2004 Tenuta Cocci Grifoni, Vigna Messieri Rosso Piceno Superiore, Marche, Italien

Øst for Umbrien ligger regionen Marche … et af de mere ukendte områder i Italien. Men derfra kommer næste vino, en moden og fuldvoksen 2004 Vigna Messieri Rosso Piceno Superiore fra vinhuset Tenuta Cocci Grifoni.

Tenuta Cocci Grifoni ligger lige i hjertet af Ascoli Piceno, nemlig tæt på byen San Savino di Ripatransone. Vinhuset stammer oprindeligt fra 1933, men er i nuværende form grundlagt i 1970 af Guido Cocci Grifoni og hustruen Diana, som 3. generation af Grifoni familien.

Guido var én af de vinbønder, som virkelig satsede på de lokale vindruer i Marche, selvom markedet dengang primært efterspurgte de internationale sorter.

Grifoni begyndte især at eksperimentere med den hvide drue Pecorino, som er en druesort, der daterer sig tilbage til 1871 og der på det tidspunkt var tæt på udryddelse.

Den blomstrede uregelmæssigt og ydede derfor slet ikke lige så gavmildt som fx Trebbiano, der derfor blev den foretrukne grønne drue blandt producenterne i Marche og Abruzzo, der i den periode hovedsagligt koncentrerede sig om kvantitet.

Sådan gik det heldigvis ikke … og det takket være Guido Cocci Grifoni, der jo var en passioneret ambassadør for lokale druesorter.

I begyndelsen af firserne ledte han efter lokale grønne druer, der kunne skabe anderledes interessante vine end Trebbiano og samtidigt holde invasionen fra de internationale druesorter nede på et acceptabelt niveau.

Sammen med Giancarlo Moretti fra landbrugsskolen i Cornegliano, Leonardo Seghetti fra Landbrugskontoret i Ascoli Piceno, og Theodore Bugari, der senere blev formand for AIS Sommelierforeningen i Marche, påbegyndte han en systematisk registrering af historiske grønne druesorter med kvalitetspotentiale i Marche og Abruzzo.

En september morgen i 1982 nåede de frem til en gammel vinmark på højre bredden af Trontofloden i næsten 1.000 meters højde, og den gamle bonde, der passede på vinstokkene fortalte, at der var tale om Pecorino, og at det var hans bedstefar, som havde plantet vinstokkene på stedet.

Næste forår blev der taget stiklinger fra marken, og efterfølgende blev de podet på nye grundstammer på den lokale Vivai Coopperativi Rauscedo, hvorved de således lykkedes med at redde og genføde druesorten Pecorini.

Og Pecorino druen er én af de druer, som der virkelig satses på hos Tenuta Cocci Grifoni. Vingården har lidt over 80 hektar vinmarker, og de bedste vinmarker er Messieri, Colle Vecchio, Vigneto Madre, Grandi Calanchi og Delle Alberate. På markerne dyrkes de hvide sorter Pecorino, Passerina og Verdicchio samt de røde sorter Montepulciano, Sangiovese, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Fra disse druer laves der 11 forskellige vine, lidt grappa og herudover har gården selvfølgelig også produktion af olivenolie. Jeg har tidligere smagt og skrevet om en af vinene, en 2003 Offida Rosso Il Grifone.

I dag er det døtrene Marilena Cocci Grifoni og den smukke Paola Cocci Grifoni, som driver vingården … så hele produktionen er lagt i hænderne på kvinderne i familien.

Denne Vigna Messieri Rosso Piceno Superiore er lavet på 70% Montepulciano og 30% Sangiovese, som kommer fra enkeltmarken Messieri, som ligger lige op til vinhusets ejendom og høstet med hele 80 hektoliter pr. hektar. Det er en vin, som de første gang lavede i 1987 og årligt laver 23.000 flasker af.

Vinen er lavet med fermentering med skind og lagret 24 måneder på store 50 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

I glasset en mørk vin … lettere brun i kanten. Næsen har også en moden duft med kirsebær, syrlige og modne – hvis de kan være det på en og samme tid – jordbær, balsamisk syre, blyanter, kanel, peber og godt med power. Den dufter faktisk rigtigt godt, men min vurdering er også, at vinen hastigt er på vej over the hills.

