Tag-arkiv: Ribera del Duero

2019 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, SpanienBagús er en af Bodegas López Cristobals topvine og jeg har smagt vinen 3 gange tidligere. Nu smager jeg igen Bagús, men blot i seneste årgang 2019.

Bagús er lavet med druer fra vinmarken Pago de Manvirgo i 850 meters højde med over 85 år gamle Tempranillo vinstokke, der giver  ekstremt lille udbytte. Ved høsten – der er sket med håndkraft – er druerne sorteret og igen inden vinificeringen.

Gæringen er sket ved 28 grader og derefter har vinen lagret 14 måneder på nye fade, hvor 80% er franske og 20% amerikanske fade, efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt beskedne 5.000-8.000 flasker af vinen.

Duften er afgrundsdyb. Vi snakker brøndgraverdyb … og samtidig frodig, gavmild, overdådig og ødsel, virkelig fed, opulent med store og eksplosive fadnoter som  vanilje, kanel, tobak, mælkechokolade, kaffe, sød lakrids, søde krydderier og ristede elementer. Frugten er mørk, intens, sød og koncentreret med blåbær, brombær, blommer samt sorte kirsebær. Jesus hvor er det cremet.

Sådan smager vinen også … cremet, blød, rund og virkelig som vinøs nervøs velour, der glider behagelig gennem ganen. Det er en stor, ret fyldig og bastant vin, som føles som en gammel velkendt sofa, bløde lommer i en fleecetrøje eller blød massage i munden. Der er mørk og fyldig frugt, solbær, brombær og modne sorte kirsebær, tør engelsk lakrids, bitter mørk chokolade, vanilje, kaffe samt søde krydderier, men samlet går det hele op i en flot koncentreret enhed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., men kan fås til 389,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, SpanienNæste Bodegas López Cristobal vin har jeg smagt før, for det er deres nyere Parcela Uno, som er lavet som en hyldest til den første parcel, som vinmageren Galo López plantede sammen med sin far Santiago López. Jeg smager vinen i årgang 2018.

Vinen er reelt opgradering af den foregående Lopez Cristobal Reserva og det er Tempranillo fra den allerbedste parcel på Finca Valera, hvor Galo tilmed har dumpet høstudbyttet ned til ganske få drueklaser pr. vinstok.

Vinen gærer ved 30 grader i roterende gæringstanke, der giver mulighed for et langt mere præcist udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Efter endt fermentering har vinen endelig lagret 13 måneder på 70% franske samt 30% amerikanske egetræsfade, som spænder fra 225 til 500 liter og med endnu flere nye fade end i den gamle Reserva. Vinen har efter aftapning også lagret yderlige 24 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … i forhold til 2016’eren er vi vist røget et niveau op, for vinen har en nærmest dyb og dekadent duft, som er dragende og magnetisk aroma med tyk og fed fad, teaktræ, mahogni, tjære, sød tobak, kanel, vanilje, kaffe og lakridsrod. Frugten er mørk og våd, er både sorte kirsebær, brombær og solbær … virkelig kødfuld og man kan ikke undgå at blive glad i hovedet,

I munden er det lidt samme historie, for der er godt med kraft og saft, masser af kraftig volumen og virker endda lidt stærk. Den er slet ikke så let og frisk som 2016’eren, men vinen har klart mere bundtræk. Frugten er mørk, tør og alligevel ren. Det er blåbær, hindbær og tranebær, mens tanninerne er også kraftige, har en smule bitterhed, god syre og fabelagtig Ribera del Duero vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Bodegas López Cristobal, La Linde, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas López Cristobal, La Linde, Ribera del Duero, SpanienNæste Bodegas López Cristobal Ribera del Duero vin blev denne 2020 La Linde, der er en Roble fra en enkeltmark.

Vinen er primært lavet på 95% Tempranillo suppleret med 5% Merlot. Druerne plukker Galó Lopez fra omkring 30 år gamle vinstokke på den kalkholdige vinmark Finca La Linde i Roa de Duero.

Vinen har gæret kontrolleret ved 23 grader i ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 3 måneder på 1-3 år gamle 225 liters barriques, heraf 80% franske og 20% amerikanske fade.

