Denne Rosso Passito ai Volti IGT er en Amarone i forklædning … på bogstaveligste vis. Men hvorfor? Det vender jeg tilbage til. Vi er hos vinhuset Azienda Agricola Corte Lenguin, som jeg besøgte i sommers. Herligt sted og søde mennesker.
Vinhuset ligger tæt på San Pietro in Cariano, og er grundlagt i år 1900 af Silvio Vantini og har siden været i familiens eje … først af Silvios søn Lorenzo og derefter af nevøen, som også blev døbt Silvio efter den gamle grundlægger.
Corte Lenguin har lidt over 10 hektar vinmarker omkring San Pietro in Cariano, Marano, St. Ambrogio Fumane og Negrar. Herfra laver de klassiske Valpolicella vine som Veneto IGT, Valpolicella Classico, Ripasso, Amaroner og Recioto.
Vi havde fået stedet anbefalet af en anden dansk turist, og vi mødte også andre danskere på vingården, da vi besøgte stedet. Vi blev taget godt imod af Silvios hustru, som beklagede den store ombygning, som var i gang. De var i gang med at udvide kælderen, så der blev mere plads til besøgende i kælderen.
Hun var rigtig sød og ledte os i kælderen – under de hvælvede mure med de store 22 hektoliters egetræsfade som vidner – igennem alle husets vine, og fortalte om vinhuset, vinmarkerne og de forskellige vine. Og samlet et herligt felt af vine, som prismæssigt var meget interessante … godt med kvalitet for pengene.
Én af vinene var denne Rosso Passito ai Volti IGT, som reelt er en Amarone … og faktisk identisk med husets Amarone della Valpolicella La Coeta. Fru Vantini fortalte, at husets produktion er for stor i forhold til, hvor mange Amaroner de må lave … derfor er de nødsaget til at sælge noget af produktionen med andet navn, og det er netop som Rosso Passito ai Volti.
Begge vine er lavet af tørrede druer fra marken La Coeta og vinificeret på fuldstændig samme måde med maceration i 25-30 dage og lagring i 30 måneder på franske 5 hektoliter egetræsfade. Husets smagsnoter for de to vine er også fuldstændig ens og de regnes som husets moderne vine.
De laver også en Amarone della Valpolicella Classico samt en Rosso Passito ai Volti San Lorenzo, som er fuldstændig ens. De er produceret mere klassisk med 36 måneders lagring på store 22-30 hektoliter egetræsfade.
Fælles for alle 4 vine er, at de er lavet på druerne Corvina, Corvinone samt Rondinella … ja det gælder også husets sidste Amarone della Valpolicella La Masua, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken La Masua og ellers er lavet som vinene fra La Coeta marken.
I næsen er her både våde fade, en smule rosiner, amaretto kirsebær, dadler, figner, kakao, enebær, vanilje, sødme samt lidt sødkrydrede noter. Det er en vin med kraft … tyk, fed og opulent. I munden er vinen lige sådan … fed, varm og overdådig med bitter chokolade, sød og blød engelsk lakrids, blød syre og blide tanniner samt fin sødme. Kvalitet unægtelig … fed Amarone bestemt.
Købt på vingården, hvor prisen var 15€ … og omkring 6-8€ billigere end den tilsvarende Amarone. De 15€ svarer til 112 kr., hvilket er billigt for en god Amarone. Herhjemme koster Amaronen det dobbelt, nemlig 210 kr.
Rating 5/7
Azienda Agricola Corte Lenguin … under ombygning.
Kære Alle…..
Jeg kunne ikke være mere enig.