2018 Domaine Gabriel & Paul Jouard, Chassagne-Montrachet, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Gabriel & Paul Jouard, Chassagne-Montrachet, Bourgogne, FrankrigNæste vin i glasset er – herligt – igen lidt burgundisk, nemlig en Chassagne-Montrachet fra det lille vinhus Domaine Gabriel & Paul Jouard, der ligger i den østlige del af selve Chassagne-Montrachet med Château de Chassagne-Montrachet som nabo.

Vinhuset drives i dag af Paul Jouard, der allerede tilbage i 1992 tilsluttede sig sin fader Gabriel i vineriet. Gabriel døde desværre i 2003 efter kort tids sygdom, men Paul beholder fortsat af sentimentale grunde sin fars navn på flaskerne for at ære hans evige minde.

Paul er selv 7. generation af vinmagere i familien og har et vineri og en vinkælder, som er tussegammel. Men Paul siger selv, at det jo ikke er teknologi, som laver god vin, så han laver vinen helt gammeldags, så man kan smage druerne og terroiret.

Paul  driver i dag stedet med hans kone Delphine og de har to små samt 10,5 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter en ganske lille 0,04 hektar stor parcel på selveste Grand Cru marken Bâtard-Montrachet, mens resten er fordelt på 1er Cru markerne Chassagne-Montrachet, Saint-Aubin og Santenay.

Når Paul ikke laver vin eller passer børn, så laver han gourmetmad, hvilket jo også passer godt til parrets vine. Alle druerne høstet med håndkraft og Paul arbejder uden at pumpe vinene rundt og det er med til at bevare vinenes frugtighed og livlighed.

Her smager vi en rød Chassagne-Montrachet … altså Pinot Noir dyrket på måske én af de bedste hvidvinsmarker i hele Bourgogne, men det har Paul Jouard gjort. Vinen er lavet helt gammeldags og Paul kan til sine rødvine godt lide lang maceration og gæring, som han mener får mere fylde og ​​smag ud af Pinot Noir druerne.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12-15 måneder på franske barriques, hvoraf normalt 40-50% er nye fade.

I glasset er det ikke en lys og let burgundisk vin, for den er stolt, kraftig og med tro på egne evner. Sådan dufter den faktisk også, for der er kraft, har brombær, jordbær og hindbær, godt med nelliker og grannåle, nye fade og således masser af træ, vanilje, harpiks … meget landlig, animalsk, maskulin og inderlig.

Hvor smager den egentlig godt … igen en lidt saftig og maskulin vin, der alligevel har en legende, læskende og meget frugtrig smag, godt med mørkere frugt, brombær, jordbær samt hindbær, sødme, saftige, rustikke og let ætsende tanniner … vildt godt bid og sammenlagt er det virkelig landligt, klassisk, gammeldags og monsterlækkert,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker … men pt. på bud til 249 kr, ved de 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Collosorbo, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Collosorbo, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienSidste vin ved vor vinaften blev en Brunello di Montalcino, som kommer fra vinhuset Collosorbo beliggende vest for Castelnuovo dell’Abate syd for Montalcino.

Tenuta di Collosorbo di Giovanna Ciacci hedder huset også, for det drives nemlig af den gode Giovanna Ciacci med hendes to døtre  Laura Sutera Sardo og Lucia Sutera Sardo.

Giovanna startede sit vinhus i 1995 efter en opdeling af hendes families gamle ejendom Tenuta di Sesta, som oprindelig blev grundlagt i 1850.

Så Ciacci familien har næsten altid lavet vin og dyrker oliven .. det var Giuseppe Ciacci, der i 1966 aftappede godsets første Brunello di Montalcino i 1966 … samme år som Brunello fik sin DOC appellation.

Giovanna og hendes to smukke døtre har samlet 35 hektar vinmarker, som ligger i 250 meters højde. Der dyrkes selvfølgelig mest Sangiovese, men pigerne har også lidt Syrah, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot.

Ciacci familien laver 6 forskellige vine og denne Brunello di Montalcino er næsten topvinen, for der laves selvfølgelig også en Brunello Riserva. Vinen her er lavet på 100% Sangiovese, der alle er afstilkede let, knust en smule og gæret ved kontrolleret temperatur med hyppige pumpovers … i en lang maceration på skindet.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 3 år i en blanding af 12-54 liter slavonske og franske egefade. Efter samling og tapning på flaske er vinen lagret yderligere 8 måneder inden frigivelse. Det er Laura Sutera Sardo, som har lavet vinen sammen med den ansatte Paolo Caciorgna.

