Tag-arkiv: Tyskland

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, TysklandSidste jeg smagte en Pinot Noir Liaison fra Weingut Enderle & Moll havde den prop. Bummer. Nu har jeg dog igen Liaison i mit vinglas og nu i en spritny årgang 2018 uden fejl.

Ja, det skulle da lige være, at der er for lidt i flasken, for der er sgu bare vild lækker vin … men den del vender jeg tilbage til lige om lidt.

Denne Pinot Noir Liaison er vinen lige mellem basisvinen husets store topvine Muschelkalk og Buntsandstein. Liaison er lavet med druer fra en en blanding af de to forskellige terroir typer Buntsandstein og Muschelkalk og efter en spontangæring er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques.

I glasset har Liaison lidt mere farve end husets basisvin, altså ikke helt så lys og teglfarvet og i duften også mere tilknappet. Liaison har dog en vildt pirende duft, noget mere urtet, grøn og så med herlige og fine animalske noter, nogle mælkede eller yoghurtagtige noter, men vinen virker også mere alvorlig og mere kompleks end forrige Pinot Noir. Der er lidt medicinkasse, plaster, tranebær, rabarber, lakridsrod, fennikel og funky bio bio kant.

Der er klart mere dybde i Liaison end i basisvinen, og alle smagene hænger også i markant længere tid i munde. Det er frugtmæssigt hindbær, rabarber, tranebær, tonsvis af syrlig, småbitter frugt, en fyldig mineralsk syre og du føler som om, at vinen simpelthen har flere lag, som bare skrælles af, et efter et ved hver tår. Der er flot syre, masser af velsmag, lang eftersmag og en smuk, frugtrig elegance.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir, Baden, Tyskland

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir, Baden, TysklandSå er vi igen hos Sven og Florian, de to vinøse vildmænd fra deres fælles vinhus Weingut Enderle & Moll og vi starter nu med at smage deres basisvin, som de blot kalder Pinot Noir.

Det er næsten ved at være to år siden, at jeg sidst smagte denne vin – fuck tiden går alt for hurtigt for mig – og dengang var det i en årgang 2016. Dengang skrev jeg også lidt om de to herrer, deres historie og lidt om vinhuset. Nu vil jeg blot læne mig tilbage og kigge nærmere på denne Pinot Noir basisvin fra Weingut Enderle & Moll … og jeg advarer med det samme, for det smager astronomisk godt.

Denne Pinot Noir er Enderle & Molls almindelige basisvin, deres entry level Pinot Noir, hvor druerne kommer fra forskellige marker, hvor vinstokkene er 20-30 år gamle. Vinen er lavet fuldstændigt traditionelt alene med druernes naturlige gærceller.

Vinen har lagret 17 måneder i brugte egetræsfade med bærmen og den er hverken klaret eller filtreret. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

I glasset er vinen utrolig transparent … et veritabel møde mellem rosé og teglfarver, men samtidig herlig grumset samt ufiltreret. Men stikker du næsen nærmere glasset, så er du slet ikke i tvivl, for det er klart animalsk, kølig Spätburgunder med lys, moden frugt, rabarber, hindbær, tranebærjuice og så nogle noter fra fadene, svag kanel, vanilje, lettere funky og bio bio samtidig med, at vinen er så svævende og utrolig let.

Smagsmæssigt er det 1-2-3 drik … virkelig let, indbydende og nærmest læskende på en lys og feminin facon. Det kan godt være, at både Enderle & Moll er et par store, stoiske vildmænd, men de har blide hjerter, når de laver deres vine. Det er silkeblidt, fint og sart med en klar, småsød og mineralsk syre. Det er vildt skræmmende højt niveau for en basisvin og smager igen rasende godt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, TysklandDet er vist alene lidt over en måned siden, at jeg drak et glas 2015 Hainfeld Spätburgunder fra Weingut Meier. Nu går jeg skridtet videre, tager et trin op og har skænket et glas af Meiers fine 2015 Hainfelder Letten Spätburgunder.

Det er en Lagenwein, hvilket man omgående kan spotte ved, at toppen på den lange flaske er guldfarvet. Druerne kommer da også fra en enkeltmark, nemlig  Große Lage marken Hainfelder Letten … en mark, som bl.a. også den gode vinproducent Bernhard Koch har parceller på.

