2016 Indómita, Sauvignon Blanc Gran Reserva, Casablanca Valley, Chile

Mellem regndråberne i den danske sommer kan der skam godt nydes lidt vino på terrassen. Denne kommer fra det lokale Fakta … en Sauvignon Blanc Gran Reserva fra det store, chilenske vinhus Viña Indómita.

Vinene fra Viña Indómita er storsællerter hos Fakta kæden … prisbillige vine og rimelig anstændig kvalitet fra et ganske stort vinhus i Chile. Ja, faktisk er huset så stort, at de ejer mere end 1.400 hektar vinmarker i både Casablanca Valley, Maipo Valley og Biobío Valley.

Og selve vineriet har en årlig produktionskapacitet på 27 millioner liters vin årlig og en barriqueskælder med ikke mindre end 2.500 fade. Det gør Viña Indómita til et af de største vinhus i Chile og de eksporterer da også til mere end 50 lande i hele verdenen.

Viña Indómita er grundlagt i 2006 af den store chilenske industrikoncern Bethia Group, der beskæftiger over 4.000 mennesker og i forvejen var beskæftiget indenfor transport, flyindustrien, hesteavl, kommunikation og meget andet.

Og selve vineriet – som I kan se på billedet ovenfor – er i dag også lidt af en turistattraktion med stor gourmetrestaurant styret af topkokken Tomás Olivera, vinsmagninger og mulighed for ture i området på hesteryg.

Denne Sauvignon Blanc Gran Reserva er en af de mange vine fra Viña Indómita, som efter presning er lavet på rustfrie ståltanke, hvor den er fermenteret med udvalgt gær. Omkring 3% af vinene er efterfølgende lagret i egefade inden vinen igen blandes og flaskes.

Næsen er klart Sauvignon Blanc med hø, græs, fersken, stikkelsbær, grøn peber … lidt aromatisk, men også med en vis strenghed og nærmest mineralitet. Smagen er frisk og syrlig … okay balance uden at imponere. Der er fin Sauvignon Blanc syre og derudover lidt mineraler, men helt dybt, intenst eller komplekst bliver det aldrig.

Købt i Fakta til 55 kr., men fås nogle gange på bud lidt billigere.

Vinanmeldelse 3/7 

2015 Montioni, Montefalco Sagrantino Ma.Gia Anteprima, Umbrien, Italien

I 2015 har Paolo Montioni udvalgt specielt gode druer fra en enkeltmark til 2 barriques … en special selection Montefalco di Sagrantino DOCG, som han har opkaldt Ma.Gia efter de første bogstaver i navnene på hans to børn. Paolo mener, at der vil komme omkring 500 flasker af vinen, som dog først vil blive frigivet medio 2019.

Derfor er det måske også helligbrøde allerede nu at tage en forsmag på vinen, som jo skal modne et par år endnu. Ifølge Paolo skal vinen først på flaske i december 2018/januar 2019 og så modne på flaske i mindst 6 måneder inden en frigivelse.

Men når Paolo serverede den for mig, så kunne jeg jo ikke sige nej og det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke. I kender vel efterhånden jeres flittige vinblogger?

Det er en vin, som samtidig er lavet helt uden brug af kemikalier og uden tilsætningsstoffer.

Lad os smage prøven på vinen, som man jo skal huske, alene er halvmodnet. Den virker i glasset endnu mere kødfuld end Paolos almindelig Sagrantino, men der er ikke så meget overmoden blommer, men virker mere tæt, intens og har samtidig lidt grønne blade sammen med kanel og lidt gazebind.

Og smagsmæssigt langt mere punch … mere direkte i udtrykket med en urkraft og knap som overmoden i smagen. Og jo, der er også endnu tonsvis af tanniner. Igen en meget kraftig dame, som man ingenlunde let svinger omkring.

Ikke prissat endnu.

Rating 4,5/7