Min travleste dag som vinblogger var klart dagen efter de 2 dages officielle Anteprima Sagrantino i Montefalco. Der havde de søde mennesker hos Consorzio Tutela Vini Montefalco nemlig plottet hele 6 besøg på vingårde ind i mit dagsprogram … min press tour. Med andre ord en hel dag fyldt med besøg på vingårde og masser af vine fra morgen til aften.
Det sidste stop på dagen blev på Cantine Scacciadiavoli aka Azienda Agraria Scacciadiavoli di Pambuffetti, hvor vi også skulle indtage vores aftensmad. Press tour programmet sagde nemlig; Meet the driver at Piazza del Comune to go to the dinner at Scacciadiavoli winery.
Og når jeg skriver vi, så var det en lille flok vinjournalister, bl.a. den franske Fabien Lainé og selvfølgelig jeres trofaste, ihærdige vinblogger.
Vi havde dagen forinden mødt den karismatiske Iacopo Pambuffetti under den fælles middag på Il Ristorante Alla Via di Mezzo og havde ventet, at han skulle føre os igennem aftenen og vinene fra Scacciadiavoli. Han havde nemlig under middagen nævnt, at han glædede sig til at få besøg af os den næste dag.
Det store gamle 4-etagers vineri fra 1884 for enden af den store plads.
Da vi ankom til vingården, så havde mørket allerede så småt besluttede at sænke sig over gårdspladsen, som lå omgivet af et mørkt tæppe alene oplyst af sparsomme lamper rundt om på de forskellige, gamle bygninger. Iacopo var imidlertid ikke hjemme, så vi blev i stedet modtaget af den søde og dygtige Francesca Granelli … et godt bytte ;o)
Smagelokalerne i den ene side af den store plads.
Den smukke Francesca er både uddannet sommelier samt ønolog og er i dag ansat hos Scacciadiavoli. Jeg havde kort set hende dagen før til den frie smagning af vine i Chiostro Sant’ Agostina, hvor hun stod og servede iskolde hvidvine. Jo, lidt opmærksom er jeres flittige vinblogger skam.
På grund af mørket, så var det selvfølgelig ikke muligt med en tur rundt i stedets flotte have eller vinmarkerne, der ligger lige op til vingården.
I stedet startede Francesca med at tage os en tur igennem det gamle vineri og med at fortælle historien om vinhuset, der er det ældste vinhus i Montefalco området og grundlagt helt tilbage i 1884.
Vinhuset kaldes Scacciadiavoli – som betyder djævleudryderen – efter en exorcist, som levede i udkanten af husets marker og anvendte vine i sine ritualer.
På rundtur i vineriet og vi startede på øverste etage.
Bag etableringen af vinhuset stod fyrst Ugo Boncompagni Ludovisi fra den gamle italiensk adelsslægt fra Piombino ved Pisa. Den vinglade fyrste var bosat i Rom, men forlod byen for at beskæftige sig med vinproduktion og slog sig ned vest for Montefalco tæt på den mindre by Celestrino.
Ugo var en fremsynet mand og byggede vingården med kommerciel vinfremstilling for øje. Således blev vingården bl.a. opført i 4 etager, således man kunne udnytte tyngdekraften og lade vinen løbe fra etape til etage i takt med produktionen … meget effektivt og avanceret i forhold til den tid.
På grund af vineriets imponerende størrelse, så blev det af de lokale kaldt Localita Cantinone, hvilket betyder noget i retning af den store kælder … og det er også adressen for vinhuset i dag.
I øvrigt indgår Boncompagni Ludovisi familiens våbenskjold – et rødt skjold med en gul drage og en kongekrone på toppen – fortsat i logoet for Scacciadiavoli.
Vineriet er tidligere moderniseret, bl.a. med rustfrie ståltanke.
Scacciadiavoli har produceret vin uafbrudt siden etableringen i 1884, men siden 1954 har det været med familien Pambuffetti ved roret. Amilcare Pambuffetti købte nemlig stedet i 1954 i en alder af 71 år. Han havde stærke bånd til vingården, som han havde arbejdet på som ung 14-årig knægt.
Da han døde i 1977 overtog hans 3 sønner Alfio, Settimio og Mario driften og i 2000 kom 3. generation til roret i form af Settimios tre sønner Francesco, Carlo og Amilcare, som havde besluttet, at de ville overtage ejerskabet af vingården fra den anden del af familien.
Gode produktionsforhold i vineriet på Scacciadiavoli.
De har efterfølgende gennemført en større renovering af stedet og samtidig moderniseret vineriet, dog med respekt af den gamle arkitektur og stedets gamle historie, bl.a. fungerer det gamle princip med udnyttelse af tyngdeloven i fremstillingsprocessen fortsat i det 4 etagers høje vineri.
Amilcare Pambuffetti er i øvrigt i dag formand for vinbøndernes sammenslutning Consorzio Tutela vini Montefalco, som jo netop stod bag den netop afsluttede Anteprima og invitationen til mig om deltagelse i samme. Rar mand.
Den søde Francesca Granelli viste os rundt i vineriet …
For nogle år siden kom 4. generation af Pambuffetti familien med i foretagendet, nemlig Amilcare, Iacopo, Liù, Romeo og Fiammetta. Det er specielt Iacopo og Liù, som i øvrigt er fætter og kusine, der er de drivende kræfter af den nye generation. De er i dag godt involveret i produktionen, som årligt ligger på omkring 250.000 flasker vin.