Hainfelder Letten er dog – efter VDP klassifikation – ikke en af de 52 officielle Große Lage marker i Pfalz og  marken er faktisk heller ikke med blandt de 83 nævnte Erste Lage marker. Men nu er Weingut Meier jo heller ikke med i VDP, men derfor kan det bestemt godt være en fremragende mark.

Vinen er lavet helt traditionelt i egefade og er så efter endt fermentering lagret på franske barriques, men jeg kan ikke se, hvor lang tid, at vinen er lagret.

I glasset er vinen – som den Ortswein lillesøster – nogenlunde transparent i glasser med let brune kanter. Duften er egentlig meget fin og rund, sådan lidt med nogle modne bær, jordbær, hindbær, lyse kirsebær, en kende animalsk, sød kostald, kamfer, nelliker, kommen og så også noter fra egefadene med vanilje, ristede sesamfrø, tør jord, mælkechokolade, kommen og kakao. Minder i duften vildt meget om lillesøsteren.

Det er smagsmæssigt, at Hainfelder Letten Spätburgunder trækker fra søsteren, for vinen er virkelig blød, cremet og rund, en balanceret og fin frugtsyre, hvor der også kommer lidt peber, sort te, bitterhed, grapefrugt … silkefine tanniner, meget ren frugt, beskeden sødme, virkelig lang, let og syrlig eftersmag. Dejlig. Det bliver 5 store houlbergske fingre med pil op.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Bertram Baltes, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Bertram Baltes, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandDen næste Ortswein jeg smagte fra det nye, samlede Weingut Bertram Baltes i 2018 årgangen, var deres flotte Ahrweiler Spätburgunder.

Den er lavet på fuldstændig samme måde som foregående Dernauer Spätburgunder, men her kommer druerne blot fra Forstberg og Rosenthal markerne i Ahrweiler.

Igen er alene 70% af alle drueklaserne afstilket. Vinen er så lavet med en kold udblødning, efterfølgende spontangæring og efter endt fermentering er vinen også lagret på både barriques og mellemstore egefade lavet af Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.

Igen er der samme animalske eller landlige vildskab i næsen … her måske endda for første gang med lidt bio bio krudt og samtidig også med et langt mere blomsterrigt udtryk, selvom vinen fortsat har den karakteristiske Ahr nerve, hvor de røgede noter blander sig med lidt blæk, grønne blade, grannåle, syrlige kirsebær, ribs og nelliker.

Her giver aftrykket fra egefadene faktisk lidt mer’ sødme end hos forrige Dernauer Spätburgunder, og det gør næsen en my mere sød, venlig og imødekommende med vanilje, kanel og mælkechokolade.

Smagen er også en kende blidere, langt mere sød og feminin … men bevares, det er fortsat en meget ung vin med masser af bid, så smid den – og søstervinen – endelig i kælderen nogle år. Tanninerne er der fortsat, men ikke helt så skarpe, men vinen er til gengæld proppet med frisk frugt … lidt til den syrlige, livlige side, men med smuk saftighed, peber, mineraler og elegant smidighed.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 245 kr., men i forsalg hele juli til 185 kr,

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Bertram Baltes, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Bertram Baltes, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandPå næste vin … en 2018 Dernauer Spätburgunder er samarbejdet mellem Julia Bertram og Benedikt Baltes tydeligt, for nu fremgår det nye navn på vinhuset på etiketten, Weingut Bertram Baltes.

Det er en af husets Ortsweine, lavet med druer fra markerne omkring Dernau, hvor vinhuset også holder til. Der har Julia samlet set 4 marker, men denne vin er lavet med druer fra 3 af markerne, nemlig Burggarten, Hardtberg og Pfarrwingert, hvor vinstokkene er omkring 25 år gamle.

Druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft, hvorefter 70% er afstilket, mens de sidste 30% vinificeret med hele klaser. Der sker først en kold maceration, så en spontangæring og derefter er vinen lagret på både barriques og mellemstore egefade lavet af Küferei Assmann aka Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.

Uha, hvor det dufter godt … langt finere, mere delikat og sart end Handwerk, men stadigvæk med samme animalske vildskab, nogle klare Ahr aftryk med kold røg, en gammel skorsten, gran, blæk, nelliker, grønne blade, kamfer, mint og så bare masser af frugt, syrlige kirsebær, hindbær og så lige nogle søde fadaftryk med nougat, kanel og svag mælkechokolade.

