2011 Gérard Bertrand, Château La Sauvageonne Pica Broca, Languedoc, Frankrig

Er du til Rhônevine, så er her en lille perle … og til fornuftige penge. Vi er dog ikke i Rhône … men tæt på, nemlig i Languedoc med vinen Château La Sauvageonne Pica Broca fra den tidligere, store rugbyspiller Gérard Bertrand, som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen.

Sidst smagte jeg hans 2007 Gérard Bertrand, Cigalus Blanc, Languedoc, Frankrig, så jeg vil skåne jer for hele historien om Gérard Bertrand, men blot koncentrere mig om vinen og Château La Sauvageonne … ét af hans mange vinslotte.

Château La Sauvageonne ligger nordvest for Montpellier, nær landsbyen Saint-Jean-de-Blaquière og et stenkast fra Causse du Larzac. Slottet er én af Gérard Bertrand seneste investeringer og er således købt i november 2011.

Slottet … eller nærmere den palælignende ejendom med stor swimmingpool og tilhørende marker ligger i en højde af 300 meter over havet overflade i AOC appellationen Terrasses du Larzac under Languedoc.

Château la Sauvageonne nyder godt af et nærmest perfekt terroir, hvor vinmarkerne er højt beliggende på vestvendte skråninger. Jordbunden består af hård rød skifer, og dette – kombineret med vinmarkernes høje beliggenhed og en vulkansk fortid – giver en vin med masser af fylde og intensitet, tilsat elegante tanniner og en vis mineralitet.

Siden Gérard Bertrand overtog ejendommen er der investeret massivt, og produktionen er – i bedste Gérard Bertrand stil – omlagt til både økonomisk og biodynamisk drift, og i 2013 opnåede Château la Sauvageonne sin certificering af biodynamisk status.

Parker har beskrevet La Sauvageonnes personlighed som værende à la Côte Rôtie, mens andre skribenter beskriver dens tanniner som værende meget i stil med Bordeaux’s venstrebreds vine. Sandheden er nok tættere på Côte Rôtie end Bordeaux, men disse udsagn understreger La Sauvageonnes meget fine tanniner, som tilbringer den en hvis kølighed og elegance.

Der laves 5 vine på Château La Sauvageonne, én hvid, én rosé samt 3 rødvine, hvoraf denne Pica Broca er én af dem. Pica Broca betyder gamle stokke, hvilket henviser til, at druerne til denne vin er høstet fra en højere liggende parcel, hvor stokkene er ældre, og druerne er høstet med en større modenhed og et mindre udbytte.

Vinen er primært et blend på Syrah og Grenache … men hvor meget af hver fremgår desværre ikke, men herudover er der også tilsat en lille smule Carignan.

Vinen er lavet med traditionel gæring på temperaturkontrollerede tanke, hvor mosten ligger med skindkontakt i 20–25 dage, inden temperaturen hæves, og gæringen sættes i gang. Vinen lægges efterfølgende på 225 liters egetræsfade, hvor den gennemfører sin malolaktiske gæring og lagrer yderligere i 12–16 måneder.

Og hvilken herlig lille vin, som i næsen er rustik, animalsk … helt mødding, så den biodynamiske ophav fornægter sig ikke. Herudover er der mørk frugt, nærmest blommer, overmodne kirsebær, skovbund, krydderier og grønne Provence-urter, som vi kender fra Rhône, samt sluttelig et strejf af lidt eg.

I smagen er der også genkendelige noter fra Rhône, meget ren frugt, jern, peber, urter, men også den lidt kølige stil, som også er nævnt ovenfor. Som om, at tanninerne er ranke og elegante. Der er fin balance og et virkeligt lækkert glas vin … specielt til pengene. Thumbs Up for denne vin, virkelig godt.

Købt i Vinspecialisten, pris 135 kr.

Rating 5,5/7   

2012 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

Endnu en Spätburgunder … eller i hvert fald Pinot Noir fra Østrig, og så på en lørdag. Vi har nemlig fat i Weingut Markowitsch’ entry-level Pinot Noir … good stuff.

