Tag-arkiv: Steffen

2011 Warburn Estate, AC/DC Highway To Hell Cabernet Sauvignon, Barossa, Australien

2011 Warburn Estate, AC/DC Highway To Hell Cabernet Sauvignon, Barossa, AustralienAC/DC har solgt over 200 millioner album siden 1973 og nu er de også begyndt at lave vin. I samarbejde med australske Warburn Estate har de lavet en serie vine opkaldt efter bandets største hits, og det er indtil nu blevet til Back in Black Shiraz, Highway to Hell Cabernet Sauvignon, Thunder Struck Chardonna, Hells Bells Sauvignon Blanc og You Shook Me All Night Long Moscato.

Steffen havde netop taget Highway To Hell Cabernet Sauvignon med til vores vinaften, og den snedige rad havde pakket flasken godt ind, som vi ikke kunne se, at der var skruelåg på toppen. For at gøre illusionen større, havde han endda åbnet vinen hjemmefra og sat en prop i halsen, og vi faldt i … big time. Ingen gættede på, at vinen var australsk.

Warburn Estate ligger i midten af byen Tharbogang i området Riverina i New South Wales, en landbrugsregion kendt for stor vinproduktion. Warburn Estate er familieejet, og drives nu af tredje generation af Sergi familien. Familien er af italiensk oprindelse, idet Giuseppe og Maria Sergi emigrerede til Australien i 1952 og efter nogle år startede med at dyrke druer sammen med sønnen Antonio på deres gård på Tharbogang.

Og det er efterhånden blevet til en stor historie, idet Warburn Estate i dag er én af ​​Australiens mest betydningsfulde vinproducenter. Warburn har f.eks. mere end 1.000 hektar vinmarker, en produktionskapacitet på 40.000 tons og tank opbevaring til ikke mindre end 35 millioner liter vin. En del af denne vin er nu labelt med AC/DC … ren rock.

Og denne er nemmere at håndtere end AC/DC Back in Black Shiraz, som jeg tidligere har smagt og anmeldt her på bloggen, og det er måske Cabernet Sauvignon’en, som giver vinen mere blødhed og gør den mindre kantet. Duftmæssigt lidt Bon Bon land, modne bær med et strejf af grønt. Smagen er fyldig med masser af bær, solbær, brombær samt peber, krydderier og i det hele masser af frugt. Blød og snerrer ikke som rocken, men også lidt flad i udtrykket, hvilket er downsiden i denne vin sammen med en kort eftersmag.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles hos bl.a. Vinexus Vín Verden, hvor prisen er 85,45 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2005 Tenuta di Argiano, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2005 Tenuta di Argiano, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTenuta di Argiano er en af Toscanas store, gamle majestætiske vingårde. Selve slottet er bygget i renæssancestil og blev opført fra 1581-1596. Der er har været dyrket vin på slottets marker lige siden. I 1992 overtog grevinde Noémia Marone Cinzano driften og revolutionerede kvaliteten, bl.a. med hjælp fra Sassicaias daværende ønolog. Giacomo Tachis. Sammen forbedrede de kvaliteten i Brunellovinen og skabte supertoscaneren Solengo, i dag en af Italiens ikonvine.

Siden 2003 har troldmanden i kælderen heddet Hans Vinding-Diers. Som søn af de danske winemakeres “Grand Old Man”, Peter Vinding-Diers, lå det i kortene at Hans skulle få en fremtid indenfor vin. Hans er opvokset i Bordeaux, men lige siden 1987 har han være på en uafbrudt ønologisk rejse, som ønolog over det meste af verden. Hans Vinding-Diers har allerede lavet vin i Australien, Sydafrika, Spanien, Portugal, Chile, Uruguay, Ungarn, Argentina og sidst, men ikke mindst i Italien. Erfaringen er således allerede enestående, og Hans Vinding-Diers talenter og evner er enorme.