I munden er det fortsat en meget ung Spätburgunder … måske ikke helt så feminin, som i tidligere år, men med lidt mere grrrrr, grynt og så pænt med syrlig – omend let – frugt. Der er masser af tanniner, bid, peber, ung og stringent spændstighed, citronsyre, rank og samtidig med jord, sten og salte mineraler … fin dybde, fin vin og Houlberg er fortsat dedikeret fan.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 245 kr., men i forsalg hele juli til 185 kr,

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, TysklandSidst jeg drak vin fra Julia Bertram, da var det hendes 2018 Handwerk Blanc de Noir, men nu smager jeg lidt flere vine fra 2018 årgangen og den første er denne 2018 Handwerk Spätburgunder.

Årgang 2018 er speciel hos Julia, for det er nemlig første år, at hendes mand Benedikt Baltes fremgår af etiketterne efter han solgte sit vinhus Weingut Stadt Klingenberg i Franken. Nu er han i stedet en del af Julias vinhus, som samtidig har fået det nye navn Weingut Bertram Baltes.

Undtagelsen er så lige Handwerk vinene, som er tappet før de øvrige vine, så der nåede Baltes altså ikke lige at komme med, men på de to kommende vin, som jeg tester, der står det nye navn på etiketterne.

Julia havde allerede tilbage i august sidste år, da jeg besøgte hende, fortalt at Benedikt havde indgået aftale om salg af Stadt Klingenberg i Churfranken og dermed skulle flytte tilbage til Ahr. De var derfor gået i gang med en plan om at bygge et nyt og moderne vineri lige udenfor Dernau tæt på Meyer-Näkels nye vineri.

Julia forventede, at vineriet vil stå færdigt i 2021. Du kan i øvrigt læse om mit besøg hos Julia i blogindlægget; Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-winzerin.

Men 2018 årgangen er altså – som de foregående – lavet i det gamle vinhus midt i Dernau, og så lagret og flasket på Klingenberg. Hendes Handwerk. Vinen er lavet af druer fra mange af Julias marker, først med en kold maceration og så med spontangæring.

Efter endt fermentering har vinen lagret nogen tid på brugte tyske egefade fra Küferei Assmann, men hvor lang tid ved jeg ikke. Julia bruger altid fade med træ fra de lokale skove, da dette efter hendes mening passer bedst til vinene. Så er vinen flasket unden klaring eller filtrering og alene med tilsætning af en lille smule svovl.

I næsen er der vel noget, som jeg mest af alt vil kalde lidt animalsk vildskab kombineret med blomster, rabarber, tranebær, røg samt et koldt bålsted eller en skorsten, grønne grene, nogle solbærblade, håndsprit fra Netto, gran, nelliker samt en småsvulstig krydret sødme. Der er Ahr karakter og det dufter sgu vildt godt.

Smagsmæssigt er Handwerk meget frugtrig … noget mørkere i smagen end jeg egentlig husker vinen, men det skyldes måske den kraftige årgang 2018. Det er dog uden at miste det lette og feminine touch med en tør syre, men vinen bliver næsten en smule kødfuld og bondsk i udtrykket, surhed med granatæbler, friskhed og energi. Det slutter med en meget lang eftersmag og en kold mineralitet på tungen. Jeg bliver sgu bare i godt humør.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 175 kr., men i forsalg hele juli til 130 kr,

Vinanmeldelse 5/7   

2017 Weingut Nelles, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder B52 GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Nelles, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder B52 GG, Ahr, TysklandB52 er både navnet på Boeings Stratofortress subsoniske, fine strategiske langdistance jet bombefly, en lille fodboldklub i Aalborg, en shot-drink samt rockbandet bag hits som Love Shack. Men det er også navnet på Weingut Nelles’ guldfarvede krydsermissil topvin … denne Heimersheimer Burggarten Spätburgunder B52 Großes Gewächs.

Den er sidste vin i testen af vinene fra Weingut Nelles og et værdigt punktum i deres serie af vine. For her har det subsoniske strategiske bombefly virkelig ramt det lille Love Shack med fuld shot-power. Men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Vinen er lavet fuldstændig som B48, altså med fuld afstilkning af drueklaserne, efterfølgende traditionel maischegärung, maceration forholdsvis koldt over 3 dage, en kølig spontangæring og efter endt fermentering lagring 18 måneder på franske barriques, heraf 2/3-dele brugte barriques og 1/3-del nye.

