Tag-arkiv: Pfalz

2012 Weingut Uli Metzger, Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

Fredag … travl arbejdsuge ligger bagud. Pyhhhh. Hvad trænger man så til? Svaret er selvfølgelig Spätburgunder, og som måske ventet er denne fredags Spätburgunder fra den frække slagterhund Uli Metzger, som jeg skrev om forleden … ja, ham med koen på etiketten.

Jeg vil ikke skrive et helt masse om Uli Metzger, men blot henvise til blogindlægget fra et par dage siden.

Vi bevæger os fortsat på bugen på koen … det område, som Uli kalder for Flanken, dvs. huset Gutsweine, som er basisvine på et meget højt niveau. Det er Spätburgunder tykbryst, som vi bedst kan li’ det.

Og det med de specielle etiketter og den specielle markedsføring er forholdsvis nyt for Metzger. Som jeg skrev om tidligere, så har Uli Metzger de seneste år har investeret en del i vinproduktionen, bl.a. er hele kælderen nybygget, og der er købt nye tanke og tønder, ligesom der er indhentet rådgivning udefra.

Alt dette startede reelt i 2011, hvor Uli også ændrede markedsføringsstrategien … og så i et land, som hvor de gamle traditioner eller ligger klippefaste. Specielt på etiketterne, har tyskerne virkelig holdt fast i fast … se blot på etiketter fra huse som Schloss Johannisberger. Her er vi i en helt anden boldgade … men jeg kan nu godt li’ begge dele.

Duftmæssigt lidt eg, røg, hindbær, sød stald … og den ka’ vi jo li’. Der er også lidt kalk eller mineralske noter … med et let syrlighed … hmmm. De ting spiller meget godt sammen. Smagsmæssigt en let syrlighed, lyserøde frugter … sådan lidt klon mellem kirsebær og jordbær. Meget saftig og frisk, let sødme og lakrids i eftersmagen. Hvor er livet dog godt.

Nå, men har lovet konen, at jeg vil hjælpe med maden til lidt fruentimmer-kom-sammen, så nu farer jeg sgu lige i køkkenet. Lidt godt brød er i ovnen, lidt appetizers skal laves. Det er bruchetta med tun, kapers, ansjoser & oliven. Og lidt fiskelasagne som forret, mens hovedretten står på mexicanske pandekager og salat … derefter trækker jeg mig sgu ovenpå.

Ja, har selvfølgelig sørget for lidt godt hvidvin til pigerne (de vil helst ha’ hvidvin) … en Albariño D’Fefiñanes fra Bodegas del Palacio de Fefiñanes i Rias Baixas i Spanien … fabelagtig hvidvin, den vender jeg selvfølgelig tilbage til. Ja, jeg har tidligere anmeldt den i en årgang 2011, men i aften er det årgang 2013, som kommer på bordet.

Forhandles af Smalle Vine, pris 89 kr., og det er billigt.

Rating 4,5/7  

2014 Weingut Uli Metzger, Riesling Trocken C, Pfalz, Tyskland

Som nævnt på bloggens Facebook side i går, så har Thomas – en brother in arms – fra den lille charmerende vinbutik Smalle Vine i København set, at jeg har testet 1 liters Riesling, og sendt et par testflasker fra en lille, spændende producent i Pfalz … nemlig Weingut Uli Metzger.

Stort tak til Thomas … både for fremsendelsen af flaskerne og for at proppe lidt tysk vin på hylderne.

Ivrig vinblogger som man er, skruer man da fluks kapslen af første vin … og går gerne den ekstra mil for bloggens flittige læsere. Vinen er en Riesling og i en 1 liters delevenlig mandestørrelse. Herligt. Og allerede på etiketten stikker vinen lidt ud … for udover vinbondens navn, årstal og drue … så er der et billede af en ko!

Den ko vender vi tilbage til lige om lidt. Auf dieser Kuh werden wir vieder zuruck !!!

Weingut Uli Metzger holder til i byen Grünstadt-Asselheim, som vel ligger omkring 30 kilometer nordøst for Kaiserslautern. Ja, det er dér FC Kaiserslautern med danske Nicolai Jørgensen på holdet huserer i den tyske Bundesliga, men det er vist en helt anden historie.

