Tag-arkiv: sagrantino

Sagrantino er en rød druesort fra Montefalco i Umbrien. Det er en hårdfør, tykskallet drue, som derudover også har store kerner, begrænset frugtkød og modner meget sent.

Sagrantino druen giver meget mørke vine og nogle af de mest tanninrige vine i hele verdenen … vine med højt indhold af syre og tanniner.

Sagrantino er også den drue, som sammen med andre druesorter som Aglianico og Tannat har det absolut højeste indhold af resveratrol, en type af polyfenoler … altså antioxidanter, som siges af have en række sundhedsfremmende egenskaber, bl.a. nedsættelse af kolesterol, lavere blodtryk og reduktion af risikoen for blodpropper. Indholdet ligger på hele 4.174 mg/kg. One glass of Sagrantino keeps the doctor away.

Sagrantino druen var næsten helt forsvundet i 1960’erne og dens overlevelse samt efterfølgende store udbredelse kan i høj grad bl.a. tilskrives Marco Caprai, som i slutningen af 1980’erne sammen med universitet i Milan var med til at redde druen.

Han og en håndfuld producenter fik druen op blandt de højst rangerende druer i Italien, således vine på Sagrantino i dag hører til blandt nogle af de mest roste vine. Jeg besøgte på min tur rundt hos vinproducenterne i Montefalco også Caprai, hvis Sagrantino vine er ekstremt tanninrige … vi snakker virkelige aggressive tanniner.

Jeg skal indrømme, at vinene fra Caprai slet ikke er mig, dertil er tanninerne simpelthen alt for dominerende. En fancy vinjournalist fra Holland bemærkede, at det var en præmisse … at sådan skal gode Sagrantino vine være. At totalt uhæmmede, voldsomme tanniner og Sagrantino uløseligt og naturligt hænger sammen på samme måde, som at en bil har runde hjul, som han poetisk og en smule snobbet udtrykte det.

Det synes jeg er noget forbandet vrøvl og den franske Fabien Laine, som er uddannet sommelier, var enig i min holdning. For mig skal vine være behagelige at drikke og ikke totalt lamme min mund, således jeg efterfølgende ikke kan smage noget som helst.

Jeg vil ikke ha’ det, som jeg lige har spist en køkkenrulle. Og det er der heldigvis andre Montefalco producenter, som virkelig kan finde ud af, bl.a. huse som Moretti Omero, Di Filippo, Perticaia, Bellafonte og Romanelli … blot for at nævne nogle af de bedste.

Men en Sagrantino vin vil altid ha’ godt med tanniner og syre, så det er på alle måder virkelig en madvin og måske endda også en vintervin. Og så er det også en vin, som skal modnes og derfor gemmes nogle år … lidt på samme måde som god Barolo. Men så er der også store vinoplevelser i vente.

Imidlertid er der stor forskel på, hvordan de forskellige producenter fortolker Sagrantino vine, hvilket kan gøre navigationen mellem vinene en smule forvirrende og lidt besværligt, men selvfølgelig også en kende spændende, alt efter temperament. Man kan også sige, at der laves Sagrantino vine til alle slags mennesker, men overordnet synes der ikke at være en rød tråd i stilen af vinene.

Nogle laver bombastiske, overekstraherede, søde og gumpetunge vine med langt over 15% alkohol … ja nogle gange endda op til 17%. Der kan man få associationer til Amarone … og Sagrantino vinene betegnes derfor også nogle gange som et mix af Amarone og Barolo, hvilket jeg dog vil sige er lidt misvisende.

Nogle Sagrantino vine er modne og drikkevenlige ved frigivelsen, mens andre kræver nogle eller en del år i vinkælderen. Generelt skal Sagrantino vinene lagre 37 måneder, heraf 1 år i egetræsfade. Hos Caprai vinificeres vinene med stilke og derudover anvender han nye barriques, hvilket er med til at øge Sagrantino druens i forvejen aggressive tanniner, mens andre afstilker, anvender store fade og først frigiver vinene efter længere tid end foreskrevet i appellationen.

2013 Fattoria ColSanto, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2013 Fattoria ColSanto, Montefalco Sagrantino, Umbrien, ItalienDenne 2013’er Montefalco Sagrantino DOCG blev sidste vin, som jeg smagte under mit ophold i Umbrien. Det sidste punktum.