Selvom det er en mørkere vin, så er vinen duftmæssigt frisk med et lille egepræg. Det er måske lidt mere rustikt og ikke så kompliceret, men du får masser af blåbær, brombær, blommer, kakao samt meget let lidt mørk kaffe, chokolade, engelsk lakrids, violer, grannåle og træagtige noter og en lille tørhed.

I munden mærkes styrken hos Bodegas López Cristobal virkelig, for dels ankommer smagene pakket ind i en blød, rund og ganske lækker cremethed, men man får også godt med fadnoter. Igen er det ikke så kompliceret, men der er godt med drikkeglæde. Frugten er jordbær, blommer … der er lidt stærk peber og gran, chokolade samt nogle bløde tanniner og en lille bitter, balsamisk eftersmag med svag efterbrænder.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Bodegas López Cristobal, Albillo Mayor, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas López Cristobal, Albillo Mayor, Ribera del Duero, SpanienVi skal nu et par gange til Ribera del Duero, for jeg smager nemlig 4 forskellige vine fra Bodegas López Cristobal og starter med den hvide 2020 Albillo Mayor.

Bodegas López Cristobal har vi jo efterhånden mødt talrige gange her på min vinblog, men vil du læse mere om vinhuset, så kan du fx gøre det i anmeldelsen af husets topvin Viracocha, som jeg tidligere har smagt i årgang 2017.

Albillo Mayor er selvfølgelig lavet på ren Albillo, som er fra 50 år gamle vinstokke fra marken Finca la Linde i 770 meters højde. De er selvfølgelig høstet og sorteret med håndkraft inden gæring er sket i egefade. Derefter er vinen lagret 3 måneder sur lie aka på bæren i nye franske egefade og derefter 6 måneder på flaske inden den så frigives.  Der er lavet præcis 7.335 nummererede flasker og min flaske er nummer 2.987.

Det er i næsen en fed og fadpræget vin … frugten er olieret og er primært tropisk og eksotisk med saftig fersken, ananas, mango og pærer, modne æbler suppleret med toast og ristede hasselnødder, brunet smør og dufter nærmest som fadlagret Chardonnay med en mægtig krop, cremethed samt fedme … med en lille snert af nogle saltede og syltede citroner.

Sådan smager vinen nærmest også … godt med cremet fedme, lidt olieret, men midt i dens småbuttede saftighed, så har den altså også en vis syre, som giver en form for friskhed. Der er lemon, syltede og saltede citroner, lidt grape, nogle mineraler, umodne pærer og godt med skrald på smagene. Den er tyggevenlig, kraftig, stærk og har samtidig en pæn lang eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på bud til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Bodegas López Cristobal, Rosado, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas López Cristobal, Rosado, Ribera del Duero, SpanienBodegas López Cristobal har vi vist mødt talrige gange her på Houlbergs Vinblog og nu er den gal igen … og denne gang med noget så usædvanligt som en rosévin fra Ribera del Duero i form af denne 2021 Rosado.

Den er – helt naturligt fristes man næsten til at sige – en vin lavet på 100% Tempranillo og druerne kommer fra 1 hektar på marken Finca Virgen de la Vega, der består af aflejret grus fra Duero floden over en undergrund af kalksten.

Efter høsten ligger druerne i let og kølig maceration, hvilket er med til at give lidt farve til vinen. Derefter er gæring sket ved 18 grader og endt endt fermentering er vinen lagret 2 måneder … halvdelen i ståltankene og den anden halvdel på 500 liter franske egetræsfade, hvorefter der sker flaskning og lagring i yderligere 5 måneder. I denne årgang er der lavet 2.825 flasker … her nummer 1.015.

Det dufter sgu meget godt … klart rødvinsnoter med jordbær, tørrede tranebær, hybenroser og tørrede rosenblade, noget saltet og landligt, røg, solbærblade, en smule grannåle og ellers chokolade samt et let mineralsk note og så ellers nogle fadnoter med let kanel og vanilje.

I munden er der godt med skrald på vinen … masser af frugt med power, for faktisk er smagen proppet med bærsmag suppleret med en del krydderier samt et drys peber. Vinen virker faktisk tør med en smule tanniner … virkelig en krydret rosé med volumen drejet helt op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen kun er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Valsanzo Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2019 Rodríguez Sanzo, Valsanzo Crianza, Ribera del Duero, SpanienDet er ikke mange uger siden, at jeg sidst smagte en 2016 Las Tierras de Javier Rodriguez El Teso Alto fra Bodegas Rodríguez y Sanzo og nu smager jeg atter en vin fra vinmageren, men nu fra Ribera del Duero i form af denne Valsanzo Crianza.

