2010 Terre Nere Campigli Vallone, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

Og når vi nu var i de Italienske vine, hvorfor så ikke nuppe en Rosso di Montalcino, som kommer fra et vinhus, som kalder sig Azienda Vitivinicola Terre Nere akaTerre Nere Campigli Vallone.

Vinhuset ligger ved byen Castelnuovo dell’Abate omkring 5 kilometer syd for Montalcino i det skønne Toscana. Det er grundlagt i 1997 af Pasquale Vallone. Han besluttede at genoptage en gammel passion i familien, nemlig fremstilling af vine, så han købte et smukt stykke land i nærheden af Castelnuovo dell’Abate med samlet 3 hektar vinmarker.

I dag har Terre Nere Campigli Vallone dog samlet 15 hektar, hvoraf 10 hektar er tilplantet med Sangiovese Grosso til fremstilling af husets Brunello vine. Det er et familieforetagende, hvor hele familien Vallone deltager i driften med hjælp fra ønologen Valerio Coltellini.

Terre Nere Campigli Vallone anvender kun naturlige produktionsmetoder for at sikre druernes kvalitet. I september bliver druerne høstet, presset og derefter gæret i ståltanke under en kontrolleret temperatur. Vinene gennemgår også en macerationsproces for at udtrække duft, farve og garvesyre. Vinene bliver til sidst lagret i egefade.

Der laves kun 4 vine på Azienda Vitivinicola Terre Nere, nemlig en Ribelle IGT, selvfølgelig denne Rosso di Montalcino, en Brunello di Montalcino samt en Brunello di Montalcino Riserva. Den samlede årsproduktion ligger på omkring 70.000 flasker.

Udover vinproduktionen tilbyder familien – i vanlig italiensk stil – også lidt agriturismo, dvs. udlejning af værelser, hvor vinturisterne udover let adgang til køb af vine og kan nyde en storslået udsigt nord mod Siena.

Dennen Rosso di Montalcino er lavet på samme druer, som husets Brunello vine, altså Sangiovese Grosso. Vinstokkene er de yngre … omkring 12 år gamle. Vinen er lavet med 15 dages maceration på rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret 6 måneder efterfulgt af 4 måneder på store egefade og 4 måneder på flaske, Årsproduktionen ligger på 30.000 flasker af denne vin.

Imidlertid er 7 års levetid for sådan en bandit lige i overkanten, for duften er meget lukket og moden, alderen fornemmes klart og vinen er da også lidt brun/orange i kanten. Derudover fanges der godt med eg, estragon og en lidt nøddet aroma.

I smagen er vinen også næsten for overmoden og ganske kedelig. Det er blødt med lidt peber, kirsebær, men også lidt kantet og ubalanceret.

Forhandles af Vinparken, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 2/7 

2013 Corte Lenguin, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

En af de mange tvivlsomme sommeraftener bød selvfølgelig også på lidt vine, bl.a. denne traditionelle Valpolicella Classico fra vinhuset Azienda Agricola Corte Lenguin, som jeg besøgte for et par år siden.

Vinhuset ligger tæt på San Pietro in Cariano, og er grundlagt i år 1900 af Silvio Vantini og har siden været i familiens eje … i 2. generation af Silvios søn Lorenzo, men i dag er den 3. generation i form af nevøen Silvio og hans hustru Beatrice som driver stedet, dog fortsat med hjælp fra gamle Lorenzo. Under vort besøg på gården var det Beatrice, som viste os stedet, produktionen, vinkælderen og lod os smage deres vine.

Oprindeligt producerede man også hvidvin, men fandt hurtigt ud af at det var rødvinene som familien havde næse og talent for at producere.

Corte Lenguin har lidt over 10 hektar vinmarker omkring San Pietro in Cariano, Marano, St. Ambrogio Fumane og Negrar.  Flere af markerne ligger på skråninger ved Monte St. Urbano og La Musua, ligesom familien har en højtbeliggende lille parcel La Coeta med en smuk udsigt.

Herfra laver de klassiske Valpolicella vine som Veneto IGT, Valpolicella Classico, Ripasso, Amaroner og Recioto. Produktionen ligger på omkring 50.000 flasker årligt.

Her er det husets Valpolicella Classico, lavet på et mix af druerne Corvina Veronese, Corvinone og Rondinella og alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 4 måneder inden den lagrer yderligere 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en lidt syrlig næse med både blomster, sæbe, let chokolade, blide urter, mens frugten er kirsebær, måske lidt hindbær. Smagen er frisk og har godt med syrlig frugt, endda så syrligt, at munden snerper sammen og du får gåsehud på armen. Der er hindbær, ribs, rabarber og ganske stor tørhed.

Købt på vingården, men prisen kan jeg ikke huske. Koster ikke alverden, vil gætte omkring 7-8€ ,,, eller omkring 52-60 kr.

Vinanmeldelse 3/7