Ikke engang om aftenen på restauranten Locanda del Teatro drak jeg vin, men sprang der i stedet på en italiensk specialøl Mastri Birrai Umbri, et velkommet afbræk på den lange række af vine. Det virkede sgu også fint til både aftenens menu, som bestod af en lækker tartar til forret, en fantastisk risotto til hovedret samt en fed blødende chokoladekage med is.

Åh for fanden … I skal da lige ha’ billederne af maden på Locanda del Teatro:


Rørt tatar … elsker sgu denne ret.


Risotto med en rød pebersauce indkogt med Sagrantino … vistnok


Blødende chokoladekage – molleux au chocolat – med vaniljeis.

Nå, men denne 2013 Montefalco Sagrantino DOCG minder på mange måder jo om 2012’eren og byder i næsen på eg, blæk, mynte, eukalyptus, blåbær, men kirsebær er ikke her til at finde. Virker mørkere i frugten sammen med tobak, læder, krydderier og balsamisk syre.

Smagen har godt med markante tanniner, men syren er her klart mere stram og stenet. Der er fortsat jern, rust og power og frugten er blåbær, brombær og masser en ungdom.

På Uvinum koster vinen 263 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Fattoria ColSanto, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

De sidste to vine hos vinmageren Renato Cozzarolo og tolken Angela på Fattoria ColSanto blev husets Montefalco Sagrantino DOCG, som jeg først smagte i årgang 2012.

Vinen er lavet med macaration i 15 dage, fermentering ved 23 grader og efter den alkoholiske gæring, så er vinen lagret de obligatoriske 36 måneder. Det sker ved, at 70% af vinen lagrer på store egefade – som på billedet ovenfor – i 15 måneder, mens den resterende del lagrer i ståltanke. Derefter lagrer det hele yderligere 12 måneder på ståltanke og efter flaskning yderligere en periode.

Det er lidt anderledes, at Fattoria ColSanto alene lagrer 70% af deres Montefalco Sagrantino på egefade … det var eneste sted, som jeg stødte på den praksis. Jeg vil umiddelbart tro, at der er lige på kanten af appellationens regler, som jo siger, at vinen skal være lagret minimum 12 måneder på egefade.

Næsen er dog – sjovt nok – præget af en egenote … godt med træ og egeplanker, blåbær, kirsebær, tobak, læder, krydderier, balsamisk syre og en smule mynte.

Smagen har godt med markante tanniner, som dog aldrig bliver totalt bidende. Derudover er der jern, rust, sten og power – en virkelig rå power – samt egentlig meget ren i næsen uden den bliver for opulent. Men den virker fortsat meget ung.

På Uvinum koster vinen 263 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Fattoria ColSanto, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2015 Fattoria ColSanto, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienDerefter smagte jeg en prøve på Fattoria ColSantos Montefalco Rosso DOC i årgang 2015 … en vin som først skulle flaskes senere på året.

Vinmageren Renato Cozzarolo fortalte, at de normalt først flasker deres Rosso i juni måned.

Og den dufter bestemt også meget yngre end foregående 2014’ener. I næsen er den mere grøn og byder derudover på røget bacon, mens der ikke er så megen læder endnu. Der er dog mørke bær, kirsebær, mynte og eukalyptus.

I smagen er egen meget fremme … som om, at vinen mangler at samle sig. Tanninerne er bomstærke, syren fin og frisk, men der mangler lidt rundhed. Det tegner dog ganske godt.

På Uvinum koster vinen 100 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Fattoria ColSanto, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2014 Fattoria ColSanto, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienHos Fattoria ColSanto var smagningen både lille og overskuelig … 2 af deres vine, nemlig både deres Rosso og deres Sagrantino i to årgange og vi startede med Rosso’en i årgang 2014.

Druerne til vinen kommer fra husets marker omkring Bevagna og er høstet i slutningen af september og starten af oktober måned. Renato fortalte, at de reelt høster 14 dage tidligere end andre producenter pga. en god tæthed i vinstokkene og at høsten foregår med maskiner. På nettet står der dog, at høsten sker med håndkraft, men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

Vinen er kun lavet med Sangiovese og Sagrantino … altså uden Merlot. Om brugen af kun 2 druesorter lever op til reglerne i appellationen er jeg ikke helt sikker på, men der står skam DOC på flaskerne og fejlagtigt DOCG på deres tekniske pdf på nettet.

