2013 Roberto Voerzio, Langhe Nebbiolo Disanfrancesco, Piemonte, Italien

Mer’ vin fra ugen … her en Barolo værdig, flot og stram Langhe Nebbiolo Disanfrancesco fra vinhuset Azienda Agricola Roberto Voerzio, der holder til i La Morra. Det er én af de mest hypede producenter i Barolo området og hans Barolo’er koster da også spidsen af en jetjager.

Roberto grundlagde sin vingård i hjertet af Langhe i 1986. Han startede ud med 2 hektar, men har gennem årene formået at købe flere af de mest prestigefyldte marker for fremstilling af Barolo, nemlig parceller på marker som La Serra, Brunate, Cerequio, Sarmassa, Rocche dell’Annunziata og Fossati.

Alle disse marker er af ubestridelig Grand Cru kvalitet, skønt der ikke eksisterer en officiel klassifikation.

Roberto Voerzio har i dag lidt over 20 hektar vinmarker og har samtidig øget antallet af vinstokkene på nogle af de nye marker, mens han omvendt har reduceret udbyttet på nogle af de bedste marker.

Samlet producerer Roberto mellem 40-60.000 flasker om året … afhængigt af høsten.

Hvad fremstillingen af Barolo angår regnes Roberto Voerzio af mange for modernist, men sagen er næppe så enkel. Tilgangen forener afgjort klassiske traditioner kombineret med en mere moderne indsigt og fremgangsmåde.

Arbejdet i marken gives højeste prioritet og tilgangen er usædvanlig omhyggelig, arbejdsintens og tidskrævende. Der foretages betydelig grønthøstning for at holde høstudbyttet lavt og udbytterne for de respektive Barolo’er er blandt de laveste i området med 22-25 hektoliter pr. hektar.

Denne Langhe Nebbiolo Disanfrancesco er lavet med druer fra marker omkring La Morra, Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med maceration 7-9 dage og efterfølgende er vinen lagret 12 måneder i både tonneaux og 25 hektoliter egefade … 30% af fadene er nye og derefter er vinen yderligere lagret 8 måneder i ståltanke inden flaskningen. Produktionen ligger på 10-12.000 flasker af denne vin.

Og det minder sgu på alle områder om god Barolo … næsen byder på både lidt elegant og næsten dansende varme, kirsebær, rabarber, svag grafit, violer, kul, citrus, en balsamisk syre, roser, hvid peber og en smule mint.

Smagsmæssigt er det let med strenghed, jern, rabarber og lidt urter. Der er spændstighed, lethed, nåleskarpe tanniner og en godt gemt sødme og det smager sgu rigtigt godt. Lige my kind of wine … og så må du kalde det Barolo, Barbaresco eller Langhe Nebbiolo, bare det smager så godt som dette.

Købt hos Vinspecialisten i Randers, hvor en flaske vistnok koster omkring 229 kr.

Rating 5,5/7