2012 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Med næste Montefalco Rosso fra Azienda Agricola Bocale tog vi et massivt skridt 4 år frem i tiden, nemlig med vinen i årgang 2012.

Vinen er selvfølgelig lavet som 2008’eren, dvs. med samme druesammensætning og vinificeret i rustfrie ståltanke og alene fermenteret med druernes naturlige gær uden stabilisering eller filtrering. Maceration er ikke oplyst. Lagret 7-8 måneder på barriques og derefter 6 måneder i flaske.

Og nu kommer der mere af de klassiske Montefalco Rosso elementer frem, da næsen byder dig på lidt tæt og mere pakket frugt, kirsebær, blommer, violer, lidt peber og blomster. Virker måske en anelse lukket i udtrykket.

I munden er det også kirsebær, fin balsamisk syre, sødme, fylde og krydrede elementer. Smagen er sådan meget straight forward og en ganske habil Montefalco Rosso. Den anbefales til lidt tagliatelle med sorte trøfler. Det tror jeg på.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4/7 

2008 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Med Azienda Agricola Bocale di Valentinis Montefalco Rosso DOC startede vi bagfra med at smage vinen i årgang 2008, mens vi sjovt nok med deres Montefalco Sagrantino DOCG startede med nyeste årgang først. Det giver faktisk god mening, idet Rosso’en er bedst ung og Sagrantino’en bliver bedre og bedre med alderen.

Nå, men denne Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 10% Merlot og 5% Colorino, som alle høstes sidst i september eller start oktober.  Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og alene fermenteret med druernes naturlige gær uden stabilisering eller filtrering. Maceration er ikke oplyst. Lagret 7-8 måneder på barriques og derefter 6 måneder i flaske.

Duftmæssigt fornemmes der med det samme godt med alder i vinen, godt med overmodne blommer og moden frugt. Bocale skriver selv, at vinen under optimale forhold kan gemmes 5-6 år, så denne ligger formentlig også tæt på grænsen, for aromaerne virker tydeligt påvirket af alderen. Der er ingen typisk Italiensk syre i duften.

Men det er der heldigvis i smagen, hvor vinen bestemt er i live med italiensk syre samt modne og runde smagsindtryk. Det er overmodne blommer og syre i kombo. Der er let krydrede elementer og egentlig god balance i vinen, men alderen trykker en smule.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4/7 

2015 Bocale, Trebbiano Spoletino Umbria IGT, Umbrien, Italien

Denne Trebbiano Spoletino Umbria IGT er en ny vin hos Bocale … husets første hvidvin og første vin i det lille, hurtige smageprogram.

Det blev en stående smagning ved et glasbord midt i husets lille smagelokale. Det passede de andre vinjournalister fint, selvom jeg gerne havde brugt mere tid på stedet.

Nå, men vinen er lavet i 4.800 eksemplarer, lavet på rustfrie ståltanke og lagret på disse i 6 måneder. Ellers har jeg ingen yderligere oplysninger om vinen eller produktionen.

Næsen er både æbler, fersken, lidt citrus og jeg får igen disse Riesling noter, som jeg tidligere har oplevet med Spoletino druen. Denne vin virker derudover til at ha’ god fylde og er lidt fed samt smøret i duften.

I munden bekræftes fedmen, for vinen er meget blød, cremet og rund med en pæn portion sødme. Den mangler måske noget af det skarpe og præcise, som jeg fandt hos både Le Cimate og specielt Perticaia. Men ellers en lækker vin.

Forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 99 kr.

Rating 4,5/7 

Besøg hos Bocale di Valentini … uden Valentino

Lad os – midt i det skiftende danske sommervejr – lige kaste et blik på endnu et af de umbriske vinhuse, som jeg besøgte under mit ophold i Montefalco, nemlig Azienda Agricola Bocale di Valentini. Det var nemlig næste stop efter Caprai.

Der var imidlertid tilsyneladende ingen hjemme i det lille vineri, da vores chauffør satte os af. Det lille, gule hus lå helt forladt, nærmest midt i vinmarkerne. Og der stod vi så.

Bjergtagende udsigt fra det lille vinhus Bocale.

Men efter et kort telefonopkald fra vores chauffør, så dukkede Ennio Valentini op med et stort smil og undskyldte, at hans søn og husets vinmager Valentino Valentini – jeps, det hedder han – desværre var forsinket, men på vej til vineriet. Der ville dog gå 25-30 minutter inden han kunne være fremme.

