-14 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse. Suckling har givet denne vin 95 point i denne årgang 2017, mens Parker er lidt mere kostbar med 91 point.

I næsen er det en intens, mørk og kraftig vin med solbær, blåbær, masser af sort skosværte og blæk, cedertræ, nelliker, røg, lakrids, tobak samt chokolade. Der fornemmes også lidt blomster, men det er ikke lyse og feminine blomster, men en mere lummer støvdrager, der sammen med lidt eg og sødme kildrer dig i næsen. Men alligevel er duften egentlig ikke varm og fed, men med en vis kølighed.

I munden er det koncentreret, cremet, fløjlsblød og sødopulent vin, hvor man nærmest synker ned i en dyb, mørkebrun fløjlssofa, som er total comfy. Den er vellavet, saftig, fed og klart med stor sødme, men dog aldrig for meget for mig. Der er mælkechokolade, vanilje, varme og blødsød lakrids. Tanninerne gør ikke meget væsen af sig, men har i stedet en meget svag bitterhed. Det er fløjlsblødt og alligevel fyldt med saft og kraft. Det er virkelig comfortwine og absolut flot produceret, så 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, Argentina

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, ArgentinaSådan en sommeraften, hvor kulden hurtigt går ind i ben og knogler, så er sådan et kraftigt glas rødvin godt … som nu fx en Signature Malbec fra Marcelo Pelleriti Wines.

Marcelo Pelleriti er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er del også en del af projektet Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.

Marcelo er opvokset med vin og har kravlet rundt mellem vinestokkene hos sin bedstefar og været med til at trampe druer til familiens hjemmelavede vin. Men hans gennembrud som vinmager fik Marcelo i Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Han har lavet mange årgange for familien Péré-Vergé, der ejer vinmarker og vinslotte i Frankrig, bl.a. Château Montviel, Château La Gravière, Château Le Gay og Château La Violette i Pomerol. Selvom han har opnået et kæmpe internationalt renomé, så har Marcelo overhovedet ikke glemt sit hjemland Argentina.

Allerede i 1994 startede han med at lave sine allerførste vine i Argentina fra en 110 år gammel vinmark, som han ejer i La Consulta i Valle de Uco i Mendoza. Men i 2007 startede Marcelo Pelleriti så sit eget personlige projekt Marcelo Pelleriti Wines,

I dette projekt laver Marcelo en række vine, som skal udtrykke Valle de Ucos specielle terroirs, som fx denne Signature Malbec, der er lavet på 100% Malbec fra netop La Consulta og Vista Flores markerne i Valle de Uco.

Markerne, der blev plantet tilbage i 1907, ligger i 1.000 meters højde, hvor høj sol og kølig natteluft fra Andesbjergene er med til at  frembringe druer af meget høj kvalitet.

De håndplukkede druer sorteres både i vinmarken og i vineriet, så kun de bedste, kernesunde druer finder vej til Marcelos signaturvin. Efter 5 dages udblødning af drueskallerne 10-12 grader, så gærer vinen i temperaturstyrede tanke med daglig pigage. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på 225 liter franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Det er duftmæssigt har vinen en tæt, mørk og våd næse … tørt træ, cedertræ, lakridsrod, engelsk lakrids, tørv, jod, tjære, rå champignon, kakao,  småbitter baconfedt og mørk chokolade, lidt tør tobak og en frugt med blåbær, solbær og svesker. Der er sgu pænt skrald på drengen med rå power.

Smagsmæssigt passer det meget til duften … blød, cremet og med en tørbitter smag, salt, mineraler, småsur tobak, bitter mørk chokolade, tjære, blåbær, kanel, violer og ristede noter. Frugten må godt komme mere frem, for træ, tørhed og bitterhed fylder godt sammen med en jernagtig mineralitet. Tanninerne er tørre, men ikke stramme … men intensiteten er ganske imponerende.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 219,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Egon Schmitt, Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Egon Schmitt, Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken, Pfalz, TysklandDen gode Jochen hos Weingut Egon Schmitt laver self også vin på de mere udbredte druesorter som fx denne 2019 Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken.

Marken Dürkheimer Spielberg liggr ved den nordvestlige del af byen på det bjerg, hvor marken Ungsteiner Herrenberg ligger øst for højderyggen, mens jorden, der skråner ned mod Pfalzskoven er Dürkheimer Spielberg .

Der er stor uenighed om, hvor marken har sit navn fra. Nogle mener, at den har fået navnet efter et romersk udsigtstårn, som engang var placeret der … og ordet Spielberg kommer fra det romerske specula, som er Spiegelberg og i dag Spielberg.

Andre mener, at navnet går de gamle grever … die Grafen von Leiningen, som ejede dette stykke jord, der var rig på den spurv, som på tysk hedder Wacholderdrosseln og på dansk en sjagger. Den skulle vist være kendt for sin fine sang … og deraf fik marken selvfølgelig navnet  Vogelspiel.

Denne vin har spontangæret i store træfade., hvorefter den så er lagret sur lie for at forfine og give fylde til den koncentrerede frugt. Den er tappet på flaske i juni 2020 med en let filtrering. Vinen har 4,0 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der først en snas petroleum, diesel og terpentin … så er motoren ligesom startet. Niveauet af TDN ligger klart i den højere ende, men ikke så meget, at man ikke kan fange frugten med modne æbler, fersken, tørrede abrikoser, let lakridskonfekt, nogle fylde og lidt, som kan minde om fiskefond eller skaldyr, salte mineraler, støvet kalk suppleret med lidt krydderier.

Smagsmæssigt er der en god og markant frisk syre, om end lidt til den fyldigere side. Alt leveres blødt og cremet. Det er sgu Riesling lækkerier med citron, grønne limefrugter, lemon bitterhed, umodne æbler, abrikos og fin lang eftersmag. Houlberg er glad med 5 fingre indbefattet en pil op.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 180 kr., mens prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7