I næsen har vinen egentlig frugtmæssig en stor renhed med modne kirsebær, bagte blommer og så ellers tør jord, mulle kælder samt en nærmest medicinsk note med hæfteplaster, medicinkasse og tobak, læder, sten, mineraler, te-blade og en håndfuld krydderurter … og derudover lidt fad med vanilje og lakrids.

Smagsmæssigt går krydderurterne igen … der er helt klart lavendler, støvede kirsebær, blommer, nogle ristede noter samt atter en stenet og mineralsk note, en stram syre og tydelige tanniner. violer, blæk samt grafit. Klar, ren og måske endda med lidt tobak. Sjovt nok vil vinen nok ha’ godt af flere år i kælderen.

Importør er Gobi Vin og vinen kan fås hos Meny, hvor normalprisen er 299,95 kr., men kan ofte fås på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Monteraponi, Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo, Toscana, Italien

2011 Monteraponi, Chianti Classico Riserva Baron' Ugo, Toscana, ItalienAzienda Agricola Monteraponi ligger i den gamle og smukke by Monteraponi, der stammer helt tilbage fra år 978. Men derfra smager vin nu topvinen Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo i årgang 2011.

Oprindeligt tilhørte den gamle middelalderlandsby Baron Ugo, der var greve og guvernør for det meste Toscana.

Senere donerede han byen til klosteret Poggibonsi Alto, som i mange år drev stedet og i dag er det meste af byen ganske  velbevaret. De drev også en vingård og havde over 200 hektar marker, men dog alene 12 hektar vinmarker.

I 1974 blev vingården overtaget af Braganti  familien, men det var først i 1997 – hvor Michele Braganti overtog vingården efter sin far – at der blev gjort noget seriøst ved vinmarkerne, der en beliggenhed i 420-560 meters højde ligger som nogle af de højeste i hele Chianti.

Micheles 12 hektar vinmarker dyrkes økologisk og vinene er alle lavet med spontangæring på cementtanke og det er selvfølgelig med druernes egne gærceller. Også den malolaktiske gæring finder sted spontant på cementtanke.

Denne Chianti Classico Riserva Baron’ Ugo er selvfølgelig opkaldt efter byens gamle ejer og er i denne årgang 2011 lavet på 90% Sangiovese, 8% Canaiolo samt 2% Colorino.

Inden spontangæringen i cementtankene, så er alle druerne først kommet i en de-stemmer, hvor de afstilkes og så undergår en blød presning for at holde skindet så hele som muligt.

Efter den alkoholske gæring over 35 dage samt den malolaktiske gæring er vinen lagret i 36 måneder, de første 12 måneder på fade af slavonsk eg og de sidste 24 måneder på barriques fra Bourgogne

Duftmæssigt har vinen faktisk også en forholdsvis let, animalsk, mælket duft med baconfedt, flæskesvær og samtidig så klar og frisk med krydderurter, estragon, roser, modne kirsebær, granatæbler og tobak, peber samt pænt med egefade, mælkechokolade, vanilje samt kanel og læder.

Smagen er frisk og alligevel har vinen godt med syre, salt og peber, masser af frisk frugt, kirsebær … virkelig frisk og mineralsk med en god let tone, lysere end Chianti normalt og så samtidig med et vel nærmest animalsk bid. Der er noget svævende og overjordisk over vinen, har et 7. gear med tørhed og lys kraft.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Klumpp, Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Klumpp, Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder, Baden, TysklandMed Steffens næste vin er vi hos Weingut Klumpp, der ligger lige mellem Heidelberg og Karlsruhe i landsbyen Bruchsal i området Kraichgau. Det er en 2018 Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder.

Weingut Klumpp er grundlagt i 1983 af Ulrich og Marietta Klumpp. De grundlagde gården selv, da parret ikke var født i en familie af vinbønder. Ulrich var oprindelig statsansat, men fru Marietta var bankansat. Det var i stedet en livslang drøm, som de forfulgte og som gik i opfyldelse.