Vi blev enige om, at det ikke var nødvendigt, at Valentino ræsede afsted, da vi i forvejen var forsinket i vort stamme program. I stedet forslog vi, at Ennio blot kunne guide os hurtigt gennem vinene. Og så måtte vi desværre også springe rundvisningen i vineriet over. Med andre ord en hurtig splash’n’dash vinsmagning.

Det ser ikke ud af meget, men der ligger en større vinkælder under det lille, uanseelige, gule hus. Og der var ingen hjemme, da vi ankom.

Det var måske okay, da Bocale Valentini Viticoltori di Montefalco faktisk kun laver en Rosso samt en Sagrantino … hvis vi snakker de almindelige vine. Selvfølgelig laver han også Passito og endda en grapa. Det skulle dog vise sig, at han også i 2015 er startet med at lave en Trebbiano Spoletino vin.

Familien Valentini grundlagde vinhuset Bocale i 2002, men familien stammer oprindeligt fra området omkring Montefalco. De navngav vinhuset efter de gamle 2 liters jugs, som man brugte til vin og lokalt kalder bocale … et navn, som man også brugte som øgenavn til Valantinos bedstefar, som altid gik rundt og drak af de store flasker.

Bedstefaren havde også været vinmager og havde siden 1927 produceret vin. Og den tradition vendte familien således tilbage til i 2002 og synes, at de ville ære bedstefaderen ved at anvende hans øgenavn til det nye vinhus.

Vinhuset ligger i Fratta Alzatura nær Madonna della Stella omkring 6 kilometer fra Montefalco by. Det er et område, som er kendt for dets store kloster og ellers har en fantastisk udsigt udover dalen mod Spoleto.

Indenfor i det lille smagelokale, hvor vinene dog står fremme til display.

Det er Ennio og Lucianas søn Valentino Valentini,  som står for produktionen af vinene fra familiens samlede 5 hektar vinmarker. Det giver basis for en lille produktion på omkring 20-25.000 flasker vin hvert år.

Valentino er endda tidligere borgmester i Montefalco og laver vinene på Bocale med rådgivning fra ønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini. Selvom de ikke er certificeret, så driver de stedet efter økologiske principper og anvender også alene druernes naturlige gær i fermenteringen.

Foto fra markerne … taget mens vi lige ventede.

Vi fik en fin lille – og hurtig – smagning forestået af Ennio, som er en rigtig rar og gæstfri mand. Han kunne ikke snakke så meget engelsk, men snakkede imidlertid en smule tysk, og derfor kunne vi sagtens kommunikere. Han fandt et lille udvalg af vingårdens vine frem, så vi kom samlet til at smage;

Det er et meget lille sted og smagelokalet stod i skærende kontrakt til det forrige hos Caprai. Ennio viste os også en række plakater på væggen i  smagelokalet. De er alle lavet af forskellige kunstnere og markerer hver ny årgang af Montefalco Sagrantino vinene.

De fine plakater, som Ennio Valentini også viste frem.

Nogle af plakaterne var bl.a. udført af Altan, Mattotti og Sudario Brando. Jeg kender dog ingen af disse kunstnere, men vi mandlige besøgende kunne da sagtens værdsætte de lidt vovede plakater, som jeg da og fluks skal gengive her i blogindlæget.

Flere stemningsbilleder fra markerne.

En stor tak til Ennio for et godt besøg. Det var ganske vist et kort besøg og en hurtig smagning, men vi fik et fint indtryk af vingården og deres vine.

Vi slutter med lidt ekstra fotos … bl.a. med nogle af de lovede plakater:

Marken ovenfor vinhuset.

Ennio og jeg svingede sgu meget godt sammen. Han er en herlig, rar og hyggelig fyr. 

2015 Les Grands Chais de France, Henri Gaillard Côtes de Provence, Provence, Frankrig

Når man nu lige er blevet fascineret af en rosé, hvorfor så ikk’ lige komme ned på jorden igen? Tænkte, at denne Henri Gaillard Côtes de Provence til 25 kr. i Fakta måske kunne være sjov at smage efter den fremragende Rosato fra Tenuta delle Terre Nere.

For her har vi virkelig fat i en af de store industrielle producenter, nemlig Les Grands Chais de Franc aka Le Groupe GCF, som vi herhjemme nok mest kender som firmaet bag de ikoniske J.P. Cheney med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud.

Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine under navne som bl.a. Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau, Arthur Metz og nu tilsyneladende også Henri Gaillard.

Les Grands Chais de France er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich. Gruppens hovedkontor og vigtigste produktionssted ligger i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.