Jeg drak for en måned siden Markowitsch’ topvin og var ovenud begejstret … og nu tjekker vi så en af de billigere vine fra vinhuset. Hvordan er denne vin? Det svar vender vi selvfølgelig snart tilbage til.

Weingut Markowitsch ligger i den lille by Göttlesbrunn i vinregionen Carnuntum i Niederösterreich og er grundlagt tilbage i 1750. I dag drives vinhuset af seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … og selvfølgelig hans frau, som hedder Christine.

Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter, hovedsagligt Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende, hvide sorter er primært Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Og siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff, og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri, en 2.500 kvadrater state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Gerhard siger selv om vinfremstilling; “Er der muligt, at planlægge vine? Nej, for stor vin formes i det væsentlige af ting, som er uforklarligt og ufatteligt. Denne erkendelse har fra begyndelsen fascineret mig. Det er beslutninger fra ens indre, som fører til succesen. Spontanitet, glæde ved at eksperimentere, nysgerrighed, talent”.

“Jeg behøver her ikke nævne, hvor tvingende nødvendigt arbejdet ved basis forbliver at være dén, som interesser sig for vore vine ved, at vi ikke kun stiler efter finesse, men har også stor respekt for det grundlæggende håndværk. Uden intensiv kropslig indsats er det umuligt at skaffe grundlaget for udformning af den levende vin. Vindyrkning er og bliver et eventyr fuld af overraskelser og ændringer i køreplanen. Ingen spadseretur … men en vidunderlig rejse”.

Her har vi Markowitschs entry-level Pinot Noir. Som på alle vinene fra Markowitsch er der også blindeskrift på. Hvad teksten er på blindskriften ved jeg imidlertid ikke. Det jeg ved er, at vinen er lavet på rustfri ståltanke og efterfølgende lagret i brugte egetræsfade.

Duftmæssigt virker vinen lidt mørkere end de fleste tyske Spätburgundere, og er heller ikke helt så animalsk i næsen. Til gengæld er der lidt kirsebær, røg og læder. Ikke verdens største næse, men til gengæld er smagen flot, blød, cremet og blid.

I munden er syren ligeledes blid og rund. Det samme gælder tanninerne … og en flot balance og en lækker vin, hvor der også er lidt mineralitet og chokolade i eftersmagen. Men samlet indtryk er også, at vinen er mere kraftig end dens tyske medsøstre.

Købt hos SuperVin, hvor jeg købte 2 flasker til i alt 300 kr., altså 150 kr. pr. flaske, hvilket er ganske okay. Vil du kun købe én flaske, så er prisen 214,95 kr.

Rating 5/7 

2013 Winzergenossenschaft Sasbach, Limburg Weißer Burgunder Kabinett Trocken, Baden, Tyskland

I den lille by Sasbach i Kaiserstuhl finder vi vinkooperativet Winzergenossenschaft Sasbach am Kaiserstuhl eG og de står bag denne hvidvin, en Limburg Weißer Burgunder Kabinett Trocken.

Kooperativet er et af de mindste vinkooperativer i Kaiserstuhl og er grundlagt i 1935 af 46 modige vinavlere, som ønskede at være fælles om produktionen af vinene.

I dag dækker kooperativet med det medlemmer alene lidt over 100 hektar vinmarker, hvor 2/3-dele af tilplantet med Burgunder-sortene, dvs. Spätburgunder, Grauburgunder og Weißer Burgunder.

Der sker en streng udvælgelse af druerne i markerne, og al høst sker manuelt for at sikre bedst mulig kvalitet. Det er kooperativet vinmager Werner Giener, som står for produktionen af vinene, mens husets Geschäftsführer er Thomas Langenbacher, som står for drift og ledelse af kooperativet.

