Tag-arkiv: 5½

2012 P. Louis Martin, Brut Millésime, Champagne, Frankrig

2012 P. Louis Martin, Brut - Millesime, Champagne, FrankrigNår man nu er i boblende humør og på vej til koncert, hvorfor så ikke skyde proppen af endnu en flaske champagne? Det blev løst med denne Brut Millésime 2012 fra champagnehuset P. Louis Martin aka Champagne Paul Louis Martin.

Champagnehuset Paul Louis Martin ligger i Bouzy og blev grundlagt i 1864. Louis Martin var en ihærdig vinmager og var også med til at skifte det lokale kooperativ i Bouzy og var således kooperativets første præsident, mens hans søn Paul Louis Martin videreførte familieforetagendet, som udover champagner også lavede rødvine og Marc.

I dag har hans datter Francine Rapeneau overtaget og driver champagnehuset sammen med sønnen Vincent. Huset er dog nu en del af  G.H. Martel & Co gruppen, da Francine i midten af 1970’erne blev gift med Jean-Francois Rapeneau fra den traditionsrige champagnefamilie.

Med en årlig produktion omkring 8 millioner flasker champagne er G.H. Martel & Co den 7. største producent i hele Champagne, hvor de selv råder over 200 hektar vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar marker.

Men selve P. Louis Martin har selv alene 18 hektar marker ved Bouzy i det sydlige Montagne de Reims og er en såkaldt récoltant-manipulant … altså producent, der alene fremstiller champagne fra egne vinmarker. Markerne er alle stejle, sydvendte og relativt højtbeliggende med kridtholdig undergrund.

Denne Brut Millésime 2012 er lavet på 60 % Chardonnay og 40 % Pinot Meunier. Førstegæringen er sket på rustfrie ståltanke og vinen er flasket i 2013 … formentlig efter lidt fadlagning? Derefter er selve andengæring sket på flaske med en lagring i hele 90 måneder inden degorgering i 2021.

Næsen er virkelig interessant … landlig, aromatisk, pirrende med små bio-mødding-urtede noter, god dybde, små fagnoter, vanilje, dej, ristet brød, ristede hasselnødder, lidt Nutella og masser af rugbrød, mens frugten nærmest er pærer, fersken og med en lidt dekadent modenhed. Det er bare kompleks, interessant og med mange lag.

Smagen er så slot balanceret … rund, men alligevel med en stringent syre, en afdæmpet bitterhed, masser af grønne æbler, lemon, grape og en syrlig saftighed. Boblerne er små og medvirker til en blød og cremet smag. Det er som om, at alt er doseret så flot og jeg synes vinen er toplækker.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 529,95 kr., men kan fås til 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 SenZanome, Barolo Bricco San Pietro Riserva, Piemonte, Italien

2013 SenZanome, Barolo Bricco San Pietro Riserva, Piemonte, ItalienI vor tirsdagsvinklub på jobbet smagte vi forleden denne fine 2013 Barolo Bricco San Pietro Riserva fra det i dag ophørte vinhus SenZanome.

Vinen er lavet af Giovanni Manzone, mens ejendom og de 2,5 hektar vinmarker er solgt til  Elio Grasso,

Druerne til Barolo Bricco San Pietro Riserva er høstet primo oktober, og lavet med en lang maceration på 30 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 36 måneder  i 500 og 700 liters egetræsfade.

Duftmæssigt er det virke arketypisk Barolo med læder, violer, rosenblade, men er ikke sådan ultralys, let og feminin, men har en vis bund og dybde i aromaerne. Der dukker lidt kirsebær og hindbær op, mentol, tranebær, jernagtige noter, eg, engelsk lakrids, medicinskab samt lidt røg. Giv den endelig god tid i glasset, så samles duftene mere og der dukker også lidt lakridskonfekt sødme op.

Smagen er tør, bitter med tranebær, kirsebær, lidt kant samt en okay syre. Tanninerne er fortsat ung, fyrrige, syrlige og vildt tørre. Der er lidt peber, læder, tobak og fint bid. Det smager fortsat meget ungt med spændstighed, jernede noter og stiv rankhed.