I Frankrig laver de vine fra Alsace (selvfølgelig), Loire, Bordeaux, Bourgogne, Jura og Languedoc-Roussillon og her også fra Provence.

Og Le Groupe GCF er en stor historie. I 2012 var firmaets omsætning ikke mindre end 6,3 mia. kr., hvilket svarer til et salg af 36 mio. kasser vin a 12 flasker. Det er da en del.

Firmaet har i dag 1.889 ansatte og 21 firmaer rundt om i verden indenfor vin og spiritus. Og én af de bedst sælgende vin er vel ikke overraskende den prisbillige J.P. Chenet.

Denne rosé er der ikke mange oplysninger om. Nogle steder fremgår det, at den er lavet på ren Grenache og andre steder et blend på 30% Grenache, 20% Syrah, 30% Cinsault, 10% Tibouren og 10% Mourvèdre.

Vinen er opkaldt efter Henri Gaillard, som var en vinhandler/broker i Provence, men kom fra en gammel vinfamilie fra Languedoc. Han stod i spidsen for opkøb fra nogle af de store producenter og var kendt af alle vinbønder.

Om det blot er en historie, eller om det blot er markedsføringsgejl, skal jeg være usagt. Jeg har desværre ingen yderligere info om produktionen af vinen, men måske kommer den fra flaskelinjen på billedet ovenfor.

I glasset er vinen egentlig helt fint Provence bleg … mens næsen byder på lidt Fun jordbærsaftevand, let sødme, en lille smule grape og ellers ganske neutral. Der er dog en lille lidt stikkende og ganske speciel note, som er ganske anderledes og jeg ikke kan identificere.

Smagsmæssigt lidt vandet og anonym med lidt jordbær og lette kirsebær, men det forsvinder hurtigt, Hvor forsvandt den hen? Men omvendt … til 25 kr. kan det sagtens drikkes koldt på terrassen.

Købt i Fakta til 25 kr.

Rating 2,5/7    

2016 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosato, Sicilien, Italien

Netop som jeg havde erklæret mig som anti-rosé-fan, så dukker denne Etna Rosato fra Tenuta delle Terre Nere op og vender min verden rundt. Jeg må nu klarsynet tilslutte mig de vise ord, at you can drink rosé and still be a bad ass! Det sparker røv.

Kim fra Vinspecialisten i byen havde ganske vist lovet mig, at dette er en af de bedste rosévine og han har ret … dette er altså bare stjernegodt, siciliansk storhed. Men igen, det er rødvinene fra Tenuta delle Terre Nere jo også. Jeg har tidligere smagt og skrevet om flere af vinene her på bloggen.

Vingården Tenuta Terre delle Nere ligger omkring 5 kilometer øst for byen Randazzo, som vel nærmest ligger i den østligste og nordlige del af Sicilien.

Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor en af Italiens bedste vinsmagere Marco De Grazia købte ejendommen sammen med hans broder Sebastiano … en ejendomme med 40-140 år gamle vinstokke med sorter som de røde Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio samt hvide sorter som Carricante, Catarratto, Inzolia og Grecanico.

Samlet ejer brødrene over 30 hektar jord, fordelt på 10 parceller på 4 marker, nemlig markerne Calderara Sottana, Guardiola, Feudo di Mezzo samt Santo Spirito. Samlet udgør parcellerne på disse vinmarker 27 hektar, men de planlægger udvidelse til samlet 30-32 hektar vinmarker.

Markerne ligger på vulkanen Etnas nordlige skråninger og det er nogle af Europas højest beliggende vinmarker, som ligger mellem 650 og 1000 meters højde over havets overflade.

De dramatiske døgnvariationer i temperaturen og en undergrund rig på vulkansk aske er med til at give uhørt elegante og komplekse vine, som altså laves på lokale druesorter.

Tenuta Terre delle Nere sendte allerede i år 2002 deres første årgang på markedet, men måtte de første år også ud at købe druer fra flere nabogårde.

Siden 2004 har vinhuset været selvsynende fra egne vinmarker og har samtidig omlagt produktionen til økologisk drift, hvilket blev certificeret i 2008. Vinstokkene står i øvrigt som små træer efter en dyrknings- eller opbindingsmetode kaldet Alberello eller Gobelet.