Der laves både hvidvin, rødvine, sekt samt Jäger-Weine, og specielt er huset glade for deres rødvine. I 1992 vandt kooperativet førstepladsen for én af deres rødvine i det internationale vinmagasin Vinum.

Her har vi husets Limburg Weißer Burgunder Kabinett Trocken. Kan ikke finde de store oplysninger om vinen … udover, at den også fås i en halbtrocken udgave.

Duftmæssigt modne pærer, lidt ananas, sødme, en lidt smøragtig note og ellers lidt neutral … ikke umiddelbart megen syre eller mineralitet. I munden sød med æbler, pærer og en blid syre … ikke voldsom, men middel. Strukturen er fin og vinen er meget drikkevenlig.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men findes i Tyskland til 6,95€ … eller omkring 52 kr.

Rating 3,5/7

2010 MGM Mondo del Vino, Soprasasso Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Med næste vin røg vi i en helt anden boldgade … vi proppede nemlig en Amarone op, og det blev denne Soprasasso Amarone della Valpolicella fra et vinhus, som kalder sig MGM Mondo del Vino … MGM vinens verden.

Vinhuset MGM Mondo del Vino er oprindelig startet i 1991 … og MGM selvfølgelig fra efternavnet fra de tre grundlæggere Alfeo Martini, Roger M. Gabb og Christoph Mack. De var alle tre ønologer eller vineksperter og slog pjalterne sammen for at producere innovative italienske vine.

Der er ikke tale om et vinhus med egne marker, men et industrielt foretagende … et stort aktieselskab med en aktiekapital på 10 mio. euro. De opkøber druerne hos forskellige vinavlere, har ansat et stort team af vinmagere, producerer vinene og sælger dem under en række forskellige brands. Og det var været en stor succes.

Siden 1991 har MGM Mondo del Vino formået at investere i teknik og professionalisme med så stor succes, at kun få andre italienske vinproducenter har kunnet følge med – og vinfirmaet er i dag blandt de 15 største producenter i Italien med over 25 millioner flasker i produktion hvert år og små 4,5 millioner 3 liters Bag-in-Box.

MGM Mondo del Vinos har et ultramoderne vineri fyldt med “state-of-the-art” udstyr, placeret på en stejl bjergskråning midt i landsbyen Priocca, tæt på Asti i Piemonte. Tyngdekraften transporterer vinen, og de forskellige etaper af produktionen glider stille og roligt mod foden af bjerget, hvor lagerfaciliteterne er placeret – i øvrigt et topmoderne, fuldautomatisk lager.

Selve vineriet er delvist omlagt til “grønt”, og der arbejdes målrettet med miljøbeviste dyrknings- og produktionsmetoder.

MGM har nogle af Italiens bedste ønologer ansat, så som Gaetane Carron og Scipione Giuliani. Dog arbejder det faste team også sammen med et team af ”flying winemakers” til hver ny høst for at få inspiration og input.

MGM Mondo del Vino arbejder over hele Italien, men har som sit speciale Piemonte, Emilia Romagna og Veneto i nord og det meste af Syditalien.

Vinene markedsføringer under 22 forskellige mærker/brands. Herhjemme kendes måske mærker som Liva Leone fra Piemonte, Itynera som forhandles i Vinspecialist-butikkerne … ja og så denne Soprasasso, som nok mest er kendt fra supermarkederne.

I Soprasaaso serien laves der 6 forskellige vine, nemlig en Rosso Veneto, en Valpolicella Ripasso, en Bardolino, en Soave, en Rosso Veneto Appassimento og så denne Amarone, som der ikke findes mange informationer om … udover, at den er lavet på Corvina druer og kommer fra Veneto området.

I glasset selvfølgelig en mørk, tyktflydende vin, som i næsen byder på lidt modne blommer, godt med frugt, støvet jord og så ellers ikke så mange flere udtryk. I munden er der smag af lidt jod, mørk frugt, peber … men minder egentlig ikke ret meget om en Amarone … mere en lidt letbenet Ripasso.