Nå, men vinen er lavet med maceration i 15 dage og gæring i rustfrie ståltanke ved 23 grader. Derefter lagres 70% af vinen i egefade og den resterende del i ståltankene i 15 måneder, hvorefter vi samles, flaskes og lagrer en periode yderligere.

Renato fortalte mig dog, at Sagrantino druerne faktisk lagrer 18 måneder på fad inden samlingen af vinen.

Duftmæssigt er vinen dejlig animalsk, frugten ganske mørk, dyb og frugtrig … frisk frugt samt læder, kirsebær og vanilje. Smagen er fint blød og vinen fornemmes velvoksen. Der er kraft, tørhed, en svag portion og stramme tanniner.

På Uvinum koster vinen 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2006 Perticaia, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Vi sluttede med 2006’eren af Perticaias Montefalco Sagrantino DOCG … et fornemt punktum for den lille smagning hos den dygtige vinmager Alessandro Meniconi. Det er nemlig klart den bedste af de smagte Sagrantino vine.

Og virkelig en lækker vin, som i næsen udsender røgsignaler med moden frugt, modne blommer, blåbær, peber, kanel, mørk chokolade, læder, krydderier og samtidig er vinen – langt mere end de nyere årgange – voldsom animalsk i udtrykket. Vi snakker både ged, stald og våd hund … men på den bedst tænkelige måde. Virkelig koncentreret druesaft.

I munden igen en vis elegance over vinen … nærmest lethed, men fortsat med power, peber, sorte oliven, sorte kirsebær, blommer, mineraler og røget eg. Tanninerne spiller fortsat roller som muskelmænd, men er dog langt, langt bedre integreret i vinen.

Forhandles herhjemme af Lahvino, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er 208 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Perticaia, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Den næste Montefalco Sagrantino DOCG hos Perticaia blev deres årgang 2012 … en vin som i øvrigt har fået en del roser af den internationale vinpresse.

Vinen har således fået 93 point af Wine Spectator, 3 glas i Gambero Rosso, 3 stjerner af Veronelli samt en række andre mere ukendte priser.

Og det er – som med 2013’eren – en lækker vin, som i næsen er godt moden, men på en herlig let facon. Der er godt med nogle af de klassiske Sagrantino noter, bl.a. mentol, læder, kirsebær, brombær, blommer og kanel … godt båret op af en balsamisk syre.

I munden blåbær, kirsebær, røget og intens … der er power og italiensk syre i et, tørhed og stramme tanniner, peber og egentlig en rigtig behagelig vin med nogle af de karaktertræk, som også findes i fx Nebbiolo vinene fra Piemonte, blot med mere power og bundtræk.

Forhandles herhjemme af Lahvino, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er 208 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Perticaia, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

All good things come in threes eller alle gode gange 3 … i hvert fald skulle vi smage Perticaias Montefalco Sagrantino i 3 årgange, nemlig 2013, 2012 og 2006. Vi startede med den nyeste først.

Jeg havde et par dage forinden smagt netop denne 2013’er til Consorzio Tutela Vini Montefalcos Anteprima smagning af 36 Montefalco Sagrantino’er i streg. Og der havde jeg faktisk blandt de 10 bedste, selvom jeg må indrømme, at den nu smagte bedre på vingården med mere tid, mere fokus og fordybelse.

Vinen er lavet med lang maceration … vi snakker mindst 3 uger og ved temperaturer mellem 25-28 grader. Derefter sker den alkoholiske gæring ved omkring 30 grader og derefter lagrer vinen i 36 måneder, 12 måneder på barriques og tonneaux, 12 måneder i ståltanke og 12 måneder på flaske.

I næsen er første indtryk egentlig en vis lethed, hvilket jo ellers ikke er det, som man forbinder med Sagrantino. Der er i hvert fald en grøn, italiensk syre, læder, røde kirsebær, lyse blommer og svag mentol samt lidt peber.