Forhandles bl.a. af Lundens Vin Kompagni, hvor denne magnum koster 1.100 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Marangona, Lugana TreCampane, Lombardiet, Italien

2020 Marangona, Lugana TreCampane, Lombardiet, ItalienDen 4. nabo var Alessandro Cutolo fra vinhuset Marangona i Pozzolengo. Han havde taget sin 2020 Lugana TreCampane med til festmiddagen.

Società Agricola Marangona drives af Alessandro Cutolo, som overtog vingården i 2007 som 3. generation. Man havde dog kun lavet vine siden 1973, for tidligere havde gården blot været et ordinært landbrug.

Men det har Alessandro Cutolo og hustruen Laura ændret, for Alessandro er en lidenskabelig, intuitiv, respektfuld, ung og moderne vinmager, som har et mål om at lave vine, der fuldt ud udtrykker druerne, solen og jorden .. og det er han god til.

Alessandros vingård er på 22 hektar og har vinstokke, der er mellem 10 og 40 år gamle. Marken drives fuldstændig økologisk og vinene er lavet uden den mindste manipulation. I kælderen følger Alessandro de gamle hævdvundne, traditionelle og håndværksmæssige metoder i Lugana, men er begyndt at eksperimentere med forskellige måder for lagring … fx  ottekantede cementtanke og amforaer af ler.

Denne Lugana TreCampane er lavet på 100% Turbiana fra 40 år gamle vinstokke. Lavet med blød presning og gæring i stål ved lav temperatur. Derefter er vinen lagret sur lie i cementtanke i 10-12 måneder og derefter yderligere 6 måneder på flaske.

WAUW det dufter godt, landlig og aromatisk, masser af krop, virker virkelig blød, rund og med et venligt ansigt. Der er lyse stenfrugter, fersken, pærer … godt med mineralitet og urter. Virkelig både lidt bondsk og elegant.

Hvor smager den dog også godt … blød, cremet og næsten smeltende i munden, men det er stadigvæk med grøn, salt, mineralsk smag samt fersken, saftige pærer, modne æbler og lemon. Great wine.

Ingen forhandler fundet herhjemmen, mens vinen i Italien koster 13,73€ … svarende til 102 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 1G, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, TysklandIndrømmet jeg elsker alle vinene fra Weingut J. Neus og jeg har da også skrevet om det lille vinhus på Bahnhofstraße i Ingelheim mange gange. Denne Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 2019 gør ikke min forlibelse mindre.

Druerne til deres Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben er fra en parcel lige nedenfor den imponerende topmark Horn.

Parcellen her udmærker sig ved at have 60-80 år gamle vinstokke og marken har sin helt egen identitet, fremelsket gennem arbejdet med planteavlen på vingården gennem årene.

Teamet med Lewis Schmitt og vinmageren Toni Frank har lavet vinen med spontangæring og 12 måneders lagring på gamle træfade. Det er første årgang, hvor vinmageren Toni Frank for alvor har sat sit fingeraftryk på stilen af vinen.

Hans stil er mindre reduktiv med mindre røg og krudt, mindre sur og  frugten er samtidig mere sødmefuld, uden at det på nogen måde ændrer den særlige karakter af vinene fra J. Neus.

Duftmæssigt er der dog fortsat en smule krudt, kugler og gunsmoke, så giv endelig vinen en ordentlig snurretur i karusselen eller blot i en almindelig dansk Margretheskål af melaminplast. Når røgsløret helt er lettet, så dukker der ud af tågerne en dejlig og frisk kirsebæragtig note frem med hindbær, jordbær, drikkeyoghurt … frisk, vibrerende, landlig med økoagtige og landlige noter. Det understøttes af en lille syrlighed, svag sødme samt en snert mælkechokolade.

