2016 Neethlingshof, The Owl Post Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika

2016 Neethlingshof, The Owl Post Pinotage, Stellenbosch, SydafrikaDet sydafrikanske vinhus Neethlingshof bliver ved med at dukke op … i glasset er det denne gang husets 2016 The Owl Post Pinotage.

Vinhuset skrev jeg en del om, da jeg smagte deres bordeaux-inspireret 2015 The Caracal. I det blogindlæg kan du læse mere om Neethlingshof og hele historien om huset.

Men nu er det altså deres vin på den elskede og hadede Pinotage drue. Den er jo egentlig Sydafrikas nationaldrue og skabt i 1925 af professor Abraham Izak Perold via en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault. I Sydafrika kaldes Cinsault for Hermitage, hvor navnet Pinotage således er en kombination af de 2 druers navne.

Pinotage minder dog hverken om Bourgogne eller Rhône og nogle kritikere mener i stedet, at Pinotage dufter af acetone, maling eller brændt gummi. Jeg er ikke selv den store Pinotage elsker, men nogle vine hæver sig alligevel over gennemsnittet … og det er denne The Owl Post Pinotage et godt eksempel på.

Druerne er høstet medio februar måned 2016, hvorefter der sker afstilkning og knusning af druerne. Fermentering sker i store rustfrie ståltanke med tilsat gær. Midt i selve gæringsprocessen overføres vinen til 300 liters franske og ungarske egefade, hvor de alkoholske gæring fuldføres efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter lagrer vinen 15 måneder i egefadene inden aftapning på flaske. Der er restsukkerindhold på 3,1 gram pr. liter.

Duften er fed og fyldig med masser af lakrids, både engelsk og finsk lakrids i store mængder, marmeladetyk brombær, grafit, rågummi og samtidig pænt egepræg med vanilje, kanel, kaffe, kakao, toast, røg, tør jord samt en smule sød tobak. Det er virkelig en god næse, som mange vil elske, og noten af rågummi forstyrrer slet ikke så meget, som man ellers vil kunne frygte.

Smagen er meget blød og cremet med sort, mørk frugt, meget ren, stringent smag, ja faktisk masser af smag, lidt mørk chokolade bitterhed og sødme.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7