I glasset er vinen B52  en kende mere teglfarvet, transparent og lettere end B48, meget klassisk Spätburgunder med sød animalsk, landlig kostald kombineret med Ahr nerven, hvor røgede, ristede, brændte og lidt blækagtige elementer også fylder. Frugten er røde jordbær, kirsebær, tranebær, grønne krydderurter, medicinskab, eg, vanilje, kanel, mælkechokolade, en kølig, elegant … feminin, sart og smukt balanceret.

Smagsmæssigt er B52 – som også farvemæssigt – mere rund, meget blid, feminin, elegant og blød. De røgede og ristede noter fylder ikke så meget i munden, hvilket gør det hele mere blødt og samtidig også mere modent i udtrykket. Alt er zen, men fortsat med en rank ryg, en hård, ren kant og salte mineraler. Det er cremet med frisk lys frugt, lys som en blond pige og en mild sommernat. Og fik jeg sagt, at det smager af mer’ og mer’ og mer’. Det er tossegod vin.

Forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 519 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2016 Weingut Nelles, Heimersheimer Landskrone Spätburgunder B48 GG, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Nelles, Heimersheimer Landskrone Spätburgunder B48 GG, Ahr, TysklandEtiketten på denne gyldne Heimersheimer Landskrone Spätburgunder B48 Großes Gewächs fra Weingut Nelles afslører, at der er tale om en speciel vin. Funklende som det lange guldhorn fundet af Kirsten Svendsdatter i 1639 … lang tid senere end 1479, hvor vinhuset Nelles oprindelig blev grundlagt.

Vi tager med denne og næste vin Heimersheimer Burggarten Spätburgunder B52 Großes Gewächs dermed hul på sidste del af testen af vinene fra Weingut Nelles … nogle af de perler, som den gode Mads importerer og forhandler i sin lille vinbutik Højbjerg Vine i Aarhus.

Denne Heimersheimer Landskrone Spätburgunder B48 er lavet med druerne fra marken Landskrone, der drives fuldstændig økologisk og hvor markerne alene gødes med staldgødning, halm og organisk humus kompost.

Vinen er lavet helt traditionelt, hvor druerne først afstilkes 100% med en efterfølgende traditionel maischegärung med maceration forholdsvis koldt over 3 dage, en kølig spontangæring og efter endt fermentering lagring på barriques. Vinen er efterfølgende lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 2/3-dele brugte barriques og 1/3-del nye.

I glasset er vinen okay transparent, måske lidt mere farve end en gennemsnitlig Ahr Spätburgunder og heller ikke sådan teglfarvet, men mere over i de mere bordeauxrøde nuancer. Men i næsen kommer der sgu lokkende, fængslende, sensuelle dufte.

BOM … den rammer duftmæssigt lige ind i hjertekulen med en overbevisende og tydelig Ahr karakter, røg, let, moden og intens frugt, lidt brændt, klar fadaftryk med lidt sødlige elementer. Der er godt med røg, frugten er hindbær, tranebær og kirsebær, måske oss’ lidt rød rabarber, men der også urter, nærmest lidt af hvert fra mit urtebed i haven, vanilje, kanel, karamel og virker samtidig lidt organisk og landlig … og er bare også afdæmpet balanceret.

I munden er der masser af frisk, tør frugt med lidt bitterstoffer og det virker som om, at der er fest i frugtboden. Det er frisk ung Pinot, stram, ren, rask og livskraftig frugt, men alligevel bliver det afrundet af svag sødme, afbøjede tanniner, brændte og røgede noter, så ingen får skrammer af hjørner eller kanter. Vinen har dig i et fast greb og der er ingen tvivl om, at mere alder vil gøre den endnu bedre, men allerede nu er det kongevin … stjernegodt og langt mere rank end guldhornene fra Gallehus.

Forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 389 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Peter Mertes KG Weinkellerei, Gewürztraminer Gaumenspiel Lieblich, Rheinhessen, Tyskland

2016 Peter Mertes KG Weinkellerei, Gewürztraminer Gaumen Spiel Lieblich, Rheinhessen, TysklandSidste hvidvin i vinbaren var denne 2016 Gewürztraminer Gaumenspiel Lieblich fra det store Peter Mertes KG Weinkellerei.