I munden er vinen vildt syrligsaftig … masser af tranebærjuice, umodne kirsebær, tonsvis af friskhed, som en eksploderer ustyrligt i munden som et syrligt drop med ekstra syrlig saft indeni. Der er så fin og lækker syre, masser af ribs, rabarber, granatæbler, tranebær samt lidt peber i eftersmagen. Stilfuld, stringent, syrlig og super, så Houlberg ender lige mellem 5,5 og 6 store fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Compañía Vinícola del Norte de España, Imperial Gran Reserva, Rioja, Spanien

2014 Compañía Vinícola del Norte de España, Imperial Gran Reserva, Rioja, SpanienSteffens næste vin var en flot Imperial Gran Reserva fra det store, legendariske Compañía Vinícola del Norte de España.

Compañía Vinícola del Norte de España – der til dagligt blot er kaldt CVNE – er grundlagt i 1879 i den lille by Haro i Rioja af to brødre Eusebio og Raimundo Real de Asúa og i dag er det fortsat den samme familie, som driver det stolte vinhus.

Nu driver Real de Asúa familien hele fem vinerier, nemlig CVNE, Imperial, Monopole, Viña Real og Viñedos del Contino og er lidt af en stor historie.

Bare CVNE har 545 hektar vinmarker, som danner baggrund for halvdelen af husets produktion. CVNE har 22 bygninger, bl.a. det gamle originale vineri fra starten i 1979, bl.a. med en kælder, som er tegnet og bygget af den franske arkitekt Aleixandre Gustave Eiffel Eiffel i 1909 … jeps, ham med tårnet.

CVNE er en af de mest anerkendte producenter i Rioja og har også stået bag en innovation af nye produktionsmetoder, bl.a. var de en pioner indenfor brug af epoxy belagte betontanke, var nogle af de første til at bygge et anlæg, hvor vinen i produktionen alene blev flyttet via tyngdekraften og de stod også bag udviklingen af en Malvoisin pasteurizer til at stabilisere vinen.

Deres første vin, fremstillet i 1879, navngav de efter vinhusets initialer. Som følge af en simpel trykfejl med V’et, skabtes det nu navnkundige varemærke Cune. Derudover lavede de også fra starten vine under brandet Imperial.

Siden har CVNE grundlagt yderligere vinhuse, bl.a. Monopole i 1915, Viña Real i 1920, Viñedos del Contino i 1973 samt Real de Asúa i 1994. I senere år er der bygget store, topmoderne arkitekttegnede vinerier til de forskellige vinhuse.

CVNE købte i 2014 også Mikuni Wines, mens de i 2017 købte Cava producenten Roger Goulart og senest har de i 2018 købt vinhuset Virgen del Galir i DO Valdeorras.

I dag drives Compañía Vinícola del Norte de España af den 5. generation i form af Victor og Maria Urrutia Ybarra, Victor er CEO, men Maria er markedsdirektør. Men også på posten som vinmager er der stabilitet, for den ansvarlige vinmager på sit 24. år i huset er Maria Larrea. Hun efterfulgte vinmageren Basilio Izquierdo, som havde været ansvarlig for produktionen i 32 år.

Viñedos del Contino købte CVNE som nævnt i 1973, men har en historie, der stammer helt tilbage fra det 16. århundrede og Imperial er en lille vingård indenfor det omrindelige CVNE-anlæg i Haro, hvor virksomheden blev grundlagt.

Imperial har været en af Spaniens fineste vine siden 1920 bliver kun produceret i år med exceptionel høst i Rioja. Imperial Gran Reserva er lavet på 85% Tempranillo, 10% Graciano og 5% Mazuelo.

Vinen laves kun i de bedste år, lavet med druer, der er høstet med håndkraft. Efter høsten opbevares de 24 timer i et koldt kølerum, hvorefter den alkoholiske gæring sættes i gang i franske åbne franske egetræskar ved 28-29 grader.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på nye franske og amerikanske egetræsfade med racking hver 8. måned. Så er vinen flasket og så lagret yderligere 36 måneder i de hundrede år gamle kældre inden frigivelse.

