2016 Berton Vineyards, Metal Black Shiraz, South Australia, Australien

Fuld Metal Black Shirazzzzz … fra et af Australiens store vinhuse, nemlig Berton Vineyards, der ligger ved den lille by Yenda i New South Wales regionen 580 kilometer sydvest for Sydney.

Berton Vineyards er grundlagt i 1996 af Bob og Cherie Berton, som købte et stykke jord i High Eden, en underområde til Barossa Valley. De gik i gang med at tilplante jorden med både Shiraz og Chardonnay, men fik ikke produceret meget de første år pga. mangel på vand. Men da en nærliggende dam blev fyldt med vand, så fik parret styr på produktionen.

I 2005 besluttede Bob og Cherie at købe et vineri i Yenda til at forestå fremstillingen af deres vine. Sammen med Jamie Bennett, Paul Bartholomaeus og James Ceccato købte de det tidligere Southcorp Winery og lagde dermed grundlaget for Berton Vineyards.

Det købte vinhus var selv etableret i 1945 og havde dengang en kapacitet til at presse og flaske omkring 20.000 tons vin hvert år samt en lagerkapacitet på 14 millioner liter vin.

I november 2005 flyttede alle til det nye vinhus og startede samtidig jobbet med at indgå købsaftaler med lokale vinavlere, således du kunne fylde kapaciteten på det store, nykøbte vineri. Og i januar 2006 begyndte de at vinificere vine i stor stil.

Siden 2005 har vinhuset vokset til i dag at være blandt Australiens 20 største vinhuse og husets vine sælges både nationalt og selvfølgelig også internationalt.

Der er også siden 2005 investeret massivt i vineriet, bl.a. med nye tankanlæg, lagerhotel og nye flaskelinjer, således det kan håndtere den stigende produktion, På billedet ovenover kan I se lidt af vineriet, som mest af alt ligner et stort Shell olierafinaderi. Det er med andre ord BIG business.

Denne Metal Black Shiraz kommer fra husets Metal Range serie og er en af huset mest populære vine. Den er lavet på ren Shiraz og lavet af vinmagerne James Ceccato og Tim Perrin. Ellers er der ikke så mange oplysninger om produktionen af vinen.

Vi springer i stedet direkte til mine smagsnoter, som duftmæssigt siger godt med sødme som første indtryk, solbær, fede blommer, en smule pebermynte, kaktuspiller samt nykværnet sort peber.

Smagen er jeg ikke fan af … sådan kraftigt og stærk peber i kombination med en stor sødme, bitter kaffe, tørhed, en smule tanniner og lidt chokolade. Samtidig er der – midt i al sødmen – lidt stærk alkohol fra de 14,5%, som vinen indeholder.

Købt hos Glud Vin, hvor prisen er 119 kr.

Rating 3/7    

2015 Domaine des Marnes Blanches, Chardonnay Les Molates, Jura, Frankrig

Efter Sous Voile vinen, den klassiske Empreinte Savagnin, hvad er så mere oplagt end at smage en vin fra Domaine des Marnes Blanches’ anden vinkælder … en af de mere bredt appellerende Blanc Ouillé vine? Og det gør vi med denne 2015 Chardonnay Les Molates.

Det er mere klassisk vin og selvfølgelig også lavet på en mere kendt drue. Fadene toppes op, som man gør i Bourgogne og alle andre steder. Der sigtes efter elegance, mineraler og energi. Det er dog fortsat totalt økologisk og … for fanden, det smager alså godt.

Druerne er høstet med ganske lavt udbytte, alene 20 hektoliter pr. hektar fra 35 år gamle vinstokke. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og lagret 11 måneder på egefade. Flaskes uden tilsætningsstoffer og alene sikring ved en lille knivspids svovl.

Næsen er animalsk … let dansende, blomsterrig og har en herlig inderlighed. Vinen er virkelig let i duften med lidt karameller, pærer, æbler, svag tyggegummi, blidhed og kridt. Det er en snert aromatisk og legende let. Hmmmmmmm.

Smagen er afdæmpet og tilbagetrukket … en smuk beskedenhed, som slet ikke er nødvendig, for den smager tæskede godt. Det er en nærmest aromatisk smag med pærer, mango … sådan meget nobel og delikat. Som en høflig butler, der bukker for en. Har en delikat balance mellem sødme og syre. Kraftig anbefaling herfra.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 135 kr., men desværre er vinen allerede udsolgt.

Rating 5,5/7    

2014 Bodegas y Viñedos Alnardo, PSI, Ribera del Duero, Spanien

Det gav egentlig god mening at vores lille rundfart på aarhusianske vinbarer skulle ende med en vin fra Bodegas y Viñedos Alnardo og danske Peter Sisseck, da forrige tur jo startede med en vin fra Sisseck, nemlig en Flor de Pingus. Her sluttede vi  dog med en 2014 PSI … opkaldt efter det 23. bogstav i det græske alfabet og selvfølgelig forbogstaverne for Peter Sisseck.

Klokken var også godt på vej mod 23.00 … afgangstidspunktet for sidste tog mod det nordlige, men selvfølgelig skulle vi da dele af flaske af denne kraftfulde Ribera del Duero vin, som Peter Sisseck i denne 2014 årgang har lavet for 8. gang.

PSI er lavet på Tempranillo og en lille smule Grenache-druer fra druer, som er opkøbt hos en række udvalgte vinbønder og lavet i samarbejde med Pablo Rubio, som er vinmager hos Peter på både Dominio de Pingus og Quinta Sardonia.

Peter og  Pablo startede projektet – som de kaldte Bodegas y Viñedos Alnardo – med at spotte og efterfølgende kontakte en lang række vinalvere med gamle vinmarker og tilbyde dem, at betale lidt mere for druerne, hvis de ville levere til dem og samtidig efterstræbe kvalitet frem for kvantitet og på sigt også arbejde ud fra økologiske og biodynamiske principper.

Den første årgang 2007 blev der alene produceret få tusinde flasker af og vinen var fra start markant forskelligt fra Pingus og Flor de Pingus. Det handlede ikke om at præstere endnu en imponerende vin, men derimod om at afsøge de muligheder, der lå gemt i de rodfæstede traditioner og vise det for omverdenen.

Derfor er høstudbyttet ikke ekstremt lavt og derfor er der skruet ned for fadlagringen, således druerne og deres terroir kommer i fokus.

Druerne er 90% Tempranillo samt 10% Grenache, som høstes og sorteres manuelt. Gæringen sker i cement og rustfrie ståltanke, hvorefter op mod halvdelen af vinen modner videre i cement, mens resten modner 14-16 måneder på brugte fade fra Pingus og Flor de Pingus samt større ældre fade.

Og PSI er en mørk, kødfuld fætter i glasset og den udsender aromaer af solbær, brombær, blommer, fed og tætpakket frugt, lakrids, violer, grafit, jord, chokolade, vanilje, våde egefade … voluminøs og powerfuld lige i fjæset.

I munden er der varme, kraft … lidt alkohol, som dog er godt integreret og ikke ødelægger balancen. Der er sødme, varme, sortmodne kirsebær, marmelade, blæk og intensitet, lidt peber, lidt eg og ellers nogle mineralske elementer, som klæder vinen. Det er en vin, som skriger på en god, rød og grillet bøf.

Forhandles flere steder, bl.a. SuperVin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 224 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7