I Ribera del Duero laver Bodegas Rodríguez y Sanzo to vine … en Reserva samt denne Crianza, der er lavet på ren Tempranillo, der kommer fra enkeltmarken Pago El Carril, der er beliggende i 900 meters højde.

Gæringen er sket fuldstændig spontant med druernes egne gærstammer. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på nye franske egefade.

Meget lige til … dejlig aroma med en fin balance mellem mørk – men frisk – frugt og så ristede fadnoter. Der er både sorte kirsebær samt en smule solbærmarmelade, kakao, chokolade, tør engelsk og sød finsk lakrids, vanilje … meget indbydende.

I munden er det en vin for alle … bare rund, blød med let sødme, let bitterhed, lav syre og bare så venlig. Sammen med frugtsødmen er der tranebær, hindbær og lidt grape, lakrids, læder samt stor tørhed, men det er bare så drikkevenligt, at man lige nupper et glas til.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen kun er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, SpanienFra DO Ribera del Guadiana rykker vi videre i Spanien til det rigtige Ribera … altså Ribera del Duero og det er til Bodegas López Cristobal med denne 2019 La Colorada.

Bodegas López Cristobal har vi mødt talrige gange her på min vinblog, så derfor kigger vi nu blot nærmere på denne a La Colorada, der er lavet på 95% Tempranillo og 5% Merlot.

Druerne til vinen høstes fra den højtliggende og kalkholdige enkeltmark Finca La Colorada i 790 meters højde, hvilket sikrer elegancen og friskheden i vinene.

Efter den traditionelle gæring er vinen så lagret 12 måneder på egefade, heraf 80% franske og 20% amerikanske, der alle er mellem 1-3 år gamle. Den årlige produktion ligger på 90.000 flasker.

Det er sgu arketypisk Ribera del Duero duft … ultra rund, blød og tæt aroma med masser af mørke bær, brombær, solbær, enebær, ribs, så både fed og frisk, engelsk og finsk lakrids, brændte noter,  røg, tørv, grafit, tørrede blomster samt pæn tørhed.

Hvor smager vinen også godt … sådan en smule røget, men ret blød, cremet og koncentreret, men fortsat med en vis kølig friskhed med stærk power samt stenet og saltet mineralitet giver et rent og let bittert bid. Flot Ribera del Duero vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2018 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienDenne Viñas Viejas fra Bodega Hacienda Solano midt i byen La Aguilera i Burgos området i Ribera del Duero smagte jeg første gang sidste år. Da var det i en ældre årgang 2013, men nu smager jeg så vinen i årgang 2018.

Hacienda Solano er et lille familievinbrug, der er grundlagt i  begyndelsen af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano. Deres familie har ejet vinhuset i generationer og de fleste af vinstokkene er da også plantet af de tre søskendes to bedstefældre, som dog oprindlig blot leverede deres druer til kooperativerne i La Aguilera og Quintana.

Hacienda Solano fik dog først rigtigt vind i sejlene i 2016, hvor vinmageren Toni ​​Sarrión, der til dagligt driver Finca Terrerazo i det sydøstlige Spanien blev ansat til at lave vinene sammen med den franske vinmager Sophie Kuhn.

Allerede året efter kom Toni ​​Sarrión med i ejerkredsen som majoritetsaktionær. Han blev måske tiltrukket af mulighederne med familiens 25 hektar vinmarker med nogle af de ældste vinstokke i Ribera del Duero … de fleste i alderen 60 til 90 år plantet på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Hacienda Solano laver udelukkende vin på druer fra deres egne vinmarker og sikrer på den måde fuld kontrol med kvaliteten. De er desuden en af producenterne, der – med succes – tilsætter en lille andel af den hvide, aromatiske Albillo drue til en række af deres rødvine.