Er er smule kedelig, og det tror jeg, var det samlede indtryk, for der blev ikke rigtigt taget ret meget af vinen bordet rundt.

Fået min flaske i gave. Den har tidligere kunnet købes i Bilka på bud til 99 kr., hvilket er efter rabat på 50 kr.

Rating 3/7 

2011 Weingut Joachim Heger, Vitus Spätburgunder Trocken Barrique, Baden, Tyskland

Lige update med fredagens Spätburgunder, som blev denne Vitus Spätburgunder Trocken Barrique fra Weingut Joachim Heger. Jeg har tidligere smagt en storesøster Mimus Spätburgunder fra Dr. Heger og den var jeg meget begejstret for … men denne når den desværre ikke til sokkeholderne.

Weingut Dr. Heger/Weingut Joachim Heger holder til i Kasiserstuhl … nemlig i byen Ihringen i Baden området. Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger.

Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften. Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.

Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.

I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Heger har i alt omkring 21 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her.

I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.

Seneste er Joachim Heger i 2013 af Gault Millau blevet tildelt titlen ” Winzer des Jahres 2013″, og chefredaktøren Joel Payne skriver om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Nu er turen kommet til hans Pinot Noirs, som også har kvaliteterne til at nå op blandt eliten i Baden. Specielt er Hegers Pinot Noirs klassificeret som Grosses Gewächs særligt attraktive takket være deres enestående finesse og en perfekt afbalanceret struktur.

Her har vi en 2011’er Joachim Heger, Vitus Spätburgunder Trocken Barrique, som – ligesom alle husets rødvine – er lavet med en macerationstid på mellem 10 og 25 dage. Herefter lagrer vinen på 228 liters barriques imellem 12 og 18 måneder.

Vinen er i øvrigt opkaldt efter Joachim Hegers grandonkel, som hed Vitus Severin Heger. Han var efter sigende en ganske eventyrlysten fyr. Det er sikkert også ham, så vi finder et foto af på etiketten.

Lad os gå om bord i vinen, som i næsen virker lidt neutral med en smule mærkelig kompostagtig note kombineret med lidt flintesten og moreller. I munden er vinen meget grøn og skarp med syrlige kirsebær. Mildner dog lidt med lidt varme i glasset … men helt godt bliver det aldrig.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 13,40€ … eller omkring 100 kr.

Rating 3/7 

2012 Weingut Gerhard Mäurer, Freidenker, Pfalz, Tyskland

Langfredag, og inden vi sætter ind med fredagens Spätburgunder, så lige en hvid fra vores broderland mod syd, nemlig denne Freidenker fra Weingut Gerhard Mäurer, altså den gode Doris Mäurer fra den lille by Dackenheim omkring 5 kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz.

Som nævnt i sidste indlæg er Doris uddannet som vintekniker i slutningen af 1980’erne. Siden hendes overtagelse er der opkøbt yderligere marker og vingården har i dag samlet 11 hektar vinmarker, primært rundt om Dackenheim.

Doris’ stil er både traditionel, men også moderne i den forstand, at Doris ønsker at arbejde med et udtryk, hvor signaturen er hendes egen og hun udnytter potentialet i druerne – og dette ses tydeligst i signaturvinen Freidenker.

Doris er også medlem af Vinissima – Frauen und Wein e.V., som er en forening af kvindelige vinavlere, vinjournalister og sommeliere i Tyskland. Foreningen er grundlagt i 1991 af 7 kvindelige vinbønder fra Kaiserstuhl, men tæller i dag over 400 medlemmer.

Her har vi netop husets topvin indenfor de hvide, nemlig Freidenker … som vel oversættes til fritænker … er et blend på forskellige druer, som varierer fra år til år.  Elegant etikette i øvrigt og kommer også med en sjov lille glasprop.