Peter Mertes KG Weinkellerei er også lidt af en historie, for det omsætter årligt for langt over 2 milliarder kroner, har ikke mindre end  350 ansatte og en årlig produktion på over 2,5 millioner hektoliter vin, som de sælger til supermarkedskæder  som Aldi, Lidl eller Rewe. Det er grundlagt i 1924 af vinmageren Peter Mertes i Minheim med produktion og specielt salg samt distribution af vine fra Mosel.

Det var dog hans svigersøn Dr. Gustav Willkomm, som langsomt udvidede foretagende til også at omfatte produktion og salg af vine fra Rheinhessen og Pfalz … og senere også Rheingau og Nahe.

Alt vin produceres fra druer opkøbt hos vinavlere rundt om i Tyskland, men i dag er dette udvidet til også at omfatte druer fra mange udenlandske markeder … som fx denne Street Food Wine Pinot Grigio fra druer fra Sicilien, men produceret i Mosel.

Vinfabrikken ejer dog også selv en smule marker, nemlig på hjemegnen ved Bernkastel-Kues. Der har man 60 hektar marker, bl.a. parceller på så fornemme marker som Wehlener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich, Bernkasteler Schloßberg og Bernkasteler Badstube.

Peter Mertes KG Weinkellerei ejer også Tysklands største barriquekælder … en 240 meter lang, dyb kælder fra 1800-tallet, hugget ind i skiferklipperne og med plads til 1.500 barriques.

Det er fortsat Mertes familien, som ejer det imponerende store foretagende. I dag er det 4. generation, som står for driften af det, som betegnes som en af de største tyske vinproducenter overhovedet.

Og vinene kommer i alle afskygninger og under alle mulige forskellige brands som fx It’s Wine Time, Bree, Käfer, Maybach, Andes, Hugo, Eagle Creek, Castiza, La Corrida og mange, mange flere. Det er fra utallige lande og nogle sågar på dåser.

Og det store foretagende har fortsat mod på mere … senest har de i juni 2018 købt det historiske Mosel vinhus Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraeff.

Gaumenspiel er et ny serie af vine, som vinhuset startede med at lave i 2017 og den omfatter 3 forskellige vine på henholdvis Muscat, Scheurebe og denne Gewürztraminer. Det er billige vine, der er lavet på stålfade og beregnet til at blive drukket unge.

I næsen er byder vinen på … masser af sødme og så ellers blomster, mynte, grøn eukalyptus, meget aromatisk med søde krydderier. Det er også pænt sødt i munden og samtidig lidt vandet … men suk alt, alt for sødt og efter min mening – som et match til forretten – helt skæv, selvom en af de unge tjenerinder fortalte, at hun synes lige netop denne vin var bedste match.

Ikke fundet herhjemme, men i Tyskland koster den 4,49€ … svarende til 33 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2017 Weingut Nelles, Riesling Deutscher Sekt Brut, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Nelles, Riesling Deutscher Sekt Brut, Ahr, TysklandI troede måske, at jeg var igennem vinene fra Weingut Nelles i Ahr? Næ … slet ikke, for jeg mangler endnu nogle af de store Spätburgunder Grosses Gewächs kanoner, men inden vi kommer dertil, så bobler vi lige over af glæde på grund af Nelles 2017 Riesling Deutscher Sekt Brut.

Det en skam en Sekt, som er lavet efter den klassiske gamle metode med andengæring i flasken. Men først er basisvinen lavet med 2 dages kølig udblødning med drueskallerne, herefter sker presning og så 4 dages alkoholisk gæring ved lave temperaturer.

Derefter er vinen flasket og lagret 9 måneder med andengæring indtil degorgering og så lige 3 måneder ekstra lagring inden vinen frigives til salg.

I næsen er det en sprød, rank Deutscher Sekt, virkelig nice, svag animalsk og med aromaer af lidt hvide asparges, fersken og anden eksotisk frugt, ananas og mango. I munden kommer der med det samme et vildt og frisk brus, herligt med små og søde bobler. Men derudover er der citrus, grape, lettere nødddede elementer, umami, grønne urter, et lille jernagtigt eller mineralsk element … men for pokker, hvor er det god mousserende vin. Tilgængelig, venlig og alligevel med raffineret finesse.

Forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 189 kr,  mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7