Vinhuset laver 2 hvidvine, denne rosé samt 6 forskellige rødvin, først en entry-level Etna Rosso, dernæst de 4 enkeltmarksvine Etna Rosso Santo Spirito, Etna Rosso Calderara Sottana, Etna Rosso Guardiola, Etna Rosso Feudo di Mezzo og endelig vinen Prephylloxera Etna Rosso DOC La Vigna di Don Peppino, hvor druerne kommer fra de ældste vinstokke på 2 parceller på Cakderara Sottana, hvor vinstokkene aldrig har været ramt af phylloxera.

Denne Rosato er lavet på 100% Nerello Mascalse fra marker omkring Randazzo og Castiglione di Sicilia. Druerne til deres rosévin kommer fra de yngste vinstokke og er høstet med et udbytte på 6 tons pr. hektar. Lavet på rustfrie stål ståltanke og lagret kort til … blot til vinen er klar. Der laves årligt 28.000 flasker af vinen.

I glasset er det en meget bleg rosé … huset kalder selv farven for parure d’oignon, hvilket vel er en slags løgfarvet. Bleg rosa på vej mod gul. Hustruen sagde pisgul, men hun siger jo så meget sludder.

Næsen gør mig glad … lidt viskelæder fra 1. klasse, lyse bær, jordbær, abrikoser, en smule Kung-Fu is, clementiner, gamle sokker, mineraler, tør jord, grape … måske en smule associationer til Spoletino, blot uden citrus.

I munden er vinen levende, livlig og samtidig streng, syrefast. Det er en lys, let, dansende og elegant ballarina … står på en line, balancerende uden rystende ben, livlig, delikat og yndig som bare pokker. Virkelig smagfuld vin. Elsker den sgu.

Købt hos Kim i Vinspecialisten, Randers til 140  kr. Jeg købte heldigvis 3 stykker – som dog nu er drukket :o(

Vinanmeldelse 5,5/7   

2016 Berton Vineyards, Metal Black Shiraz, South Australia, Australien

Fuld Metal Black Shirazzzzz … fra et af Australiens store vinhuse, nemlig Berton Vineyards, der ligger ved den lille by Yenda i New South Wales regionen 580 kilometer sydvest for Sydney.

Berton Vineyards er grundlagt i 1996 af Bob og Cherie Berton, som købte et stykke jord i High Eden, en underområde til Barossa Valley. De gik i gang med at tilplante jorden med både Shiraz og Chardonnay, men fik ikke produceret meget de første år pga. mangel på vand. Men da en nærliggende dam blev fyldt med vand, så fik parret styr på produktionen.

I 2005 besluttede Bob og Cherie at købe et vineri i Yenda til at forestå fremstillingen af deres vine. Sammen med Jamie Bennett, Paul Bartholomaeus og James Ceccato købte de det tidligere Southcorp Winery og lagde dermed grundlaget for Berton Vineyards.

Det købte vinhus var selv etableret i 1945 og havde dengang en kapacitet til at presse og flaske omkring 20.000 tons vin hvert år samt en lagerkapacitet på 14 millioner liter vin.

I november 2005 flyttede alle til det nye vinhus og startede samtidig jobbet med at indgå købsaftaler med lokale vinavlere, således du kunne fylde kapaciteten på det store, nykøbte vineri. Og i januar 2006 begyndte de at vinificere vine i stor stil.

Siden 2005 har vinhuset vokset til i dag at være blandt Australiens 20 største vinhuse og husets vine sælges både nationalt og selvfølgelig også internationalt.

Der er også siden 2005 investeret massivt i vineriet, bl.a. med nye tankanlæg, lagerhotel og nye flaskelinjer, således det kan håndtere den stigende produktion, På billedet ovenover kan I se lidt af vineriet, som mest af alt ligner et stort Shell olierafinaderi. Det er med andre ord BIG business.

Denne Metal Black Shiraz kommer fra husets Metal Range serie og er en af huset mest populære vine. Den er lavet på ren Shiraz og lavet af vinmagerne James Ceccato og Tim Perrin. Ellers er der ikke så mange oplysninger om produktionen af vinen.

Vi springer i stedet direkte til mine smagsnoter, som duftmæssigt siger godt med sødme som første indtryk, solbær, fede blommer, en smule pebermynte, kaktuspiller samt nykværnet sort peber.

Smagen er jeg ikke fan af … sådan kraftigt og stærk peber i kombination med en stor sødme, bitter kaffe, tørhed, en smule tanniner og lidt chokolade. Samtidig er der – midt i al sødmen – lidt stærk alkohol fra de 14,5%, som vinen indeholder.

Købt hos Glud Vin, hvor prisen er 119 kr.