Scacciadiavoli har samlet 130 hektar jord, hvoraf dog alene 35 hektar er vinmarker, beliggende i omkring 400 meters højde med en undergrund af sand og ler, som er specielt velegnet til Sagrantino druen. Det giver basis for omkring 9 forskellige vine, herunder 2 mousserende vine. Derudover laves der også en grappa på Sagrantino.
… og fortalte om vinhuset, produktionen og hvordan vinene laves.
Vi fik en super rundvisning af Francesca i det gamle vineri på Scacciadiavoli, hvor specielt den gamle kælder med hvælvede lofter og hundredvis af barriques gjorde et stort indtryk. Det gamle vineri bar præg af tidens tand, men på en charmerende og imponerende facon.
Francesca Granelli viser rundt i vinkælderen.
Efter rundvisning blev vi vist ind i husets store smagelokale på den anden side af gårdspladsen … lidt af et stort festlokale, som sikkert har set nogle sjove og underholdende fester. Et stort rundt bord var dækket op til os, så vi satte os fluks til bords sammen med Francesca som bordets naturlige og lysende midtpunkt.
I smagelokalet var der dækket op til en lille middag … og selvfølgelig en stor vinsmagning med alle husets vine.
Det skulle vise sig, at Scacciadiavoli også har en kok ansat, og hun havde sørget for, at det også gastronomisk blev en flot aften med umbriske lækkerier bl.a. med charcutteri, ost, brød, risotto kogt ind med Sagrantino, kalvekød med hjemmelavede kartoffelkroketter og sluttelig en slags kage af en slags.
Charcutteri samt dejlige oste.
Risotto kogt ind med Sagrantino.
Lidt kalvekød samt kartoffelkroketter mener jeg, at det var … men er sgu ærlig talt ikke helt sikker.
Og sidst lidt kage … og for interesserede lidt grappa til, men den sprang jeg nu over. Jeg havde vist nået min dagsration, godt og vel.
Læg dertil gennemgang af hele husets sortiment af vine, herunder vertikal smagning af deres Montefalco Sagrantino i 6 årgang fra 2006 til 2011. Imponerende.
Ganske overraskende, så laver Scacciadiavoli to mousserende vine … og ikke blot efter den billigere charmatmetode, men på den helt rigtige champagnemetode. Så dem startede vi naturligvis med at smage.
Her ser i det smageprogram, som jeres flittige vinblogger måtte kæmpe sig igennem:
- N.V. Scacciadiavoli, Spumante Brut Metodo Classico
- N.V. Scacciadiavoli, Spumante Brut Rosé Metodo Classico
- 2015 Scacciadiavoli, Grechetto Umbria IGT
- 2014 Scacciadiavoli, Montefalco Bianco
- 2013 Scacciadiavoli, Montefalco Rosso
- 2014 Scacciadiavoli, Montefalco Rosso
- 2006 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino
- 2007 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino
- 2008 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino
- 2009 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino
- 2010 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino
- 2011 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino
Scacciadiavoli blev et flot punktum på en lang, men særdeles spændende dag. Så derfor et kæmpestort tak til den helt fantastiske Francesca, kokken samt Scacciadiavoli for et flot aften, dejlig mad og gode vine.
Scacciadiavoli er bestemt et af de steder, som du må besøge, hvis du nogensinde kommer til Montefalco. Vi slutter selvfølgelig med lidt flere fotos fra aftenen på Scacciadiavoli.
Scacciadiavoli laver i øjeblikket 2 forskellige hvidvine, både en Grechetto og en Montefalco Bianco, og Francesca fortalte også under vores middag, at de i 2011 har plantet mer’ Trebbiano Spoletino, som i løbet af de kommende år skal danne baggrund for endnu en hvidvin.
Den anden spumante var en rosé … minsandten lavet på ren Sagrantino og samtidig også på Metodo Classico, altså lavet efter champagne metoden med andengæringen på flaske.
Ganske overraskende startede vi middagen på Scacciadiavoli med to mousserende vine, og den første var denne Spumante Brut Metodo Classico. Dejlig, kold og frisk Spumante.
Sidste Bocale Sagrantino di Montefalco blev 2010’eren, som også klart var den bedste af de 3 årgange, men formentlig alene pga. den ekstra alder, som klædeligt har modnet vinen.
2011’eren af Azienda Agricola Bocales Sagrantino di Montefalco var næste vin i glasset. Vi bevægede os hurtigt frem og jeg havde travlt med at få alle smagsnoterne skrevet ned.
Så gik vi over til 3 x Montefalco Sagrantino DOCG vine i streg fra Azienda Agricola Bocale di Valentini og den første blev denne årgang 2012.
Sidste Montefalco Rosso hos Bocale blev årgang 2013, som i mine øjne også var langt den bedste af de tre årgange.
Med næste Montefalco Rosso fra Azienda Agricola Bocale tog vi et massivt skridt 4 år frem i tiden, nemlig med vinen i årgang 2012.
Med Azienda Agricola Bocale di Valentinis Montefalco Rosso DOC startede vi bagfra med at smage vinen i årgang 2008, mens vi sjovt nok med deres Montefalco Sagrantino DOCG startede med nyeste årgang først. Det giver faktisk god mening, idet Rosso’en er bedst ung og Sagrantino’en bliver bedre og bedre med alderen.