Her i årgang 2012 er vinen lavet af et blend på >50% Sauvignon Blanc, 10% Gewürztraminer, mens resten er Grauburgunder (Pinot Gris). Grauburgunderen har været lagret på amerikanske egetræsfade. Der laves årligt kun 1.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt godt med florale noter med orkideer, markblomster, blomstersæbe, estragon, koriander, persille, tørre krydderbuske, kamillete, lak, en smule grønne æbler samt ananas. I munden er vinen fyldig, aromatisk og kompleks med eksotiske frugter, mineraler, friskhed, knastør og præcis syre … meget flot med både fylde og syre i skøn balance.

Forhandles af Winefly, pris 125 kr. Godt køb til pengene.

Rating 5/7  

2013 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Påskeferie … og alle børnene på vej. I morgen står den på lammesteg, hygge … og i dag kan vi varme op med denne Riesling fra Weingut Reinhold Haart, da pigerne elsker hvidvin … og hustruen specielt Riesling. Og hvorfor ikke fra én af de bedre producenter?

Weingut Reinhold Haart, som holder til i byen Piesport i Mosel og familien er den ældste vinavlerfamilie i Piesport. Allerede i 1337 blev Haart nævnt som ejer af vinmarker i Piesport.

Den ultimative forudsætning for at fremstille vine af høj klasse, er besiddelsen af de bedste vinmarker, kombineret med vinsamhørighed og tradition, som findes i deres 650 år gamle familieejede vingård.

I dag leder ægteparret Edith og Theo Haart den traditionsrige vingård. ”Vores passion og profession tilhører vinene” siger begge samstemmende. Vinskribenter anser vingården for at være en af de bedste i Mosel. Således har også Robert Parker opdaget ”Reinhold Haart”.

Og Haart familien er også stor i Piesport, bl.a. driver Theos nevø også vinhuset Julian Haart, hvor den unge Julian også laver nogle fremragende vine.

Alle vine hos Weingut Reinhold Haart er ratet meget højt af Parker. Weingut Reinhold Haart blev bl.a. af “Weinguide Deutschland” i 2007 kåret som “årets vinmager” (Winzer des Jahres). Samtidig har vingården fået prædikatet “Weltklasse”, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.

I alt ejer og opdyrker Reinhold Haart 8 hektar vinmarker, som udelukkende er tilplantet med Riesling. Hans bedste vinmarker er klart Piesporter Goldtropfchen og Wintricher Ohlingsberg, men bare hans basis Riesling Trocken – ja det er lige præcis denne vin – giver et forrygende indtryk af husets formåen.

Theo Haarts vigtigste vinmark er Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder. De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses af nysgerrige turister og vininteresserede.

Denne Riesling Trocken, Haarts entry-level Riesling, er lavet ved, at mosten gæres ud på en blanding af gamle foudres og rustfrie ståltanke ved ca. 16 grader, hvilket forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende filtreres vinen let og tappes på flaske.

Duftmæssigt er her fersken, grønne æbler, blomster, blomsterstøv og i det hele taget godt med florale noter. Smagen er frisk, krisp og sprød med flintesten, æbler, citron samt et syrligt og bittert bid i eftersmagen.

Forhandles i Danmark af Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr. Jeg har købt mit eksemplar i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 8,50€ … eller omkring 63 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Weingut Gerhard Mäurer, Dackenheimer Mandelröth Spätburgunder Spätlese Trocken, Pfalz, Tyskland

Sådan en onsdag op til påskeferien er næsten at sidestille med en fredag … og det betyder jo én ting = Spätburgunder. Man kan hurtigt overbevise sig selv. Fabelagtige evner i den retning.

Jeg har fluks proppet én op af slagsen, en Dackenheimer Mandelröth Spätburgunder Spätlese Trocken fra Weingut Gerhard Mäurer, som holder til i den lille by Dackenheim omkring 5 kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz.

Weingut Gerhard Mäurer er et lille familieforetagende, der kun producerer 100.000 flasker vin om året.

Vinhuset er grundlagt i 1959, hvor Gerhard Mäurer startede en lille vinproduktion i eget navn. Sammen med hustruen Hilde Mäurer, som også selv var datter fra en vinfamilien i Freinsheim, satsede man på god kvalitet og sjove blandinger, og det blev en fin succes.