Der Uli – som Uli Metzger kalder sig selv – har sammen med hustruen Karin og døtrene Lea og Nane 19 hektar vinmarker. Markerne ligger omkring Asselheim og omfatter bl.a. parceller på markerne Sonnenberg, Vogelsang og St. Stephan … alle med en jordbund, som er rig på kalksten og mergel, som er med til at give god mineralitet til Metzgers vine.

Herudover driver familien også Gasthof Metzger, som omfatter en restaurant med “gemütliche Weinstube” samt udlejning af en håndfuld “Gästezimmer”. Specielt vinstuen er et samlingspunkt for både lokalbefolkningen, turister og dem, som bare elsker god mad og drikke. Og alle værelserne på det lille hotel er røgfrie og har farve-TV, bruser og WC … jo jo ganz moderne.

Alle i familien hjælper til med både markarbejde og driften af hotellet og restauranten. De er alle vilde med vin. Uli siger selv, at de alle er ramt af en vinvirus. Metzger dyrker de sædvanlige tyske sorter, men har også marker med internationale druer som Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo.

Weingut Uli Metzger laver en hel del forskellige vine … 43 forskellige har jeg talt sammen. Vinene er opdelt i de sædvanlige 3 klassifikationer, som har deres navn … efter udskæringen på en ko! Ja, så kom vi tilbage til koen. Og hvorfor nu det? Ja, mit bud er såmænd ganske lige til, idet Metzger nemlig betyder “slagter”, og hvad er så mere passende end at spille på dette i markedsføringen af vinene?

Det gøres på etiketter og hjemmeside med billedet af en ko med markering af udskæringerne. Og så følger de tre klassifikationer ellers kvaliteten af udskæringerne på et stykke kreatur, nemlig:

  • C = Gutsweine, som Uli kalder Flanken. Det er flanksteak, tværreb, tykbryst og lignende udskæringer. Vinmæssigt er det basisvine på et meget højt niveau.
  • B = Lagenweine eller de mellemste vine, som Uli kalder Pastorenstück. Det er typisk klump, inderlår, roastbeef, tykkam, spidsbryst, skank, cuvette og lignende udskæringer. Disse vine laves på druer fra gode placeringer og høstet i høj kvalitet med reduceret udbytte.
  • A = Topvinene, som Uli kalder Filet. Det er de bedste udskæringer på koen, fx oksefilet, T-Bone, mørbrad, entrecote … hmmmmm. Vinmæssigt er det selvfølgelig de ældste stokke, bedste vinmarker, selektivt håndplukket og meget lavt udbytte.

Men herudover findes der faktisk også en 4. serie, nemlig serien Markenweine, som blot supplerer de ovennævnte klassifikationer. Det er vinene Weisser/Schwarzer, Pink, Flying Pig, Urbulle, Rot, Kleiner Schwarzer, Drink’n’Ride samt de tre ultimative Pinot Noir topvine Prago, Melandor og Arthos. Alle disse vine har også skøre etiketter med køer, grise og iltre tyre.

Den sidstnævnte Arthos i en årgang 2012 blev i oktober 2014 af Vinum kåret som bedste tyske rødvin. Den medvirkende årsag til dette skyldes, at Uli Metzger de seneste år har investeret en del i vinproduktionen, bl.a. er hele kælderen nybygget, og der er købt nye tanke og tønder, ligesom der er indhentet rådgivning udefra.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne 1 liters Riesling fra Metzger, en C vin, Flanken og Gutswein. I næsen er her klar fersken, modne gule æbler, blomster og en næsten smøragtig duft. I munden er her tropiske frugter, æbler, sødme … en let mineralitet, god syre og fin balance, og man bliver igen overrasket over kvaliteten af sådan en 1 liters basis Riesling.

Thomas fra Smalle Vine kalder den selv Bælle Riesling i topkvali. At den kommer i en liter flaske er kun passende, da dens drikkevindue står pivåbent. Knivskarp, helt ren og mumse. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, og prisen er ganske fornuftig.

