2011 Borgogno, No Name Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

Sidste vin på Falernum blev vinen No Name … Langhe Nebbiolo fra Piemonte. Troede egentlig vi var på vej hjem, da Jan bestilte et glas af denne vin fra vinhuset Borgogno … eller helt korrekt Giacomo Borgogno e figli … men HEYYY, det gik jo også lige så godt på den fabelagtige vinbar.

Vinhuset Borgogno er et af de gamle, traditionelle vinhuse i Piemonte, grundlagt tilbage i 1761 af Bartolomeo Borgogno og vin fra huset blev endda drukket ved den officielle fest for Italiens samling i 1861.

Det var især Cesare Borgogno, der – som den yngste af 4 søskende – efter overtagelsen af vingården tilbage i 1920 fik vinhuset sat på verdenskortet. Han var en ledende og karismatiske figur, og hans entusiasme medførte væsentlige nyskabelser i vinhuset.

Cesare begyndte bl.a. at gemme en del vine fra de bedste år og de bedste Barolo’er. De blev simpelthen sat ned i de mørke kældre. Dengang rystede folk på hovedet og tænkte, at Cesare måtte være forrykt, men i dag repræsenterer kældrene en del af Langhes historie og en væsentlig værdi.

I løbet af 1950’erne foretog Cesare også en renovering af vinhusets kældre … et arbejde som – efter Cesares død i 1968 – blev afsluttet af Cesare barnebarn Ida Borgogno, som fortsatte driften sammen med hendes mand Franco Boschis, som efterfølgende overdrog driften til deres børn Cesare og Giorgio.

Cesare nåede også inden sin død at ændre vinhusets navn til Giacomo Borgogno & Figli … opkaldt efter Cesares far, og det navn har vinhuset stadig, selvom det i dag ikke længere er ejet af Borgogno familien. I 2008 blev vinhuset nemlig solgt til familien Farinetti, som ganske vist har renoveret den store hovedbygning, men beholdt de historiske kældre intakt.

Det er Andrea Farinetti, som driver vinhuset og dets i alt 20 hektar jorder, hvoraf 4 hektar er skov og de resterende 16 hektar er vinmarker, primært tilplantet med Nebbiolo samt Dolcetto and Barbera. De bedste parceller ligger på markerne Cannubi, Connubi San Lorenzo, Fossati, Liste samt San Pietro Delle Viole.

Da Andrea Farnetti overtog driften i 2012 startede han med at lave en Barolo, som ikke kunne få DOCG-stemplet, selvom den var fra hans tre Barolo-marker. Den fik navnet No Name, og derfor er vinen ”nedgraderet” til ”kun” at være en Langhe og på etiketten er der tilføjet: Etichetta di Protesta … etikette med protest.

Denne protest vin kommer fra 3 forskellige marker, der alle er Cru’s dedikeret til store Barolo-vine, nemlig Cannubi, Fossati og Liste. Det gør, at vinen egentligt burde være en af Borgognos store Barolo’er, men vinmageren blev mildt sagt uenig med vin-myndighederne omkring deres håndtering af bureaukratiet.

Han skriver selv om vinen: “I have chosen one of my best wine and I called it No Name as a quiet protest against the bureaucracy that afflicts Italian agriculture and the wine world.”

Borgogno No Name

No Name er lavet med omhyggelig sortering af frugten, maceration og gæring med frugtens naturlige gærstammer i omkring 14 dage i et temperaturkontrolleret miljø. Vinen lagres derefter på 33 hektoliter gamle slovenske træfade i 2 år, hvorefter vinen tappes og hviler endnu 6 måneder på flaske inden den frigives.

I næsen er her blæk, blyanter, mint … godt med stramhed, tørhed, syre og virker lidt rustik og animalsk. Der er syrlig frugt, ribs samt en lille smule lak, tobak og blomster. I munden er der også godt med syre, klar Nebbiolo stramhed og godt med tanniner, mineraler og kridt. Meget ung vin endnu.

Forhandles af Husted Vin, pris 265 kr.

Rating 4,5/7  

Skriv et svar