Rating 3/7    

2015 Domaine des Marnes Blanches, Chardonnay Les Molates, Jura, Frankrig

Efter Sous Voile vinen, den klassiske Empreinte Savagnin, hvad er så mere oplagt end at smage en vin fra Domaine des Marnes Blanches’ anden vinkælder … en af de mere bredt appellerende Blanc Ouillé vine? Og det gør vi med denne 2015 Chardonnay Les Molates.

Det er mere klassisk vin og selvfølgelig også lavet på en mere kendt drue. Fadene toppes op, som man gør i Bourgogne og alle andre steder. Der sigtes efter elegance, mineraler og energi. Det er dog fortsat totalt økologisk og … for fanden, det smager alså godt.

Druerne er høstet med ganske lavt udbytte, alene 20 hektoliter pr. hektar fra 35 år gamle vinstokke. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og lagret 11 måneder på egefade. Flaskes uden tilsætningsstoffer og alene sikring ved en lille knivspids svovl.

Næsen er animalsk … let dansende, blomsterrig og har en herlig inderlighed. Vinen er virkelig let i duften med lidt karameller, pærer, æbler, svag tyggegummi, blidhed og kridt. Det er en snert aromatisk og legende let. Hmmmmmmm.

Smagen er afdæmpet og tilbagetrukket … en smuk beskedenhed, som slet ikke er nødvendig, for den smager tæskede godt. Det er en nærmest aromatisk smag med pærer, mango … sådan meget nobel og delikat. Som en høflig butler, der bukker for en. Har en delikat balance mellem sødme og syre. Kraftig anbefaling herfra.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 135 kr., men desværre er vinen allerede udsolgt.

Rating 5,5/7    

2014 Bodegas y Viñedos Alnardo, PSI, Ribera del Duero, Spanien

Det gav egentlig god mening at vores lille rundfart på aarhusianske vinbarer skulle ende med en vin fra Bodegas y Viñedos Alnardo og danske Peter Sisseck, da forrige tur jo startede med en vin fra Sisseck, nemlig en Flor de Pingus. Her sluttede vi  dog med en 2014 PSI … opkaldt efter det 23. bogstav i det græske alfabet og selvfølgelig forbogstaverne for Peter Sisseck.

Klokken var også godt på vej mod 23.00 … afgangstidspunktet for sidste tog mod det nordlige, men selvfølgelig skulle vi da dele af flaske af denne kraftfulde Ribera del Duero vin, som Peter Sisseck i denne 2014 årgang har lavet for 8. gang.

PSI er lavet på Tempranillo og en lille smule Grenache-druer fra druer, som er opkøbt hos en række udvalgte vinbønder og lavet i samarbejde med Pablo Rubio, som er vinmager hos Peter på både Dominio de Pingus og Quinta Sardonia.

Peter og  Pablo startede projektet – som de kaldte Bodegas y Viñedos Alnardo – med at spotte og efterfølgende kontakte en lang række vinalvere med gamle vinmarker og tilbyde dem, at betale lidt mere for druerne, hvis de ville levere til dem og samtidig efterstræbe kvalitet frem for kvantitet og på sigt også arbejde ud fra økologiske og biodynamiske principper.

Den første årgang 2007 blev der alene produceret få tusinde flasker af og vinen var fra start markant forskelligt fra Pingus og Flor de Pingus. Det handlede ikke om at præstere endnu en imponerende vin, men derimod om at afsøge de muligheder, der lå gemt i de rodfæstede traditioner og vise det for omverdenen.

Derfor er høstudbyttet ikke ekstremt lavt og derfor er der skruet ned for fadlagringen, således druerne og deres terroir kommer i fokus.

Druerne er 90% Tempranillo samt 10% Grenache, som høstes og sorteres manuelt. Gæringen sker i cement og rustfrie ståltanke, hvorefter op mod halvdelen af vinen modner videre i cement, mens resten modner 14-16 måneder på brugte fade fra Pingus og Flor de Pingus samt større ældre fade.

Og PSI er en mørk, kødfuld fætter i glasset og den udsender aromaer af solbær, brombær, blommer, fed og tætpakket frugt, lakrids, violer, grafit, jord, chokolade, vanilje, våde egefade … voluminøs og powerfuld lige i fjæset.

I munden er der varme, kraft … lidt alkohol, som dog er godt integreret og ikke ødelægger balancen. Der er sødme, varme, sortmodne kirsebær, marmelade, blæk og intensitet, lidt peber, lidt eg og ellers nogle mineralske elementer, som klæder vinen. Det er en vin, som skriger på en god, rød og grillet bøf.