I begyndelsen af 1970’erne kunne man endda bygge ny vingård med moderne udstyr til produktionen af vinene.

I dag drives vinhuset af Gerhard og Hildes datter Doris Mäurer, der viderefører huset traditioner på bedste vis med hjælp fra hendes ægtemand/kæreste Klaus Litzius. Doris selv er uddannet som vintekniker i slutningen af 1980’erne.
Siden hendes overtagelse er der opkøbt yderligere marker og vingården har i dag samlet 11 hektar vinmarker, primært rundt om Dackenheim.

Det dækker over markerne Dackenheimer Mandelröth, Dackenheimer Kapellgarten, Dackenheimer Liebesbrunnen, Freinsheimer Musikantenbuckel, Freinsheimer Oschelskopf og Kirchheimer Schwarzerde.

Hoveddruerne er Riesling, Spätburgunder, Grauburgunder, Weißburgunder, Müller-Thurgau, Portugieser, Dornfelder, Chardonnay samt mindre mængder af Merlot, Shiraz und Cabernet Sauvignon , Scheurebe og Gewürztraminer.

Her har vi en Spätburgunder fra husets mark Dackenheimer Mandelröth. Der findes ikke de store oplysninger om vinen, så vi springer da bare ud i at smage den herlige saft. Jeg har dog også skrevet en mail til Doris for at høre lidt mere om vinen og produktionen. Doris har skrevet tilbage til mig, og hun fortæller, at det alene er omkring 20% af vinen, som har ligget på egefade.

Og ja … klassisk tysk Spätburgunder i næsen. Der er den søde hestestald, hindbær, kirsebær, rust, jern, fyrreskov og tilhørende fugtig skovbund, neglelak samt et bundt urter. I munden er fremtrædende syre, som går igen i hele smagsindtrykket. Herudover er der varme krydderier, syrlige bær … og syrligheden hænger længe i eftersmagen. Kunne måske tåle et par år på hylden, men godt er det.

Fået fra WineFLY … prisen kender jeg ikke.

Rating 5/7  

1986 Château Liot, Sauternes, Bordeaux, Frankrig

Som en slags dessert – og til brug for desserten – fik bestyrelsen lov til at gå på jagt i Jens’ vinkælder efter endnu en flaske … eller to. Som de ihærdige folk vi er, så fandt vi to ældre, støvede flasker.

Den første var en genganger, nemlig en 1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, Tyskland. Den har jeg tidligere skrevet om, og denne gang smagte den faktisk endnu bedre end sidste gang.

Og så valgte vi også denne Sauternes fra 1986. Den kommer fra et lille slot i Balsac, nemlig Château Liot, som gennem generationer har været ejet af familien David.

I dag er det Jerry David, som driver slottet og dets 25 hektar vinmarker.

Førstevinen er denne Château Liot Sauternes, mens andenvinen Château du Levant Sauternes kommer fra en 21 hektar mark nær Chateau Climens … et af de store Sauternes huse.

Jerry laver også en rødvin og 2 hvidvine fra Château Saint Jean des Graves – en 20 hektar vinmark beliggende ved Pujols sur Ciron mellem Sauternes og Barsac.

Barsac er den største af de fem kommuner, som hører under Sauternes AOC. Vinene herfra kan enten hedde Barsac, Sauternes eller Barsac-Sauternes. Vinene laves primært på Sémillon og er generelt lidt mindre elegante end dem fra Sauternes, men de bedste producenter opnår den velkendte cremede og nøddeagtige smag, som kendes fra Sauternes.

På Château Liot laves der alene denne Sauternes, lavet på 85% Sémillon, 10% Sauvignon Blanc samt 5% Muscadelle. Vinen er lagret på egetræsfade i 18 måneder.

