Nu bliver det sgu øko naturligt igen … en herlig læskende og biodynamisk 100% Grolleau 2011 Les Coteaux Kanté fra Bruno Rochard aka Domaine de Mirebeau, der ligger mellem byerne Rablay sur Layon og Bellevigne-en-Layon i hjertet af Vallée du Layon i Loire.
Vingården stammer tilbage fra 1922 og drives i dag af 4. generation i form af Bruno Rochard. Han overtog forældrenes vingård Domaine de Mirebeau, der indtil da havde været drevet huset knap 7 hektar vinmarker helt konventionelt … men det fik Bruno hurtigt vendt om på.
Han gik straks i gang med omlægning til økologisk produktion, men derudover laver Bruno også vinene med så lidt indgriben som muligt.
Således anvender han alene druernes naturlige gær, ingen tilsætninger og inden kunstgreb. Der anvendes alene ganske lidt svovl inden druerne kommer på tank samt en smule inden aftapning på flaske.
På markerne dyrker Bruno 50% Chenin Blanc, 27% Cabernet Franc og 33% Grolleau og med et ganske spinkelt udbytte … nogle marker helt ned til 10 hektoliter pr. hektar og det er fandeme lidt.
Dette er Rochards Les Coteaux Kanté, der er lavet på ren Grolleau, som er afstilkede og udblødt i 3 uger på tank og efter fermentering modnes på ældre fade i 8 måneder.
Vinen er de-klassificeret til en Vin de France, da appellationerne i Anjou ikke tillader 100% Grolleau, hvilket måske kan virke lidt underligt, for druen trives i netop det område.
Næsen er voldsomt animalsk, tæt og dyb. Det er mørke bær, kirsebær, krudt, boblende mødding, sure tæer, syrligt pilleglas, bark, lidt blomsterpollen og en gammel ged. Det er specielt, men ganske indbydende.
I munden er vinen meget frugtrig og har næsten en ulden smag, men samtidig smager den også læskende og tæskegodt. Syren er ganske blød og sidder nærmest bag tungen, hvor du ikke rigtig mærker den, og sluttelig er der også en vis lethed over vinen. Trods sol og modenhed bliver det slet ikke gumpetungt.
Forhandles hos Rosforth & Rosforth, hvor prisen er 222 kr.
Rating 5/7