Forhandles flere steder, bl.a. SuperVin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 224 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7    

2012 Weingut Keller, Spätburgunder S, Rheinhessen, Tyskland

På S’vinbar fik jeg lov at vælge vinen og da det var fredag – og fredag jo er Spätburgunder dag – gik jeg totalt straight og traditionelt til værks med en Spätburgunder S fra det velkendte vinhus Weingut Keller aka. Klaus-Peter Keller i Rheinhessen.

Weingut Keller ligger i byen Flörsheim-Dalsheim, hvor familien har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1789. De forlod Schweiz og bosatte sig i Dalsheim. Johan Keller begyndte straks at interessere sig for landbrug og vindyrkning, og da han få år efter sin ankomst fik mulighed for at købe en vinmark, der dengang var kendt som den øvre Dalsheimer Hubacker, så gik produktionen af vin for alvor i gang.

I generationer siden har Kellerfamilien skabt deres vine fra denne mark, og den øvre Dalsheimer Hubacker er stadig Keller’s monopol-eje.

I det 20. århundrede begyndte Weingut Keller for alvor at markere sig som én af de bedste producenter i Tyskland, og i hver eneste generation har familien langsomt forbedret kvaliteten og bygget videre på familiens stolte traditioner.

I 1980’erne og 1990’erne var det Klaus Keller, som stod for driften og et yderligere kvalitetsløft. Han blev således i år 2000 kåret til årets vinbonde af den magtfulde tyske vinguide Gault Millau.

I dag er det sønnen Klaus-Peter Keller som står i spidsen for vingården. Da unge Klaus-Peter Keller i 2001 overtog tøjlerne i kælderen, drejede han roret dramatisk om.

Klaus-Peter havde forinden arbejdet i Bourgogne og er fuldstændig fokuseret på jordbunde og vine med dybde, kompleksitet, mineralitet, struktur, elegance og finesse.

I dag er Keller nærmest blevet et synonym med tør Riesling af verdensformat og nævnes af verdens førende eksperter i samme åndedræt som de største hvide Bourgogner, der er blandt Klaus-Peter Keller’s største kilder til inspiration.

Han bliver på gården støttet solidt af sin hustru Julia, som stammer fra Westhofen, og som i sin vinuddannelse bl.a. stod i lære hos Hans-Günther Schwarz hos Müller-Catoir.

Grundlaget for kvaliteten skal findes i den kæmpeindsats, der gøres i vinmarkerne gennem hele året, hvor fire generationer er involveret i arbejdet.

Hos Keller overlades intet til tilfældighederne, og ingen arbejder hårdere. Ingen brug af kunstig gødning, omhyggelig udtynding af blade og druer samt meget små høstudbytter under den ofte ekstremt sene høst er nogle af hemmelighederne.

Samlet har Keller 15,8 hektar vinmarker og de bedste marker er Dalsheimer Hubacker, Frauenberg und Bürgel, Westhofener Kirchspiel, Morstein samt Abtserde, Niersteiner Pettenthal og Hipping.

Ejendommens Rieslingmarker er opdelt mellem markerne i Westhofen: Morstein, Abtserde og Kirchspiel samt den eksotiske Hubacker i Dalsheim. For nylig er de bedste parceller i Nierstein-markerne Hipping og Pettenthal kommet til.

Rieslaner laves fra en vinmarken Silberberg i Monsheim og to af Tysklands bedste Pinot Noir vine kommer fra de ældste stokke fra markerne Flörsheimer Frauenberg samt Dalsheimer Bürgel. De to vine har jeg i øvrigt tidligere smagt og skrevet om her på bloggen.

Denne Spätburgunder S er en cuvée af fade fra Bürgel og Frauenberg markerne. Vinen er lavet med maceration i over 2 uger og lagring på barriques.

Næsen er tysk og animalsk kostald, men uden den sædvanlige sødme. I stedet er der knivskarp syre, mineralitet, røgede noter sammen med ribs, rabarber, urter og krydderier. Det er på mange måder lidt et rart gensyn med præcise og klare, mineralske Keller.

Der er flot klarhed, renhed og mineraler i smagen. Tanniner er flot integreret og ellers er det hindbær, ribs og stikkelsbær, jern og meget syrlig … virkelig pågående i syren. Måske stadig en smule ung … men godt smager det sgu.

Forhandles af Atomwine, pris 299 kr.

Rating 5/7