Her smager vi så husets 2018 Viñas Viejas, der er lavet med druer fra 60 år gamle vinstokke … Tinto Fino aka Tempranillo med en lille skvis af den hvide Albillo. Druerne har ligget i kold maceration i 24-36 timer, hvorefter gæringen er sket ved 26 grader over 11 dage og efterfulgt af malolaktisk gæring i 5 dage. Derefter er vinen lagret 14 måneder på franske barriques efterfulgt af 6 måneder på 500 liter tonneaux.

WAUW for en lækker frugt, som både er dyb, intens og på mange måder minder om 2013’eren med mørke bær, igen brombær, lækker solbærlikør, masser af fadpræg med vanilje, chokolade, toast, læder, våde fade samt smørristede noter og lidt marcipan. Der dukker også en vis urtet friskhed op … nogle grønne noter, men meget stor og tiltrækkende duft.

I munden minder vinen sgu også ret med om 2013’eren, for den har en frisk og småbitter smag, virker utrolig tør, men tanninerne er dog langt tættere, mere markant og pænt mundudtørrende. Frugten har også denne lidt småbitre kant. Det er fortsat brombær, solbær samt en smule blåbær, lidt gran og appelsinskal, men det er bestemt vin, som allerede nu smager ganske fortræffelig, så dermed ligger jeg sådan mellem 5 og 5,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodegas Sarmetero, Sarmetero Roble, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Sarmetero, Sarmetero Roble, Ribera del Duero, SpanienJeg smagte også denne Bodegas Sarmetero 2020 Sarmetero Roble, altså en Cosecha vin, der skal være lagret mindst 3 måneder på egefade, hvilket denne selvfølgelig også opfylder.

For det er naturligvis 100% Tempranillo, høstet med lavt udbytte, gæret på druernes naturlige gærceller og så lagret 5-6 måneder på franske og amerikanske barriques.

Vild god duft … ganske klassisk Ribera del Duero med masser af fadpræg og samtidig dejlig landlig, animalsk og intens. Det er en medium til fyldig vin, hvor der er pænt med våde og sødbrændte fade, vanilje, sød lakrids, mælkede noter, chokolade samt en frugt med solbær, sorte kirsebær og blommer.

I munden er det lidt samme historie … sådan mediumfyldig, en tør frugt med blåbær, kirsebær samt blommer, kakaopulver, bitterhed, men alt leveres blødt, rundt og meget smagfuld med en smule peber, nelliker, tør sødme samt tørre tanniner.

Forhandles af Langli Vin og Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2018 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienNår jeg nu allerede er i gang med at svælge mig i fabelagtige vine fra Dominio del Àguila, så kan jeg da lige så godt smage en 2018 Reserva, som jeg også før har smagt i tidligere årgang. Det er også mægtig vin,

Vinen er lavet på 95% Tempranillo, mens det resterende er et skønt mix af Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris. Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke og flere endda over 100 år gamle på marker ved La Aguilera i 880 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i beton gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og så spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Druesorterne gærer sammen og efter endt fermenteringen er vinen så lagret 27 måneder på primært franske egefade.

Vinen har i denne årgang 2018 fået 97 point af Parker med ordrene; Fine, serious and elegant og er med i hans top 3 for 2018 Ribera del Duero vine.

Som sidst er det en vild vin … som dens hvide søster en smule reduktiv og så ellers landlig, animalsk og dyrisk som en behåret ulv i fåreklæder. Der er violer, rå champignon, friske, mørke og vilde bær, brombær, blåbær, tyttebærgele samt kakaopulver, let grantræ og så fadnoter med lidt mælkechokolade, kanel, vanilje, en stor cafe latte, appelsinskal og virker endda en smule parfumeret. Frugten er sådan tilbagelænet og tør krydret.

Men det bedste i vinen er smagen, der er så  cremet og smelter nærmest, så mit hjerte også må smelte lidt med. Det er intens uden at blive alt for kraftig og fed. Frugten er slet ikke mørk, men intens med blommer, kirsebær, kirsebærsten og jordbær samt tonsvis af friskhed og en silkeagtig smooth struktur. Tanninerne er vilde og crazy … sætter sig rundt om i munden, men dog uden tandlægen bliver alt for sur på dig, selvom hæfter sig fast i mundhulen, hvor tanninerne bare grovhygger sig. Det er – som tidligere – ganske enkelt fortryllende, så jeg ligger lidt i underkanten af 6,5 af de  houlbergske fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 469,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7