Argianos vinmarker vokser på meget forskelligartet jordbund (terroir) og det giver nye muligheder for en innovativ winemaker. Således blev de franske druer til Solengi plantet af Noémia og Giacomo Tachis fordi den kølige brise fra Toscanas kystområde ved Maremma kan svale markerne og gøre det muligt at skabe en elangante Supertoscaner. Hans Vinding-Diers så tidligt at der var mulighed for at perfektionere nogle af de bedste Sangiovese Grosso druer og lave Suolo, ligesom Hans er manden bag Single Vineyard Brunelloen Orcaia, hvis druer vokser ikke på en, men 2 vinmarker med terroir af tufsten og limsten, vinen udtrykker således en særlig mineralitet i forholdt til Argianos “almindelige” Brunello.

Argiano er blandt blot 22 italienske vingårde som har fundet gennem nåleøjet hos Robert Parker i dennes bog “The World’s Greatest Wine Estates”. Argiano har også høstet masser af roser hos Wine Spectator gennem tiden og har fået Gambero Rossos eftertragtede 3 glas flere gange.

Vinen her er husets almindelige Brunello di Montalcino. Det er denne vin, som ofte omtales som den “danske Brunello”, selvfølgelig 100% Sangiovese, lagret 24 måneder på eg. 2005 var ikke et stort år for Brunello som årene før og efter, fx 2004 eller 2006, men her fra Argioano virker 2005’eren nu meget fornuftig.

I glasset fremstår den helt perfekt med let brunrøde nuancer i halvt gennemsigtig vin. Duftmæssigt er der træ, kirsebær, balsamico, rabarber, popkorn og svag bondegård. Her på anden dagen er bondegården dog helt væk. Smagen er Sangiovese, god renhed og bløde tanniner, men fortsat den lidt balsamiske syre … måske en anelse flad i udtrykket. Men hvor jeg elsker Sangiovse.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Philipson Wine. 2005’eren kan jeg ikke finde, men 2008’eren sælges for 379,95 pr. flaske og 139,95 pr. fl. v/12 flasker. Sikke en forskel.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Poggio le Volpi, Tator Primitivo, Puglia, Italien

2010 Poggio le Volpi, Tator Primitivo, Puglia, ItalienSidste vin i 1. runde blev denne Tator Primitivo fra vinhuset Azienda agricola Poggio le Volpi, som faktisk ligger i det mere ukendte vinområde Lazio i byen Monte Porzio Catone tæt ved Rom.

De fleste af husets vine kommer fra marker i området omkring vingården, men derudover laves der et par vine med druer fra andre områder, herunder denne Tator Primitivo fra Puglia området.

Poggio Le Volpi er grundlagt i 1990’erne af den unge ønolig Felice Mergè. Vinproduktion er dog ikke ukendt for ham, da han kommer fra en generation af vinproducenter. Farfaren Mario har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1920’erne og faderen Armando Mergé driver også vinhuset Femar Vini fra samme adresse som Poggio le Volpi.

Armando Mergé grundlagde Femar Vini i 1970’erne, og de to firmaer har fælles produktionsfaciliteter, bl.a. 6.000 kvadratmeter produktionslokaler, moderne  tappeanlæg og en sofistikeret forsøgslaboratorium, stor underjordisk kælder, der indeholder mere end 800 barriques.

De har selv begrænset areal marker, omkring 40 hektar ved Monte Porzio Catone, men har derudover tilknyttet en række vingårde rundt om i landet, så de kan sikre et stort udvalg af forskellige vine.

Tator Primitivo er lavet på 100% Primitivo druer, faktisk af overmodne druer, der er nænsomt håndplukket og efterfølgende er gæret delvis på egetræsfade og ståltanke. 10 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt godt med sol, varme, spidskommen, kanel, solbær, blommer og tonsvis af sødme. Smagen også præget af en enorm sødme med lakridspiber, solbær og marmelade. En overfed, saftig og lækker vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt i SuperBest, hvor prisen normalt ligger på 149,95 kr. og 99,95 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Bodegas Vetus, Vetus, Toro, Spanien

2008 Bodegas Vetus, Vetus, Toro, SpanienMed næste vin røg vi til Spanien, nemlig til vinen Vetus fra vinhuset af samme navn, Bodegas Vetus, som ligger tæt på byen Salamanca i vinområdet Toro.

Toro er et ret øde vinområde i det vestlige Spanien, beliggende på højsletten i 600-700 meters højde. Klimaet er ekstremt indlandsklima – tørt med meget varme somre og meget kolde vintre. De daglige temperaturudsving er også meget store, hvilket er med til at give stor frugtkoncentration og modenhed, men også til at bevare en rigtig god syre, så vinene ikke bliver tunge og sødladne.

Bodegas Vetus er et fremragende hus i Toro – som ejes af den kendte familie Antón via selskabet Grupo Artevino , som udover Vetus også ejer vinhusene Villacreces i Ribera del Duero, Bodegas Izadi i Rioja samt Bodegas Orben i Rioja.

På Bodegas Vetus laves der fire forskellige vine, denne Vetus, en Flor de Vegus, en Flor de Vegus Verdejo samt en Celsus. Alle de tre røde vine laves på Tinto de Toro, den lokale klon af Spaniens nationaldruesort Tempranillo.

Angel Ortega, som også er manden bag Fince Villacreces i Ribera del Duero, har produceret Vetus i Toro siden 2002. Angel Ortega er en talentfuld vinmager, hvilket også dokumenteres i Vetus. Vetus er laves på 100% Tinta de Toro, som håndplukkes i september på de 20 hektar, som udgør husets marker i Toro.

Vinen lagres 12 måneder på nye amerikanske og franske egetræsfade, hvorefter den tappes på flaske uden filtrering.

Duftmæssigt mørke kirsebær, vanilje, sødme … svag marmelade, lette krydderier, mens smagen er lidt i samme boldgade med modne kirsebær, lidt blommer, sødme, egetræ, vanilje og svag kanel. Skøn vin, som de fleste vil kunne li’.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Bichel Vin, pris 149,75 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Château de la Tour, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2009 Château de la Tour, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, FrankrigSteffen havde sørget for aftenens kultvin, en Clos-Vougeot Grand Cru vin fra Château de la Tour. Clos-Vougeot eller Clos de Vougeot, som den korrekt hedder, er én af de klassiske, berømte Grand Cru vinmarker i Côtes de Nuits, grundlagt i det 12. århundrede af munkene i klosteret Abbaye de Citeaux, delvis omkranset af gamle mure og er på i alt 50 hektar, som ikke mindre end 80 vingårde ejer dele af. Vi er i simpelthen i hjertet af Bourgogne ved siden af ​​Musigny, Romanée og i nærheden af ​​Chambertin.

Château de La Tour ligger ved byen Vougeot i Bourgogne og er ejet af Jeanne Labet og Nicole Déchelette med Jeannes søn François ved roret. Château de la Tour er grundlagt tilbage i 1890, hvor slottet blev bygget af netop Labet og Déchelette familierne. Begge familier havde på det tidspunkt allerede været beskæftiget med vinproduktion siden det 15. århundrede.

Château de la Tour ejer 6 hektar af Clos de Vougeot og er dermed den største ejer blandt de mange vingårde her. Nogle af slottets parceller ligger i midten af Clos de Vougeot og resten ligger op mod den nordlige mur. Jorden på Clos de Vougeot er sammensat af ler og kalk med et 60 cm tykt kalklag i undergrunden. Det siges, at druerne fra den sydlige del af Clos de Vougeot er knap så gode og objektivt set ikke egnet til at vin af grand cru-kvalitet, men den problemstilling er vi så ude af her.

Vinstokkene er også et kapitel for sig selv, idet de ældste er plantet tilbage i 1910 … og gennemsnitsalderen er omkring 50 år. Læg dertil et meget lavt udbytte omkring 29 hl/hektar, hvilket svarer til sølle 30 cl produceret pr. vinstok. Altså en halv flaske pr. vinstok ! I et normalt år sælger slottet omkring 20.000 flasker.

François Labet bærer familiearven med stort ansvar og med respekt for både tidligere og fremtidige generationer. Så bæredygtighed tages meget alvorligt, og han gør alt for at fremelske vinens terrior. Alle vinmarker bearbejdes økologisk, og François’ ordsprog er; “Pas de Bons Vins sans des Bons Rosin”, hvilket kan oversættes til, at der ikke kommer god vin uden gode druer.  Der arbejdes derfor med streg beskæring, ligesom høsten sker manuelt og med en ekstrem streng sortering efterfølgende. De transporteres selvfølgelig også i små kasser med huller for ikke at blive beskadiget.

Efter sortering køles druerne ned og en syv til ti dage af kold udblødning begynder. Temperaturen stiger langsomt og gæringsprocessen hæver temperaturen til 32 grader. Efter en måned tappes vinen på fade. Lagringen varer i 18 måneder og finder sted på 75% nye 228 liters egetræsfade fra Nevers i det centrale Frankrig, mens de resterende 25% lagres på 2-3 år gamle fade. I god tid, før aftapningen på flaske, stikkes vinene sammen. Vinen er tappet på flaske uden klaring og filtrering.

Lad os for pokker da smagen vinen. Duftmæssigt lidt modellervoks, hindbær, salvie, mynte, estragon, lakrids, kød og bacon tilsat en smule lak eller fernis. Det kan lyde lidt uhyggeligt, men den dufter faktisk ret fantastisk … måske en anelse ung endnu. Smagen præges af stramme tanniner, lidt tjære, grønne noter … men også en stor og lækker blødhed. Tanninerne sætter sig markant i overmunden, og der fornemmes også lidt alkohol grundet den unge alder. Stor vin og stor årgang, men kunne måske tåle nogle flere år i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Har svært ved at finde en dansk importør, men det er vin til omkring 100 dollars udenbys.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet, Californien, USA

2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet, Californien, USAAftenens første rødvin, og Steffen lagde ud med en ganske imponerende amerikaner, denne Lost Angel California Cabernet fra vinhuset Eos Estate Winery, som ligger i Paso Robles.

Eos Estate Winery ejes af den 65-årige Bill Foley, og Eos hører også under Foley Family Wines, idet Bill gennem de sidste 15 år har opbygget en imponerende portefølje på over 10 vingårde i den absolutte top på vestkysten i USA og New Zealand.

Det er vinhusene Eos, Sebastiani Vineyards & Winery, Chalk Hill Estate, Foley Estates Vineyards & Winery, Kuleto Estate Winery, Lincourt Vineyards, Lancaster Estate, Langtry Estate & Vineyards, Foley Johnson, Firestone Vineyard, Roth Estate og Three Rivers Winery.

Hans kærlighed til vin omhandler dog ikke kun kostbare og dyre vine; han producerer også gode solide vine i et prisleje, hvor alle kan være med – bl.a. Lost Angel-vinene på Chardonnay og Cabernet Sauvignon, der begge er fra kølige Sonoma County i Californien.

Vinen her er fremstillet på  79% Cabernet Sauvignon, 8% Merlot, 5% Petit Verdot, 3% Petite Sirah, 3% Syrah og endelig 1% Cabernet Franc fra Foley-familiens vinmarker i det kølige Sonoma County tæt på Napa Valley. Efter gæring lagrer 51% af vinen på nye franske egetræsfade i 6 måneder, hvorefter den færdige vin tappes på flaske.

Vinmageren bag vinen siger selv i beskrivelsen af vinen; Alle vores vine er lavet til at blive drukket nu. Hvorfor drikke i morgen, når du kan drikke i dag? Endnu bedre, hvorfor ikke drikke både i morgen og i dag? Livet er kort. Ja, det kan der jo være noget om.

Duftmæssigt nærmest lidt medicinsk, stenet … ferskensten skrev jeg på mine noter, Læg hertil en god omgang sødme, solbær, tobak, lakrids, blommer, mens smagen også er lidt amerikansk med masser af sødme, blomme og varme. En meget blød og indsmigrende vin, som alle var meget begejstrede for.

Med medbragte vinen: Steffen

Fås flere steder, bl.a. Laudrup Vin og Supervin. Hos sidstnævnte koster vinen 81,50 kr. ved køb af 6 flasker. Et virkelig godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Bodegas Vizcarra, Senda Del Oro, Ribera del Duero, Spanien

2011 Bodegas Vizcarra, Senda Del Oro, Ribera del Duero, SpanienVidere til næste vin, denne gang et smut til Spanien. Bodegas Vizcarra blev etableret i 1991 af Juan Carlos Vizcarra og ligger ved Burgos i Ribera del Duero. Ejendommen arbejder efter økologiske principper og ejer i dag ca. 26 hektar vinmarker der primært er tilplantet med Tinto Fino (Tempranillo) og Garnacha – ofte med gamle vinstokke på over 50 år.

Det er gør vinene fra Bodegas Vizcarra så unikke er Juan Carlos Vizcarras passion for kvalitet og originalitet. Og resultatet er fremragende med produktion af på samme tid både elegante og komplekse vine – hvilket er resultatet af yderst beskedent høstudbytte samt brug af tyngdekraft til vinifikation og tapning (ingen pumper her).

Omverdenens anerkendelse af Juan Carlos arbejde har ikke ladet vente på sig og bl.a. Robert Parker’s The Wine Advocate har givet vinene helt op til 98 points og udtalt følgende om Vizcarras vine: “These are sensational values from the highly renowned appellation of Ribera del Duero”.

Senda Del Oro er 100% Tempranillo,  fadlagret 7 måneder i franske og amerikanske ege fade. Robert Parker gav også denne vin ”Senda del Oro 2011” 93 point.

Duftmæssigt modne moreller, sødme, frugt, fenikkel, lakrids og vanilje. Smagsmæssigt ribs, tranebær … lidt grøn i udtrykket til at starte på, men bløder lidt ud i glasset, når den har stået et stykke tid. Godt med tannin og syre, men også mørke bær, krydderier, eukalyptus, lakrids og kanel. God fin eftersmag med en anelse sødme.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Bichel, men forhandles i en række vinbutikker, pris mellem 99 kr. – 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Domaine de Compostelle, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2007 Domaine de Compostelle, Pomerol, Bordeaux, FrankrigDomaine de Compostelle er 2. vin til det berømte Pomerolslot La Cabanne, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen, nemlig da jeg smagte deres vin i en årgang 2004. Dette lille velansete slot på blot 10 hektar ligger i hjertet af Pomerol, ikke langt fra det storslåede Trotanoy.

Compostelle er en arketypisk Pomerol, men laves i modsætning til La Cabanne fortrinsvis på druer fra de unge vinstokke. 2007 er én af de mange fantastiske årgange, som Bordeaux har haft de sidste 10 år, men fremstår i dag som en dejlig, forholdsvis drikkeklar årgang. Vinen består af 92% Merlot og 8% Cabernet Sauvignon og har ligget ca. 20 måneder på fad. Der produceres årligt omkring 5.000 kasser af denne vin.

Navnet La Cabanne (hytte) stammer fra dengang markarbejderne boede i små hytter i området. Vingården er blevet helt renoveret i 2011 efter en brand og fremstår i dag topmoderne.

Slottet ejes af familien Estager, som også ejer 2 andre Pomerolslotte: Château Haut-Maillet og Château Plincette, samt flere ejendomme i Saint-Emilion og Bordeaux. Familien har dyrket vin i disse områder siden 1934.

La Cabanne har meget fornemme naboer som Château Le Pin, Château Trotanoy og Château Pétrus, som sælges for astronomiske priser på alverdens vinbørser. Men familien Estager sætter en ære i at producere en traditionel Pomerol til overkommelige og stabile priser og vinen har derfor også fået en stor og trofast fanskare verden over.

Lad os se på mine noter. Duftmæssigt fornemmes en smule alder, derudover lidt jord, hvilket jo er klassisk Bordeaux og burde have ledt mig på sporet af, at der var tale om en fransk vin. Duften er også lidt animalsk i udtrykket, hvilket vi jo godt kan lide. Derudover lidt vanilje, fad, og mørke bær, solbær, brombær. Smagen meget tør, igen med solbær, friske grønne urter, god intensitet, hvor tanninen holder udtrykket fast i munden, da vinen nærmest klæber til overmunden. Fin og solid Bordeauxvin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Philipson Wine har tidligere solgt vinen til 99,95 kr. pr. flaske ved køb af 12 stk. Prisen i dag 199,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Montes, Alpha Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile

2008 Montes, Alpha Cabernet Sauvignon, Colchagua, ChileMed næste vin bragte Steffen en “gammel” kending ind i billedet, nemlig vinhuset Montes. Montes vinene er jo én af Bichels store “sællerter”, og ikke uden grund, for Montes laver rigtig god vin til fornuftige penge.

Montes har navn efter en af de 4 ejere, Aurelio Montes, en af Chiles bedste winemakers, som også har fået et utal af priser. Vingården Montes er startet i 1987, hvor to erfarne og visionnære vinmagere, Aurelio Montes og Douglas Murray, besluttede at ville forbedre kvaliteten af chilensk vin, og forsøge at lave Chiles bedste vin.

I 1988 kom de sidste to partnere Alfredo Vidaurre og Pedro Grand med i projektet, og allerede i 1991 opnåede Montes sølvmedalje ved U.K. Wine Iinternational Challenge 1991 med deres 1987 Montes Alpha Cabernet Sauvignon, og det blev starten til et sandt eksporteventyr for Montes. I dag har Montes en årlig produktion af 6-7 millioner flasker vin og et utal af priser for deres forskellige vine.

Her en vin i Alpha serien, lavet på 90 % Cabernet Sauvignon tilsat 10 % Merlot. Lagret 12 mdr. på barriques af fransk eg, 33% nye, 33% fade, som er ét år gamle og 33% på fade, som er to år gamle. Druerne kommer fra Apalta Vineyards i Colchagua, der er et af de bedste steder i den nye verden til de klassiske Bordeaux-druer. Alpha Cabernet Sauvignon er en klassiker blandt kvalitetsvine i Chile og har siden premiereårgangen 1987 vist sig at have et langt liv, fx blev årgang 1990 listet som verdens tiendebedste 10 år gamle vin af det engelske magasin Wine.

Duftmæssigt våde gamle egetræsmøbler, lidt jord, solbær, krydderier, lidt sødme og chokolade. Smagsmæssigt masser af solbær, varme og lidt spicy i eftersmagen. Dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Bichel, hvor prisen er 139,75 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 Bodegas Remelluri, Reserva Rioja, Rioja, Spanien

2007 Bodegas Remelluri, Reserva Rioja, Rioja, SpanienVi gik fluks videre til næste vin, hvor vi blev i Spanien, men denne gang i det traditionsrige Rioja, nemlig hos vinhuset Bodegas Remelluri.

Remelluri er den højest beliggende vingård i Rioja og er grundlagt  af familien Rodriguez i 1967. Vingården, der kan føre sin historie tilbage til 1596 og dermed er Riojas ældste, blev den første i Rioja, som udelukkende fremstillede slotsaftappede vine på druer fra egne marker; et princip, som Rodriguez-familien havde tilegnet sig fra Cru Classé-slottene i Bordeaux. På denne måde sikrede de sig fuld kontrol fra vinstok til aftapning, og dermed kunne de fremstille Rioja i et hidtil ukendt kvalitetsniveau.

I 2010 overtog Telmo Rodriguez driften af familiens vingård. Telmo Rodriguez er en af Spaniens mest talentfulde vinmagere, og hans “lærepladser” tæller blandt andet Petrus i Pomerol, Guigal i Rhône, Cos d’Estournel i Saint- Estèphe og Dominus i Californien. Telmos filosofi har gjort at Remelluris marker i dag under omlægning til økologisk dyrkning, og det er hans hensigt at følge op med en certificeret biodynamisk produktion. Telmo satser også i høj grad på eksport i modsætning til tidligere, hvor størstedelen af vinen blev solgt i Spanien.

Remelluri er Bodegaens flagskib og har alle dage været en af Riojas bedste Reserva-vine, med en kompleksitet, nerve og lagringsevne helt i særklasse. Vinen er lavet på 90% Tempranillo, 5% Garnacha og 5% Graciano. Vinen har lagret 17 måneder på 75% franske og 25% amerikanske egefade. Parker har i øvrigt giver vinen 94 point.

Duftmæssigt røde bær, blæk, grønne noter, vanilje, yoghurt og lidt krydderier. Måske en smule eg også. Smagsmæssigt meget ren og mineralsk i smagen. Der er god frugt med kirsebær, blommer og godt med tanniner. Også en sindsyg dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Philipson Wine, prisen er 219,95 kr. ved køb af 1 flaske, men 99,95 kr. ved køb af 12 flasker. Sidstnævnte pris er et røverkøb.

Vinanmeldelse  5,5/7