Oprindelig blev vingården grundlagt med blot 0,5 hektar, som i mellemtiden er vokset til 29 hektar. Det er fordelt på vinmarkerne Eichholz, Kirchberg, Weiherberg, Rothenberg og Himmelreich.

På Weiherberg dyrkes Pinot Noir, på Eichholz Grauer Burgunder, Saint Laurent og Cabernet Sauvignon. Kirchberg marken er plantet med Weisser Burgunder og Chardonnay, mens Himmelreich marken er forbeholdt Lemberger og Riesling.

Siden 1996 har vingården været økologisk certificeret og i dag driften vingården af 2. generation, nemlig parret sønner Markus og Andreas, der begge er uddannede ønologer og som ses på billedet ovenover.

Weingut Klumpp er en af de nye, lysende stjerner på den tyske vinscene og tiltrækker sig i disse år stor opmærksomhed. Huset har også indledt et samarbejde med et andet, godt vinhus i Tyskland, nemlig Meyer-Näkel i det eksklusive Ahr … måske foranlediget af, at Markus Klumpp er blevet gift med Meike Näkel. Sammen har husene bl.a. lavet en serie af vine under navnet Hand in Hand.

Denne Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder er lavet med druer fra 55 år gamle vinstokke og høstet med et minimalt udbytte. Så er vinen lavet med en koldmacerering på små ståltanke inden gæring med en nedsænkning af hatten 3 gange dagligt. Herefter er vinen lagret 18 måneder på nye franske barriques, hvorefter de bedste fade udvælges.

I næsen er der først nogle klart grønne noter, både en ældre naboligusterhæk, lidt krudt og nytårsskyts, ganske reduktiv med en lille funkyness suppleret med sorte kirsebær, hindbær, stikkelsbær samt mælkede noter samt gammel jord, fade, chokolade, tobak og tørrede urter plus en distinkt mineralitet.

Smagsmæssigt har vinen en ren, frisk, syrlig og intens frugt med morbær, tranebær, kirsebær … lidt småbitterfrugt, meget direkte og stenet, hvor der også kommer mørk chokolade, tobak, stor tørhed, peber, krydderier … alt cremet, fløjlsblødt  og med en klar kant, saftighed samt nerve.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 A Tribute to Grace Wine Company, Grenache, Californien, USA

2018 A Tribute to Grace Wine Company, Grenache, Californien, USADerefter lagde Jan ud med næste vin og det blev en 2018 Grenache fra vinhuset med det sjove navn A Tribute to Grace Wine Company i Los Alamos i Californien.

Vinhuset er oprettet og drives af den unge kvindelige vinmager Angela Osborne, der selv er fra New Zealand. Hun flyttede til Californien i 2006 for at lave vin fra Grenche … efter hun havde ledt efter vingårde i både det nordlige Spanien, det sydlige Frankrig og det sydlige Australien … men endte altså i Californien.

I 2007 hentede Angela  sin første Grenache druer fra marken Santa Barbara Highlands Vineyard, som ligger højt et stykke inde i landet tæt ved Stillehavet og lavede sin første vin … og opkaldte vingården efter sin bedstemor Grace og hendes forkærlighed til vin.

Hun har ikke selv vinmarker, men køber sine druer fra en række vinavlere, som hun har lavet faste aftaler med. Således får hun druer fra marker som Santa Barbara Highlands Vineyard, Shake Ridge, Besson, Hofer, Vie Caprice, Morro View og Spear.

Her smager vi hendes vin, der bare kaldes Grenache … en basisvin, hvor druerne kommer fra flere forskellige marker, faktisk fra hele 5 forskellige marker. Efter høsten er 80% af druerne afstilket, mens der således er brugt 20% hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på barriques.

I næsen har vinen en let, lys, aromatisk og blomstret duft, som absolut kan minde om en Pinot Noir med en meget rig frugt af både tranebær, hindbær, lidt solskin, lette fade, Kongen af Danmark drops og vanilje, lidt bacon … virkelig frisk og ung frugt.

Smagsmæssigt er vinen ganske cremet med jordbær, rødgrød med fløde, en jordbærsmoothie og drikkeyoghurt, lidt tranebær, hindbær, mynte, runde tanniner og meget lækker, let og god smag.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodegas Bhilar, Berria, Rioja, Spanien

2020 Bodegas Bhilar, Berria, Rioja, SpanienLys rød Rioja på et skønt mix af 80% Tempranillo og 20% Viura, maceration-carbonique i 4.000 liter store egefade og lagret på barriques. Det var Steffen, der havde denne spændende Berria med fra det spanske vinhus Bodegas Bhilar.

