Rabea Trautmann fra Weingut Schloss Schönberg er en skøn, vild og spændende vinmager i byen Bensheim i mere ukendte Hessiche Bergstraße. Vi har før smagt hendes vine, men hun er desværre blevet ramt af kræft og måtte trække sig som leder, så denne 2020 Spätburgunder vom Granit er lavet af Julien Meissner med Rabea på sidelinjen.
Den unge, vilde winzerin er dog kommet godt igennem sygdomsforløbet, hvorfor hun stadig er en del at produktionsteamet og blander sig med idéer og diskussioner.
Men grundet sygdommen har Rabea i 2018 været nødsaget til en ansætte en anden vinmager og der passer Julien Meissner som fod i handske … eller hvad det nu hedder 🙂
Han har nemlig tidligere været vinmager på J. Neus i Ingelheim og er en mester i Pinot Noir. Han passer bare sindssygt godt sammen med Rabea og er som hende også altid eksperimenterende og legesyg … lidt af en bulderbasse.
Han er også en vildmand, der stræber højt. Han har bl.a. ændret etiketterne, så de er blevet mere moderne og klare i deres udtryk. Han bruger også meget tid på at fremhæve den helt unikke jordbund i området … for den skal være med til at få Hessische Bergstrasse på det internationele vinkort.
Årgang 2020 er hans første vin på Weingut Schloss Schönberg og i denne Spätburgunder vom Granit fornemmer man også de ret store mængder granit i undergrunden. Denne er fra en parcel med Dijon kloner, som netop vokser i en undergrund med granit.
Vinen er lavet ved, at druerne plukkes i hånden i små kasser og sorteres derefter igen i vingården og afstilkes delvist. Derefter er de overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret på nye og brugte franske barriques, men efterfølgende flaskning sker ufiltreret.
Duftmæssigt har Spätburgunder vom Granit bevaret lidt af Rabea Trautmans vildskab, for den har en lillebitte reduktiv note, men det er ellers en lille syrlig, luftig og superfin Spätburgunder. Der er både grønne og modne jordbær, hindbær og lyse kirsebær, men alligevel med en vis alvorlighed, tæthed og styrke. Det suppleres med et touch fadnoter … vaniljesødme og mandelkager.
I munden er det en syrlig, let, lys og spillevende vin … masser af stram rabarber, tranebær, ribs og bitter lemon. Det er virkelig ret syrligt med Schloss Schönbergs karakteristiske uhæmmede, vilde og provokerende kant, som giver den mest friske og småbitre vin, der får nakkehårene til at rejse sig. Man mærker oss’ virkelig en stenet, mineralsk og hård dirigentstok i vinen. 93 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 269 kr.
Det sidste punktum for eftermiddagen blev så et glas 2007 Margaux 2. Grand Cru Classé fra Château Cantenac Brown … og klokken var endda vist lidt over 18.00, hvor 1. akt jo officielt sluttede.
Når man nu alligevel stod ved alle vinene fra Château Brane-Cantenac, så kunne man da lige så godt også smage Margaux 2. Grand Cru Classé i årgang 2018.
Jeg sluttede Château Giscours vinene med at smage deres Margaux 3. Grand Cru Classé i en nyere årgang 2018, hvor andelen af Merlot er øget gevaldigt.
Ved bord 2 kunne jeg også smage mer’ Grand Cru Classé vin og det gjorde jeg så. Det blev nemlig til et par glas af Pauillac 5. Grand Cru Classé fra Château Pédesclaux og jeg startede med 2015’eren.
Ved næste bord hos søde Augustin Lacaille smagte jeg først denne Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé 2018 fra Château Lafon-Rochet.
Med næste årgang af førstevinen Médoc Cru Bourgeois fra Château Potensac tog vi et gigantisk spring i tiden på ikke mindre end 19 år med denne årgang 2019.
Familien Delon ejer også – udover Château Léoville Las Cases – Château Nenin på den højre side af Gironde floden i Pomerol og derfra smagte jeg også deres vin i to årgange og startede med 2014’eren.
Jeg smagte også den vin, som i mange år var betegnet som andenvinen på Château Léoville Las Cases, før man lavede Le Petit Lion du Marquis de Las Cases. Det er nemlig vinen Clos du Marquis, som jeg smagte i en årgang 2019.