I munden har vinen en overraskende stor tørhed, stramme tanniner og nærmest en eksplosion af moden frugt, som klart er kirsebær. Det er en fyldig og varm vin, men har stadig godt med bid, syre og direkte punch med jern samt svag bitterhed. Det er måske begyndt at tabe pusten lidt og alderen trykker, så gem ikke vinen, men drik den nu.

Købt hos Veras Vine, hvor en flaske kostede 100 kr.

Rating 4/7   

N.V. Cavicchioli U. & Figli, Lambrusco Salamino di Santa Croce Semisecco, Emilia-Romagna, Italien

Lambrusco er ved at få et comeback og jeres flittige vinblogger tester lige en af slagsen … en Lambrusco Salamino di Santa Croce Semisecco fra et af de gamle, traditionelle Lambrusco vinhuse, nemlig Cavicchioli U. & Figli, der ligger i byen San Prospero lidt nordvest for Modena i Emilia-Romagna.

Ligesom billig hvid Piesporter og billig Liebfraumilch fik Lambrusco et ganske dårligt ry i løbet af 1980’erne. Lambrusco blev kendt som billig, bleg, lyserød, sød og intetsigende boblevin, selvom der jo egentlig var mange dygtige og kvalitetsbevidste producenter.

Men nu er tingene ved at vende og Lambrusco igen moderne, da flere og flere kvalitetsprocenter vinder frem og der ikke længere findes samme mængde af den lyserøde og lette eksportudgave af den boblende vin.

Lambrusco er næsten en videnskab i sig selv, da vinen findes i både en rød rosso og en rosé rosato og derudover i forskellige udgaver fra Tranquillo med få bobler, Frizzante, som er mere boblende, Secco, Semisecco, Abboccato, Dolce og Amabile afhængig af sødmen i vinene.

Derudover laves Lambrusco på druen af samme navn, men der findes over 50 forskellige undersorter af Lambrusco druen, hvor de 3 mest kendte er Lambrusco di Sorbara, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro og Lambrusco Salamino di Santa Croce.

Lambrusco dyrkes primært i norditalienske Emilia-Romagna og de fleste af vinene laves på den billigere charmatmetode, hvor gæringen sker i store tanke og ikke med en anden gæring i flasken, som de kendes fra fx Champagne.

Vinhuset Cavicchioli U. & Figli er grundlagt i 1928 af Umberto Cavicchioli, som i byen San Prosperto – som første producent -byggede en vinkælder og begyndte at presse Lambrusco druerne, lod dem gære i egefade og så flaske vinen, når månen stod i rette position.

Og med tiden voksede firmaet, så da arbejdspresset blev for stort, så kom hans sønner Umberto, Franco, Romano og Piergiorgio med i foretagendet. Efter anden verdenskrig udbyggede Cavicchioli og senere i starten af 1960’erne byggede familien også et moderne vineri i Bomporto ved Sorbara.

I dag er det 3. generation i form af brødrene Claudio og Sandro Cavicchioli, som driver det historiske vinhus, som samlet har over 90 hektar vinmarker, som ligger i Sorbara og naboområdet. Selve vinkælderen ligger fortsat uændret i San Prospero.

Nå, men denne Lambrusco Salamino di Santa Croce DOC Semisecco er lavet på den røde drue af samme navn. Den hedder også Tre Medaglie på grund af de tre mønter/medaljer på etiketten.

Vinen er lavet med en kold premaceration – cryomaceration – i 2-3 dage efterfulgt af den alkoholske fermentering med skindet i 10-15 dage ved 15-18 grader. Den anden gæring sker på tanke efter charmatmetoden i 3 uger ved 13-15 grader. Der er hele 25,4 gram restsukker pr. liter og alkoholprocenten beskedne 9,5%.

I glasset er denne Lambrusco ganske mørk og efter skænkningen med et lyserødt skum, som dog ganske hurtigt forsvinder som dug for solen.

Duftmæssigt tænker jeg først lidt dansk Rondo … ganske speciel og rustik, lidt gammelt og indelukket som et hus i Den Gamle By og har derudover lidt sukkersødme, røde roser, rosenvand og tørrede abrikoser. Jeg er ikke ubetinget vild med duften.

I munden er boblerne ganske blide frugten sådan okay … hældende lidt over mod saftevanden til børnefødselsdagen. Men så dukker der også noget jern og citron op, som giver en vis syre og bitterhed. Det overordnede billede er dog sød, letboblende frugtvin, som dog langtsomt vinder lidt på en.

Købt hos Veras Vine, hvor prisen er 64 kr.

Rating 3,5/7