I næsen er det en mørk, tung og våd vin … jod, solbær og brombær, masser af fadpræg, våde egefade, cedertræ, sød tobak, skovbund, chokolade, røg og en kop cappuccinokaffe.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere let … virkelig blød med en saftig nerve, let peber, godt med styrke, solbær, kirsebær, sød og tyk balsamico, sød lakrids, fine og venlige tanniner og en varm eftersmag.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 425 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2001 Stéphane Brocard, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, FrankrigSå har vi igen Stéphane Brocard på banen med en eksklusiv Clos-Vougeot Grand Cru 2001 fra sit lille negocianthus Closerie des Alisiers i Marsannay.

Jeg har tidligere smagt en af hans vine fra 2001. Det var vist tilbage i februar, da jeg smagte en Gevrey-Chambertin.

Det er nu ikke Stéphane Brocard, der selv har lavet vinen, for han har købt den i sit negocianthus fra en af de berømte ejere af den legendariske 50,5 hektar store Clos-Vougeot  Grand Cru vinmark omkranset af mure fra de gamle cisterciensermunke.

Producenten af vinen kunne ikke under Covid-19 pandemien selv sælge vinene og så aftog Stéphane Brocard et parti med rabat og har så forsynet vinen med sin egen label. Totalt hush-hush og jeg ved da heller ikke, fra hvem af de 80 parcelejere af Clos-Vougeot Brocard har købet vinen.

Vinen er lavet med gæring i temperaturstyrede ståltanke med skindkontakt over 12-17 dag, daglig pigeage og efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske egetræsfade.

Duftmæssigt trykker alderen dog og først tænkte jeg, at denne er over-the-hills, men vent et øjeblik, for nogle af de lidt sherryagtige og oxyderede noter aftager en smule med luft i glasset. Men først er der lidt let sherry, en brugt læderpisk, gammel kamel- og kostald, let mælkede noter og gazebind. I starten skygger alle sherrynoterne for frugten, men langsomt kommer der lidt jordbær, blommer, mandarin og røg frem … og viser visioner om fordums storhed.

I smagen er der dog masser af liv og syre, vildt tør med masser af burgundisk grønne noter, ribs, tranebær og hyben. For pokker hvor er vinen ultratør, syrlig og intens koncentreret … langt mere end den overmodne duft overhovedet havde indikeret. På den måde tager vinen virkelig røven på dig med en vis storhed, men jeg vil nok umiddelbart heller ikke gemme vinen længere.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.999 kr., mens prisen er 1.799 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter med vine fra Domaine Michel & Marc Rossignol, men det er lige et niveau op med denne Volnay 1er Cru Les Pitures, som jeg før har smagt i årgang 2017 … men her er det 2018’eren.

Les Pitures i Volnay er blandt de bedste af de i alt 25 Premier Cru marker i hele Volnay og ligger klos op af den berømte clos des Ducs. Det er en stejl og kalkholdig mark og druerne er høstet med håndkraft samt afstilket 100% inden vinificeringen.

Gæringen er sket på ståltanke med temperaturstyring, manuel puchdown og overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liter bourgognefade, heraf 20% nye fade, i 11-18 måneder afhængig af årgang.

Sikke et kvantespring et par niveauer op fra den forrige Rossignol vin, for her der er langt mere kompleksitet og dybde. Der er også lidt sødme, virker klart mere sart, elegant, delikat og fin i aromaerne og har lidt karamel, vanilje og mælkechokolade sammen med jordbær, lyse kirsebær samt fin, feminin og lys balance.

Smagsmæssigt minder vinen om 2017’eren … har friske, umodne moreller, ribs, lyse kirsebær og en snert af lidt granatæbler, virkelig frisk med et stenet og mineralsk bid. Tanninerne er knastørre, men de tøs lidt op af sødme. Samlet er det ædel, frisk og fin Volnay.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens vinen koster 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Corte Sermana, Il Canneto Passito del Veneto, Veneto, Italien

2015 Corte Sermana, Il Canneto Passito del Veneto, Veneto, ItalienVi sluttede smagningen med et glas sød vin … 2015 Il Canneto Passito del Veneto, der passede perfekt til lidt gammel ost.

Her er Turbiana først høstet senere … langt henne i oktober med et udbytte på 20 hektoliter pr. hektar. Derefter er druerne så tørret frem til januar, hvor de mister 60% af deres vægt.

Først derefter er de presset og så er gæringen sket i barriques, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret 12 måneder inden tapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt en virkelig aromatisk … endda parfumeret vin, som virker tyk, sukkerholdig med lidt tropisk frugt, abrikos, overmodne saftige pærer, lidt fadnoter med vanilje og kanel samt en gammel kælder, men det er uden at miste syren, som klart fornemmes gennem alle de søde dufte.

Smagsmæssigt er det voksenslik … smager monstergodt og til den gamle parmesan et match made in heaven. Det er totalt lækker vin fra folk med en sød tand, selvom vinen også smagsmæssigt har en vis frisk frugt, salte mineraler og medium syre.

Ikke fundet herhjemme, mens prisen i Italien er cirka 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Finca Tobella, Selecció Especial, Priorat, Spanien

2013 Finca Tobella, Selecció Especial, Priorat, SpanienFinca Tobella ligger tæt ved Gratallops i et område kaldet Les Aubagues og der er derfra, at jeg smagte denne Selecció Especial 2013.

Finca Tobella er grundlagt i 2003 af den californiske John Lipscomb og den lokale Núria Tobella i et nyt partnerskab.

De startede med at købe 4 hektar, men i dag er vingården vokset til samlet 20 hektar med Cabernet Sauvignon, Syrah, Grenache og Carignan og endda meget gamle vinstokke. Markerne ligger i 350 meters højde.

Finca Tobella laver alene druer fra egne marker, som nu fx denne Selecció Especial, som er deres topvin lavet på et blend af hele 49% Garnacha, 42% Carignan og 9% Cabernet Sauvignon fra op til 80 år gamle vinstokke. 

Markerne plejes helt uden sprøjtemidler og druerne er høstet manuelt inden gæring og en efterfølgende lagring på en blanding af nye og brugte egetræsfade i 14 måneder. Der laves årligt 4.800 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en virkelig fortættet, mørk og intens vin med blåbær, solbær, brombær og søde blommer, godt med tyk, finsk og sød lakrids, flæsk og krølfedt fra en oksesteg, tørrede blomster samt potpourri, læderfedt, tykt fadpræg med mentolchokolade, tør tobak samt lakridskonfekt … så elegant, balanceret og holdt i stramme læderremme som tøjler indsmurt i lidt blæk.

I munden har vinen denne frugtfriske. lette og smukke balancerede smag, masser er cremet, ren og flot frugt, vitterlig intens, let og vildt elegante rundhed med et svagt mineralsk islæt med et touch af lidt vanilje og mælkechokolade.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Le Morette, Lugana Benedictus, Veneto, Italien

2017 Le Morette, Lugana Benedictus, Veneto, ItalienAlle gode gange 3 … for vi smagte Lugana Benedictus hele 3 gange under smagningen hos Le Morette og denne sidste var årgang 2017.

Benedictus er fortsat lavet på 100% Turbiana aka Trebbiano di Lugana druer, der er høstet fire uger senere inden normalt og har inden gæring gennemgået en halv dags maceration.

Der anvendes samtidig kun de bedste druer og fermenteringen er sket ved lav temperatur over lang tid i ståltanke. Efter gæringen har vinen lagret i tankene og 20-25% i tonneaux fade i 5-6 måneder og så sammenstikkes vinen, flaskes og lagrer yderligere 3 måneder.

Alderen har gjort duften en smule mere aromatisk, men samtidig er fadpræget mindre og de mineralske noter mere fremme. Frugten er fortsat lidt kandiseret med fylde og modenhed, nærmest olieret med et småsexet udtryk. Der er fersken og saftige, modne pærer, fortsat med god syre og virker utrolig blid.

I munden er vinen også cremet … blød velour, men overraskende frisk med syre og salte mineraler, let peber og et skarpt bid. Vinen har samme fine balance mellem friskhed, fadpræg og mineraler som 2019’eren … blot en brøkdel mere komplet.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men prisen i nyere årgang er 13,70€ på vingården … svarende til 102 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7