Forhandles hos Smalle Vine, pris 89 kr. (jo, for 1 liter)

Rating 4/7  

2013 Weingut Markus Schneider, Ein Liter Riesling, Pfalz, Tyskland

Igen en vin i mandestørrelse … og med det rammende navn Ein Liter Riesling. What You See, Is What You Get. Vi er hos vinbonden Markus Schneider, som vi tidligere er stødt på her på bloggen. Han laver spændende vin i den lille by Ellerstadt i Pfalz.

Markus har fra hans helt unge år altid været fascineret af vin, så da hans far Klaus Schneider i 1990 fik mulighed for at købe en vingård i Ellerstadt … ja så købte han ejendommen  til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 af Dr. Bürklin-Wolf på Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som “Newcomer” af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som “året opdagelse”.

Markus har 60 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke.

Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet. Markus laver ca. 420.000 flasker vin årligt.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine en smule anderledes end andre tyske producenter. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver. Elegante. Og det er denne Ein Liter Riesling også et godt eksempel på.

Ein Liter Riesling … og endda Trocken er husets basisvin … en hverdagsvin, frikadellevin … men en ganske god én af slagsen.

I næsen er der abrikos … ganske tydelig, dernæst lidt fersken, sødme samt lidt støvet eller indelukket indtryk. Smagsmæssigt god syrlighed, lidt mineralitet, god balance … måske en anelse simpel i udtrykket, virker en kende sprittet og mangler lidt finesse. Til prisen er det imidlertid et fantastisk glas vin … og så er der en hel liter i flasken. Godkendt.

Købt i Tyskland hos weine.de, pris 6,20€ … eller omkring 46 kr. Det er sgu billigt.

Rating 3,5/7 

2012 Weingut Stefan Meyer, Frühburgunder, Pfalz, Tyskland

Fredag er jo Spätburgunder dag … og den mission lykkedes også i går på S’vinbar … sådan da, for jeg havde fået øje på en Frühburgunder fra Weingut Stefan Meyer, og den fik vi til at indgå i vores flight. Ja, og så bestilte jeg efter vores flight en også hel flaske af vinen, da første glas simpelthen indeholdt for lidt.

Frühburgunder er jo en form for mutation af Spätburgunder. I Frankrig finder man druen under navnet Pinot Precoce Noir. Den minder på alle måder om Spätburgunder, specielt i glasset.

Den skiller sig primært ud ved, at dens mostvægt er højere end hos Spätburgunder, mens syretallet ligger lavere … og så er den ikke så modtagelig over for sygdomme. Frühburgunder modnes herudover – som navnet også indikerer – tidligt.

Weingut Stefan Meyer holder til ved den lille by Rhodt med sølle 1.100 indbyggere. Byen ligger omkring 30 kilometer vest for Hockenheim … I ved, der hvor der køres Formel 1 racerløb. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1954 af Karl Hermann Meyer, men i dag er det 3. generation i form af Stefan Meyer, som driver foretagendet.

Stefan har 12 hektar vinmarker på en masse små parceller rundt om Rhodt, og de bedste marker er Schlossberg, Rosengarten og Schwarzer Letten. Stefan dyrker her Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Ruländer, Spätburgunder, Frühburgunder, Chardonnay, Scheurebe, St. Laurent og lidt Syrah. Så der laves en del forskellige vine, omkring halv af hver … altså rød og hvid ;o)

Her har vi husets Frühburgunder. Druerne er høstet manuelt, og så er vinen ellers lavet med en kort macerationstid på omkring 14 dage. Der ligger ingen konkrete oplysninger om, hvor længe vinen har ligget på fade, men generelt ligger husets rødvine mellem 11 og 18 måneder i store brugte egetræsfade og nye egetræsfade.

Og hvilken herlig lille sag, som i glasset er klar transparent med den klassiske lyse teglfarve og i næsen animalsk med sød kostald, røg, hindbær, kirsebær, mandler og en smule gammeldags krydderkage. Hmmmmmm. Smagen et let … virkelig klasse med kirsebær, hindbær og moreller, blide og bløde tanniner, som sætter sig på fortænderne og god frisk frugt. Nam nam.

Ingen forhandler herhjemme. I Tyskland koster vinen 11,50€ … eller omkring 86 kr. På S’vinbar koster en flaske 300 kr.

Rating 5/7 

2013 Weingut Hensel, Liter Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

Lørdag … venter gæster i aften, Jesper & Rikke, så jeg går og forbereder lidt mad, og kan vel tyvstarte på én af vinene. Menuen er ren 80’er retro, nemlig rejecocktail efterfulgt af indbagt mørbrad & flødekartofler i fad samt en klassisk citronfromage til dessert.

Ved sgu ikke, hvorfor jeg lige kom på retro temaet. Kitschet … men også lidt sjovt.

Nå, men vinen kommer fra et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig Weingut Hensel, som ligger tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz. Og vinen er hans entry-level Riesling, nemlig endnu en delevenlig 1 liter flaske, en rigtig Gutswein af bedste skuffe.

På etiketten står der også rg … Hensels forkortelse af Riesling. Der er også et lille fly tegnet over navnet Hensel, og det skyldes, at vingården ligger lige op af flyvepladsen Dürkheimer, og den nuværende ejer og leder af huset Thomas Hensel laver vine, som kan gøre dig flyvende. Hensel kalder sig også “das Weingut am Flugplatz”.

Det med luft under vingerne går også igen i Weingut Hensel vinene, som laves i serierne Aufwind, Höhenflug og Ikarus … ja, og så denne serie, som Hensel blot kalder “Liter”.

Thomas selv har også gået i god vinskole, og er oplært hos Müller-Catoir af den legendariske Hans-Günter Schwarz, men i 1990 måtte han tage retur, overtage familieejendommen i Pflaz og videreføre vinproduktionen. I dag har Thomas Hensel omkring 19 hektar vinmarker omkring flyvepladsen i Bad Durkheim og laver nogle fremragende vine.

Alle druerne håndplukkes, og der bruges kun de bedste og mest modne druer. I kælderen håndteres druerne også med største forsigtighed, forsigtig presning, og en meget omhyggelig filtrering. Vinene er de nævnte tre serier has også specielle navne som rg, sg, wb, df, sl, gb, mo, gt og denne sp, alle opkaldt efter druerne, dvs. sp efter Spätburgunder. Så kan I jo gætte lidt på de øvrige.

Udover vinene fra Hensel selv, så producerer Thomas Hensel også en række vine med Markus Schneider, som også er en af de spændende producenter i Pfalx, bla. en serie vine under navnet Hensel und Gretel. Fra denne serie har jeg bl.a. smagt deres 2012 Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken.

Nå, men her står den altså på Riesling i litervis. Sådan. Hensel siger selv; ligetil og lækre, bordvine til hverdag, festivaler og restauranter. Og blot kaldet “Liter”.

Men selvom det er vin på literbasis, så er det ganske habil Riesling. I glasset mere klar og mindre gul end gårsdagens Riesling fra Clüsserath-Eifel, mere klassisk Riesling, og mindre fed. Næsen er modne æbler, citrus, grape og abrikos. Dejlig frugt, som virker behagelig og vrænger på ingen måde af mig. Smagen er behagelig … fin sødme og syre. Frisk og sprød, og svage krydderier. Ikke voldsom kompleks, men til prisen igen et super køb.

Købt i Tyskland hos weine.de, pris 5,90€ … eller omkring 44 kr. Skal du ha’ fest, så er dette et godt bud på hvidvinen!

Rating 4/7 

2008 Weingut Knipser, Kirschgarthen Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

Til nytårsaften havde jeg også medbragt en rigtig skøn Spätburgunder … og en stor én af slagsen, nemlig denne Laumersheimer Kirschgarthen Spätburgunder Grosses Gewächs fra det klassiske hus Weingut Knipser, som jeg efterhånden har smagt en del vine fra … og skrevet om her på bloggen.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 53 hektar ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

De røde druer er: Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger. De hvide er: Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet er familien registreret i annalerne i byen, nemlig med Gaudenz Knipser, som var arkitekt og medlem af byrådet. Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres familie våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag ses på vinetiketterne.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i begyndelsen af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz. I Bockenheim og Wachenheim lagde han kimen til Weingut Knipser. I mange år blev vinhøsten dog drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Denne Laumersheimer Kirschgarthen Spätburgunder Grosses Gewächs er én af husets røde topvine. Den er selvfølgelig lavet med druer fra “Grand Cru” marken Laumersheimer Kirschgarthen i den sydlige udkant af Laumersheim. Her er jorden meget kalk og mergelholdig og samtidig ligger marken lidt i læ af bjerget Orlenberg.

Marken har sit navn fra et gamle nonnekloster i Worm, som drev Weinguts des Klosters Kirschgarten, og marken er første gang nævnt helt tilbage i 1654. Vinstokkene er dog af nyere dato, nemlig omkring 30 år gamle. De udvalgte druer presses nænsomt i druepresse, og derefter gærer vinen med skind udelukkende med egen gær. Efter endt vinifikation lagrer vinen på nye franske egetræsfade.

Og hvilken herlig eliksir. I næsen er der sød kostald, vidunderlig animalsk … ikke ultrasød, men blot en let sødme sammen med flæsk, røg, varme og modne kirsebær, grannåle, mynte og let vanilje. Hmmmm, elsker bare den duft. I munden er der hindbær, jordbær og overmodne kirsebær … især kirsebærerne er markante … kommer næsten til at tænke på lidt kirsebærsovs. Herudover blid syre, let krydret og ganske “varm” i udtrykket … uden det går udover elegancen. Silkeblød og lækker. Flot, flot vin … lige mig.

Købt i Tyskland til omkring 33€ … eller omkring 250 kr. Sigurd Müller Vinhandel er dansk forhandler.

Rating 6/7 

2012 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Bissersheimer, Pfalz, Tyskland

I byen Bissersheim i den nordlige del af Pflaz finder vi vinhuset Weingut Wageck Pfaffmann, og de står bag denne Bissersheimer Spätburgunder med en andeledes og mere moderne etikette, hvor husets kendetegn … en lille drage også er afbilledet.

Wageck familien har været vinbønder i Bissersheim for omkring hundrede år. Vingården blev grundlagt af Wilhelm Wageck. Han var født i år 1900, som del af en større familie og havde 7 søskende. Han købte vingården som ung mand, blev gift med Luise Lack og drev gennem årene vingården med både almindelig landbrug, husdyr og lidt vinproduktion.

Det var dog først i 1973, da Wilhelms barnebarn Gretraud blev gift med Gunter Pfaffmann fra Walheim i Landau, at familien begynder at satse på vinproduktionen. Gunter Pfaffmann var uddannet ønolog fra Geisenheim. Det var starten på den nuværende vingård Wageck Pfaffmann, som i dag videreføres af 2 af parrets 3 drenge, nemlig Frank og Thomas Pfaffmann … fortsat med hjælp fra forældrene.

Weingut Wageck Pfaffmann har i alt 39 hektar vinmarker omkring Bissersheim, hvor det specielt er de røde vine som er i fokus. 59% af markerne er tilplantet med røde sorter, primært Spätburgunder, mens resten af de hvide er Riesling, Weißer Burgunder, Gewürztraminer, Chardonnay, Grauer Burgunder, Silvaner, Muskateller og Müller-Thurgau.

Derudover er familien vild med fart … og motorsport. De er således sponsor til Mercedes’ VIP lounge på Hockenheim og Nürburgring. Sponsoraterne er selvfølgelig levering af vine til de respektive lounger.

Vinene er selvfølgelig inddelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine. Denne Bissersheimer Spätburgunder er én af deres Ortsweine … kommer fra 20-årige stokke, lagret 10 måneder på 225 liters barriques. Der laves årligt 1.200 flasker af denne vin.

Duftmæssigt ikke så animalsk, men herlig frugt med jordbær,kirsebær,  hindbær, blomster, lavendler, jern og mineraler. I munden er vinen ganske behagelig med god intensitet. Der er lyserøde bær, fad, jern, mineraler … tendens til at blive lidt skarp, men ikke så meget af det generer.

Pris på gården er 15,90€ … eller ca. 118 kr.

Rating 4/7 

2012 Weingut Krebs, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

En rigtig charmerende lille Spätburgunder … her fra Weingut Krebs, hvilket også illustrativt – og spot on – er afbilledet på etiketten med en klo fra en krebs. Vinhuset ligger i byen Freinsheim i Pfalz og drives – som navnet indikerer – af familien Krebs, nemlig Harald Krebs og sønnen, jungwinzer … den unge vinmager Jürgen Krebs.

Og der findes mange Krebs’er, som laver vin i Tyskland. En hurtig søgning på nettet … wupti, så afslører der en række udover Harald og Jürgen, bl.a. Weingut Krebs i Binzen, Weingut Hans Karl Krebs i Neumagen-Dhron, Weingut Walter Krebs i Friedelsheim … blot for at nævne nogle få.

Weingut Krebs er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 1982 af Harald Krebs. I begyndelsen var der kun 7 hektar, men i dag dyrker far og søn samlet 13,5 hektar, fordelt med 60% hvide og 40% røde druesorter. Vinmarkerne består af de fremragende parceller Schwarzes Kreuz, Musikantenbuckel, Oschelskopf og Goldberg.

Siden 2005 har det primært været Jürgen, som har haft ansvaret for produktionen. Jürgen Krebs har lært at lave vin flere steder, bl.a. i Pflaz hos Lucashof i Forst samt Knipser og Philipp Kuhn i Laumersheim. Han har også haft en praktikplads i Wachau hos Weingut Leo Alzinger og er derudover i 2008 uddannet vintekniker.

Vinene er – som hos mange andre vinhuse – delt op i tre serier, nemlig dem med hvid top, Weisskapsel, som er husets Gutsweine, Silberkapsel, som er Premiumweine og sluttelig Goldkapsel, som er de bedste Lagenweine. Fra topserien har Krebs’ Spätburgunder Barrique Freinsheimer Musikantenbuckel i en årgang 2007 fået den prestigefyldte pris Deutschen Spätburgunderpreis i 2010. Ganske godt gået af en 15€ vin.

Denne Spätburgunder er fra laveste serie, en Gutswein … hvor druerne kommer fra 15 år gamle vinstokke. Vinen har lagret på store 1.200 liters egetræsfade, og der laves årligt omkring 2.000 flasker af vinen hvert år.

Og hvilken herlig saft. I næsen meget animalsk med sød stald, mineraler, hindbær, røg, eg, sødme, læder og seletøj … meget indbydende. I smagen godt med ren frugt, lethed, mineraler og jern … lidt skarphed, men overordnet et meget godt indtryk.

Prisen på vingården er 7,50€ … eller sølle 57 kr. Fabelagtigt billigt for denne vin.

Rating 4,5/7 

2005 Ökonomierat Rebholz, Spätburgunder Im Sonnenschein GG, Pfalz, Tyskland

I det sydlige Pfalz i byen Siebeldingen finder vi vinhuset Ökonomierat Rebholz, som står bag næste vin, denne Spätburgunder Im Sonnenschein Grosses Gewächs med lidt alder, nemlig fra 2005 … og det lyder jo herligt med lidt Sonnenschein. Hvem kan ikke bruge lidt solskin … specielt i denne kolde tid?

Rebholz familie har boet i Siebeldingen siden 1632, og blandt familiemedlemmerne har der været både ølbryggere og vinbønder. Vingården blev dog reelt først grundlagt efter anden verdenskrig, da Edward Rebholz overtog familiegården og begyndte at tappe vin på flaske.

Edward var både bødker og lokal økonomiråd … og deraf kom navnet Ökonomierat Rebholz. Og Edwards kendskab til træ gjorde også, at man indførte lagring på egetrætønder til modningen af vinene.

I dag er det tredje generation som driver vingården, nemlig Jörg … eller rettere Hansjörg Rebholz. Han har dyrket økologisk og biodynamisk siden 2006.

