2012 Fratelli Alessandria, Barolo Monvigliero, Piemonte, Italien

Nebbiolo er – skulle man sammenligne med kendte kvinder – vel nærmest en slags Natalie Portman … smuk som ind i helvede, let, yndefuld, elegant, stærk og streng. Kommer nemt til ufrivilligt at spille hovedrollen i alle forsamlinger.

Og de mærkater kan skam også hæftes på denne Barolo Monvigliero fra vinhuset Fratelli Alessandria, der holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og vel omkring 5 kiliometer sydvest for Alba. Smag bare på navnet … Barolo Monvigliere.

Fratelli Alessandria stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.

Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og for deres topmoderne vineri.

Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.

Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.

Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer, samlet 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolee og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.

Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der alene finds ved byen Verduno. Herunder dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.

Denne Barolo Monvigliero er selvfølgelig lavet med druer fra marken Monvigliero, der ligger umiddelbart nedenfor Verduno. Fratelli Alessandria har en parcel på 1,3 hektar på marken, hvor jordbunden består af kalk- og lerholdig mergel og sandsten. Vinstokkene på marken er omkring 45 år gamle. Vinen er lavet første gang i 1978 og der laves årligt 7.000 flasker af vinen.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med maceration i 20-25 dage, hvorefter vinen lagrer i omkring 3 år i store 20-30 hektoliter slavonske egefade og derefter 2  måneder i ståltanke og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det herlig Barolo … let svævende med blomster, roser, sten, violer, let og luftig babybræk – på den dejligste måde – eg, lette kirsebær, let tobak, grøn ensilage, mentol, trøffel og let kanel. Syren er delikat og svævende og vinen virker utrolig feminin, let og forførende. Natalie Portman.

Og uha det smager godt … præcis med let syre og voldsomt elegant. Det er lyse bær, dansende syre, som bare lige sidder i solar plexus … en hvirvelvind med hindbær, lette krydderier, fine tanniner og smuk, smuk syre. Great wine.

Købt hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Southbank Estate, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

Supermarked er egentligt et sjovt ord. Et marked udover det sædvanlige … et super sted at handle. Super er fantastisk, superb, forstærker ordenes betydning og løfter det mange niveauer op … tænk bare på superstjerne, supermodel, superliga, supersexet eller supertanker.

Alligevel forbindes vine fra supermarkederne oftest med vine af lavere eller i hvert fald svingende kvalitet og således ikke supervine. Det er jo super! Næste vin er netop fra supermarkedskæden Faktas superhylder … en Sauvignon Blanc fra vinhuset Southbank Estate på New Zealand.

Superhoulberg har kigget lidt nærmere på vinhuset, som er en del af den store vinkoncern Yealands, som er grundlagt i 2002 af Peter Yealand. Han er en 5. generations iværksætter og entreprenør i Marlborough, hvor familien er blevet velhavende på produktion af muslinger og opdræt af hjort.

Vinhuset var allerede fra starten big business, for Peter Yealand startede med at købe ikke mindre end 1.113 hektar jord på 8 forskellige ejendomme, som blev lagt sammen og omlagt til vinmarker.

Senere byggede han et stort og moderne vineri … state-of-the-art med en kapacitet på 10.000 tons, hvilket dog senere er fordoblet. I dag har vinhuset også over 1.500 hektar vinmarker og vinene sælges under forskellige brands som fx Yealands Family Wines, Crossroads, Babydoll, Silver Fern eller The Crossings.

Undervejs har man fusioneret med Ager Sectus Wine Estates, hvorved man dannede Yealands Wine Group, hvoraf 80% af aktierne i 2015 blev solgt til Marlborough Lines … et stort forsyningsselskab i New Zealand.

Og under Yealands Wine Group finder man altså også Southbank Estate, som et af deres brands, men mon ikke vinene også laves i koncernens store vineri ved Blenheim i Marlborough?  Det er i hvert fald koncernens vinmager Jeff Fyfe, som også står bag vinene fra Southbank Estate, og altså også denne Sauvignon Blanc.

Druerne til vinen kommer fra 12 forskellige parcer i både Wairau Valley og Awatere Valley. Hver er de 12 parceller er høstet og vinificeret separat med lang, kølig maceration og fermentering over 4 uger, hvorefter hele skidtet blendes og stabiliseres inden flaskning.

Klar Sauvignon Blanc næse, men ikke særlig syrlig og krisp, men derimod mere svag i duften. Det er kiwi, fersken, lidt hø, asparges og vinen er derudover både rund og varm i udtrykket.

Det samme gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor en smule sødme giver vinen både varme og fylde, Der er dog fortsat lidt friskhed, mens syren bliver lidt vag. Eftersmagen er derudover en kende vandet.

Købt i Fakta til 60 kr.

Vinanmeldelse 3/7