Smagen er – trods den unge alder – ganske rund og behagelig ved første sip. Der breder sig en vis tørhed, peber og selvom du ilter vinen godt i munden bliver tanninerne aldrig vildt agressive, selvom du bliver bidt sødt af peber, power og præcis punch. Sådan.

Forhandles herhjemme af Lahvino, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er 208 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Perticaia, Umbria Rosato IGT Cos’è, Umbrien, Italien

Minsandten om Perticaia ikk’ også laver en rosé … og endda på 100% Sagrantino. De kalder vinen Umbria Rosato IGT Cos’è og var næste vin i glasset.

Og den har trods en kort udblødning på skindet i 6-8 timer fået godt med farve … godt med kraft fra den tanninrige og polyfenolrige Sagrantino drue. Vinmageren Alessandro Meniconi fortalte mig, at Sagrantino druerne til rosévinen er høstet omkring 14 dage tidligere end druerne til husets rødvine på Sagrantino druerne.

Efter udblødningen har mosten gæret på rustfrie ståltanke ved 15-16 grader og er efterfølgende lagret med bærmen – sur lie – i ståltankene i 4 måneder og efterfølgende 3 måneder på flaske.

Og duftmæssigt er her hindbær, jordbær, brombær og kirsebær … mineraler, blomster og tør syre. I munden er vinen også godt frugtrig … let og sammenlagt ganske habil af en rosé. Der er en lækker balance mellem sødme og bitterhed. Livlig og frisk rosévin.

Forhandles herhjemme af Lahvino, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen er 108 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Montioni, Montefalco Sagrantino Ma.Gia Anteprima, Umbrien, Italien

I 2015 har Paolo Montioni udvalgt specielt gode druer fra en enkeltmark til 2 barriques … en special selection Montefalco di Sagrantino DOCG, som han har opkaldt Ma.Gia efter de første bogstaver i navnene på hans to børn. Paolo mener, at der vil komme omkring 500 flasker af vinen, som dog først vil blive frigivet medio 2019.

Derfor er det måske også helligbrøde allerede nu at tage en forsmag på vinen, som jo skal modne et par år endnu. Ifølge Paolo skal vinen først på flaske i december 2018/januar 2019 og så modne på flaske i mindst 6 måneder inden en frigivelse.

Men når Paolo serverede den for mig, så kunne jeg jo ikke sige nej og det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke. I kender vel efterhånden jeres flittige vinblogger?

Det er en vin, som samtidig er lavet helt uden brug af kemikalier og uden tilsætningsstoffer.

Lad os smage prøven på vinen, som man jo skal huske, alene er halvmodnet. Den virker i glasset endnu mere kødfuld end Paolos almindelig Sagrantino, men der er ikke så meget overmoden blommer, men virker mere tæt, intens og har samtidig lidt grønne blade sammen med kanel og lidt gazebind.

Og smagsmæssigt langt mere punch … mere direkte i udtrykket med en urkraft og knap som overmoden i smagen. Og jo, der er også endnu tonsvis af tanniner. Igen en meget kraftig dame, som man ingenlunde let svinger omkring.

Ikke prissat endnu.

Rating 4,5/7  

2013 Montioni, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Næste Sagrantini di Montefalcio DOCG var Montionis anteprima udgave … altså den endnu ikke frigivne 2013 årgang, som dog her virkede helt klar.

Den er jo selvfølgelig lavet som foregående årgang, dvs. med druer høstet i de første dage i oktober og lavet på temperaturstyrende rustfrie ståltanke med maceration i 25 dage. Efter fermentering modner vinen i franske barriques i 24 måneder, nu fremgår det også – mere passende – at vinen efterfølgende lagrer 12 måneder på flaske, hvorved vi nærmer os de obligatoriske 37 måneder. Så mon ikke, at det også var gældende for 2012’eren?

Duftmæssigt er det fortsat en fed dame, moden med blommer, blåbær, læder og kanel, men også en tak mere grøn med en smule elementer af mynte og eukalyptus.

Smagen er fortsat modne og fede blommer, overmoden frugt, dadler, og en smule tørhed, som dog – sjovt nok – slet ikke er så udtalt, som i 2012’eren. Da er heavy shit, men smager bestemt godt … er blot ganske kraftigt.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster den 20€ … svarende til 149 kr.

Rating 4,5/7