Spier Wines er et af Sydafrikas største vinhuse … vi kender dem måske mest fra Savanha vinene fra supermarkederne, og denne Signature Sauvignon Blanc fra Spier er også én af de vine, som findes på hylderne i dit lokale Coop supermarked.
Der sælges – bare alene i Danmark – hvert år omkring tre millioner flasker Savanha vin. Savanha er endda så stort et hit i Danmark, at Spier Wines har lavet en hjemmeside på dansk alene med Savanha vinene.
Spier Wines erda da også en stor historie, for bl.a. har Spiers tilknyttet tolv langsigtede kerne-avlere og ni kontrakt-avlere til vinhuset. Bare igennem de 9 kontrakt-avlerne, har Spier Wines adgang til mere end 700 hektar vinmarker.
Spiers kælder producerer over 3.800 tons druer om året, hvoraf omkring 2.900 tons er røde druer og 900 tons er hvide druer. Hvor mange flasker vin, som der produceres årligt har jeg ikke fundet, men det er helt sikkert mange, mange millioner.
Druerne dyrkes hovedsageligt i de kystnære regioner i Sydafrika, herunder Stellenbosch, Durbanville, Darling, Elgin Helderberg, Paarl, Riebeek Valley og Breede River.
Vinmager, kældermester og manden bag Savanha er Frans K. Smit, og hans tilgang til vinfremstilling er enkel; minimal indblanding for at opnå konsekvent friskhed, maksimal smag og en perfekt balance.
Frans’ interesse for vinavl begyndte i en tidlig alder. Han er opvokset på en landbrugsejendom i Kakamas i Northern Cape i Sydafrika. Han begyndte med et eksamensbevis i kælderteknologi i 1993, og opnåede den fineste udmærkelse i sin klasse, hvorefter han specialiserede sig i ønologi i sit tredje og sidste år.
Umiddelbart efter afslutningen af sine studier, sluttede Frans sig til Spier Wines, et relativ lille firma på det tidspunkt med en årlig produktion på sølle 25.000 kasser. Det var grundlagt i 1692 af Arnoud Jansz i hjertet af Cape Winelands ved bredden af Eerste floden … omkring 10 kilometer udenfor Stellenbosch.
Ved udgangen af år 2000 havde Frans fået vinhuset til at vokse stødt og der blev på det tidspunkt investeret i renovering af vinkælderen til ikke mindre end 20 millioner Rand. Men det betød blot, at Spier Wines voksede yderligere og er – som nævnt indledningsvis – i dag et af Sydafrikas største vinhuse.
Hele Spiers ejendom er dog meget mere end vin. Her tilbydes for det første fantastiske omgivelser og natur, men der er ligeledes masser af hollandsk arkitektur, udsøgte restauranter, lækre hotel forhold, samt masser af kunst og kultur.
Hos Spier er bæredygtighed i højsædet, og virksomheden fik i 2004, som den første virksomhed i Sydafrika overhovedet, en pris for bæredygtighed fra WIETA aka vinindustriens etiske handelsforening for at give sine ansatte gode, etiske arbejdsvilkår og lønforhold.
Man gør en stor indsats hos Spier for, at de i alt 400 ansatte trives og har mulighed for at videreuddanne sig via en vifte af kurser, som virksomheden tilbyder dem.
Derudover har Spier i forbindelse med mange genbrugsprojekter oprettet små bæredygtige firmaer i tilknytning til driften – firmaer, som udliciteres til de ansatte, og som beskæftiger et større antal fattige sorte fra lokalområdet. Et eksempel er et lille firma, der ud af genbrugspapir fra Spier laver forskellige papirprodukter, som firmaet så sælger tilbage til hotellet.
Spier Wines laver vine i mange forskellige serier og her smager vi altså en Sauvignon Blanc fra Signature serien. Denne er lavet af 100% Sauvignon Blanc og vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 4 måneder inden aftapning på flaske.
Duftmæssigt er det ikke sådan en pivfrisk Sauvignon Blanc, men har i stedet en lidt rund og varm aroma med lidt lette, grønne noter. Det er tropisk frugt, modne ferskner, astronaut-is, kaktuspiller, stikkelsbær og lemon.
Smagen er ren og tør med stikkelsbær, grønne urter, masser af syre og bitterhed, et fast greb med citron, lemon, grape og grapeskal, en lille saftevandsfornemmelse og eftersmagen er ultrakort … forsvinder i oblivion og intetheden.
Forhandles af Coop supermarkeder, hvor vinen koster 79,95 kr., men prisen er 210 kr. for 6 flasker aka 35 kr. pr. flaske.