Bodegas Bhilar er et lille vinhus beliggende lige øst for Bilar by i Rioja Alavesa og huset drives af  ægteparret Melanie Hickman og David Sampedro.

David er seneste generation på vingården og har taget sin uddannelse som ønolog og arbejdet på nogle af de større vingårde i Rioja, inden han i 1999 vendte hjem og startede sit projekt med at lave vine efter biodynamiske principper.

Han var nået til en erkendelse af, at han ville lave vine, der afspejlede hans personlige vinfremstillingsfilosofi, altså unikke vine, som skulle give en følelse af sted, et bæredygtigt landbrug og minimal indgriben i produktionen af vinen.

Han startede med at lære om den biodynamiske filosofi og ændrede, hvordan han passede sine vinmarker … først med konvertering til et almindeligt økologisk landbrug og begyndte derefter biodynamiske principper med harmoni mellem mennesket, jorden, vinstokkene og kosmos. I 2014 blev traktorer elimineret, hvorfor han derefter alene anvendte heste for at dyrke vinmarkerne.

I 2012 gik han all-in på sine egne vine og omdøbte vinhuset til Bodegas Bhilar. Bhilar er det baskiske navn for Elvillar aka Bilar … byen hvor han selv er opvokset i Rioja Alavesa.

Sammen med sin hustru  – amerikanske  Melanie Hickman – har han bygget et nyt vineri, som stod færdigt i 2016. Det er lavet, således at alle vinene gennemgår minimal intervention under både gæring og lagring. Det er bygget off-the-grid med anvendelse af solceller og er også delvist placeret under jorden med store cementtanke for at holde på den naturlige kølighed i vinifikationsprocessen.

Denne Berria er – som skrevet indledningsvis – et blend af 80% Tempranillo og 20% Viura, hvor de hele druer ikke presses, men blot placeres med hele klaser i en 4.000 liter stor trætank, hvor gæringen starter naturligt efter maceration-carbonique metoden … helt som man gør i Beaujolais.

For at sikre at druerne gærer som hele druer, så er der tilføjet kuldioxid under gæringen og samtidig roteres mosten i gæringen. Efter en måned er vinen så presset og hældt på brugte barriques for en malolaktisk. Så lagrer vinen og kommer derefter på ståltanke før en flaskning uden svovl.

I næsen er vinen rank og grøn, klart til den lettere side og den har nogle lidt Franken karaktertræk med grannåle, røg og blæk, men er også lidt mælket med tørre papkasser, godt med kirsebær, hindbær og virker let og saftig i udtrykket.

Smagen er også let læskende med lette og blomsterige toner suppleret med lidt lakrids, blomster og saftig kirsebærsaft, men samtidig ganske rund og blød. Det er en vild sjov charmetrold, der byder på tonsvis drikkeglæde … og sådan kan Rioja også være.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Somlói Vándor, Juhfark, Balaton, Ungarn

2019 Somlói Vándor, Juhfark, Balaton, UngarnUngarsk hvidvin på druesorten Juhfark er sgu ikke nem at lure og denne kommer fra vinhuset, der hedder Somlói Vándor og ligger nord for Somlóvásárhely og Balatonsøen i vinregionen Somló.

Vinhuset drives af Tamás Kis, der efter sin uddannelse med diplom fra Eger og arbejde hos det prestigefyldte St. Andrea vinhus, i 2010 købte en ejendom i vinregionen Somló.

Somló ligger i Balaton-regionen og er Ungarns mindste appellation, der er berømt  for sine vulkanske jorder og de rige vine. Tamás Kis har samlet lidt over 7 hektar vinmarker, der ligger på skråningerne op mod en udslukt vulkan … og de fleste vinstokke er 8-50 år gamle på den fuldstændig ukendte drue Juhfark, som tillægges både magiske og helsebringende egenskaber,

Udover Juhfark dyrker Tamás også  druerne Tramini, Furmint, Hárslevelü og Olaszrizling. Alt dyrkes efter økologiske principper uden brug af kemikalier … i stedet bruges brændenældeekstrakt, appelsinolie og andre organiske, ikke-absorberbare stoffer.