Og hvilken dejlig lille eliksir – duft af nødder, muskat, honning, tørrede abrikoser, boghvedegryn … godt med sødme, men der fornemmes også fortsat en vis syre i vinen. I munden er der honning, ananas … en dejlig sød vin, men den bliver aldrig for sød, for der er også en lille, blid syre, som holder tingene på plads. Eftersmagen er ikke så lang, men meget charmerende.

Jens havde haft hans flaske liggende i mange år. Skal man finde et eksemplar, så skal man nok på auktioner. Bruun-Rasmussen solgte i 2013 samlet 12 flasker for 1.100 kr., og det må siges at være rigtigt billigt.

Rating 4,5/7 

1990 Marchesi Antinori, Solaia, Toscana, Italien

Hvad skal man drikke til maden på en dødelig onsdag aften? Hvorfor ikke bare kultvinen Solaia fra Marchesi Antinori i en ældre udgave fra 1990? Dem har man vel masser af i kælderen?

Jens ville lige forkæle os til onsdagens bestyrelsesmøde, og med intet mindre end én af de største kultvine fra Italien. Og lige præcis den vin, som jeg havde smagt for 3 uger siden … blot i årgang 2001.

Ikke en dårlig vane, at smage sådan en vin i tide og utide … blot en dyr vane!

Antinori familien er blandt de ældste vinavlerfamilier i Italien. Man har optegnelser der daterer familiens vinproduktion tilbage til 1180, hvor familien lavet vin på ejendommen Castello di Combiate. Den nedbrændte imidlertid i 1202 og familien flyttede til Firenze, hvor man drev handel med silkestoffer og bankvirksomhed.

I 1385 meldte Giovanni di Piero Antinori sig ind i Firenzes Vinmagerlaug, og det blev den officielle grundlæggelse af vinhuset Antinori.

I de kommende år blev familien mere og mere berømte for deres vine og som følge af deres sucess købte de i 1506 Palazzo Antinori. I 1861 blev familiens overhoved tildelt titel af Marschesi … markis, og den titel følger fortsat familien i dag.

I dag drives firmaet af 26. generation repræsenteret af Piero Antinori, og vinhuset ejer en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Ja faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet. Huset har deres hovedsæde i San Casciano Val di Pesa i Chianti.

For at få en fornemmelse af, hvor stor Antinori er i Italien … ja endda internationalt, så lige lidt om deres vingårde.

I Toscana ejer man – udover hovedsædet San Casciano Val di Pesa – ejendommene Pèppoli på omkring 100 hektar, hvoraf 50 hektar er vinmarker, Badia a Passignano med 223 hektar vinmarker, Guado al Tasso med 300 hektar vinmarker, Pian delle Vigne med omkring 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker, Fattoria Aldobrandesca på 193 hektar, Fattoria Le Mortelle på 270 hektar, La Braccesca på 342 hektar, Montenisa på 60 hektar, Santa Christina, som også er voldsom stor, samt endelig Tenuta Tignanello med 127 hektar vinmarker.

Derudover har man også vingården Castello della Sala i Umbrien, hvor der ejes 500 hektar, hvoraf 140 hektar er vinmarker, Tormaresca i Puglia, Prunotto med 50 hektar i Piemonte, mens ejendommene i udlandet tæller Antica samt det kendte Stag’s Leap i Californien, Col Solare i Washington State, Haras de Pirque i Chile, Tuzko i Ungarn, Meridiana på Malta og endelig Vitis Metamorfosis i Rumænien.

Deres store indflydelse og betydning kan også ses på, at Antinori er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Amtinori i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Nå, men tilbage til Antinoris mange vingårde, hvor vingården Tenuta Tignanello er den mest interessant i relation til kultvinen Solaia … ja mest interessante vel i det hele taget. Ejendommen blev købt i 1900 af den daværende ejer Piero Antinori. Dengang var ejendommen alene på 47 hektar, men er gennem årene løbende blevet udvidet ved yderligere opkøb af marker. Da var imidlertid Pieros søn, som først begyndte at eksperimentere med druesorterne på ejendommen.

I 1924 skabte han en decideret skabte skandale i Toscana, da han fremstillede en Chianti indeholdende druesorter, som dengang kun var kendt fra Bordeaux. Han fortsatte med at eksperimentere med nye blends, nye typer egefade, temperatur kontrol og flaskelagring.

Han gik på pension i 1966 … men hans søn Piero Antinori var endnu mere innovativ. Man eksperimenterede med tidligere høst af hvide druer, forskellige typer barriques, ståltanke og malolaktisk gæring af røde vine.

Den virkelig revolution kom i 1971 da Piero Antinori lancerede vinen Tignanello, en barrique lagret vin opkaldt efter selve vingården. Vinen indeholdt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Dette betød at den ikke kunne høre ind under Chianti Classico klassifikationen. Og ydermere indeholdt vinen ikke en mindre del hvide druer, som lovgivningen i Chianti fra 1975 ellers foreskrev.

Teknisk set var Tignanello ikke den første supertoscaner … den ære tilfaldte Sassicaia, som er skabt af en Antinori slægningen Marquis Mario Incisa della Rocchetta … men netop med bistand fra Piero Antinori, som jo havde eksperimenteret med Cabernet siden 1920’erne.

Men det blev Tignanello som virkelig rystede op i den italienske vinverden. Dette medførte blandt andet konsekvenser i både lovgivningen og for fremtidigt arbejde med Chianti klassifikationen. Selvom lovgivningen for Chianti Classico i dag er lavet om efter Antinoris model, så fortsætter familien med at sælge deres Tignanello som IGT vin.

Og netop inspireret af successen med Tignanello … ja, nu nærmer vi os langsomt sagens kerne (håber de tålmodige er med endnu) … så lancerede Antinori i 1978 vinen Solaia.

Solaia betyder ”den solbeskinnede” på italiensk og er én af markerne på Tenute Tignanello. Den i alt 10 hektar store mark ligger ideelt på en sydvestvendt skråning.

Den første årgang af Solaia kom kun på det italienske marked. Det oprindelige blend var 80% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc. Efterfølgende valgte Piero Antinori dog at introducere den lokale Sangiovese i sit blend.

I dag består blendet hvert år af 75% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc samt 20% Sangiovese, men her i årgang 1990 er vinen lavet af 70% Cabernet Sauvignon, 10% Cabernet Franc samt 20% Sangiovese. Og faktisk er 1990 én af de store årgange for Solaia.

Vinen er lavet med maceration i store 50 hektoliter åbne egetræsfade, 15 dage for Sangiovese druerne og 20 dage for Cabernet druerne. Derefter har vinen lagret i nye franske Troncais og Alliers barriques i 14 måneder, hvorefter vinen aftappes og ligger på flaske i yderligere 12 måneder inden frigivelsen.

Og lidt med ærefrygt smager jeg denne vin, som i næsen afslører lidt alder … men ellers lever i allerbedste velgående. Den er fortsat animalsk, godt med mødding, skøn fugtig kælder, søde røde frugter i kombination med balsamiske noter, kridt og ganske mineralsk. Fremragende.

Smagen er – hold da op – helt fantastisk. Vinen er blød, blid … velour-blød, men fortsat med friskhed, syre og nerve. Syren er helt fantastisk … indbegrebet af den italienske sjæl, blid men alligevel til stede og tanninerne er blevet blankpolerede og frugten bare ganske koncentreret med en smule peber og lette krydderier.

I forhold til 2001’eren, så er næsen her mere dominerende, og far er begejstret … og hoster op med de sjældne 7 Thumbs Up.

Jens havde for herrens mange år siden vistnok købt vinen til 25 kr. Hos Leisner Wine står vinen til 2.999 kr., men på Ebay og i udlandet kan en flaske findes billigere. Det rykker ikke ved, at der har været en god forrentning af investeringen … ja altså indtil vi drak flasken.

Rating 7/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger