2009 Fratelli Giuliari, La Picolla Botte Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Grill i haven med venner, som netop er hjemvendt fra sommerferie i Veneto … hva’ er så mer’ naturligt end at servere lidt Amarone? Det blev denne La Picolla Botte Amarone della Valpolicella fra et ganske lille vinhus i Veneto, nemlig Azienda Agricola Fratelli Giuliari aka. F.lli Giuliari.

Vinhuset som holder til i et gammelt palæ fra det 17. århundrede i byen Illasi omkring 15 kilometer øst for Verona. Giuliari er en gammel Veronafamilien, hvis rødder går helt tilbage til den fjortende århundrede, hvor gamle dokumenter viser, at familien producerede olivenolie.

En af de gamle forfædre i familien … Bartolomeo Giuliari – som levede mellem 1761 og 1842 – var en højtstående administrator i den venetianske regering og en anden Giovan Baptist Carlo Giuliari var nogle år senere en kendt munk og billedhugger. 

Det var imidlertid én af familiens senere efterkommere, nemlig Luigi Giuliari som i starten af det tyvende århundrede købte den gamle historiske vingård i Illasi af Grev Paolo Trezza og reelt grundlagte vinhuset. Siden har familien dyrket vin, men startede dog først i 1980 med at sælge vinene i eget navn.

I dag er det Luigis børnebørn, nemlig brødrene Tizian og Carlo Giuliari, som driver Azienda Agricola Fratelli Giuliari sammen med sønnerne Juri og Andrea. De driver i alt små 5 hektar vinmarker, og laver 5 forskellige vine, nemlig en Recioto Valpolicella Classico, Recioto di Soave, S. Giustina IGT, Le Pale IGT og så denne La Picolla Botte Amarone della Valpolicella.

Og navnet La Picolla Botte betyder ikke en lille flaske, men nærmere “lille tønde” og henviser til husets gamle vinkældre, som i folkemunde gik under navnet “lille tønde”, altså en kælder med god vin. Det kommer fra et ordsprog, om, at den gode vin altid findes i den gamle tønde eller den lille tønde.

Til at hjælpe med vinproduktionen har familien hyret ønologen Giuseppe Bassanelli, og det er ham, som også laver denne Amarone, som er lavet på druerne Corvina, Rondinella og Molinara, som er tørret på tørreloftet i omkring 4 måneder på store måtter, hvorefter de presses og druesaften lagrer på store egetræsfade i 24 måneder.

Jeg har ladet mig fortælle, at de tidligere år ved sammenstikningen havde blandet lidt frisk Barbera i, men det lader ikke til at være tilfældet længere … om det nogensinde har.

Næsen er dyb og landlig, mørk … nærmest kulsort med lakrids, tør og dyb fad, blommer, lidt kirsebær, kakao, chokolade, kanel, kardemomme, tobak, nelliker, let mynte, en smule syrlig kant, men heldigvis ingen rosiner.

Smagen er fed, tør og krydret. Der er okay med frugt, eg, kanel, kakao og jern. Det er en af de lettere Amaroner, selvom hun på ingen måder er en elegant danser. Det er en robust kvinde fra landet.

Har fået mit eksemplar i gave, men findes i Calle Grenz Shop. hvor den koster 159,99 kr.

Rating 4/7  

2013 Roberto Voerzio, Langhe Nebbiolo Disanfrancesco, Piemonte, Italien

Mer’ vin fra ugen … her en Barolo værdig, flot og stram Langhe Nebbiolo Disanfrancesco fra vinhuset Azienda Agricola Roberto Voerzio, der holder til i La Morra. Det er én af de mest hypede producenter i Barolo området og hans Barolo’er koster da også spidsen af en jetjager.

Roberto grundlagde sin vingård i hjertet af Langhe i 1986. Han startede ud med 2 hektar, men har gennem årene formået at købe flere af de mest prestigefyldte marker for fremstilling af Barolo, nemlig parceller på marker som La Serra, Brunate, Cerequio, Sarmassa, Rocche dell’Annunziata og Fossati.

Alle disse marker er af ubestridelig Grand Cru kvalitet, skønt der ikke eksisterer en officiel klassifikation.

Roberto Voerzio har i dag lidt over 20 hektar vinmarker og har samtidig øget antallet af vinstokkene på nogle af de nye marker, mens han omvendt har reduceret udbyttet på nogle af de bedste marker.

Samlet producerer Roberto mellem 40-60.000 flasker om året … afhængigt af høsten.

Hvad fremstillingen af Barolo angår regnes Roberto Voerzio af mange for modernist, men sagen er næppe så enkel. Tilgangen forener afgjort klassiske traditioner kombineret med en mere moderne indsigt og fremgangsmåde.

Arbejdet i marken gives højeste prioritet og tilgangen er usædvanlig omhyggelig, arbejdsintens og tidskrævende. Der foretages betydelig grønthøstning for at holde høstudbyttet lavt og udbytterne for de respektive Barolo’er er blandt de laveste i området med 22-25 hektoliter pr. hektar.

Denne Langhe Nebbiolo Disanfrancesco er lavet med druer fra marker omkring La Morra, Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med maceration 7-9 dage og efterfølgende er vinen lagret 12 måneder i både tonneaux og 25 hektoliter egefade … 30% af fadene er nye og derefter er vinen yderligere lagret 8 måneder i ståltanke inden flaskningen. Produktionen ligger på 10-12.000 flasker af denne vin.

Og det minder sgu på alle områder om god Barolo … næsen byder på både lidt elegant og næsten dansende varme, kirsebær, rabarber, svag grafit, violer, kul, citrus, en balsamisk syre, roser, hvid peber og en smule mint.

Smagsmæssigt er det let med strenghed, jern, rabarber og lidt urter. Der er spændstighed, lethed, nåleskarpe tanniner og en godt gemt sødme og det smager sgu rigtigt godt. Lige my kind of wine … og så må du kalde det Barolo, Barbaresco eller Langhe Nebbiolo, bare det smager så godt som dette.

Købt hos Vinspecialisten i Randers, hvor en flaske vistnok koster omkring 229 kr.

Rating 5,5/7