Kis Tamás har samlet 12 forskellige små parceller, hvoraf flere fulgte med, da han købte ejendommen, som reelt blot bestod af en gammel  kælder højt oppe på syd-skråningen uden indlagt vand og med egen strømforsyning. Der producerede han vinene de  første år, men i dag har han dog en lidt mere moderne kælder nede i landsbyen.

Tamás Kis producerede allerede sin første vin fra 2010-årgangen året efter og den første kommercielle vin strøg direkte ind på en fornem 7. plads på listen over Ungarns 100 bedste vine og siden er det gået slag i slag.

I 2014 blev Tamás Kis inviteret ind i Junibor Young Winemakers Association. I 2017 fulgte så de først internationale guldmedaljer samtidig med, at Tamás Kis fik lov til at levere en vin til den østrigske vinmager Roland Vellichs store projekt Moric Hidden Treasures, der går ud på at genskabe den pannoniske vinkultur og genopdage Ungarns skjulte skatte.

Her smager vi vinen, som Tamás blot har kaldt Juhfark, hvor de håndhøstede druer kommer fra 5-30 år gamle stokke på 3 marker, nemlig Jáde, Moyzes Juhfark-Hárs og Kiss-Pongrácz Juhfark, der ligger i forskellig højder på 3 sider af vulkanen.

Der sker først en soignering af klaserne inden de går direkte op i den pneumatiske presse, hvorefter gæring sker i rustfrie ståltanke med uden temperaturkontrol og alene på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering har det meste af vinen lagret 9 måneder sur lie i tankene, men en mindre del er lagret i ungarske fade. Derefter sammenstikkes vinen, svovles ganske lidt og tappes eller uden klaring eller filtrering.

Duften er lidt urtet og endda parfumeret med en lille og genert fedme, lidt øko funkyness, lidt støvet og har pærer, kvæde, strand, hasselnødder, marcipan, grønne grene og så en lille omgang fad med lakridskonfekt og vanilje.

I munden er vinen lidt forsigtig og har en lidt sjov smag … syren lidt tilbageholdende, krydret, har klart en saltet mineralitet og i det hele taget godt med saltede elementer, men er samtidig både cremet, blød og saftig, men ikke vild eksplosiv … nærmest lidt afdæmpet i udtrykket. Sjov og dejlig vin, hvor jeg ligger lige mellem 4,5 og 5 houlbergske tomler.

Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor en flaske koster 157 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinaften 12. marts … så blev 2022 skudt i gang

Jeg er – som jeg ofte er – bagefter med at skrive om vin, men lørdag den 12. marts havde jeg atter en vinaften med vingutterne. Det var denne gang hos Jan, som også allerede inden aftenen havde udsendt menuen … og på kur lød det som sød musik i ørene.

Vi skulle mødes kl. 18.30 og jeg fik behændigt en kørelejlighed af sønnike, som i forvejen skulle til byen, så jeg kom lidt spids tidligere og kunne allerede indenfor duften dufte, at vi havde noget godt i vente denne aften.

Jan havde allerede gjort lidt mousserende vin klar, men inden jeg nåede at få et glas i hånden, så arriverede både Steffen og siden Paul og så kunne vi starte aftenen med lidt bobler. Det var også første vinaften siden december, så allerede fra start var humøret i top.

Sammen med boblerne, der helt miljørigtigt var pakket ind i gammelt avispapir – i stedet for vores flasker pakket med staniol, alufolie eller sølvpapir, der formentlig er mere ukorrekt –  fik vi en lille starter og det var lidt gratineret rødkit ost på brød.

Jan havde nemlig forberedt en middag, som han endda havde udsendt på forkant, og den bestod af:

Maden

  • Starter: Gratineret rødkit ost på brød
  • Forret 1: Avokadotatar med ørredrogn og karse
  • Forret 2: Hummerbisque med sprødt og blomkålscreme
  • Hovedret: Kylling Parmentier med mos og Gruyére ost
  • Dessert: Daim is på mandelbund og frugt

Sød musik for folk på kur.

Gratineret rødkit ost på brød

Sammen med boblerne en sindssyg let ret, som bare altid smager rigtigt godt. Her var boblerne faktisk en 2010 Franciacorta Brut fra La Montina og det smager sgu bare skide godt.