Jörg Rebholz hører til blandt Tysklands allerbedste producenter, og han modtager i disse år den ene pris efter den anden. Hans vine er skarpe som samuraisværd og fuldtændig rene med en frugt, der afspejler de ekstreme ambitioner han udlever i markerne og kælderen. De er ofte også knastørre sammenlignet med tysk standard, og mange restauratører står i kø efter hans vine – også selvom de koster lidt ekstra.

Vingården har samlet 19 hektar vinmarker. De bedste marker er Birkweiler Kastanienbusch, Siebeldinger im Sonneschein og Albertsweiler Latt. Der produceres årligt omkring 100.000 flasker vin på gården.

Huset har fået flotte roser, bla. 5 drueklaser hos Gault Millau og 5 stjerner hos Eischelmann. Rebholz er medlem af VDP.

Denne Spätburgunder Im Sonnenschein GG er lavet med druer fra Grosses Gewächs marken Im Sonnenschein, som ligger på Siebeldinger Sommerseite i ca. 160-225 meters højde. Vinen er lavet med kold maceration i 3 uger, hvorefter vinen er lagret på primært nye franske barriques i 20 måneder efterfulgt af ikke mindre end 3 års lagring på flaske inden frigivelse. Det betyder også, at 2009 årgangen lige er frigivet. Her har vi dog vinen i en ældre 2005 udgave.

Og igen en anderledes Spätburgunder end de øvrige. I næsen er denne markant anderledes med brunkål, prut, gammel ost, fyrværkerikrudt, røget bacon samt lidt søde krydderier som kanel og nelliker. Umiddelbart lidt skæv næse … og lover ikke godt. Men smagsmæssigt er vi i en helt anden boldgade, for her er lethed, blidhed, finesse med lidt peber, mineraler og godt med tørhed og tanniner. Specielt mineralerne fornemmes virkelig i denne vin, som er en sand fornøjelse af drikke. Flot, flot, flot.

Forhandles af Nur Wein, pris 350 kr.

Rating 5/7  

2012 Weingut Dr. Bürklin-Wolf, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

På adressen Weinstraße 65 i byen Wachenheim i Pfalz finder vi vinhuset Dr. Bürklin-Wolf, som står bag denne Pinot Noir.

Weingut Dr. Bürklin-Wolf blev grundlagt i 1597 af Bürklin Bernhard, som dengang var byrådssektretær og senere blev borgmester i Wachenheim. Hans gamle hus fra 1606 eksisterer fortsat den dag i dag.

Vinhuset fik navnet Bürklin-Wolf, da Dr. Albert Privy Bürklin i 1875 giftede sig med Louise Wolf. I dag ejes vingården stadig af familien Bürklin. I dag er det nemlig Bettina Bürklin-von Guradze, som ejer vingården, men det er nu hendes mand Christian von Guradze, som står for vinproduktionen.

Ejendommens jordbesidelser har alle dage være ganske enestående, og omfatter mere end 90 hektar i Pfalz’ mest hæderkronede marker så som Forster Kirchenstuck, Wachenheimer Gerümpel, Deidesheimer Hohenmorgen og Ruppertsberger Gaisböhl.

I 1980’erne øgede Bürklin-Wolf deres fokus på dyrkningen, og begyndte at eksperimentere med økologiske og biodynamiske metoder, og siden er kvaliteten simpelthen eksploderet.

Fra 2008 har vingårdens produktion været certificeret biodynamisk. Bürklin-Wolf er som den eneste tyske vingård medlem af Biodyvin, en eksklusiv forening som tæller en række af verdens bedste biodynamiske vinhuse.

Vinene fremstilles med håndhøst og efterfølgende håndsorteres druerne. Mosten både gæres og lagres på franske barriques.

Duftmæssigt anderledes end de øvrige … men er det ikk’ også én af charmene ved Spätburgunder? Her er der grønne noter, babybræk, nedfaldsæbler, sæbe og virker en smule indelukket. De aromatiske dufte passer måske meget godt med, at der er tale om en biodynamisk vin. Smagsmæssigt er vinen også mere rustik og skarp med lidt hvid peber og virker måske også en smule vandet. Det er stadigvæk et fornuftigt glas Spätburgunder, men bestemt ikke dagens højdespringer.

Forhandles af Philipson Wine, pris 169,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4/7