Denne sommer er jeg flere gange blevet overrasket over flotte hvidvine fra Veneto området, som jo ellers mest er kendt for Amaroner, Ripassoer og Valpolicella vine generelt. På et besøg hos Azienda Vitivinicola San Rustico faldt jeg over deres Custoza, som også var værtindens favoritvin.
Azienda Vitivinicola San Rustico ligger ved Valgatara di Marano di Valpolicella ikke langt fra San Pietro in Cariano. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1870 af Luigi Campagola, som begyndte af plante vinstokke i bakkerne over Marano di Valpolicella i Gaso regionen.
Huset blev dog først rigtigt anerkendt i 1908, hvor det modtog en guldmedalje … ja endda i Danmark og fra ambassaden i København. Det diplom kan man stadig se hængende mellem de utallige diplomer og priser, som de har modtaget gennem tiden.
I dag er det fortsat Campagola familien, som ejer og driver vingården, nemlig den 4. generation i form af brødrene Marco og Enrico Campagnola, som overtog driften, da deres far Danilo døde. De to brødre er uddannede som henholdsvis ønolog og agronom.
De driver i alt 22 hektar vinmarker, og laver omkring 170.000 flasker vin årligt, fordelt på en lang række vine, opdelt i 2 serier … de almindelige San Rustico og prestigeserien Gaso. Eller Linea Giovani San Rustico og Riserva Privata Gaso, som serierne rettelig kaldes. Og der produceres selvfølgelig Valpolicella Classico, Valpolicella Classico Superiore, Amarone della Valpolicella, Soave, Custoza, Rosato Veronese IGT, Bardolino og Recioto della Valpolicella.
Det er et vinhus som fastholder de traditionelle produktionsmetoder. Vinene produceres efter de stolte traditioner med godt håndværk og udnyttelse af familiens erfaringer fra generation til generation. I de senere år har San Rustico vundet gode ratings og medaljer for flere af deres vine. Robert Parkers Wine Advocate tildelte således Gaso Amarone 2008 årgang 92 point.
Smagelokalet hos Azienda Vitivinicola San Rustico … med 1908 diplomet fra Danmark.
Og det er et utroligt gæstfrit hus, som bestemt er et besøg værd. Vi fik bl.a. en rundvisning, hvor vi så tørreloftet til Amaronerne og Recioto druerne, vinkælder og smagte derefter næsten alle husets vine. Af de hvide vine smagte vi deres Soave og så denne Custoza, som faldt i vores smag.
Vinen er er DOC Bianco di Custoza. Det er en appellation, hvor vinene går fra neutrale til Venetos mest karakterfulde hvidvine, en bedre version af Soave til god pris. Men kalder også hvidvine fra Bianco di Custoza hvide Bardolino’er. Der kan anvendes op til 9 forskellige druesorter til en Custoza, og der skal være mellem 20-45% Trebbiano Toscano, 20-40% Garganega og 5-30% Trebbianello eller Tocai Friulano. Derudover skal vinene mindst være på 11% alkohol.
Denne Custoza fra San Rustico er lavet som et blend af druerne Trebbiano, Garganega, Tocai, Bianca Fernanda, Malvasia, Riesling, Pinot Blanc samt Chardonnay, men forholdet kender jeg ikke. Det er også lidt af et mix, og flere af druerne er også lokale og ikke så kendte i Danmark.
Garganega omtalte jeg forleden, og den er jo hoveddruen i Soave og Gambellara i Veneto. Der er dog også et par andre, som måske er værd at kigge nærmere på.
Med Trebbiano, så mener de Trebbiano Toscana, som er den mest plantede af de mange Trebbiano sorter og den tredje mest plantede af alle italienske sorter. Sorten findes også i Frankrig under navnet Ugni Blanc, hvor den ofte benyttes i Rhône, Languedoc og Provence. Smagen er neutral, men syreindholdet højt, og den indgår normalt i Italien netop i vine fra DOC Bianco di Custoza.
Bianca Fernanda er mest kendt under navnet Cortese og er en hvid italiensk druesort, som primært stammer fra provinserne Alessandria og Asti i Piemonte. Det er den primære drue i DOC’erne Cortese dell’Alto Monferrato og Colli Tortonesi samt DOCG Cortese di Gavi, og så optræder den også tit i blandinger i vine fra Bianco di Custoza i Veneto.
Med Tocai mener de Tocai Friulano, som oprindelig er en ungarsk druesort. Den kendes udenfor Italien som Sauvignon Vert, ikke at forveksle med Sauvignon Blanc. Druen er ganske udbredt i Chile, men i Italien hedder den altså mest Tocai Friulano – eller blot Friulano – netop fordi druen oftest findes i Friuli-Venezia Giulia regionen. I 2007 blev det endda afgjort af en domstol i Luxembourg, at druen ikke må kaldes Tocai Friulano på grund af navnesammenfaldet med den ungarske dessertvin Tokaj.
Og så er der Malvasia tilbage. Malvasia dækker over en hel familie af druesorter, der alle hedder noget med Malvasia. Sorten er vidt udbredt både i Italien og Spanien, men i en DOC Bianco di Custoza er det helt præcis Malvasia Bianca, som anvendes.
Azienda Vitivinicola San Rusticos Custazo laves med let presning, og er udelukkende produceret på rustfrie ståltanke. Lad os så komme til smagsnoterne for vinen.
Duftmæssigt er her godt med blomster, og derudover fornemmer man næsten Riesling’ens grape og noter af citrus. Der er sæbe, mynte … eller måske nærmere lidt citronmelisse i næsen. Virker frisk, let … og alligevel med en smule sød frugt. I munden er der underneden en grøn syre, og ovenpå en frugtrig og næsten fed vin. De to indtryk spiller fint sammen og giver en fyldig friskhed med en krydret citrus eftersmag. Dejlig lille vin.
Købt på vingården, pris vistnok 4,20€ … hvilket svarer til omkring 31 kr., og det er ganske billigt for denne vin.
Rating 4,5/7 
De tre vine i Riserva Privata Gaso serien.
De store fade i vinkælderen på San Rustico.
Endnu et foto fra vinkælderen hos San Rustico.
Tredje og sidste vin hos Azienda Vitivinicola Accordini Igino var selvfølgelig husets Amarone … Le Bessole Amarone della Valpolicella, som allerede – som det hør’ og bør – var dekanteret timer forinden, og således klar til de to solblege og vintørstige danskere.
Så skulle der også lidt rødvin i glasset, og den første blev en Ripasso, nemlig husets Le Bessole Valpolicella Ripasso Classico Superiore i en årgang 2009, og vores charmerende værtinde fortalte selvfølgelig lidt om vinen og hvordan den laves med en Valpolicella, som ligger med kvaset fra Amarone og/eller Recioto.
Jeg er ikke til golf … hverken bilen eller spillet. Mangler simpelthen tålmodighed til begge … men denne Golfina Lugana, opkaldt efter det småkedelige spil for gamle mennesker og med en storsvingende køllebetvinger på etiketten, er sgu en vaskeægte hole-in-one.
I en lille sidegade i Lazise by var der dobbelt jackpot … både skygge og vinbaren / slash vinbutikken Enoteca L’Arte del Bere. Mens konerne rendte rundt efter beklædningsgenstande, tingeltangel og gode tilbud, så nød Jesper og jeg et glas Amarone fra det anerkendte vinhus Tedeschi.
I en lille vinbutik i Lazise faldt Jesper over en lille hvid perle, endda nedsat 40%, og den nød vi ved svømmepølen én af de varme dage i det italienske land. Den lille perle er denne Le Bine de Costiola Soave Classico fra vinhuset Tamellini … total overraskende lækker Soave vin.
Det tredje glas var også bedste glas Amarone hos Zeni … endda klart i min kikkert. Det er husets barriques lagrede Amarone … Amarone della Valpolicella Classico Barriques, som der så smukt står på etiketten af den elegante Zeni flaske.
Smageglas nr. 2 – Zenis Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, hvor druerne kommer fra en enkelt mark med gamle vinstokke. Marken ligger ved Gargagnago, lidt vest for Negrar og tæt på den store producent Masi Agricola.
Nå, men I havde vel ikke regnet med, at jeg var færdig med at skrive om besøget hos Zeni? Uden at smage deres Amaroner? Det skal I selvfølgelig ikke snydes for, og jeg mangler selvfølgelig også at fortælle lidt om huset, historien, markerne og deres produktion.
Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardis nye, store produktionsanlæg og tilhørende smagelokale inkl. vinbutik er nærmest nabo til Zeni, så dér stoppede Houlberg også ganske kort.