Avokadotatar med ørredrogn og karse

Det første forret var jeg helt tosset med … og det var egentlig også en forholdsvis let ret, som består af avokadotatar med ørredrogn og karse. Den skal jeg bestemt prøve at lave til gæster en dag, for det smager bare vildt godt.

Til denne forret serverede Jan – helt som vi plejer – aftenens eneste hvidvin, som vi overhovedet ikke spottede. Det var der dog også en årsag til, for det var en ungarsk vin på den ukendte drue Juhfark og fra vinhuset Somlói Vándor, Men godt smagte den faktisk.

Lidt sjovt fik jeg faktiske akkurat samme vin serveret forleden, men der gættede jeg heller ikke vinen 🙂

Hummerbisque med sprødt og blomkålscreme

Til næste ret kom der gang i rødvinene, hvor Steffen lagde ud med en ultralet spansk vin … 2020 Berria fra Bodegas Bhilar, Den fik faktisk ret godt med maden, der var en hummerbisque med sprødt og blomkålscreme. Det sprøde var nogle Grissini i fuldkorn.

Kylling Parmentier med mos og Gruyére ost

Næste ret glemte jeg at tage foto af … sorry! Det var en Kylling Parmentier med mos og Gruyére ost, som jo nærmest er fransk husmandskost, hvor et gratineret lag af kartoffelmos gemmer på en fyldig ragout, som her er lavet af kyllingestykker.

Det smagte sygt godt … god med goddaw i, virkelig mættende og meget klassisk, men der var jo godt med vine til at følge retten godt på vej, men dem vender vi tiltage til lige om lidt.

Daim is på mandelbund og frugt

Madmæssigt sluttede vi totalt syndigt med en Daim is på mandelbund med lidt frugt. Det er sgu også en ret, som er svær at blive sur på … måske lige bortset fra kalorietallet, men det skulle vi ikke bekymre os om denne aften.

Vinene

Samlet blev det igen et spændende felt, som bestod af disse:

Et par stykker havde jeg smagt før … Jans 2010 Franciacorta Brut fra La Montina og Paul havde også før haft en 2016 Palazzo della Torre fra Allegrini med.

Jeg havde også selv været lidt småkedelig og taget et par vine med, som jeg tidligere havde smagt og derfor burde levere varen. Men det gjorde Prosper Maufoux’s 2019 Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune da også, mens jeg blev lidt skuffet over  Quincha Corral Vino de Pago fra Bodegas Mustiguillo,

Den var meget bedre ved første møde … men sådan kan det jo gå nogle gange. Samlet var der dog rigtigt mange, spændende vine og lidt imod den normale trend, så var der begrænset antal italienske vine med.

Vi skal selvfølgelig også lige forbi vor blindsmagningskonkurrence,  der – i hvert fald i bunden – blev en gentagelse af sidste gang, hvor Paul endte med Sorteper.

Jeg fik denne gang en smal sejr og høstede Pauls gave i form af en æske chokolade, som jeg generøs – og en smule fuld – bød af til fruen, da hun hentede mig sent på aftenen. Sådan skal det være … atter en god aften med dejlige vine og dejlig mad.

2020 Weingut Margarethenhof, Forster Pechstein Riesling Grosse Lage, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Margarethenhof, Forster Pechstein Riesling Grosse Lage, Pfalz, TysklandVi slutter den lille smagning af Weingut Margarethenhof med endnu et brag … deres Forster Pechstein Riesling Grosse Lage i en årgang 2020.

Forster Pechstein er som forrige også en Große Lage mark, der er på 15,31 hektar og beliggende i 120-160 meters højde. Omkring 20% af marken liger på en stejl hældning, mens de mest på et forholdsvis fladt stykke.

Marken har en jordbund medmørkfarvet basalt blandet med sandsten og noget ler. Faktisk har marken sit navn efter den sorte stenart Pechstein, der er en slags vulkansk, magmatisk og glasagtig klippe kaldet basalt og den blev faktisk udvundet i et basaltbrud længere oppe i skoven ved marken og var i brug til 1970’erne.

Forster Pechstein regnes for en af de bedste marker til Riesling i Pfalz … måske endda i hele Tyskland og en af hemmelighederne er netop jordbunden med masser af basalt

Som søstervinen er den er lavet med en 4 timers pre-maceration inden presning og gæring i rustfrie ståltanke. Vinen er spontangæret og har ligget 12 måneder på gærresterne inden aftapning på flaske.

Jetzt geht das schon wieder los … vild lækker aroma, der måske nok ikke er så blidt og fint som Ungeheuer, men til gengæld er den mere kraftfuldt og maskulin. De terpentinske noter er nu også  tydeligere, men også doseret fint, mens frugten fortsat er luftig, svævende samt æterisk med modne, gule æbler, lidt mere kraftig abrikos, kvæde og så ellers citrus og lidt parfumeret lemon samt granatæblekerner lagt i en tærte sammen med lidt sødme. For pokker, hvor det dufter fremragende.

I munden er vinen også mere maskulin og mere tør end Ungeheuer, knastør med en styrende – om end elegant – syre, præcis, direkte og alt med en mineralsk, saltet og smag. Det er en vin, som får alle mine sikringer i el-skabet til springe, for det er højtspændt, vedkommende og så direkte. Der er sure citroner, bitre lemons, salte mineraler og fabelagtig eftersmag. Det er en vin, som kan tåle lang tid i din vinkælder.

Hvor Ungeheuer er mere umiddelbar og i godt humør, så er Pechstein mere alvorlig og ikke til at fucke med, men begge er sgu bare utroligt lækre vine.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr., men prisen er i april på bud til 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Weingut Margarethenhof, Forster Ungeheuer Riesling Grosse Lage, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Margarethenhof, Forster Ungeheuer Riesling Grosse Lage, Pfalz, TysklandI Die Spitze klassen finder vi også Weingut Margarethenhofs Grosse Lagen vine og der er hele 3 af slagsen, hvor den ene er denne Forster Ungeheuer Riesling Grosse Lage.

Forster Ungeheuer Große Lage marken er samlet 29,15 hektar og er beliggende i  omkring 120-170 meters højde med 30% på et rigtig stejlt stykke, 30% på en skråning og de sidste 40% vel nærmest på et fladt stykke.

Jordbunden på Ungeheur består primært af kalk- og sandsten samt lidt basalt og marken har været kendt for dens vin i århundrede og fx siges det, at selveste Bismark under et besøg i Forst roste en vin fra netop Forster Ungeheuer og sagt; dieses Ungeheuer schmeckt mir Ungeheuer … altså som et monster.

Navnet Ungeheuer stammer dog ikke fra en flok vilde monstre, der måske kunne ha’ levet i skoven, men kan føres tilbage til et udtryk fra 1300-tallet, nemlig Ungehuwern, som var et familienavn.

Senere i 1600-tallet var der en byfoged i Deidesheim ved navn Johann Adam Ungeheuer. Han døde i 1699,og der er stadig en grav med navnet Ungeheuer ved klosterkirken i Mußbach.

Nå, never mind … her smager vi så Forster Ungeheuer Riesling Grosse Lage, der igen er lavet med en 4 timers pre-maceration inden presning og gæring i rustfrie ståltanke. Vinen er spontangæret og har ligget 12 måneder på gærresterne inden aftapning på flaske.

Skal man være lidt populistisk, så minder duften på denne Forster Ungeheuer Riesling Grosse Lage en del om foregående Ortsriesling fra Forster markerne, men her er alt bare doseret mere elegant og det er som om, at Yvonne Libelli og Martin Lucas har skruet på de helt rigtige knapper på en himmelsk mixerpult.

Hvordan de har gjort det ved jeg ikke, men vinen har en luftig og nærmest æterisk, fin elegance, hvor lidt sødme er playfull og leger tagfat med terpentinske aromaer, der dog er langt mere dæmpede og kontrollerede, mens frugten virker langt mere moden, elegant og virkelig interessant. Der kommer fortsat lidt blomster sammen med modne æbler, fersken og grillede grapefrugter, estragon, rosmarin samt lette grønne elementer.

Hold nu kæft, hvor smager den godt. Den har samme dybde som forrige vin, men igen langt mere kontrolleret, smuk og doseret til et skønt saftigt, sitrende, svævende, saltet, mineralsk og perfekt bid. I munden kan vinen virkelig noget … citronerne og syren virker langt mere runde og medgørlige, men det er uden at miste intensiteten og alligevel vidunderlig blød, saftig og mineralsk. Eftersmagen er fin, sart med salt, lidt peber, krydderier og blød elegance.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger